Prøv avisen
Kronik

Teresa af Avila - 500 år

Lørdagens kronikør, Grethe Livbjerg. Arkivfoto. Foto: - Peter Kristensen.

Det er 500 år siden, den spanske nonne og mystiker Teresa af Avila blev født. Efter en omskiftelig barndom og teenagetid kom hun til et Karmeliter-kloster, hvor et billede af Kristus gjorde så stort indtryk på hende, at hun bad om omvendelse og blev bønhørt. Nu var Teresa åndeligt forberedt til at kunne følge Guds kald til det aktive liv som klosterstifter

En ung pige fra det alternative miljø kom ofte på besøg hos mig. Hun havde prøvet ”alt”: abort, en tid som lesbisk, gennemrejst Indien i åndelig søgen. Og nu fik hun i min reol øje på Teresa af Avilas (1515-1582) selvbiografi. ”Må jeg låne den?”, spurgte hun. Jeg havde svært ved at koble hendes verden og Teresa sammen, men naturligvis fik hun ja.

Hendes kommentar ved aflevering: ”Mærkeligt, Teresa levede for så længe siden, men jeg hører hende tale til mig nu.” Og det blev Teresa, som førte hende videre.

Det er karakteristisk for dem, vi kalder helgener, at de var totalt engagerede i deres egen tid - men taler også lige ind i vores. De viser os, at troens verden er evigheden midt i nuet.

Den katolske kirke har udnævnt Teresa til kirkelærer og dermed udtrykt, at hendes skrifter repræsenterer en sund og ægte tro og har et almengyldigt budskab.

Hun levede i 1500-tallet, den mest spændende tid i Spaniens historie. Opdagelsen af Amerika revolutionerede menneskers syn på verden. Luther og Calvin rystede det religiøse univers. De store kunstnere skabte Spaniens kulturelle guldalder.

Og en religiøs vækkelse gik gennem hele Spanien. Det var de store missionærers tid, og begejstring for mission fik den seksårige Teresa og hendes yndlingsbror til at begive sig på vej til maurerne for at omvende dem. En onkel mødte dem, og så var den missionsrejse slut.

Teresas far forventede, at familiens 11 børn kunne læse ved seksårsalderen. I hans overvejende teologiske bibliotek fandt Teresa læsestof. Hver søndag hørte hun en lang prædiken. Gud og evigheden var de store sandheder, som gennemtrængte alt.

Teresa mistede tidligt sin mor, hendes syv brødre rejste til Amerika. Hun misundte dem og følte sig begrænset af at være pige. Hun blev oprørsk, en strid teenager, som hendes far i bar afmagt sendte i en klosterskole.

Dér begyndte hun at tænke alvorligt over sin fremtid. Flere gange havde hun været forelsket, men hun var alt for selvstændig til at forestille sig selv underordnet en mand. Klosterliv faldt heller ikke i hendes smag.

Hun fandt beretninger om ørkenfædrene, som begejstrede hende, og i læsning af dem blev hun klar over, at Gud kaldte hende til et liv i bøn. Var klosterlivet trods alt hendes vej? Den hellige Hieronimus' breve indgav hende mod til at betro sin far at hun ville gå i kloster. Svaret var et klart nej!

Men Teresa havde besluttet sig: En tidlig morgen forlod hun i hemmelighed hjemmet og var snart bag karmeliterklostrets mure. Det gjorde ondt. ”Da jeg forlod min fars hus, følte jeg en sådan smerte, at jeg ikke tror, den kan blive større, når jeg dør“”

Karmeliterordenens historie fortaber sig tilbage til det 2. og 3. århundrede, hvor der berettes om eremitter, der levede omkring Karmelbjerget i efterfølgelse af profeten Elias. Omkring 1210 udarbejdede patriarken af Jerusalem en regel for dem. Den er ganske kortfattet, præget af en dyb bibelsk fromhed.

Teresa havde fundet vejen til frihed ved at beslutte sig og gennemføre sin beslutning. At beslutte sig er et nøgleord både i hendes åndelige liv og i det uhyre aktive liv, som senere blev hendes.

Under en længere tids sygdom opdagede hun den indre bøn. Begejstret begyndte hun at undervise i den, noget hun senere skulle advare andre begyndere imod. Først selv gå gennem nogle af de kriser, som møder alle alvorligt bedende, før man er moden til at lede andre.

Inkarnationsklostret, hvor Teresa var indtrådt, var i åndeligt forfald. Samtaleværelset havde samme funktion som landkøbmandens baglokale: mødested for sladder. Teresa blev en magnet i dette forum, først som åndelig vejleder, men hendes sociale jeg tog over, og hun gled ud i bare snak og væk fra et dybere bønsliv.

Endnu var Teresa styret af, hvad ”man” gjorde. Hun delte sin dag mellem at opfylde sine klosterpligter til punkt og prikke og så give sine uordnede behov resten. Dermed var alle tilfredse med hende bortset fra hendes eget inderste jeg! Det var jo ikke bare hendes dag, som var splittet, det var hele hendes person.

Ved faderens dødsleje mødte hun hans skriftefader, en lærd dominikaner, der rent ud sagde til hende, at hun var i færd med at miste sig selv, og at hun igen måtte begynde på regelmæssig indre bøn og aldrig mere opgive den. Ikke dårligt med sådanne præster!

”Mit liv blev nu meget besværligt,” skriver Teresa. ”Alt, hvad der havde med Gud at gøre, fyldte mig med glæde, men samtidig holdt verden mig bundet.” Sådan gik 15 år!

Sankt Augustins ”Bekendelser” udkom da på spansk. Teresa kastede sig over den og genkendte sig selv i Augustins ønske om omvendelse, men ”ikke nu” .

En dag så hun i klostrets bedeværelse et billede af Kristus, dækket af sår efter piskeslagene. Hun blev dybt berørt, faldt på knæ og bad om på én gang at få nåde til den fuldkomne omvendelse. Ja, hun udbrød, at hun ikke ville rejse sig, før hun var blevet bønhørt. Det blev hun.

”Herfra er det et nyt liv. Hidtil havde det været mit liv, men lige fra min omvendelse er det Gud, som har levet i mig.” Nu blev Teresa den mystiker, hvis ekstraordinære oplevelser hun selv og så mange har skrevet om. Men for hende var de ydre fænomener kun udtryk for kroppens svaghed, det var det indre liv med Jesus, som var det vigtige.

Hun erfarede, hvad alle mystikere må gå igennem: at oplevelserne helt enkelt blev for overvældende til, at hun kunne stå alene med dem. Hun søgte som alle ægte mystikere bedømmelse - de uægte er deres egne autoriteter - og livet igennem havde hun kontakt med Spaniens bedste teologer. Når det gjaldt valg af en åndelig vejleder, rådede hun: ”Står valget mellem en god teolog uden et dybt bønsliv og en dårlig, men from teolog, så vælg den gode teolog, for han kan blive from, mens den blot fromme ikke let bliver en god teolog.” Det skal dog tilføjes, at man dengang stadig havde den oldkirkelige opfattelse, at en teolog er en, som beder.

Nu var Teresa åndeligt forberedt til at kunne følge Guds kald til det aktive liv som klosterstifter, der fyldte resten af hendes liv.

Hendes brødre fortalte om indianerne, der ikke havde mødt Jesus. Mens filosoffer diskuterede, hvorvidt indianerne var mennesker med en sjæl, brændte Teresa for at bringe dem evangeliet. Teresa hørte om, hvordan man i Nordeuropa plyndrede klostrene, og værst: Det hellige sakramente blev fjernet fra kirkerne. Hun trak sig tilbage til en lille eremithytte og bad Gud vise hende, hvad hun skulle gøre. Svaret var: ”Bøn og danne klostre, hvor der er intens bøn.” Jo, Teresa var bevidst om at være i en åndelig kamp, hvor disse nye klostre skulle være et vigtigt våben.

Hun byttede sit adelsnavn ud med klosternavnet: Teresa af Jesus. Dermed signalerede hun: Jesus er centrum i mit liv og skal være det i disse klostre.

Hendes liv blev nu fyldt af strabadser: Rejser rundt i det ganske Spanien for at stifte og tilse klostre, i skrumplende vogne på ujævne veje, ofte gennem floder. Engang væltede en vogn ned i en brusende strøm, og Teresa skal have udbrudt: ”Hvis det er sådan, du behandler dine venner, Herre, forstår jeg godt, at du har så få af dem.”

Teresas valgsprog i de mest umulige situationer var: ”Teresa kan intet, men Jesus og Teresa kan alt.”

I rolige pauser skrev hun bøger om bøn, der stadig bevæger og inspirerer. Hendes definition af bøn var så enkel: ”Ikke andet end det intime fællesskab mellem venner, ofte at være sammen med den, som vi ved elsker os.”

Efter hendes død fandt man i hendes tidebog en lille seddel:

Lad intet forvirre dig.
Lad intet skræmme dig.
Alt forgår.
Gud forandrer sig aldrig. 
Tålmodighed opnår alt. 
Den, som har Gud, 
Skal opdage, at han intet mangler. 
Gud alene er nok. 

Grethe Livbjerg er forfatter og redaktør af internettidsskriftet Levende Vand