”Jeg tror ikke på en egentlig gud, men jeg tror, der er et eller andet mere, end jeg forstår.”
Sådan cirka udtaler utroligt mange danskere deres syn på Gud. De vil dog ikke kalde sig ateister. Det er de meget forsigtige med. Men de er mindst lige så forsigtige med at kalde dette ”et eller andet” for ”Gud”. Der lader til at være et skisma her imellem ordene ”ateist” og ”Gud”.
For mange er de lige uspiselige. Men det skisma forstod Thorkild Grosbøll måske bedre end nogen andre. I hvert fald talte han højt om det, hvilket jo fik fatale konsekvenser for hans karriere som præst.
Vi så et lignende forløb med Ramsdal i 2013, der åbent udtalte, at opstandelsen ikke skulle forstås bogstaveligt. Han fik også de kulturkristne ører i maskinen, selvom de fleste danskere nok kan relatere til netop den udlægning af opstandelsen.
Ærligt talt er det for en ateist uforståeligt, at folkekirken ikke er i bedre kontakt med det såkaldte folkehav. Undersøgelser viser jo tydeligt, at selvom 70-75 procent af danskerne er medlem af folkekirken, så tror kun 20 procent på en personlig gud.
Læg mærke til, at jeg også mener, at Grosbøll forstod danskerne bedre end mange af os ateister. Han forstod åbenbart behovet for den kristne fortælling og etik, selvom han så den som ren fiktion. Altså en form for kristendom renset for metafysik. Jeg forstår personligt ikke dette behov og er derfor uenig med Grosbøll i denne præmis. Men jeg må erkende, at når jeg taler med mennesker, så er det ofte et synspunkt jeg møder. At være ateist betyder blot, at man ikke tror på guder. Dét er det eneste, vi ateister har til fælles. Dette fravær af tro kan så manifestere sig på utallige måder. Nogle bliver politisk aktive som jeg selv. Andre lever bare uden at tænke på de spørgsmål.
Derfor: når de fleste danskere er medlemmer af folkekirken, samtidig med at de færreste tror på Gud og mirakler som for eksempel jomfrufødsel, genopstandelse og vand til vin, så er folkekirken faktisk den største organisator af ateister her i landet.
Det kunne Grosbøll måske se bedre end nogen andre. Men det var en sandhed, som folkekirken ikke var – og stadig ikke er – klar til at erkende.
Det virker alligevel mærkeligt, at folkekirken ikke tør modernisere kristendommen yderligere. Altså også formelt. Som ateist forstår jeg ikke folkekirkens berøringsangst over for netop dette spørgsmål.
Er det kirkens højrefløj, der skræmmer? Vil det afsløre et hykleri om kirkens forkyndelse og præsternes egen tro? Jeg ved det ærligt talt ikke.
Men jeg ville da tro, at kirken næsten med sikkerhed ville kunne vinde på det her. Måske er det netop dette skisma, der forhindrer folkekirkens relevans i den brede befolkning.
Måske ligger der her en stor mulighed for folkekirken til at knytte danskerne tættere til sig. Netop som Grosbøll ved at tale åbent om fraværet af tro på det metafysiske i kristendommen.
I denne avis den 22. maj skriver professor emeritus Viggo Mortensen: ”Grosbølls anliggende var et opgør med teismen, opfattelsen af Gud som en bevidst person, der har skabt og opretholder verden – folkeligt udtrykt: ’Gudfader i skyen’. Den opfattelse er i moderne teologi forladt for længst, og alle seriøse bestræbelser er gået i retning af at tænke om Gud på ikke-teistiske måder, at tro a-teistisk på Gud.”
Alligevel erklæres det efter Grosbølls død, at hans teologi ikke vandt gehør, at han malede sig selv op i et hjørne – han var jo heller ikke stor teolog, må man forstå!
Folkekirken kan rumme mange mærkværdige synspunkter på kristendommen og devierer sjovt nok netop derfor fra det resterende samfund på afgørende punkter som ligestilling og accept af homoseksualitet.
Men Grosbølls teologi – der måske kan tilegnes et kæmpe flertal af medlemmerne i folkekirken – er der ikke plads til.
Trosbekendelsen gælder således kun præsterne, men ikke alle de andre troende. De skal bare være døbt, nikke til konfirmationen og betale for medlemskabet af kirken. Om de mener det, tror på det, lever efter det eller direkte modsiger det, er fuldkommen ligegyldigt. Men for præsterne gælder det, at the show must go on.
Det var blandt andet det hykleri, Grosbøll ikke kunne holde ud. Han pegede derfor på kejseren og sagde (her parafraserer jeg fra min samtale med ham): ”Skal vi ikke bare sige det, som det er: Kristendommen er en vigtig og essentiel historie, som stadig er yderst relevant for det moderne menneske. Vi behøver ikke staffagen og hokuspokus.”
Og her citerer jeg ham: ”Ja, jeg er ateist. Men jeg er en kristen ateist.”
Thorkild Grosbøll talte befriende lige ud af posen. En kvalitet, der mildest talt er fraværende hos det store flertal af folkekirkens præster. Tro på ateisten her! Det er en kritik, der er ærligt og kærligt ment. For jeg har set mangen en præst slå mange knuder på sig selv, når han eller hun skal forsøge at svare klart på spørgsmål som: ”Opstod Jesus fra de døde?”, ”Hvad er treenigheden?”, ”Hvad vil det sige at være kristen?”.
Måske er det svært at erkende. Men måske havde Grosbøll knækket den kode. Og han var nok ikke den eneste. Men han turde tage debatten, selvom han vidste, at det ville give modvind. Måske var han ikke bare den præst, der forstod sine sognebørn bedst. Han var måske også den modigste.
Æret være hans minde.