Prøv avisen
Kronik

Terror - fra Oslo til København

Dagfinn Høybråten

Mandag den 16. februar stod dagens norske kronikør sammen med tusinder af danskere i et hav af fakler og roser på Gunnar Nu Hansens Plads på Østerbro i København. Det blev en værdig mindestund for ofrene efter det voldsomme terroranslag, og stemningen ledte tankerne hen på den norske virkelighed i dagene efter Breiviks terror på Utøya og i Oslo

Mandag den 16. februar stod jeg som nordmand sammen med tusinder af danskere i et hav af fakler og roser på Gunnar Nu Hansens Plads på Østerbro i København.

Det blev en værdig mindestund for ofrene efter de grusomme terroranslag, som ramte den danske hovedstad den weekend. Men også en stærk demonstration af de værdier, som vi er sammen om i vore nordiske samfund: Fællesskab, frihed og tillid.

Den stilfærdige folkevandring mod Østerbro denne aften mindede mig om stemningen hjemme i Oslo i dagene efter den 22. juli 2011. Hvad lærte Norge som nation, som kan komme til nytte, når et samfund møder sådanne forfærdelige angreb?

Den 22. juli 2011 vil for altid være mejslet fast i hukommelsen for min generation af nordmænd. Den værste ugerning i fredstid ramte vores fredelige hjørne af verden den eftermiddag. 77 menneskeliv gik tabt. Og med dem tabte Norge som nation noget af sin uskyld. Det, som vi troede kun kunne ske andre steder end hos os, havde ramt vores lille land. Lokalsamfund, familier og vennekredse over hele landet blev berørt. Derfor kom ondskaben så nær os alle.

Jeg sidder og ser på billederne fra den skrækkelige dag i juli. Det er som en ond drøm. Ødelagte liv og ødelagte bygninger. Ministerkontorer, hvor jeg i 10 år havde mit daglige virke, var fuldstændig raserede.

Men jeg ser også billederne af et folk, som tog nogle vigtige valg om vejen fremad: Terroren må ikke få lov til at terrorisere os. Volden må ikke vinde. Frygten må ikke gøre os frygtsomme. Hadet og hævntankerne må ikke herske. Skuddene må ikke ramme vores sammenhold. På mange måder valgte vi den vej, som er den allerbedste: Kærlighedens vej. Ingen skal komme og fortælle mig, at dette ikke har samfundsmæssige konsekvenser. Norge genopdagede noget af dette i disse dage.

Min kollega fra Stortinget, Stine Renate Håheim, som selv var på Utøya, var en af de første, som formidlede dette til en hel verden, da hun blev interviewet af CNN, umiddelbart efter at det frygtelige var sket.

Hun viderebragte et udsagn fra en god ven: ”Hvis én mand kan skabe så meget had, kan man bare forestille sig, hvor megen kærlighed vi kan skabe sammen”.

Norges kronprins Håkon fulgte op i sin tale til den mægtige forsamling på Rådhuspladsen i Oslo den 25. juli: ”I aften er gaderne fyldt af kærlighed”. Den socialdemokratiske ungdomsleder Eskil Pedersen formulerede sig således: ”Vore unge mennesker døde ikke, for at vi skal hade mere. Det norske folk har mødt had med kærlighed. Uendeligt mange knus, håndtryk og hilsner er givet i løbet af de sidste dage. Denne omtanke og dette fællesskab skal vi tage med os ind i morgendagens Norge.” Oslos borgmester Fabian Stang sagde også kloge ord. Roserne blev løftet, og forsamlingen brød ud i sang. Jeg stod og følte en stolthed og glæde over den måde, hvorpå vi indtil da havde magtet at møde ugerningerne. Den var meget anderledes end mange af reaktionerne efter amerikanernes 11. september.

Jeg tænkte, at dette var en ny begyndelse for Norge, og mindedes Bjørnstjerne Bjørnsons ord i digtet ”Elsk din næste”: ”Alt, som lever, er underlagt kærlighedens genskabermagt, bare den bliver prøvet.”

Da vi mødtes til national mindehøjtidelighed i Oslo Spektrum knap en måned senere, opsummerede statsminister Jens Stoltenberg det meget præcist: ”En større gave end godhed findes ikke.”

Så var de store talers tid forbi. Den nærmest euforiske stemning blev skiftet ud med retsopgør, kommissioner og specialkomitéer, som havde til opgave at vende hver en sten. Ansvarlige på alle niveauer måtte svare på, hvordan det kunne gå så galt. Det havde sine konsekvenser. Alt dette var grundlæggende nødvendigt. Det handlede om et sandt og rigtigt opgør med ondskaben og dens konsekvenser.

Under retsopgøret kunne vi igen registrere, at internationale observatører undrede sig over den værdighed, ro og mangel på hadefulde udtryk rettet mod gerningsmanden, som prægede processen. Amerikanske forskere kom for at studere fænomenet. Dette var så anderledes end alt andet, de havde set i lignende situationer. Den særlige komité, som Stortinget udpegede til at gå igennem sagen, fastslog i sin indstilling, at det norske samfund viste styrke og stod op mod terrorangrebet, og at den folkelige mobilisering gav os en fælles erfaring, som i eftertiden fremstår som en betydelig social kapital for Norge.

Hvis der blev skabt social kapital i denne tid, hvad var så forudsætningerne for denne unikke reaktion? De skelsættende erfaringer, Norge som nation gjorde sig i dagene umiddelbart efter 22. juli, var specielle. Hele folket var en del af dem. Vi så noget, som vakte opsigt og anerkendelse rundtom i verden. Det er tydeligt, at klogt lederskab viste vej til en anden reaktion end vrede, hævnlyst og had. Lige så klart er det, at der var en resonans for dette i det norske folk. Nogle fælles værdier blev sat på prøve.

Uanset hvordan man ser på det, er der meget at lære af dette. ”Som nation skal vi tage denne tid med i vore hjerter, i vor erfaring. Vi er blevet vækket til en ny bevidsthed om, hvad som virkelig betyder noget for os,” sagde kong Harald under den nationale mindehøjtidelighed i august 2011.

Min egen generation af nordmænd har fået et større spænd i vort fælles nationale register. Vi er ikke kun et fredeligt land med materiel velstand langt væk fra krig og terror. Vi har erfaret en stor sorg og en krise sammen.

Nu stod jeg der i folkehavet på Østerbro og hørte Danmarks statsminister sætte ord på danskernes reaktion i en lignende krisesituation: ”Vores svar er klart: Når andre forsøger at skræmme os og splitte os, så er vores svar altid et stærkt fællesskab. Vi er stålsatte på at stå vagt om vores værdier. Vi insisterer på at værne om vores frihed. Vi passer på hinanden.”

Efter anslaget mod synagogen i København tog en gruppe unge muslimer i Oslo initiativ til at danne det, de kaldte en beskyttende ”fredens ring” rundt om synagogen i den norske hovedstad.

Rabbiner Michael Melchior medbragte en hilsen fra Dan Uzans far - som mistede sin søn i det brutale skudangreb i København: ”Du må sige til de unge muslimer i Norge, at de har givet mig håb. De har givet mig grund til at fortsætte med at leve.”

Det er ikke min opgave at dømme om den norske erfarings relevans i den danske kontekst i 2015. Meget er anderledes. Jeg kan alligevel ikke sige fri mig for at tænke, at det danske lederskabs gensvar netop viser vej til det potentiale for noget godt, som følger, når ondskaben rammer. Det vækker os til en ny bevidsthed om, hvad som virkelig betyder noget i vore samfund. Derfor gik jeg ikke kun sorgfuld, men også håbefuld fra Østerbro den aften.