HVORFOR ER TEOLOGI en særlig videnskab? Det spørgsmål har naturligt nok trængt sig på i den undertiden lidenskabelige debat om den såkaldte faglige udviklingsproces på Aarhus Universitet. I en artikel i Kristeligt Dagblad den 26. maj er jeg citeret for at begrunde teologiens særstatus ud fra to lovtekster: loven om adgang til præsteembedet og Grundlovens paragraf 4 om statens støtte til folkekirken.
I den samme artikel udtaler tidligere lektor Jørgen Stenbæk, at han ikke mener, at "man umiddelbart kan oversætte Grundloven på den måde". Imidlertid fremgår det jo egentlig ikke, på hvilken måde jeg "oversætter" Grundloven. Så det vil jeg godt uddybe.
I den nyeste kommentar til Grundloven hedder det om formuleringen i paragraf 4, at statens støtte til folkekirken både kan være økonomisk og af anden art. Til den anden, ikke-økonomiske, støtte henregner kommentaren "driften af de teologiske fakulteter". (H. Zahle, red.: "Danmarks Riges Grundlov med kommentarer", 2006). Sammenhængen må være den, at en evangelisk-luthersk kirke kræver videnskabeligt-kritisk uddannede teologer som præster.
Eftersom folkekirken er en evangelisk-luthersk kirke, som staten støtter, må staten skabe forudsætninger for en videnskabeligt baseret uddannelse af teologiske kandidater. Det sikrer den danske stat ved, at der findes to universitetsfakulteter i henholdsvis København og Århus. Det er klart, at Grundloven ikke siger, at de to fakulteter skal findes netop ved Københavns og Aarhus Universitet. Og som udviklingen i Århus viser, er det lige så klart, at Grundloven heller ikke siger, at der skal findes teologiske fakulteter. Grundlovens paragraf 4 siger derimod, at der i Danmark skal findes en teologisk uddannelse på universitetsniveau.
At folkekirken faktisk efterspørger en sådan uddannelse, fremgår af den såkaldte ansættelseslov, der fastsætter betingelserne for at blive præst. Den overordnede betingelse er, at man skal have bestået en teologisk kandidateksamen fra et dansk universitet. Selvom ansættelsesloven er vedtaget af Folketinget, udtrykker den folkekirkens krav om en videnskabelig teologisk uddannelse, for i denne sag fungerer Folketinget som folkekirkens lovgivende forsamling – dens synode, om man vil.
JEG ER BLEVET SPURGT, om jeg ikke modsiger mig selv, når jeg i forbindelse med teologiens særpræg henviser til Grundlovens paragraf 4, for jeg har ellers udtalt mig til fordel for en "adskillelse af stat og kirke". Disse sidste fem ord er et godt eksempel på, hvordan vi i den offentlige debat forplumrer problemerne på en sådan måde, at vi kommer til at føre skindiskussioner. Ikke enhver ændring af den bestående kirkeordning er jo ensbetydende med en adskillelse.
Hvad jeg har gjort mig til talsmand for, er en realisering af Grundlovens paragraf 66, der siger, at folkekirken skal have en forfatning. En forfatning skal efter min mening give folkekirken selvstyre, så vi afskaffer de sidste rester af den fyrste- og statskirke, der strider mod en luthersk kristendomsforståelse. En sådan selvstændiggørelse af kirken kan godt ske, uden at paragraf 4 ændres, for det giver god mening at bevare en folkekirke, så længe den overvejende del af befolkningen befinder sig i den.
Som folkekirke er den evangelisk-lutherske kirke – hvad enten man kan lide det eller ej – en del af det officielle Danmark. En del af statens støtte til kirken består som sagt i at sikre en videnskabelig præsteuddannelse. Denne uddannelse er hidtil foregået på fakulteter i København og Århus, og dermed har disse så at sige fået del i folkekirkens plads i det officielle Danmark. Det kommer helt symbolsk til udtryk på den måde, at de teologiske dekaner eksempelvis er officielle deltagere ved bispevielser.
Tilknytningen til folkekirken er således en vigtig grund til teologiens særstatus som universitetsfag. Men der er andre grunde. Teologi er en videnskabelig undersøgelse af kristendommen. En kristendom, der kun kan antages, hvis man undertrykker viden og kritik, kan ikke forkyndes for nutidsmennesker. Det er netop den omstændighed, at kristendom skal forkyndes for nutidsmennesker, der gør teologi til en særlig form for undersøgelse af religion. Mange vil jo sige, at teologi blot er en bestemt form for religionsvidenskab, nemlig den, der tilvejebringer viden om en bestemt religion: kristendommen. Det er imidlertid en misforståelse.
Religionsvidenskab sætter principielt en parentes om spørgsmålet: Kan religiøse overbevisninger være meningsfulde og sande? Religionsvidenskaben anlægger iagttagerens synsvinkel på sit emne, for eksempel ved at studere, hvad der sker i hjernen på en bedende person. Det vigtige er, at religion faktisk findes i den menneskelige biologi og kultur. Spørgsmålet om religioners sandhed er derimod irrelevant.
Adskiller teologien sig så fra religionsvidenskaben ved at gå ud fra, at kristendommen er sandheden? Nej, en sådan forudsætning ville være uforenelig med en videnskabelig indstilling. En videnskabelig teologi tager det derimod alvorligt, at kristendommen forstår sig selv som en sand virkelighedsforståelse og et overbevisende livsgrundlag.
TEOLOGIENS OPGAVE er at overveje, om denne selvforståelse kan være meningsfuld og gyldig i vore dage. Teologien skal undersøge muligheden for, at kristendommen er sand, men ikke forkynde kristendom som sandhed. På det punkt er og bliver der en forskel mellem teologi og kirke. En videnskabelig teologi kan ikke på forhånd afvise den mulighed, at kristendommen er usand og illusorisk, det vil sige, at ateismen og religionskritikken har ret. I den forbindelse kan man konstatere, at den såkaldt nye ateisme, der fører sig frem i disse år, bygger på meget svage argumenter. En af teologiens styrker er, at vi har beskæftiget os med denne tankegang i århundreder.
Teologiens særpræg består således også i, at den beskæftiger sig med religion på en ganske anden måde end religionsvidenskaben ved at gøre kristendommens mulige sandhed til genstand for overvejelse. Kun en sådan teologi kan være vedkommende for folkekirken.
Men også samfundet som helhed har brug for en sådan teologi. Netop i disse år tales der meget om, at Danmark er et kristent land, at vores demokrati og frihedssyn bygger på lutherdommen og så videre. Omvendt hævdes det, at en liberal stat ikke kan favorisere en bestemt religion. Denne problemstilling kalder på en teologisk overvejelse over, om og hvordan luthersk kristendom kan være forenelig med en liberal politisk ordning.
Den opgave at gennemtænke kristendommens mulige sandhed er sådan set begrundelse nok for, at der skal være teologi på universitetet. Men uden kirkens efterspørgsel efter videnskabeligt uddannede kandidater ville universitetsteologien næppe overleve. Kirken fastholder den videnskabelige undersøgelse af kristendommen på det afgørende spørgsmål om mening og sandhed. Det spørgsmål kræver et engagement af teologen. Ikke en tro, for en sådan er videnskaben uvedkommende. Men når man beskæftiger sig med kristendommen i lyset af spørgsmålet, om den kunne være sand, er det svært at holde sin egen livserfaring ude af billedet.
Teologi beskæftiger sig med virkeligheden i lyset af det vigtigste spørgsmål af alle: Har talen om en skabende og frelsende Gud noget på sig? Derfor udfordrer teologien både til videnskabelig stringens og personligt engagement. Et sådant fag bør naturligvis findes på et ordentligt dansk universitet. Netop findes: Det må ikke blive gemt væk i en labyrint af andre fag.
Svend Andersen er professor i teologi ved Aarhus Universitet