Prøv avisen

Teologien og universitetet

Det er afgørende at teologi bevares som et fakultet for sig. Det mener Jakob Wolf Foto: Foto:

Der er en tendens i moderne tid til at hævde, at der ikke findes nogen forudgivet virkelighed, men kun den samfundsskabte virkelighed, og den skaber vi selv. Men det er et uholdbart og stærkt reduceret begreb om virkeligheden, da de universelle betingelser for os som fødsel og død er forudgivne grundvilkår, mener dagens kronikør

Det spørgsmål, skatteyderne først og fremmest betaler teologer for at beskæftige sig med, er spørgsmålet om Gud. Det er et alment spørgsmål. Teologien handler ikke om et særligt emne, der kun har interesse for en afgrænset gruppe af mennesker. Dens emne er universelt.

LÆS OGSÅ: Bibeltro uddannelse redder bachelorgrad

Det er derfor misforståeligt at hævde, at teologiens emne er kristendommen. Når teologien i vores del af verden især beskæftiger sig med kristendommen, er det, fordi kristendommen er vores tradition for at tænke over Gud. Kristendommen er ikke kun en specifik tro, den er også en tænkning om Gud.

I vores tradition er kristendommen og den græske filosofi smeltet sammen i en helt unik begrebsdannelse, som er vores udgangspunkt for at prøve at besvare spørgsmålet om Gud. Vi kan ikke komme bag om det udgangspunkt, der er historisk givet, men vi kan og skal selvfølgelig udsætte denne begrebslighed for kritik, afprøvning og korrektion.

Teologien er et alment fag, fordi religionen er almenmenneskelig. Mennesket er et homo religiosus. Religionen er derfor ikke kun historisk eller antropologisk eller psykologisk interessant. Den er først og fremmest interessant som almen livstydning og som sådan interessant med henblik på, om den er sand eller ej.

Man kan også sige, at tænkningen om Gud er en almen tænkning, fordi det er en tænkning over vores fælles virkelighed. Virkeligheden er et udtryk for Gud. Den er det uomgængelige, som er uafhængigt af os, og som vi må bøje os for. Virkeligheden er det, vi ikke kan gå uden om eller bag om. Den er det, der er der på forhånd som vore muligheder og begrænsninger. Den er de vilkår, vi er underlagt, eller de sammenhænge, vi er sat ind i uden at være blevet spurgt, om vi er indforstået med dem.

Der har været en tendens i moderne tid til at hævde, at der ikke findes nogen forudgivet virkelighed. Der findes kun den samfundsskabte virkelighed, og den skaber vi selv. Det er et uholdbart, reduceret begreb om virkeligheden, da de universelle betingelser for os som fødsel og død, naturens gavmildhed og grusomhed, etikken og historien, der sætter dagsordenen for vores liv plus en hel masse flere er forudgivne grundvilkår, der er uafhængige af vores samfundsskabte virkelighed. Man kan ikke benægte en forudgivet virkelighed uden at benægte fakta.

VIRKELIGHEDEN REJSER spørgsmålet om Gud, for hvis den har en forudgiven form, og ikke blot er et amorft materiale, vi kan forme, som vi vil, hvem har så skabt virkeligheden? Det er et alment spørgsmål, vi ikke kan komme uden om. Hvis man hævder, at ingen har skabt den, den er tilfældig og absurd, så er det et forsøg på at besvare spørgsmålet. Det ophæver ikke spørgsmålet.

Da teologien handler om de universelle betingelser for livet og vores forhold til dem, er teologien et centralt universitetsfag. Hvis spørgsmålet om Gud ikke var et alment spørgsmål, men kun et begrænset spørgsmål, der vedrørte en særlig gruppe mennesker, som tror på Gud og kalder sig kristne, så hørte teologien hjemme på et menighedsfakultet og ikke på universitet.

Men fordi teologien er en forskning i almenmenneskelige problemer, hører den hjemme på universitetet. Det teologiske fakultet er en samfundsmæssig og ikke en kirkelig institution.

Det særlige for den teologiske forskning i modsætning til forskningen i de andre fag på universitetet er, at den beskæftiger sig med vores erkendelses begrænsning og vores afmagt. Al anden forskning går ud på at udvide vores erkendelse og viden og dermed magt. I teologien udvider vi vores erkendelse af, hvad vi ikke ved, og hvad vi aldrig vil kunne vide og få magt over.

Vi kan aldrig komme bag om, at verden er til, og at den er indrettet, som den er. Det kan de andre fag heller ikke, de forudsætter, at verden er til, og at den er indrettet på en bestemt måde, og de undersøger så, hvordan verden hænger sammen. Naturvidenskaben for eksempel forklarer ikke universets og naturens tilblivelse, men forudsætter deres eksistens og undersøger så, hvordan de fungerer fysisk og kemisk.

Den teologiske ikke-viden om verden og de andre videnskabers viden om verden står ikke i modsætning til hinanden, idet de to slags viden drejer sig om to forskellige aspekter af verden. De supplerer hinanden i vores forståelse af den fælles virkelighed.

Det ene aspekt er, hvordan verden hænger sammen, som den gør. Det undersøger de andre videnskaber. Det andet aspekt er, at verden er, som den er. Det er under det aspekt, teologien undersøger verden.

Hvis ikke vi har det aspekt med i vores udforskning af verden, sker der let det, at en af de andre videnskaber ophøjer sig selv til at være videnskaben over alle andre videnskaber. Siden midten af det 19. århundrede har mange anset naturvidenskaben, især fysikken, for at være en universalvidenskab.

Det gælder imidlertid alle videnskaber, at de undersøger verden under et bestemt perspektiv. Ingen af dem har et totalperspektiv på verden. Videnskabernes projekt er at undersøge, hvor langt vi kan komme med at undersøge verden i det perspektiv, vi har anlagt i den pågældende videnskab.

Videnskaberne er defineret ved deres forskellige metodiske reduktion, hvilket i øvrigt udgør det grundlæggende problem ved al tværfaglighed, som alle efterlyser i dag. Som videnskaber er videnskaberne netop defineret i deres forskellighed. Hvordan kan man så tale om en tværfaglig videnskabelighed? Det kan man kun, hvis der er noget, der forener videnskaberne. Det eneste, videnskaberne har til fælles, er, at det er den samme fælles virkelighed, de undersøger.

I teologien ser man ikke verden i et bestemt perspektiv, vi udkaster. Vi ser os selv som kastet ind i en verden, vi ikke selv har indrettet. Det er et perspektiv ud fra verden selv i den forstand, at vi erkender, vi ikke kan overskue den, men at den overskuer os, idet den omfatter os. Vi er i verden og ikke uden for verden. Vi står ikke over for verden som et subjekt over for et objekt eller som en bevidsthed over for et bevidstløst univers.

Tilværelsen kaster ved sin ubegribelighed et mod-lys over vores tilværelse. Tilværelsen er i dette lys ikke et emne for udvidelse af vores viden om den, men den giver os en viden om vores ikke-viden. Teologien anerkender dette omvendte perspektiv og søger at oplyse de fænomener, der udgør vores forudgivne, uforklarlige virkelighed.

Det er universitetets idé, at det skal beskæftige sig med alt. Ordet universitet kommer af det latinske universitas, der betyder helhed, og universum, der betyder verden som et hele, verdensaltet.

Et hovedpunkt i det humboldtske universitet, som er forbilledet for de store universiteter i Europa og dermed også for Københavns Universitet, er ud over forskningsfrihed og frihed for nyttehensyn at universitetet og dets forskning opfattes som en helhed. Universitetet skal beskæftige sig med alle fag, og hertil hører, at det også skal beskæftige sig med helheden, altet, det universelle som tema.

Hvis ikke det gør det, kan universitetet kun levere en ansamling af specialistviden, som ikke er sat i forhold til helheden. Den aktuelle efterlysning af tværfaglighed hænger sammen med, at mangelen på sammenhæng og helhed er så indlysende i dag.

Uden en forskning i det, der forener de forskellige fag, er universitetet ikke et universitet. Derfor er universitetet ikke et universitet uden teologisk forskning. Det er helt afgørende både for universitetet og for teologien, at teologien er på universitetet, og det er vigtigt, at den bevares som et fakultet for sig, fordi det institutionelt markerer dens rolle. Teologi er hverken humaniora, samfundsfag, jura eller naturvidenskab. Den er ikke bare et fag for sig, men et aspekt for sig, et fakultet for sig.