Tid til fordybelsen

Ud ad det højre vindue i bussen kunne jeg se klosteret. Det lå ved foden af Ombergliden i Waversunda i Sverige. Min rejse havde bestået af en flyvebåd, et X 2000 tog, et regionalt tog og en bus. Billetdamen i Motola havde nysgerrigt spurgt, hvad jeg dog skulle i Waversunda (hun mente: In the middle of nowhere). Buschaufføren havde været i tvivl om, hvor det var, jeg skulle af, men en medpassager hjalp til. I horisonten kunne jeg se en nonne stå i vejkanten. Hun havde en cykel ved sin side. Hendes sorte kjole flagrede i vinden. Passagererne i bussen fulgte mig med øjnene, da jeg steg af. Endelig var jeg fremme. At rejse på denne måde havde gjort mig klar til at »gå i kloster«, jeg havde fået sjælen med. Søster Cecilie bød mig velkommen, satte min kuffert på cyklen, og vi gik op til klosteret. Og hvad så, hvis du kan lide at være der! Det var først meningen, at jeg skulle rejse med nogle studiekammerater, men da jeg besluttede at rejse flere dage før dem, var jeg blevet alene på rejsen. Nonnerne, eller søstrene, som de kaldte sig, havde sagt ja til, at jeg måtte komme nogle dage før. Deres venlighed og omsorg i telefonen fik mig til at fornemme, at en oplevelse ventede mig. Søster Cecilie og jeg begyndte vandringen til Heliga Hjartas Kloster. Der var ca. 1300 meter. Søster Cecilie var let at tale med. Hun fortalte, at hun var halvt dansk. Hendes far var fra Odense, men desværre havde hun ikke dyrket det danske sprog, men forstod fint det danske. Jeg blev vist rundt i klosteret i den del, der var åben for gæster. På vej ind i kirken mødte vi søster Katarina. Hun var ved at vise andre gæster rundt. Søster Katarina var en slags samtalenonne. Gæsterne kunne frekventere hende om store og små spørgsmål, og hun var klosterets kontakt udadtil. Hun bød mig velkommen, og vi fik en lille snak, inden jeg fortsatte med søster Cecilie. Jeg fandt ved en tilfældighed ud af, at jeg kunne gå ud i det lille køkken, der hørte til gæsternes spisestue. Dér i det lille køkken tørrede jeg opvasken af, som en eller to af søstrene stod for. Der var en rar stemning, dér over opvasken. Jeg mindes noget, som var. Var det tilbage i min barndom? Jeg tørrede af, og en voksen vaskede op. Det huskedes, som var det en god tid. Hvad var det, som var så godt? Roen og glæden ved at tørre af? At have den voksne for sig selv? At rydde op? Jamen, var det at lave maden ikke det spændende, det kreative? Oprydningen var da det kedelige? Eller var den? Ved opvasken trækkes der en streg. Det var som en afrunding. Og vi bliver lette i maven af at rydde op. Det var før, vi fik opvaskemaskine, og vin til middagen. Jeg talte med novicer og søstre, og jeg hørte, hvordan de var blevet nonner, og hvordan deres familier havde reageret. Det var herligt at tale med nonnerne, der var en naturlighed over de søstre, som jeg talte med. Der i køkkenet var det også som at mindes en anden tid. Min afdøde morfar havde engang besøgt mig. Resterne af middagsmaden - et stykke stegt flæsk - smed jeg i skraldespanden. Ved aftensmaden spurgte han mig, om han måtte få flæsket fra middagen til sit brød. Jeg er overbevist om, at han vidste, hvor flæsket var. Han ville lære mig at bruge rester og være nøjsom. Her i klosteret gik heller intet til spilde. F.eks. blev vandet fra bordet samlet og ikke bare smidt ud i vasken, men brugt igen. Haven var et kapitel for sig selv. Her blev dyrket hele sommeren, så der blev skabt vinterforråd. Mange krydderurter og frugttræer var der også. Krydderurterne var ikke kun i maden, f.eks. blev blomsten fra purløg brugt til at pynte maden med. Måltiderne blev indtaget i stilhed med klassisk musik. En eller to søstre vartede gæsterne op og spiste med ved bordet. Før/efter middag og aftensmåltidet bad vi stående en bøn, som lå ved tallerkenen. Herudover læste søsteren en tekst. Ved siden af vor spisestue var også en anden gæstespisestue. Den blev brugt en dag, da der kom to nonner fra et søsterkloster i Tyskland. Sikken snak og livlighed der var inde i det rum - på tysk. Vi ventede længe på at få servicet ud den aften. Der var værdighed over søstrene både i arbejde og i bøn. Ved ind- og udgang af kirken lyste de op, uanset om de kom samlet eller enkeltvis. De nejede foran alteret, når de kom ind i kirken. De havde altid sus i skørterne, men ved en henvendelse slap de straks arbejdet og gav sig god tid til gæsten. Klosteret var som en familie, hvor hver havde et ansvar og påtog sig sine pligter med glæde og stolthed. Klosteret havde oprindelig ligget i Vastena, men et nyt var blevet bygget, og det var blevet færdigt for to år siden. Klosteret, som er katolsk, konverterede for fem år siden fra protestantismen, er bygget til at have 18 gæster. Søstrene fortalte, at de stadig næsten ikke forstod, at klosteret var blevet bygget. Værelserne var spartansk indrettet. Der var nogle få tidsskrifter og Bibelen på hvert værelse. Biblioteket var spændende. Betesda-rummet var den stue, hvor vi kunne indtage vores eftermiddagsmåltid, og hvor vi kunne samtale med hinanden. Efter hver tidebøn gik jeg til mit værelse eller på en lille tur i naturen. Jeg var i klosteret i seks dage, og klosterets rytme blev min rytme. Efter middagen en middagssøvn - hvor fik jeg al den træthed fra? Søster Katarina fortalte, at gæster ofte oplevede, at de var meget trætte, når de fik lov til at fordybe sig. Senere på dagen, sætte sig på træstolen foran skrivebordet, føre dagbog, skrive om dagens oplevelser og tyde nattens drøm. Det hele var så enkelt her. Rummet ejede ikke mange dele. Men det var dejligt. Der lå en bog, som jeg var i gang med, og ikke andet. Den enkelthed, der prægede rummet, gjorde mig godt. Jeg måtte søge enkeltheden i livet, det føltes som om, det gav ro i sjælen. Jeg nød tidebønnerne, som for 80-90 procent bestod af gregoriansk sang. Søstrene står mest op under bønnen, og jeg havde stor glæde af at deltage i deres tidebønner. Den fast tilbagevendende bøn, gav en stor ro og fik mig ind i en rytme, hvor jeg i hver tidebøn byggede mine egne ritualer. Det blev som en slags meditation, hvor kontakten til ens kerne eller måske sjæl gav forståelse for mange ting. Tilbage på værelset kunne jeg være i fordybelse over ord, sammenhænge og indsigter. Jeg havde medbragt filosofiske, psykologiske og skønlitterære bøger, men de måtte vige for åndelige tidsskrifter, Bibelen og fordybelsen. På værelset var der et tidsskrift, som jeg læste, når jeg havde »tid«. Forfatteren beskrev trofastheden, at have trofastheden som livskald eller at have forandringer som grundsten. Hvis det, der blev sagt i går, ikke gælder i dag, så opløses det menneskelige samliv og ind kommer individualismen. Vi får hver vort livsprojekt. Der var noget her, som føltes rigtigt. Men det var svært at forstå, at individualismen ødelægger det menneskelige samliv. Jeg som var opdraget med at skulle vinde, konkurrere, gå forrest, være stærk. Var det alt sammen med til at hindre afstanden til andre mennesker? I min læsning fandt jeg også inspiration i ordet nåde og kærlighed. I Det nye Testamente var ordet kærlighed, og i Det gamle Testamente var ordet nåde. Historien havde altså udviklet ordet fra nåde til kærlighed. Det var livgivende at fantasere over dette. Jeg ville bestemt have ment, at de to ikke var identiske i mening. Men ville det sige, at hvis vi gik i nåde med os selv og andre, så var det det samme som kærlighed? At vi på trods af de fejl og andre ting som kunne pine os som mennesker, hvis vi gav nåde, ville vi føle kærligheden? Det virkede befriende. Det måtte jeg øve mig på. Hvad havde jeg at miste? Den dag mine studiekammerater kom, ville de en tur til Vastena, inden de begyndte deres fordybelse. Senere da jeg mødte søster Katarina, spurgte hun forbavset, om jeg ikke skulle med til Vastena. Til det svarede jeg, at jeg ikke ville ødsle af det guld, som jeg havde samlet op i de foregående dage. Jeg ville endnu ikke ud af min fordybelse. I en samtale med søster Katarina fortalte hun om sine venners reaktion, da hun valgte klosteret. Hun, som skulle have syv børn og mand. Var det ikke spild af et menneske at sende hende i kloster? Hun, som var så udadvendt og fuld af livsglæde. Søster Katarina forklarede, at hun opfattede, at havde hun valgt det traditionelle familieliv, ville det have været en begrænsning til syv børn og en mand. Nu havde hun mulighed for at hjælpe og være i kontakt med mange flere mennesker end syv børn og en mand. Hun fortalte om sin egen åndelige vejleder og om sin vej. Hun fortalte om det Guds-rum, som mennesker måtte have i deres inderste. Det var en nødvendighed for, at mennesker fik et meningsfyldt liv. Vi talte om sekularisering. Det synes, som om Sverige er længere fremme. Det blomstrer med mennesker, der beskriver eksistentielle områder, og som sætter ord på menneskers søgen og liv. På vej ud af klosteret, hvor vi var klar til at køre videre, dukkede priorinden op for at sige farvel. Virksomhedens holistiske menneskesyn, og hvilke eksistentielle projekter findes til den almindelige borger? To store emner, som jeg fandt ud af må nedbrydes i mindre spørgsmål. Disse områder havde jeg ikke før forestillet mig, at jeg skulle arbejde med. Klosterbesøget har understreget vigtigheden i at holde fast og fortsætte ad denne vej.