Der er for tiden snart ingen grænser for universitetsteologiens elendighed. Den er hverken fagligt dygtig, samfundsrelevant, kirkelig, dansk eller folkelig og nærmest uinteresseret i kristendommens sandhed, hvis man skal tro på, hvad der skrives. Der er dog intet belæg for, at situationen er anderledes end for eksempel for 50 år siden, hvis man kender både datidens og nutidens fastansatte teologilærere. Tilmed er det ikke fair at skyde med spredehagl på en partner, der på mange måder allerede ligger ned.
Besparelserne på universiteternes tørre fag har været massive gennem de seneste 10 år især. Når dertil kommer gymnasialiseringen af universitetsuddannelserne med en styring og finansieringsform, som var de pølsefabrikker, er de teologiske uddannelser stærkt udfordrede. I København skal tre lærere pr. fag uddanne det samme antal studerende, som der for blot 12 år siden var fire-seks lærere om at klare. I Aarhus er der fire lærere tilbage i de bibelske fag. I 1970’erne var der 10. Der er i København omtrent lige så mange ansat i alt som tidligere, men halvdelen er finansieret af eksterne bevillinger, så deres arbejdet er bundet til særlige projekter som for eksempel det store grundforskningsprojekt om ”det private” på det teologiske fakultet i København.
Historien er den samme bag det nye ph.d.-projekt om tykfobi – frygt for fedme og angst forbundet hermed – der tilmed skal varetages af en ikketeolog. Det er sigende for kritikernes indsigt i mindretallenes eksistentielle udfordringer, at netop det projekt udpeges som irrelevant. Projektet illustrerer, hvordan teologien må arbejde tværfagligt på universitetet. Dels af saglige grunde, fordi de store udfordringer er tværfaglige, dels af strategisk grunde for ikke at blive isoleret og i sidste ende klemt ud af universitetet. Det er der nok, der ønsker at gøre!
Det afgørende er imidlertid, at teologi kun har penge til en lille håndfuld egenfinansierede stipendier. Der er ingen kilder til at finansiere ph.d.’ere i dag, hvis fakultetet ikke går ind i tværfaglige projekter, hvor stipendierne selvsagt også skal opslås tværfagligt. Universitetsteologiens store problem er, at folkekirken ikke giver så meget som en krone til teologiske projekter på universitetet, bortset fra Aalborg Stift, der har finansieret en række ph.d.-stipendier. Det stemmer slet ikke med, hvad der sker i alle andre fagområder, hvor de fleste stipendier og indsatsområder er finansieret af erhvervslivet.
I stedet for at integrere sig i universiteterne og samfundets almindelige uddannelse og forskning har folkekirken gennem de seneste 30 år bygget sin egen teologikoncern op. Den hedder Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter (FUV) og finansieres med 45 millioner kroner fra Fællesfonden i 2021.
FUV’s eksplosive vækst er udtryk for en ufolkekirkelig udvikling, som for eksempel ikke matcher det samvirke med andre instanser, som folkekirken kender på sogneplan. Tilmed styres FUV direkte fra Kirkeministeriet, som luner sig ved at have sit eget center til at løse et utal af opgaver – uden at opgaverne bliver sendt i udbud.
De fleste universitetsstudier lever i dag af deres samarbejde med og medfinansiering fra erhvervslivet. Folkekirken bidrager hverken med opgaver og økonomi, som kunne udbygge for eksempel faget praktisk teologi på universitetet og i det hele taget knytte teologien til kirken. Dermed får fakultetsteologien hverken den volumen eller de udfordringer, der skal til for at integrere flere kirkelige indsigter i teologiuddannelserne på blot nogenlunde samme måde, som det sker i teologiske uddannelser andre steder i verden.
Den norske præst Christopher Bruun sagde, at man ikke så let kommer til at arbejde for det som modent menneske, som man ikke har brændt for som ung. Det er fortsat rigtigt og vigtigt. Derfor er den nuværende situation dårlig på dette punkt. FUV har tilmed slået sig op som ”folkekirkens præsteuddannelse”. Formelt set er den teologiske uddannelse en kandidatuddannelse, som ikke eksklusivt sigter mod præstearbejdet. Men der er stadigvæk tale om en uddannelse i kristendom, der bliver alt for luftig, hvis den ikke bygger på et solidt kendskab til kristendommens aktuelle praksis i kirke og samfund.
Da lærerne i bibelfagene for en del år siden fandt ud af, at de studerende ikke kendte ret meget til den Bibel, som lærerne talte om, indførte de faget bibelkundskab. På samme måde er der i dag brug for praktisk kirkekundskab som baggrund for den teologiske uddannelse, som fortsat – uanset, hvad FUV siger – er den vigtigste del af præsteuddannelsen i folkekirken. Seks års universitetsstudier i de mest formative år er afgørende for det fremtidige virke.
Hvis folkekirken vil samvirke med universiteternes undervisning og forskning, kan man gøre to ting:
For det første kan folkekirken stille et halvt års SU til rådighed for en regulær, men naturligvis frivillig praktikordning, som er en selvfølge i teologisk uddannelse i de allerfleste lande, men som det statskirkelige bureaukrati i folkekirken hidtil har forhindret i Danmark. Sigtet med praktik i studiet er ikke at binde det teologiske studium op på kun at være en præsteuddannelse, men at give studiet det faglige løft, som et systematisk kendskab til nutidens kristne praksisformer kan give. Det ville gøre en stor forskel både for de studerende og deres lærere.
For det andet kan folkekirken indgå i aktive samarbejdsformer med teologiuddannelserne, så de kan få en bredere forankring og stærkere tilknytning til den kirkelige praksis. I alle andre fag har man for længst taget til efterretning, at det er i brudfladerne mellem videnskabelig viden og professionsviden, at ny indsigt opstår på tværs af bureaukratisk definerede institutioner.
Med forbehold for de nævnte økonomiske og ydre vilkår er forholdet mellem teologi og kirke i dag fuldt så godt som i de gode gamle dage for 50 år siden. K.E. Løgstrup, der nu fremhæves som et ideal i debatten, sagde for eksempel:
”Sætter man på universitetet ikke alle kræfter ind på erkendelsesarbejdet og har man ikke tålmod til det, går det ud over foretagsomheden sidenhen.”
Han mente altså, at nogle af os studerende og lærere, der var meget engagerede i kirke og samfund, i stedet skulle bruge al vores tid på studierne. Han havde en pointe, selvom jeg hellere vil argumentere for, at det ene skal gøres og det andet ikke forsømmes.
Allerede i 1970’erne stillede Det lutherske Verdensforbunds blad spørgsmålet: ”Hvor er de store teologer gået hen?”. Det var dengang, hvor folk som Barth, Bultmann, Løgstrup og Prenter begyndte at falde fra. Svaret var jo indlysende: Næste generation var gået hjem for at passe børn. Det havde den tidligere generation kvinderne til. I dag er halvdelen af de teologiske lærere i København kvinder, og jeg håber faktisk, at de passer ikke blot deres faglige arbejde, men også deres børn og børnebørn rigtig godt. Og så skal man ikke skose dem for, at de ikke får holdt helt så mange foredrag som nogle af de gamle.
Der har altid været teologer, der sad i et elfenbenstårn, og andre, der var dårlige til formidling. I dag er universitetsteologer bedre pædagogisk skolede, end vi var blot i min generation. Og de fleste af dem stiller flittigt op – ikke mindst i den kirkelige efteruddannelse, men også i andet kirkeligt arbejde, når der kaldes på dem. Når man ellers tager vilkårene i betragtning, er det også her fed nostalgi at påstå, at alt var bedre i gamle dage.