I august måned udsendte jeg bogen "Rosens Råb", hvor jeg fremsatte en kritik af den darwinistiske forklaring på livets udvikling og introducerede den såkaldte "intelligent design teori". Denne teori siger, at der findes systemer i naturen, hvis tilblivelse ikke kan forklares ved hjælp af mekaniske naturlove og tilfældigheder alene. Reaktionen på bogen har i høj grad været, at man stempler intelligent design teorien som værende en form for kreationisme.
Det sker også i kronikken i Kristeligt Dagblad den 16. november. Kreationisme betyder, at man forudsætter en tro på Bibelens skabergud, når man forklarer livets tilblivelse og udvikling. Kreationisme er derfor ikke videnskab, men en religiøs ideologi, da vi i videnskaben alene skal lade vore iagttagelser af naturen være styrende for vore forklaringer og ikke en forudsat tro eller mening.
Men er intelligent design teorien kreationisme? Nej, det er den ikke, for den forudsætter ikke en tro på noget som helst. Den er alene styret af vore iagttagelser af naturen. Grundlaget for den er den iagttagelse, som alle er enige om - også darwinister - at levende organismer er karakteriseret ved, at de har samme komplekse struktur som menneskeskabte maskiner. I begge tilfælde er der tale om, at delene i systemet er organiseret på en sådan måde, at de tilsammen udfører en funktion, som ingen enkeltdel kan udføre. Ingen enkeltdel i en bilmotor kan udføre den funktion at drive bilen fremad, tilsvarende kan ingen enkeltdel i f.eks. et hjertesystem udføre den funktion at pumpe blodet rundt i kroppen. Problemet er, hvordan vi forklarer tilblivelsen af et sådant system. Her slutter intelligent design teorien, at da vi ikke kender noget tilfælde, hvor en maskine ikke skyldes en bevidst intelligens, så er det nærliggende at antage, at tilblivelsen af en biologisk maskine også skyldes en bevidst intelligens af en art. Denne iagttagelse og slutning forudsætter overhovedet ikke andet end tillid til vore sunde sanser og sunde fornuft.
Det har forvirret nogle, at jeg, samtidig med, at jeg afviser, at intelligent design teori er kreationisme, alligevel hævder, at intelligent design teori ikke er naturvidenskab. Indrømmer jeg ikke dermed, at intelligent design teori er noget halvreligiøst pseudovidenskab? Nej, det, at intelligent design teori ikke er en naturvidenskabelig teori, betyder ikke, at den så automatisk er en religiøs tro. Det er en almengyldig teori, der ikke forudsætter en subjektiv tro. Naturvidenskab er defineret ved, at man kun anser de forklaringer for at være naturvidenskabelige, der henviser til uintelligente årsager som naturlove og tilfældigheder. Det er forbudt i naturvidenskaben at forklare noget ved at henvise til en intelligent årsag. Sådan har vi i vores tradition defineret naturvidenskab. Men det betyder ikke, at alle andre end naturvidenskabelige forklaringer er ugyldige, subjektive meninger. At hævde det ville være at gøre naturvidenskaben til en ideologi.
Tilblivelsen af f.eks. en bilmotor kan umuligt forklares ved naturlove og tilfældigheder alene. Dens tilblivelse kan kun forklares ved, at den skyldes en intelligens. Denne forklaring er ikke naturvidenskabelig, men der er ingen, der derfor vil betvivle, at det er en almengyldig forklaring. Der er ingen, der vil hævde, at denne forklaring blot er udtryk for en subjektiv mening eller forudsætter en bestemt tro, den er alment tvingende. Vi lever med masser af forklaringer, som ikke er naturvidenskabelige, men som alle uden videre opfatter som almengyldige. Det forholder sig på samme måde med intelligent design forklaringen på komplekse biologiske systemers udvikling. Den er ikke naturvidenskabelig, men den er alligevel almengyldig.
Nogle spørger videre, jamen, hvad skal biologien med intelligent design teorien, når den ikke er en naturvidenskabelig forklaring? For det første mener jeg, at biologen, som ethvert andet tænkende væsen, bør acceptere intelligent design forklaringen som den mest nærliggende forklaring, vi har på komplekse biologiske systemers tilblivelse. For det andet kan biologen bruge intelligent design teorien til at afgrænse sit fag med. Hvordan skal vi nemlig definere biologien til forskel fra fysik og anorganisk kemi? Her mener jeg intelligent design teorien er behjælpelig, idet vi med den kan bestemme forskellen ved at sige, at biologiens forskningsområde er materien på det niveau, hvor den er organiseret i systemer, der strukturelt ligner intelligent skabte systemer, mens fysik og kemi handler om materien på det niveau, hvor den ikke er organiseret i sådanne komplekse systemer. Intelligent design teori har således betydning for biologi som naturvidenskabeligt fag ved at indgå i fagets forudsætning. Der indgår altid forudsætninger, som ikke er naturvidenskabelige, i afgrænsningen af et naturvidenskabeligt fag.
Der er også nogle, der hævder, at intelligent design teori ikke kan være andet end en subjektiv tro, da den ikke kan testes. Men det er ikke rigtigt, at den ikke kan afprøves. Den fremsætter konkrete påstande, som kan afprøves.
Biokemikeren Michael Behe, der er tilhænger af intelligent design teorien, fremsætter f.eks. den påstand, at tilblivelsen af det organ, man kalder en "flagel", en "pisk", som nogle bakterier svømmer ved hjælp af, ikke kan forklares ved hjælp af en mekanisk naturlov som naturlig selektion i kombination med tilfældige mutationer. En flagel er et meget komplekst system, hvor et stort antal proteinmaskiner arbejder sammen om at udføre den piskefunktion, som driver organismen frem. Det er en meget effektiv biologisk maskine, en propel, der drejer med en hastighed på mellem 10.000 og 20.000 omdrejninger i minuttet, og som hurtigt kan ændre rotationsretning. Hvis den kun kunne dreje i én retning, ville bakterien ikke kunne styre sin svømning mod et mål. Denne påstand kan afprøves. Hvis det er rigtigt, at tilblivelsen af dette organ kan forklares darwinistisk, så falder intelligent design påstanden.
Siden 1996, hvor Behe fremsatte disse konkrete påstande, er der foregået en intens diskussion af hans påstande i USA, og de er vel at mærke ikke foregået i esoteriske kreationistiske tidsskrifter, men i bøger, der er udgivet på Oxford og Cambridge University Press. En højt anerkendt biokemiker som
Franklin Harold, der ikke er tilhænger af intelligent design teori, skriver i en bog fra 2001 som kommentar til Behe: "Vi bør principielt afvise at erstatte dialogen mellem tilfældighed og nødvendighed med intelligent design; men vi må indrømme, at der for nuværende ikke findes nogen detaljerede darwinistiske forklaringer på udviklingen af noget biokemisk system, kun nogle ønsketænkningsspekulationer." (The Way of the Cell s.205).
Det betyder ikke, at diskussionen mellem darwinismen og intelligent design teorien er afsluttet, den vil fortsætte og bør fortsætte af hensyn til afprøvningen – den darwinistiske forskning bør fortsætte som hidtil, da vi ikke kan vide, hvor langt, vi kan komme ad den vej; der er ingen, der ikke mener, at den darwinistiske teori til en vis grad er en frugtbar arbejdshypotese. Men det betyder, at med den viden, vi har i dag, er intelligent design forklaringen langt at foretrække frem for den darwinistiske forklaring, fordi den darwinistiske forklaring er stærkt spekulativ, mens intelligent design forklaringen er nærliggende.
Men er der alligevel ikke noget religiøst ved intelligent design teorien? Det er rigtigt, at teorien i højere grad er åben for en teologisk fortolkning end en darwinistisk forklaring. Men det gør ikke teorien i sig selv teologisk, ligeså lidt som det, at "Big Bang teorien" om universets tilblivelse er mere åben for en teologisk fortolkning ("hvem tændte lunten?"), gør teorien til en teologisk teori. Mange vil nok mene, at det er nærliggende at kalde denne intelligens for "Gud", og jeg vil ikke være uenige med dem, men det er ikke en ikke slutning, der er indeholdt i teorien i sig selv. Den teologiske fortolkning er en mulig følge af teorien, men ikke en nødvendig følge. Det er i høj grad muligt at se solsorten som et guddommeligt indfald, og ikke som et resultat af en bevidstløs mekanisme.
Jakob Wolf er dr.theol.
Læs kronikken i morgen:"Hvem er min næste?" af filosof Kaj Sørlander