Prøv avisen
Kronik

Tidehverv er radikal kristendom

Tidehverv holder hvert år sommermøde på Rønshoved Højskole ved Flensborg Fjord. Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix

Jesper Bacher og Katrine Winkel Holm, sognepræster og medudgivere af Tidehverv

Dette er en kronik. Kronikken er udtryk for skribentens egen holdning.

Ny bog om Tidehverv udmærker sig ved ikke at abonnere på den udbredte myte om, at Tidehverv engang var progressive og nu er blevet reaktionære. Tidehverv har altid været for den, som ved sig truffet på egen eksistens, ikke for den, som har sit på det tørre

Det er ikke underligt, at Henrik Bachs bog om Tidehverv har skabt en del omtale.

For første gang får vi Tidehvervs historie i en fremstilling, der hverken er forklædt polemik eller præget af bitre person-opgør.

”Konfrontrationskurs. Tidehverv og den guddommelige komedie” er ovenikøbet velskrevet og giver en på mange måder gedigen, men selvsagt langtfra udtømmende beskrivelse af Tidehverv.

Her i avisen fik bogen en syrlig anmeldelse af grundtvigianeren Jes Fabricius Møller. Bogen lægger for stor vægt på kontinuiteten mellem det oprindelige og det aktuelle Tidehverv, og fremstillingen bliver for ”harmoniserende”, lød det fra ham.

Man aner konturerne af den gamle traver om det store brud mellem gammelt og nyt Tidehverv, der så ofte trækkes af stalden. Den lyder nogenlunde som følger: Det oprindelige Tidehverv var forfriskende og godt, for de oprindelige Tidehvervsfolk gjorde op med pænheden, Indre Mission og den borgerlige moral. De var progressive.

Det aktuelle Tidehverv har til gengæld fuldstændigt svigtet ”the founding fathers” og er blevet til forbenede, borgerlige moralister. Reaktionære. Det fine ved Henrik Bachs udgivelse er, at den til forskel for Torbens Brammings meget ungdommelige bog om samme emne ikke abonnerer på denne udbredte forræderi- og forfaldsmyte. For lige så udbredt myten om det frigjorte, oprindelige Tidehverv er, lige så misforstået er det.

Tidehvervs første opgør bestod ikke i en kamp for at kunne få lov at ”drikke, hore og bande”, som Hans Hauge kom for skade at skrive engang.

Det viser den bog, som Tidehvervs første redaktør, N. I. Heje, skrev, ”Ungdomsløgn eller kristentro”. Det er en alvorlig bog, erfaringsbaseret og personlig, der er skrevet ud af ”praktisk nød”. Ja, bogen er faktisk meget from.

Heje langer ud efter den sentimentale oplevelseskristendom, han havde mødt i ”Danmarks kristelige Studenterforbund”, men kritikken går ikke så meget på det sentimentale i sig selv, men snarere på, at vægten blev lagt på oplevelsen af omvendelsen til Jesus. Havde man ikke følelsen, var man ikke frelst, i hvert fald ikke sikker på at være det. Og derfor virkede forkyndelsen af skyld – lovforkyndelsen – knusende, skriver Heje. For hvis man ikke kunne få frembragt denne følelse, var man ikke på den rigtige side.

Om man var frelst eller ej, kom altså til at afhænge af en selv – og det førte til uvished og fortvivlelse. Det, der var knusende. Situationen minder en del om Luthers klosterkamp. Han fik at vide, at frelsen afhang af, hvor meget oprigtig anger han kunne føle. Det førte til uvished, for hvornår kan man være sikker på sine følelser?

”Intet menneske kan blive ved at leve på en selv aldrig så tit fornyet vækkelsesstemning, man må igennem til hensynsløst at kaste alt på Gud, ofre sine stemninger, følelser, alt til fordel for den sejge vedholden, hvor man i lyst og nød aner, at det kun er Gud, der er virkelig og mættende, og kan holde fast,” skriver Heje.

Det, Heje kæmpede sig frem til, var altså, at det var evangeliet – det ydre ord – ikke hans egne følelser, der var klippen, det eneste, man kunne bygge på. Ikke ulig Luthers tale om teologiens vished: ”Og dette er grunden til, at vor teologi er vis. Den fører bort fra os selv og stiller os uden for os selv…”

Derfor kom vægten til at ligge på Guds ords suverænitet, hans frikendelse af os syndere.

Det er med vilje, vi anvender ordet ”from” om Hejes bog, for den er faktisk netop from i den forstand, at han her sætter gudsdyrkelse i stedet for menneskedyrkelse og kræver af teologien, at den forholder sig lidenskabeligt og personligt til evangeliet. Når Tidehvervs historie er præget af konstante opgør, så skyldes det ikke (kun) en voldsom forkærlighed for polemik, men at kravet altid har været, at man forholder sig personligt, eksistentielt til de sager, man beskæftiger sig med. At man har et anliggende, noget på hjerte, og ikke bare producerer kølige, karrierefremmende afhandlinger.

Tidehverv har derfor ikke et program eller lignende ”positiviteter”, som Vilhelm Krarup siger: ”Den dag, de skulle kunne findes der, er Tidehverv ikke længere til. Alene som et personligt opgør er Tidehverv til, som den enkeltes opgør med sin egen tilværelse, sådan som livet selv tvinger det frem, ikke lærd, teoretisk eller samfundsbevidst, men konkret og hverdagsagtigt.” Dette citat blev i Kristeligt Dagblads interview med Henrik Bach udlagt, som om Vilhelm Krarup har sagt, ”at den dag, Tidehverv har et positivt budskab, eksisterer Tidehverv ikke mere”.

Det er en misudlægning. For er evangeliets glædelige budskab ikke ret beset positivt? Og betyder det så, at Tidehverv ophører med at eksistere den dag, Tidehverv forkynder det glædelige budskab? Vi kan næste høre Vilhelm Krarup rulle i sin grav over at få skudt den slags pladder i skoene.

Hans formulering drejer sig ikke om Tidehvervs indhold, men om dets arbejdsform: at det ikke er lidenskabsløse forskningsartikler og fælles fastsatte programpunkter, man skal samles om, men et eksistentielt og personligt engagement i evangeliets ord til os. ”Du er manden!”, lød profeten Natans berømte ord til kong David. Tidehverv er for den, som ved sig truffet på egen eksistens, ikke for den, som har sit på det tørre, på magelig afstand af livets og troens kampe.

Skulle man pege på den røde tråd i Tidehverv, er et godt bud den stadige betoning af evangeliets radikalitet og opgøret med alle forsøg på kirkelig og teologisk afradikalisering. Evangeliet er nemlig radikalt såvel i kritik som i fortrøstning, men uden den radikale fortrøstning bliver den radikale kritik til nihilisme, og uden den radikale kritik bliver den radikale fortrøstning til idealisme.

Der er ikke tale om, at kritikken nedtones til fordel for fortrøstningen, eller opbyggeligheden, som Henrik Bach siger det, hos det nye Tidehverv. Kritikken eller negativiteten kan imidlertid ikke stå alene, men er en, ganske vist barsk, tjener for nåden. Johannes Døberen hørte heller ikke til de milde prædikanter, ikke desto mindre var han vejbereder for Kristus. Det bør også understreges, Tidehverv ikke handler om at ære afdøde husguder, hverken bladets fædre eller andre. Ligesom der ikke klappes efter foredragene på sommermødet, prøver vi at undgå rygklapperi. Det er der ikke så meget karriere i, men desto mere frihed i. Ingen er fredet, og ingen har større vægt end sine argumenter.

Johannes Horstmann beskrev engang Tidehverv som et sted, ”hvor der kan føres alvorlig samtale om Guds ord og om det at være menneske”. Alvorlig, fordi sagen er personlig, og samtale, fordi det sidste ord alene er Guds. Opgøret ophører aldrig, men det skifter adressat, fordi tiderne skifter. Det er kun alt for let og omkostningsfrit at tage gårsdagens opgør i dag. I 1930’erne kunne en præst (Tage Schack) blive suspenderet for at stille sin prædikestol til rådighed for en homoseksuel præst. I dag er man udelukket fra mange embeder, hvis man ikke ophøjer homoseksuelle forhold til ægteskab.

Vi overlader det trygt til de magelige midtbanegrundtvigianere at foretage et opgør med Indre Mission 50 år efter, at Indre Mission var en kirkelig magtfaktor, som det kostede hår på brystet at foretage et opgør med. I dag er det mere kontroversielt at erkende, som sandt er, at flere missionsfolk er fastere funderet i evangelisk kristendom end tilhængerne af det ynkelige væsen, der kendes som den nye Gud. Men radikal kristendom bør aldrig vige tilbage fra at udtrykke kontroversielle sandheder.