Teologien er på vej til at blive hjemløs på universitetet

Spørgsmålet om, hvorledes kristendommen kan forsvares som sand og absolut gyldig, finder ikke længere sin naturlige plads i det teologiske studium. Og det er en skam. Der har nemlig aldrig været mere brug for det, skriver teologiprofessor emeritus

Den kulturelle situation har efterladt teologien hjemløs i det akademiske establishment, skriver professor emeritus Viggo Mortensen. Foto: Leif Tuxen og Niels Ahlmann Olesen/Ritzau Scanpix
Den kulturelle situation har efterladt teologien hjemløs i det akademiske establishment, skriver professor emeritus Viggo Mortensen. Foto: Leif Tuxen og Niels Ahlmann Olesen/Ritzau Scanpix

Jeg har beskæftiget mig fuldtids med teologi i henved 60 år og været glad for det. Det er mestendels sket inden for universitetets rammer. Selvom der skyder universiteter op en masse, så er der i grunden blot to: det sande og det faktiske. Vi må leve med det faktiske, men vi kan ikke undgå at måle det på det sande.

Tre ting omtalt i Kristeligt Dagblad på det seneste har gjort mig opmærksom på, at den universitære teologi i de senere år har gennemgået en udvikling, der afgørende har forandret den.

Der var først Birgitte Stoklund Larsen, der i kronikken i Kristeligt Dagblad den 12. oktober påpegede, at internationaliseringen af det teologiske studium har ført til, at den folkelige forankring af teologien bliver svagere, hvilket også fører til, at teologiens indvirkning på dansk kirkeliv bliver fattigere. De udenlandske forskere er dygtige, men har ikke de samme forudsætninger for at deltage i den danske folkelige og kirkelige debat som danske forskere.

For det andet udgav kollegerne i Aarhus en bog om teologien mellem fortid og fremtid. Den blev jeg først opmærksom på, da Thomas Reinholdt Rasmussen anmeldte den i Kristeligt Dagblad den 19. oktober. Det er ikke for meget at sige, at Thomas Reinholdt Rasmussen var rystet. Anmelderen må nemlig registrere, at som kollegerne beskriver deres fag, så er en egentlig kernefaglighed forsvundet samtidig med, at tværfagligheden er vokset. Desuden påpeger han, at i takt med den øgede specialisering, så er den folkelige forankring gået fløjten. Det, man måles på i det nutidige universitære system, er antallet af videnskabelige artikler i anerkendte internationale tidsskrifter, som læses af meget få. Det tillægges ikke stor prestige og giver ikke avancementsmuligheder at skrive på dansk og således bidrage til den danske folkelige og kirkelige debat.

Artiklen fortsætter under annoncen

Ude i landets sognegårde vil man gerne stadig høre folkelige foredrag om lærde spørgsmål, som de forskellige teologiske discipliner bakser med. Men der er færre af de teologiske forskere, der ser det som en kerneopgave for dem, dels fordi det ikke værdsættes i det universitære system, dels måske også fordi sådanne foredrag skal – hvis de skal virke – være båret af et personligt engagement og have fokus på aktuelle kirkelige og samfundsmæssige spørgsmål.

Så anmeldte for det tredje samme flittige Thomas Reinholdt Rasmussen i Kristeligt Dagblad den 17. oktober Lars Sandbecks nye bog om ateisme og antireligion i en postkristen æra. Han slutter sin overordnet meget positive anmeldelse med at påpege, at Sandbeck ”slår et slag for fornyelse af den kristne apologetik”. Det blev det afgørende anstød for mig til at reflektere over, hvilken udvikling den akademiske teologi har gennemløbet de senere år. Hvad er det, der har manglet?

Hvad man folkeligt og kirkeligt forventer af teologien er, at den beskæftiger sig med sandheds- og frelsespørgsmålet, men det er det, man har forsømt. Og sker det, så opleves teologien som irrelevant. Og et symbol for det er, at man ikke har dyrket den gamle hæderværdige teologiske disciplin apologetik.

Tidligere kunne man sige, at disciplinen apologetik, der betyder forsvar for troen, hørte til i forbindelse med religionsfilosofien, ja, religionsfilosofien hed faktisk i gammel tid apologetik. Men i takt med, at religionsfilosofien i overvejende grad dyrkes som ren filosofi, så er apologetikken gledet ud. Det skyldes flere ting, blandt andet en religionsvidenskabeliggørelse af det teologiske studium.

Det ligger selvfølgelig lige for, at man i disciplinerne Det Gamle Testamente og Det Nye Testamente betjener sig af sproglige studier og eksegetiske metoder, at man i kirkehistorien gør brug af almenhistoriske metoder, og at man i etik og religionsfilosofi anvender generelle etiske og filosofiske teorier og tankesæt.

Så er der dogmatikken tilbage, men også den dyrkes i dag i høj grad som dogmehistorie, så spørgsmålet om, hvorledes kristendommen kan forsvares som sand og absolut gyldig, finder ikke sin naturlige plads i det teologiske studium. Og det er skade. Der har nemlig aldrig været mere brug for det.

For det er ikke i overensstemmelse med tidsånden at fastholde absolutte sandheder. Således er der bred konsensus om, at der ikke findes objektive universelle sandheder på det religiøse område. I tilgift har kristendommen tilmed en blakket forhistorie i kraft af dens forvikling med kolonialismen, hvilket har bidraget til, at man har nedvurderet andre kulturer og ikke sat pris på de andre religioner og haft sans for deres selvstændige værdi. Så derfor opfattes det som arrogant og uredeligt at fastholde en eksklusiv og absolutistisk opfattelse af ens egen religion. Religion er noget, man vælger ud fra ens personlige behov, eller man konstruerer sin egen. Man har i den forbindelse talt om både googlebuddhisme og cocktailbuddhisme.

Denne kulturelle situation har efterladt teologien hjemløs i det akademiske establishment, hvorfor man da også på Aarhus Universitet i 2012 lod det teologiske fakultet indgå i det almenhumanistiske fakultet Arts. Over for denne fortrængning kan der kun være ét svar, nemlig for-svar. Og forsvar for troen hedder apologetik. Det betyder, at al teologi nu er apologetik.

Jo, de eksegetiske fag, kirkehistorien, religionsfilosofien og etikken kan stadig gøre deres ting til oplysning for den erkendelsesmæssige helhed inden for teologien, men når der drages specifikt teologiske konsekvenser af deres indsigter, vil de med nødvendighed også inkludere et apologetisk aspekt. For enhver kristen skal altid være parat til at forsvare sig over for dem, der kræver en forklaring på, hvorfor man kan håbe og tro på Kristus. Svar dem venligt og respektfuldt, og sørg for at have god samvittighed, siger apostlen (1 Pet. 3, 15).

Så apologetikken er solidt bibelsk funderet, men specielt udfordret i dag af den moderne og postmoderne tidsånd samt af den nye multireligiøse virkelighed. Konfronteret med islams vækst i Vesten vil apologetikken blive udfordret til at finde nye veje. Nå man er på livsanskuelsernes loppetorv, hvilke gode grunde kan man så give for at antage netop kristendommen? Opgaven må bestå i at udvikle en dialogisk interreligiøs apologetik, der vil have som opgave – i en åbenhed over for den anden – præcist at formulere, hvad det kommer an på i kristendommen.

I en dansk sammenhæng er det oplagt at pege på K.E. Løgstrup, der allerede i 1930’erne gav sin definition på apologetik og sagde, at det handlede om ”at forsvare den kristne tro mod de i anklagerne liggende kristendomsforfalskninger”.

Apologetik er således et oplysningsprojekt – og af en helt særlig relevans i en multireligiøs tid. Men den lever stedmoderligt inden for den teologiske fagkreds. Derfor er det så godt, at Lars Sandbeck, der er ansat ved Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter, tager det på sig at forny disciplinen og ikke viger tilbage for at gå ind i en opslidende og undertiden aggressiv dialog med repræsentanter for de ateistiske grupperinger.

Når jeg her har udpeget internationalisering, tværfaglighed og religionsvidenskabens indflydelse på den teologiske udvikling, betyder det så, at jeg er imod disse ting? Nej, tværtimod. Der er nok ikke nogen dansk teolog, der har arbejdet mere internationalt, tværvidenskabeligt og fremmet et samarbejde med religionsvidenskab, end jeg har. Men det har altid været med henblik på at styrke den teologiske identitet. For jeg har været lykkelig nok til i glimt at møde det sande teologiske universitet, selvom jeg har levet inden for det faktiske universitets rammer.