Terrorens anatomi

Selvom terrorangreb er forskellige, rummer de også fællesnævnere, en terrorens anatomi. Blandt andet nedbryder terror sondringen mellem fredstid og krig, mellem soldater og civile, og søger at undvige den direkte konfrontation med en fjende, skriver dagens kronikør

Terrorens anatomi

2016 har utvivlsomt stået i terrorens tegn.

Men hvad er det for et tegn – hvad er terrorens anatomi? Hvis vi kigger på rækken af angreb, synes den eneste fællesnævner at være, at de netop er blevet omtalt som terror.

Der er blevet talt om angreb udført af ensomme ulve, af terrorceller og af Islamisk Stat eller Taleban. Nogle angreb er blevet tematiseret som en gal mands værk – andre som religiøst motiveret og måske endda som kvintessensen af en religiøs kosmologi – tænk blot her på Søren Pinds (V) omtale af Islamisk Stat som en dødskult.

Hvert nyt angreb har tilsyneladende indvarslet en ny form for terror: pop- jihadisme, simpel terror, spontan terror eller for eksempel idiosynkratisk terror. Og eksperter har stået i kø for at svare på, hvorfor terroren netop rammer i et specifikt land og udføres af en specifik gruppe – hvorefter det næste terrorangreb præcis rammer i et andet land og har en anden baggrund.

Hvis vi her ser bort fra, at de fleste angreb er udført af Islamisk Stat eller af folk, som i varierende grad sympatiserer med dem, er der så alligevel ikke noget, vi kan sige om disse angreb som et samlet hele – som terror? Kan vi sige noget om terrorens idé og (u)væsen?

Den tyske sociolog Max Weber talte om idealtyper, det vil sige teoretiske figurer, hvor en given logik, et rationale eller et organisatorisk kendetegn fremstod i sin reneste form og på den måde kunne fungere som forståelsesredskab. Vi vil nu prøve noget sådant i forhold til terroren som strategi og det ved at sætte det i forhold til terrorens modbillede, nemlig krigen.

Netop modsætningen til krigens logik giver os en god forståelse af terroren som strategi. Krigen tilsiger symmetri: To enheder af samme type møder hinanden, for eksempel to hære (men af varierende styrke, selvfølgelig), slaget står derfor mellem soldater, man udkæmper krigen et specifikt sted, på en slagmark, og krigen erklæres og afsluttes via en fredstraktat.

Det er givet, at ikke alle krige lever op til dette idealbillede, men dette er den dominerende forestilling om krigen. Den er, kunne man sige, den klassiske duel mellem to adelsmænd i stor skala. Terroren er en modsætning til alt dette: Den er asymmetrisk.

Terroren nedbryder sondringen mellem fredstid og krig, den sondrer ikke mellem soldater og civile, og den søger at undvige den direkte konfrontation med en fjende – oftest ved at angribe de steder, vi mindst forventer det: en strand, et hotel, et stadion, en kirke, et supermarked.

Vi kan sammenligne terroren med det at spille whist. Det handler for terroristen om at bestemme trumf. Spiller han på vores præmisser, møder han os i åben krig og på en slagmark, vi har defineret, så taber han. Det handler om at undvige reglerne og om at sætte sine egne: En stærk klørhånd er intet værd, hvis ruder er trumf.

Dette fokus på undvigelse og på at sætte sine egne regler ser vi også i terroristens valg af våben. Når der tales om idiosynkratisk terror, tænkes der på den opfindsomhed og egensindighed, der ligger i terroristens evne til at våbenliggøre dagligdagsgenstande. Et passagerfly kan omfunktioneres til et missil, som vi så det ved angrebet på World Trade Center og Pentagon, og en lastbil kan blive til en dræbermaskine, som vi så det for nylig i Nice. Der er i princippet ikke noget, som ikke kan forvandles til våben, og den ultimative våbenliggørelse er at forandre egen krop til et våben. Soldaten ønsker i modsætning til selvmordsterroristen at opretholde livet og handler derefter. Livet sættes på spil, men livet er ikke selve det, man ”spiller” med.

Og når man gør dette, altså sprænger sig i luften, handler det ofte om at tage så mange med sig i døden som muligt. Krigens logik handler basalt set om at undgå konfrontationen: Afskrækkelse, altså truslen om krigen, og overgivelse, hvis krigen ikke har kunnet undgås, er det ønskelige. Det bedste er, hvis ingen dør, og krigen kan undgås.

Katastrofen er derimod terrorens kendemærke. Man kan her sige, at terroren nærmer sig – eller måske bedre radikaliserer – sin idé. Hvor terroren tidligere mindede om krigen – de russiske anarkister og senere også tyske Rote Armee Fraktion – gjorde nærmest alt for at undgå unødige og ”civile” ofre. Og Rote Armee Fraktion og italienske Brigato Rosso tænkte sig sågar som militære enheder (derfor brugen af termerne ”armé” og ”brigade”). Ja, så er terroren i dag i ofte katastrofisk (hvilket dog ikke betyder, at den klassiske, mere fokuserede form er helt forsvundet).

Katastrofen handler dog ikke nødvendigvis om antallet af ofre. Sådan er det blevet med den mere dommedagslignende terror, vi konfronteres med for tiden, men katastrofen er i bund og grund ambitionen om en radikal omvæltning af en given orden. Det handler for terroristen om det konstitutionelle. Kampen er en kamp for en radikal anderledes politisk orden eller samfundsorden. Her finder vi også grunden til, at terroren straffes hårdere end anden konventionel kriminalitet.

Den kriminelle udfører sin dåd velvidende, at landets love overskrides. Derfor søger han anonymitet. Terroristen derimod er ikke blot ambitiøs i sine krav. Han udsiger dem også offentligt og søger – ofte formidlet gennem medierne – anerkendelse for det retfærdige i sin sag. Terroristen vil dømmes og står til ansvar over for en højere lov, en højere retfærdighed.

Når vi har været udsat for et terror‑ angreb, er reaktionen typisk angste kommentarer: ”Hvad kunne der dog ikke være sket?”. Det centrale er her, at terroren altid peger ud over det enkelte angreb. Terrorens virkelighed er dens mulighed. Det handler om terrorens potentialitet. Hvad nu hvis Gro Harlem Brundtland ikke havde forladt Utøya tidligere end planlagt, hvad nu hvis Lors Doukaievs bombe ikke var sprunget i hænderne på ham, men i stedet på Nørrebro dengang den 10. september 2010, og – hvis vi tænker mere i mere fiktive scenarier – hvad nu hvis terroristerne sprænger en kuffertbombe med atomart materiale, hvad nu hvis de forgifter vores vand, udfører biologisk terror. Hvis, hvis, hvis…

Og her er vi så fremme ved det sidste kendetegn. Terroren spreder frygt. Eller måske bedre, hvis vi her trækker på Søren Kierkegaard, angst – altså en diffus oplevelse af at være truet af noget, vi ikke kender. Terroren rammer altså ikke kun de direkte ofre, men også os, som er tilskuere til den. Jo mere blodig terroren er, og jo mere tilfældigt den rammer, jo mere kan vi også identificere os med ofrene og forestille os, at vi kunne være en af dem.

Hvad nu hvis jeg havde været i Paris tilbage i november 2015? Alle har prøvet at spise på en restaurant, været på et fodboldstation, opholdt sig på et hotel eller været på en badestrand. Måske det næste gang bliver mig, som er på det forkerte sted, på det forkerte tidspunkt.

Terrorens væsen er – og alt det, som binder vores nøgleord sammen – det formløse. Den er givet ved det at afvige regler og form, og den peger derfor altid ud over sig selv. Forsøgene på at indfange vil derfor altid i en vis udstrækning fejle.

Nuvel: Terroren er radikalt uberegnelig i dens væsen. Og den kan – potentielt – ramme os alle. Men der er også en god nyhed: Sandsynligheden for at blive ramt er – heldigvis stadig og blandt andet takket være en god og effektiv terrorbekæmpelse – mikroskopisk.

Carsten Bagge Laustsen er terrorforsker og lektor i politisk sociologi ved institut for statskundskab, Aarhus Universitet