Der var før jul en intens debat om universitetsteologiens elendighed i Kristeligt Dagblad. Hele fire kronikker, en lederartikel samt en lang række større og mindre indlæg. Debatten fortsatte med en helsidesartikel om forholdet mellem kirke og universitet den 8. januar.
Det begyndte den 13. oktober med en kronik af Bibelselskabets generalsekretær, Birgitte Stoklund Larsen, om internationaliseringens udfordring for teologiens relevans. Det er en relevant debat og en nuanceret kronik. Men så eskalerer den gradvist, blandt andet til lederartiklen ”Teologien, der blev væk” med en rent negativ tone: ”Den generelle svækkelse, som teologien og humaniora oplever på det moderne universitet, der i tiltagende grad fokuserer på at levere fleksible stormtropper til konkurrencestatens opretholdelse.” Og der stod: ”Desværre er det begrænset, hvad den danske offentlighed derudover hører fra universitetsteologien.”
”Denne kulturelle situation har efterladt teologien hjemløs i det akademiske establishment,” mener professor emeritus Viggo Mortensen og ”drømmer sig tilbage til en tid, hvor teologer som Johannes Sløk, K.E. Løgstrup og P.G. Lindhardt markerede sig i samfundsdebatten”.
Det er svært for en udenforstående at genkende billedet af en teologi, der skulle være marginaliseret og hjemløs på universiteterne. På Københavns Universitet er Det Teologiske Fakultets tidligere dekan Kirsten Busch Nielsen blevet udpeget som leder af Det Humanistiske Fakultet. I 2017 fik kirkehistorikeren Mette Birkedal Bruun Carlbergfondets store forskningspris på en million kroner, og både i 2020 og 2018 gik Videnskabernes Selskabs sølvmedalje til en teolog. Der er mange indikationer på, at teologien står sjældent stærkt.
Men jeg skal ikke blande mig i teologernes interne debatter. Målet med denne kronik er mere generelt at tage problemstillingen vedrørende internationaliseringen og universiteternes samfundsansvar op. Er der et problem med universiteternes samfundsrelevans? Hvor er nutidens professorer a la Hal Koch, Sløk, Lindhardt og Løgstrup?
Den problemstilling er ikke specifik for teologer. Fra mit eget fag, økonomi, var Thorkil ”Livrem” Kristensen finansminister i 1940’erne og 1950’erne, og andre økonomiprofessorer dominerede også samfundsdebatten; nævnes kan Kjeld Philip (minister 1957-1964), Poul Nyboe Andersen (minister 1968-1971 og 1973-1975), Bent Rold Andersen (minister 1992) og Erling Olsen (minister 1993-1994 og formand for Folketinget 1994-1998).
Og det var ikke kun universitetsøkonomer og -teologer, der prægede debatten i ”gamle dage”. Det gjaldt også en lang række andre fag. Af professorer, der blev ministre, kan nævnes juristerne Ole Espersen og Isi Foighel, historikeren H.P. Clausen (der ud over minister også blev formand for Folketinget) og psykologen Lise Østergaard. Botanikprofessor Morten Lange var i 1968-1976 formand for SF’s folketingsgruppe.
Fra Thorkil Kristensen blev finansminister i 1945, til Erling Olsen gik af som justitsminister i 1994, har der været universitetsprofessorer som ministre i næsten to tredjedele af perioden, og der har i denne periode aldrig været fem år i træk uden en universitetsprofessor som minister. I de mere end 25 år siden 1994 har der ikke været universitetsforskere på ministerbænkene.
Specialiseringen og internationaliseringen på universiteterne spiller selvfølgelig en rolle i denne udvikling. En specialiseret forsker, måske udlænding, der ikke skriver brede bøger om sit fag og dets betydning for samfundet, men artikler, måske på engelsk, om specifikke delemner i internationale tidsskrifter, optræder mindre og på en anden måde i samfundsdebatten end fortidens mere alsidige universitetsforskere.
Det er meget svært både at være en internationalt anerkendt forsker, der følger så meget med i de nyeste forskningsresultater, at vedkommende selv kan bidrage med egne resultater, og at have så meget føling med, hvad der rører sig rundtom i medier og forsamlingshuse, at man kan være dagsordensættende i politik og samfundsdebat.
Det er imidlertid helt afgørende, at der er en ubrudt kæde fra den internationale frontlinjeforskning til dens praktiske anvendelse. Men hele forbindelsen fra frontlinjeforskningen til den praktiske anvendelse er sjældent længere noget, den samme person kan klare.
Inden for økonomien er der en rimelig forbindelse fra universitetsforskningen via for eksempel de økonomiske vismænd til de økonomiske beslutningstagere. Men der bør hele tiden være en debat om, hvorvidt der er led i kæden, der er så svage, at de er ved at knække. Hvordan kæden fra universitetsteologien over Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter til præstegårdene ser ud, er jeg naturligvis ikke den rette til at vurdere.
Men når det er blevet sværere at forene frontforskningen og den offentlige debat, er det imidlertid ikke kun videnskabens skyld. Den offentlige debat har bevæget sig væk fra forskningens sprog. I ”gamle dage” var der mange forskere, der formidlede forskningsresultater i for eksempel kronikker.
For mit eget vedkommende kom min første kronik i Kristeligt Dagblad i 1974, og den var på knap 14.000 anslag samt en større graf. Nu må en kronik ikke være over 7500 enheder. En hel del af debatten foregår på Twitter, hvor der højst må være 280 anslag (hvordan ville Løgstrup mon klare sig på Twitter?). Eller på tv’s nyhedskanaler, hvor man skal være heldig, hvis man får fem minutter, og hvor enhver lang, nuanceret fremlæggelse afbrydes af en journalist med spørgsmålet ”ja eller nej?”.
Længere forklaringer giver mediefolk en frygt for, at læsere og seere zapper over til en anden kanal. Debatterne bliver let det, salig Claes Kastholm Hansen kaldte SS-debatter (SS for skrål og skrig). Det kræver ikke megen forberedelse at sætte to med modsatrettede synspunkter op mod hinanden. Man bliver aldrig klogere af det, men det kan da indimellem være underholdende.
Det er forståeligt, at det skræmmer mange forskere, der er opdraget til kun at sige noget, der er signifikant evidens for. I meget specifikke debatter, for eksempel om covid-19 og vacciner, kan der blive plads til specialister, men det er ikke længere dem, der sætter dagsordenen. Let fordøjelige, men slagkraftige indlæg fra bloggere, debattører, værdikrigere og kommentatorer har langt hen ad vejen fortrængt professorer, docenter og lektorer fra medierne.
Tidligere spindoktorer optræder som besserwissere i utallige programmer. Det er næppe godt for debatten. Man kan i USA se, hvor galt det kan gå, og hvor lavt niveauet kan blive, hvis ikke kun holdninger, men også fakta, bliver overladt til politisk debat. Man kan stemme om Grundloven, men ikke om tyngdeloven – og også samfundsforskningen har sine fakta.
Man må kritisere universitetsforskerne, hvis de trækker sig for meget tilbage til elfenbenstårnene, og medierne, hvis de bliver for letbenede. Men det er ikke en debat, der bør tages isoleret hverken for økonomi eller teologi. Det er en, der bør tages på forskningsinstitutionerne og blandt medierne. For det er en problemstilling, der hele tiden bør holdes øje med. Men bare at drømme sig tilbage til teologerne Hal Koch, Løgstrup, Sløk og Lindhardt og økonomer som L.V. Birck og Ølgaard nytter ikke noget; både medier og forskning så meget anderledes ud dengang.
Og når det kommer til stykket, var de ”gamle” måske heller ikke så alsidige, når man ser på deres samlede virke. Mange af dem begyndte, som det er ret almindeligt, som unge frontlinjespecialister og endte som generalister og formidlere.
For mange fagfolk er der en betydelig udvikling over livsløbet. Men jo større gab, der bliver mellem forskningen og medierne, jo sværere bliver en sådan udvikling.