Norman Mailers roman »The Gospel According to the Son«, der for to år siden udkom i USA, men for kun to måneder siden kom på dansk som »Evangeliet ifølge sønnen«, har med rette vakt almindelig begejstring. Fra omtalen af originalen i amerikansk presse i 1997 til anmeldelsen af oversættelsen i danske aviser nu, har kritikken prist værket for dets bibeltro egenart og forunderligt fastholdte fortællertone og stil. Man aner af reaktionerne, at det er lykkedes Mailer at fremkalde en nutidig Jesus uden at trække skikkelsen ned i tiden. Det er her, man får lyst til at gå skridtet videre og bemærke, at netop den tidløshed som romanens Jesus gestalter i forhold til tiden, er det særligt tidsnære ved dens fremstilling. Som kulturredaktør Birgitte Larsen antyder her i bladet 29. april i år, er Judas tildelt en særlig rolle - som menneskesønnens menneskekloge og idealistiske discipel, de fattiges fortaler. Men forholdet mellem de to skikkelser er endnu tættere og faktisk så intimt som mellem to sider af Mailers forfatterpersonlighed. Som ren og kompromisløs på de fattiges vegne fremstår Judas som Jesu dårlige samvittighed. På frelseren tror disciplen ikke, kun på det mod som hans ord trods alt indgiver de besiddelsesløse. Selv er Jesus sig da også bevidst, at hans prædiken af fattigdommens evangelium ikke er entydig. Ikke blot tynges han af djævelens påstand (i kapitel 33) om, at de rige vil tage ham til hjerte; men han mærker (i kapitel 41) sig selv tale tvetunget om de mange veje, der leder til Herren, og umiddelbart efter samtalen med Judas, hvor denne erklærer sit had til de rige (i kapitel 30), tager Guds søn bolig hos Zakkæus, den rige tolder i Jeriko (i kapitel 31). Hvor Judas er radikalt eksklusiv og grænsesættende, er Jesu radikalitet grænseoverskridende og inklusiv; til den førstes nådesløse forkærlighed svarer den andens nåde og næstekærlighed. Hvor klassekæmperen Judas kan ses som et varsel om en senere tids hårde og rationelle politik, står Jesu evangelium som en fornærmelse mod al sund fornuft. På samme måde handler selve hans fortælling, og det vil hos Mailer sige fortællingen om ham, om begivenheder der på den ene side er afsluttede og dog bestandig føles nærværende - takket være den altomfattende, inklusive førstepersons fortællemåde og synsvinkel. Jesus ser tilbage på sit liv - og på de fire evangeliers repræsentation af det - fra et endnu senere - nutidigt/altidigt - synspunkt. Men samtidig er den guddommelige fortæller menneskelig samtidig med sin fortællings hændelser, for eksempel i kapitel 42, hvor han siger at »i dag var det« jødisk påskefest, og i kapitel 43, hvor han siger til disciplene, at han »ville være hos dem i morgen«! Nærværende i sit fravær, logisk set ført fra himlen og dog med tydelig jordforbindelse, legemliggør denne tale og dens fornemt jævne tone evangeliets nutidighed og samtidighed hen over historiske skel og grænser. Det er en næsten kierkegaardsk tydning af forkyndelsen, der hermed bekræftes og opfyldes. Den amerikanske litteraturforsker George Schrader hævdede allerede i 1961-62 i The Yale Review i en artikel om »Norman Mailer and the Despair of Defiance«, at når manden overfaldt sin hustru, var det ikke på grund af jalousi eller lignende, men som udslag af en trodsig fortvivlelse i Kierkegaards forstand. Måske kan »Evangeliet ifølge sønnen« ses som hans eget afklarede udtryk for en lignende sindstilstand. Fortvivlelsens trods består fremdeles, nemlig i Judas-skikkelsen, der både vedkendes og tilkendes sin ret. Dog vel at mærke sin relative ret, for den absolutte fordring som den selv gør krav på at være, bliver den ikke, og det sidste ord, som Judas gerne vil have, får han ikke. Efter dødskysset venter den dødes opstandelse. Hvad Judas står for, er til anfægtelse for Frelseren, hvad denne åbent medgiver. Men netop hans guddommelige accept relativerer den ind-ædte klassekæmper, der er kilden til hans anfægtelse. I sin indrømmelse til Judas afgrænser Jesus sammes rolle til at være saltet i Frelserens menneskelighed, som hindrer denne i at udvandes til konformitet. Det føles, som om Mailer i Judas-skikkelsen har forløst en side af sig selv og åbent givet den plads i sit selv uden at lade sin livs- eller selvfølelse begrænse af den eller til den. Undervejs i romanen lægger Jesus flere gange luft mellem sig selv og de fire evangelister, selv Markus, hvis historiske sandhedsværdi han anser for størst, men som han dog må kalde overdreven. Irettesættelserne begynder på første side med en almen kritik af de fires kilder og deres tendens til at lægge Jesus ord i munden, han ikke har sagt - og til at formilde hans fremtræden, hvor han selv var bleg af raseri. Siden fortsætter det, for eksempel i kapitel 16, med konkret kritik af Lukas' jødefjendske overdrivelser og i kapitel 27, med udfald mod Matthæus' overdrevne skildring af bjergprædikenen. I kapitel 49, bogens sidste og sammenfattende, lader fortælleren, altså Sønnen, tilmed forstå, at det usandfærdige fyld i beretningerne om ham skyldtes trossvigt blandt hans nærmeste. Som sit eget sandhedsvidne må han korrigere den hellige tekst til en mindre gloriøs fortælling om splid i kirken og om Guds begrænsede magt på jord. Fortællingen kaster her direkte lys over læserens nutid, holocausten i det 20. århundrede blandt andet, og gør det med ordene, at Faderen sender sin flok så megen kærlighed, som han kan, men at hans kærlighed ikke er uden grænser. Det er til gengæld nutidens tro på hans evne til at finde sejr i nederlaget og mange nutidskristnes fundamentale, for ikke at sige fundamentalistiske, tillid til at magten og æren i al evighed tilhører dem. Denne tidskritik fra Mailers side er ikke grebet ud af luften. Uden nødvendigvis at være direkte inspireret derfra svarer den i meget til det postyr omkring »den virkelige Jesus«, som det såkaldte Jesus-seminar i de senere år har afstedkommet. En tilforladelig kritisk oversigt over fænomenet giver Luke Timothy Johnson i sin bog »The Real Jesus« med undertitlen »The Miguided Quest for the Historical Jesus and the Truth of the Traditional Gospels« (1996; ny udgave 1997), hvortil jeg henviser. The Search for the Authentic Words of Jesus« fra 1993, som Luke Johnson i sin bog hudfletter for at være et stykke andenrangs forskning og et PR-nummer af værste skuffe. Det sidste lader sig se af selve skriftbilledet. I bogen, som præsenterer sig selv som en nyoversættelse af de bragte tekster, har Funk og hans med-entreprenører søgt at skelne mellem hvad i teksterne, de mener Jesus vitterligt sagde, hvad der lyder, som det kom fra ham, hvad der kunne være sagt af ham, og hvad der notorisk ikke kunne. Den endelige afgørelse af, hvad der skal klassificeres hvordan i de fire kategorier, er nu truffet ved farveko-det afstemning blandt seminarets deltagere og derefter markeret i den trykte udgivelse med henholdsvis rød, lyserød, grå og sort skrift. Omsider en fremgangsmåde der kan få religionstrætte dagbladsjournalister op på mærkerne. Hvor Funk & Co. altså uanfægtet lader Jesu ord veje på flertalsafgørelsens vægtskål, lokaliserer Mailer i stedet deres autenticitet i en Jesus-skikkelse, som er så åbenbart anfægtet, at dens anfægtelser ikke lader sig anfægte; for så vidt er ordene ikke af denne verden. Til den sparsomme forekomst - under 25 procent! - af ægte Jesus-rødt i seminarets evangeliesamling svarer gud-menneskets ærlige tvivl og myndige reserverethed i den mailerske fortælling. I ingen af de to fremgangsmåder er der trøst at hente for fundamentalistiske læsere. »Kort sagt, vi har brug for en ny Jesus-fortælling, et nyt evangelium, om man vil, som placerer Jesus anderledes i det store billede, i den episke beretning«. Og i 1994 tilføjede han om Jesu budskab som det lå »begravet i Bibelen: Vi prøver at frigøre Jesus, at frigøre ham igen så han kan sige, hvad han har at sige om traditionen«. Såvidt Funks ord om Jesu nye og eget evangelium. Men hvor de pedantiske afstemningsresultater på Jesus-seminaret fulgte i ordenes kølvand som stene på brød, lå det virkeligt nye, det vil sige frigørende og selvstændige, i Mailers evangelium ifølge sønnen, i hvis tidløse tale vi kan genkende meget af vor egen tid. I fyldige og knugende dokumentarromaner har Mailer skildret tidstypiske mordere og undergangsskikkelser. Med sin korte beretning af og om Jesus har han givet samme tid, ja samtiden sit bud på livets tidløse bud på frelse. professor