Muhammed-tegningerne har givet anledning til en større national og international krise. Hvad er gået galt? Jyllands- Posten begik en fejl. Avisen har ytringsfrihed, men i en stærk internationaliseret verden, hvor mange forskellige religioner sameksisterer, må medier udvise betænksomhed. Argumentet om, at målet var at rejse en debat om selvcensur er i bedste fald dumt, i værste fald fatalt. Såvel medier som borgere må dagligt udøve forskellige former for selvcensur. Ellers ville et samfund ikke kunne fungere. Medierne udøver formentligt dagligt selvcensur i form af tilbageholdte oplysninger om eksempelvis kongehus, politikere eller erhvervsfolk.
Nok om Jyllands-Posten. Statsministeren begik en fejl ved at afvise ambassadørerne i første omgang. Det var taktløst og ikke særlig diplomatisk. Det er vel efterhånden også erkendt.
Statsministeren er medansvarlig for en ikke særlig hensigtsmæssig tone i udlændingedebatten. Statsministeren har siden krisens start fremstået slingrende i sin kurs. Efter de første hektiske uger, modererede han sit sprogbrug, og han tog et møde, hvor han personligt tilkendegav, at han ikke ville fornærme andre mennesker med en anden religion; desuden forklarede han, at han ikke var ansvarlig for den fri presse. Siden har han skærpet tonen og fremstået som værdiliberalistisk fundamentalist. Ytringsfriheden står ikke til diskussion! Han har tvedelt befolkningen: enten for friheden, statsminsteren, demokratiet og den værdiliberalistiske fundamentalisme eller imod hele pakken. Nynationalisme og værdiliberalisme er atter på banen. Lad os håbe, at JyllandsPosten og statsministeren har lært af situationen. Begge har forhåbentligvis forstået, at globalisering ikke bare betyder fri bevægelighed af varer og tjenesteydelser. Globalisering betyder også større bevægelighed blandt mennesker, religion, ideer og drømme og ikke mindst nye teknologier til spredning heraf. Globalisering betyder i dag et stort og gensidigt flow af information, hvorved andre mennesker og befolkninger er vidende om, hvad der foregår her og omvenndt. Med andre ord er vi ikke længere et isoleret, lukket og afgrænset områder, der kan forholde os til omverdenen uden konsekvenser. Nok om globalisering.
Der er imidlertid en anden problematik, som måske stikker dybere og har mere alvorlige konsekvenser, og som vi internationalt alle må forhold os til: Det angår relationen mellem en række stater i Mellemøsten og muslimer bosiddende i Danmark. Det angår endvidere relationen mellem danske imamer og bestemte grupper i islamisk-orienterede stater.
Nogle stater intervenerer i forhold til debat om ytringsfrihed og udlændingepolitik i Danmark. Denne intervention forstærkes af, at nogle danske imamer og måske grupper af danske muslimer "kalder på" deres trosfæller i andre stater. Med andre ord er det andre stater, der intervenerer med diplomatiske midler i forhold til politik ført i Danmark og en debat rejst i danske medier. Som bekendt afvises ambassadørerne, de danske muslimer tager på rundrejse, og i februar eskalerer konflikten med katastrofale følger, da stater, der er medlemmer af FN, aktivt eller passivt billiger destruktionen af danske ambassader. Med andre ord begås helligbrøde mod en af statssystemets grundpiller. Hvorfor er det en katastrofe? Fordi det er udtryk for tendenser, der truer grundprincipperne i statssystemets opretholdelse.
1500-tallets og 1600-tallets europæiske statssystem var domineret af religiøse konflikter mellem protestanter og katolikker, der til sidst endte i et brag traditionelt betegnet som Trediveårskrigen 1618-1648. Reformationen førte til mange konflikter specielt i de tysktalende områder. Den medførte, at de tyske stater, fyrstedømmer, bysammenslutninger og hertugdømmer i 1555 underskrev en form for fredsaftale – Augsburgfreden – som muliggjorde, at den pågældende stats suveræne hersker bestemte troen, men at anderledes troende enten fik frit lejde til at rejse eller kunne tolereres under visse betingelser.
Augsburgaftalen forhindrede desværre ikke religionskonflikter. Udviklingen efter 1555 gik i den forkerte retning, da konflikten mellem katolikker og protestanter eskalerede og smeltede sammen med krigen mellem de europæiske stormagter. Det betød som bekendt Trediveårskrigen men heldigvis også Den Westfalske Fred i 1648. I modsætning til Augsburg-aftalen var den westfalske fred en større succes, da den bidrog til at fjerne religion som hovedårsag til konflikter i det europæiske statssystem i de følgende århundrede faktisk frem til vor tid.
Hvad var forskellen mellem Augsburg-aftalen og den westfalske fredstraktat? Hovedforskellen var, at stormagterne underskrev Den Westfalske Fred, og dermed gav de deres tilsagn til, at stater ikke længere måtte intervenere i andre staters forhold. Religionskonflikterne accelererede nemlig efter 1555 som følge af, at stater lod sig overtale til eller på eget initiativ intervenerede i andre stater til fordel for det religiøse mindretal i landet.
I et forsøg på at få støtte og hjælp
– militært såvel som moralsk – så "kaldte" protestantiske mindretal i de tyske stater på England, Sverige eller Frankrig (trods den katolske dominans i landet), mens katolske mindretal "kaldte" på habsburgerne. Det forhindrede muligheden for at skabe en social orden indadtil. En katolsk hersker i et katolsk domineret område kunne aldrig skabe en orden, når mindretallet af protestanter konstant hentede hjælp udefra til at støtte oprør eller bekæmpelse af suverænen. Det afgørende vendepunkt i Europas historie blev Den Westfalske Fred i 1648, fordi stormagterne underskrev dokumentet, hvor alle accepterede princippet om ikke-intervention og dermed suverænens ret til at bestemme trosretning, men samtidigt påpegede nødvendigheden af visse former for minoritetsbeskyttelse.
Fredsaftalen gav på visse betingelser frit lejde eller trosfrihed til religiøse mindretal. Med andre ord får stormagterne fastlagt nogle principper for staternes eksterne suverænitet, der skaber en forudsætning for dannelsen af en intern suverænitet og en social orden.
Med 1648-traktaten var forudsætningen skabt for skabelse af de noget senere så velkendte afgrænsede, centraliserede og stærke europæiske territorialstater, der voksede ud af dette statssystem. Dette statssystem fungerede mere eller mindre fornuftigt frem til Første Verdenskrig, hvor det brød sammen som følge af imperialisme og magtkamp. Ét afgørende forhold var imidlertid, at religionen var fjernet som anledning til konflikt. I den forstand bragte det en særlig form for civilisering med sig. Religion var blevet afpolitiseret. I stedet blev først de nationale spørgsmål og senere modsætningen mellem kapital og arbejde samfundenes hovedkonfliktlinjer.
Problemet i dag er, at religionen atter er blevet politiseret, da det sekulariserede rum, der voksede ud af Den Westfalske Fred, var kristent og ikke tog højde for andre religioner og slet ikke islam. De 11 ambassadørers brev og besøg, de danske imamers rejse til Mellemøsten samt de nedbrændte danske ambassader udtrykker en tilbagevenden til et statssystem før 1648, hvor religion var politiseret og var anledningen til konflikterne. Det er vanskeligt nok at håndtere problemet internt i de europæiske lande, men når stater i Mellemøsten intervenerer i danske debatter, eller når dele af de danske muslimer "kalder" på hjælp udefra, så vil problemet uvilkårligt eskalere globalt. De udenlandske ambassadører og den ganske vist lille del af de danske muslimer, der kalder på frænder i andre lande, spiller et kort, der før Den Westfalske Fred bidrog til internationale konflikter og krige med voldsomme konsekvenser.
Systemet er heldigvis mere robust i dag, og staters billigelse af ambassadeovergreb fører i modsætning til tidligere tider ikke til krig. Men deres handlinger angriber det klassiske statssystems suverænitetsprincip på samme måde som vores krig i Irak gør det.
Spørgsmålet er derfor, om det ikke er på tide at underskrive en ny westfalsk fred, der sikrer mod ikke-intervention mellem stater og peger på nødvendigheden af trosfrihed i form af gensidig tolerance i de enkelte stater. Borgerne i Danmark må acceptere burka, hijab og moskéer, men også at Grundloven står over Koranen.
Lars Bo Kaspersen er professor på
Center for Business and Politics