Prøv avisen
Kronik

Thor Lange fortalte indlevende om Dostojevskijs Rusland

Thor Lange at fremstille Fyodor Mikhailovich Dostojevskij (billedet) både som usædvanlig og som almindelig i Rusland: Usædvanlig ved sin høje idealitet, som en forfatter der ikke blot vil beskrive mennesker, men som også stiller krav til dem. Det er interessant, at Dostojevskijs stærke religiøsitet ses som en undtagelse i 1800-tallets Rusland. Foto: Ritzau/ scanpix

Fjodor Dostojevskij døde i dag for 137 år siden. Den danske digter, oversætter og filolog Thor Lange levede i Rusland på Dostojevskijs tid og har gennem sit liv og værker givet et indtryk af Rusland, som er gået videre til i dag, skriver historiker Jon Gissel

Danskeren Thor Lange blev på en særlig måde repræsentant for dansk-russiske forbindelser. Han kom til Rusland i en ung alder og blev boende der resten af livet. Siden havde han både et forfatterskab på dansk og et på russisk.

Thor Lange var digter, oversætter og klassisk filolog. Fra 1874 til sin død i 1915 levede han i Rusland, det meste af tiden i Moskva som lærer i de klassiske sprog græsk og latin. Det var kejserinde Dagmars tid, for den første dels vedkommende også Dostojevskijs. Han blev russisk gift, og hans hustru ejede godset Napadovka i Ukraine.

Gennem hans liv og hans værker får man et indtryk af Rusland før omvæltningerne i 1917 og af træk, som er gået videre til i dag. Man får også indtryk af muligheder og vanskeligheder ved fra vesteuropæisk side at forstå Rusland. Efter sin død blev han begravet her, men senere genbegravet i Danmark, da Sovjetstyret havde taget magten, og hans enke kom hertil og døde her. Thor Lange blev optaget i den russiske kultur et langt stykke hen ad vejen, men dog ikke helt: Nok konverterede han sent i sit liv, men han blev romersk-katolsk, ikke ortodoks. Hele hans forfatterskab og virksomhed vidner om hans kærlighed til Danmark.

Thor Lange var romantiker på et tidspunkt, hvor romantikken var under angreb ligesom den kristne tro, og på en måde gjorde det måske hans vej lettere, at han kom herfra til et mere konservativt land. Han oversatte og gendigtede meget, især lyrik, særligt slaviske folkeviser, men også gamle græske tragedier.

Thor Langes bog ”Fra Rusland” fra 1882 er yderst interessant som et vidnesbyrd om 1800-tallets Rusland. Thor Lange beskriver en fest, ved hvilken “Næsten alt, hvad Rusland har af udmærket i Kunst og Videnskab er repræsenteret”. Her er både iagttagelse og vurdering, som er yderst interessant, da det bringer et samtidigt syn på Fjodor Dostojevskij (11.11.1821-9.2.1881), som Lange andetsteds har oversat:

“Nærmest inde under den slavianske Litteraturforenings hvide Silkefane staar en middelhøj, spinkel Mand med skarpe, meget uregelrette Ansigtstræk og tyndt, rød-ligt Skjæg, som er begyndt at blive graat. Det er Dostòjewsky, Ruslands største Romanforfatter næst Turgénjeff, og i enkelte Retninger maaske endog stærkere begavet end denne. Meget sjældent i den russiske Litteratur er det Pust af høj, religiøs-sværmerisk, men altid meget kjærnefuld Idealitet, der gaar igjennem alt, hvad han skriver, og noget formilder det som oftest lidet fornøjelige Stof, han vælger til sine Fortællinger.”

”Alligevel efterlade hans Arbejder i Regelen et tungt, noget mørkt Indtryk. Man kunde ønske, at baade han og de aller fleste andre russiske Forfattere vilde lade de lysere Sider af Livet komme noget mere til deres Ret i Stedet for bestandig at trætte Læseren med Beskrivelser af al den Klæbrighed og Jammer, som enhver, der engang er blevet født paa Jorden, alle Vegne kan se nok af til Dagligbrug, og fra hvilken Skjønlitteraturen nogenlunde skulde kunne løfte en bort. Hos Dostòjewsky forklares denne Retning til Dels ved de store Lidelser, Forfatteren tidligere har gaaet igjennem under en langvarig Deportation til Sibirien, og hans høje Talent bringer altid noget baade læseligt og godt ud af selv det mindst lovende Stof.”

I denne beskrivelse formår Thor Lange at fremstille Dostojevskij både som usædvanlig og som almindelig i Rusland: Usædvanlig ved sin høje idealitet, som en forfatter der ikke blot vil beskrive mennesker, men som også stiller krav til dem. Det er interessant, at Dostojevskijs stærke religiøsitet ses som en undtagelse i 1800-tallets Rusland. Dostojevskij fremstår som en forfatter, der mener, at livet rummer meget, der forpligter. Almindelig ved det dystre præg, ved fordybelsen i elendighed.

Lange giver udtryk for sin egen opfattelse af, hvad skønlitteratur er, og hvilken opgave den har: At løfte menneskene, ikke sænke dem, at styrke modet, ikke mismodet, at vise lys og ikke kun mørke. Dette syn på skønlitteraturen og dermed digterens opgave har Thor Lange tilfælles med andre kristent-idealistiske forfattere i samtiden. Udpensling af elendighed har været dem imod, skønt Thor Lange jo også tydeligvis finder noget, han sympatiserer med, idealiteten hos Dostojevskij. Det er for dem en etisk forpligtelse at vise en vej opad. Dette syn på kunsten hos kristne og konservative forfattere vises i min bog ”Gud, Livet og Menneskene”. Det overrasker i dag, at Turgénjeff sættes i nærheden af Dostojevskij.

Thor Lange sammenligner meget interessant russisk og vestlig kirkemusik. Han kommer i Kijev til at overvære en tjeneste for en afdød, en panykide:

“Motivet i Pannychiden er ejendommeligt. Som meget andet af den russiske Kirkemusik, der næsten udelukkende er skreven til Prosatexter uden Rytmer og Rim, mangler den egentlig Taktinddeling og bestaar af et fortløbende Recitativ af ensvægtige Noder, der hist og her aldeles uregelbundet punkteres eller forlænges ved en stærkere betonet Stavelse, kun efter Ordets naturlige Accent.”

”En lignende Form af Sang kjendes maaske næppe i Vestevropa, og hvor vanskelig end Udfø-relsen af et saadant Musikstykke maa være for ikke-russiske Sangere, vilde dog Forsøget paa at gjen-give nogle Brudstykker af Pannychiden være et fra Cæciliaforeningens Side meget fortjenstfuldt Foretagende, da disse ensformige Recitativer langt bedre give et Begreb om den østlige Kirkes aandelige Sang end Bortnjanskys farverige, iørefaldende Kompositioner.”

”Det mest ejendommelige ved den russiske hellige Sang er, at den (...) aldrig støttes af noget Musikakkompagnement. Og i den simple, oftest trestem-migt udsatte Melodi følges Stemmerne bestandig nøje ad; ingen Solo, t[il] Ex[empel] er mulig. Medens saaledes i Offertoriet af Cherubinis Requiem for blandet Kor Textens ’ne cadunt in obscurum’ anskueliggjøres ene af Bassens mørke Farvetone, og strax derpaa ved de følgende Ord kun de lyse Overstemmer helt uden Bas malende fremstille Ærkeenglen med den store Solfane flyvende over sit Hoved, og fylkede ifølge efter ham alle de udvalgte saa forklaret gjennemsigtige, at man tror at se et rødt, lykkeligt Hjær-te banke i hvert enkelt Bryst, vilde en saadan Deling af Stemmerne være utænkelig i en græsk-katolsk kirkelig Komposition.”

”Paa et til Requiemets Text noget tilsvarende sted i Pannychiden (...) bevæger Melodien sig først længe paa én og derpaa i alt gjennem tre eller fire Toner, og i smuk, enfoldig Harmonisering holde alle Stemmer nøje sammen. Hvorvidt det stærke Indtryk, som denne ukunstlede Sangform frembringer næsten paa enhver Udlænding, er et rent musikalsk, lade vi staa hen.”

Med “Motiv” må menes de melodiske og rytmiske grundbestanddele. Thor Lange har fat i den vestlige påvirkning i russisk musik, også kirkemusik, hvor den ellers vanskeligst kunne forekomme, og Bortnjansky (1751-1825) er et oplagt eksempel på denne retning. Men dette er ikke, hvad han har hørt her. Danskeren og vesteuropæeren Thor Lange har oplevet panykidens musik som mærkelig; han har studset over den ældre russiske musikstil, som ligger den byzantinske tradition nærmest og snarest må svare til den, som de gammeltroende anvender i dag. Samtidig gør han et seriøst forsøg på at beskrive den, uden karikatur.

Han kommer selv fra en sammenhæng, hvor solister, deling af stemmerne er vigtige i den højeste musik. Han bruger den i dag ikke så kendte katolske komponist Luigi Cherubini (1760-1842) som eksempel på vesteuropæisk musikstil. Den ukunstlede sangform frembringer et stærkt indtryk. Smukt og enfoldigt kalder Thor Lange det uden at nævne, at en væsentlig grund til at synge på denne måde er, at man ønsker at fremføre teksten på den enklest mulige måde; dette kunne være forklaringen på, at ordets naturlige accent får et betydeligt hensyn. Interessant i forhold til dansk sammenhæng er det, at han nævner Cæciliaforeningen, en romantisk inspireret musikforening, der var aktiv i at opføre tidlig musik i København. Hans vidnesbyrd fortæller både om Vesteuropa, som han kom fra, og Rusland, som han kom til.

Meget andet kunne nævnes, men disse eksempler viser, at Thor Langes bøger rummer meget interessant for forståelsen af Rusland.

Datidens og på mange måder også nutidens.