Jeg fik engang at vide, at jeg ikke skulle overveje selvmord. For livet er et lille mirakel. Min indstilling var, at for nogle er det mske, men at vi ogs er nogen, der har svrt ved at se livet som et mirakel for vores vedkommende.
Livet er et lille mirakel er nok ogs snarere en floskel, som vi bliver pduttet fra adskillige sider, sammen med kravet om, at vi med djvelens vold og magt skal synes, at det er fantastisk at leve. Utvivlsomt findes der masser af mennesker, der aldrig s meget som har tnkt den tanke, at det kan vre andet. Det vil jeg s nske dem tillykke med.
Som selvmordskandidat med jvne mellemrum i perioden 1983-2001 tnker man anderledes. Man m ikke tro, at selvmordere bare er kyniske og ligeglade med dem, de efterlader. Man m forst, at selvmordere har tnkt p sig selv og deres liv. Har i mange tilflde filosoferet en del over, hvad livet egentlig er i deres tilflde, og sluttet, at det ikke var til at fortstte med.
Selv har jeg som tidligere kandidat stadig den opfattelse, at livet er noget, nogen andre har besluttet, vi skal have. At to andre mennesker med vilje eller ikke med vilje har besluttet, at de i fllesskab ville frembringe et tredje liv. Nr man s fr sit liv, s er der ingen pardon. Man fr livet og har bare at finde ud af det. Har bare at vre evigt og ubetinget taknemmelig, har bare at affrdige bde store og sm problemer med stninger som sdan er livet og livet er trods alt en gave.
Til dem, der har prvet at miste en eller anden, der begik selvmord, m jeg sl en ting fast: Jeg synes, det er godt, at Landsforeningen for Efterladte efter Selvmord findes. Nr det er sagt, vil jeg sige til jer efterladte, at uanset hvor meget I har skyldflelser, uanset hvor dumme svin I synes, de respektive selvmordere er, s tnk lige p, at I i det mindste stadig m synes godt nok om at leve, ellers ville I jo ikke selv vre her heller, og det gjorde den, der har taget sit eget liv ikke. P den mde br det vre til at forst, at de, der ikke har beget selvmord og har svrt ved at forst, at nogen kan finde p det, under alle omstndigheder har det bedre end dem, der har taget sig selv af dage.
Jeg m igen tage udgangspunkt i mig selv. Den 9. august 2001 stod jeg op kl. 15.30. Jeg gik p seminariet og havde sommerferie, s i rent beskftigelsesmssig forstand havde jeg ikke forsmt noget ved at st op p det tidspunkt. Jeg tog en beslutning. Jeg var desparat og handlede mske, mske ikke, desparat. Jeg ringede til min lge, hvis konsultation lukkede kun en halv time senere. Jeg havde besluttet, at hvis min lge ikke havde tid til at gre noget, mtte jeg ringe til lgevagten, for der skulle ske noget nu! Ikke dagen efter. Der ville det muligvis vre for sent.
Det, jeg ville have min lge til at gre, var at f ham til at lade mig blive indlagt. Som nvnt havde jeg med mellemrum egentlig vret selvmordskandidat siden 1983, da jeg var 12 r. Dengang havde jeg haft min frste mindre depression, suppleret med noget, der lignede lettere forflgelsesvanvid. Jeg havde haft det med jvne mellemrum siden, men dog ikke i hjere grad, end at jeg kunne fungere. Jeg kunne lse og hre musik, jeg kunne skrive og spille teater, jeg kunne passe skole og senere arbejde, men fik dog i 1995 en nedtur, der gjorde, at nu var et selvmordsforsg for alvor realistisk.
Det endte det nu ikke med, men jeg tnkte tanker, som om hvorvidt man ville d af at drikke rensebenzin, eller om man bare ville blive livsvarigt invalideret. Jeg kom dengang ud af det ved, at jeg gradvist begyndte at se lidt lysere p tingene og jvnligt gik til samtaleterapi hos min lge. Der var ikke tale om yderligere behandling i form af f.eks. piller og da slet ikke om indlggelse.
S gik det helt fint i seks r. Der var perioder indimellem, hvor jeg havde det knap s godt, og jeg kan ikke komme uden om, at vanviddet og depressionen hele vejen igennem l og lurede lige under overfladen. Jeg havde i 1996-98 lst fransk ved universitetet, og det var o.k., men i 1998 begyndte jeg p seminariet, og det var meget bedre.
Bortset fra, at jeg kom til at hade at holde fri! Jeg var to vidt forskellige personer p seminariet og hjemme ved mig selv. Isr sommerferierne fra seminariet var uudholdelige. Jeg havde alt for meget tid. Tid til at tnke tanker, og de var ikke muntre ...
I december 2000 var der intet galt. Jeg var i gang med tredje r p seminariet og skulle i praktik for tredje gang i januar og februar 2001. Det var der, det begyndte at g galt.
Jeg havde gennemfrt to praktikperioder hidtil, og begge var i det store og hele get godt. Men uden at jeg prcis ved hvorfor, syntes jeg, at det blev slemt denne gang. Jeg klarede det tilfredsstillende, men jeg havde det ikke godt med det. Det fik dog en ende, og i marts var jeg tilbage p seminariet. Jeg fik det bedre, men ikke godt. Den formrkede del af sindet var blevet bnet igen, mere end nogensinde, skulle det vise sig.
Da det blev sommerferie, stod det klart, at jeg ikke kunne klare mig igennem uden hjlp. Jeg holdt gradvist op med at gre ting, jeg ellers godt kunne lide. Jeg lste ikke mere, spillede ikke mere guitar, s ikke fjernsyn og hbede altid, nr jeg var ude for at kbe ind, at jeg undgik at mde nogen, jeg kendte.
Depression var der ingen tvivl om, at jeg havde igen, og den var iblandet forflgelses- og vrangforestillinger, og det var nsten uudholdeligt at vre vgen. Jeg levede stort set i en trance af ubehagelige tanker og havde ikke lngere fornemmelsen af, at jeg hrte til den verden, jeg observerede omkring mig.
Jeg mtte til lgen. Han gennemgik en test med mig, der viste, at jeg havde en middeldepression, men den troede jeg ikke p. Eller jeg hbede i hvert fald ikke p, at jeg havde en middeldepression, men at jeg havde den vrste depression, der fandtes, for s kunne det i det mindste ikke blive vrre. Men okay, han havde bedmt mig ud fra en test, og han gav mig i det mindste en recept p noget antidepressiv medicin. I begyndelsen mrkede jeg ikke noget til virkningerne af den medicin, men godt nok til bivirkningerne, hvilket var medvirkende til, at jeg blev mere deprimeret end nogensinde og derfor indstillet p at foretage en desparat handling.
Jeg kunne have forsgt selvmord, men valgte i stedet at forsge at blive indlagt, og det blev jeg efter at have fortalt min lge i telefonen, at ellers ville jeg ikke svare for, at jeg overlevede.
Mit liv kom i orden igen. Jeg var indlagt p en psykiatrisk afdeling i tre dage og derefter p et skaldt dgnhus, hvor medpatienterne dels var mere almindelige end p psykiatrisk afdeling, og dels havde man lov til at g ud. Jeg fik mngden af medicin sat op og kom hjem til mig selv igen. I lbet af efterret 2001 fik jeg det bedre, end jeg mske nogensinde har haft.
Jeg er ikke selvmordskandidat mere. Men efter at have hrt en del om selvmord set fra de efterladtes synsvinkel mente jeg, at det var p sin plads at give sit besyv med - en tidligere kandidats synsvinkel.
Jeg har i korte trk fortalt om mit eget konkrete eksempel p, hvad der kan give selvmordstanker, i hb om, at de, der ikke forstr selvmordere, og derfor bliver hrdt ramt, hvis en, de kender, begr selvmord, mske fr lidt mere forstelse.
Min generelle indstilling er, at selvmord er en ulykke med flere involverede. De efterladte har et medansvar, men ikke ndvendigvis et stort medansvar. I mange tilflde vil jeg endda tro, at selvmorderen ikke vil kunne stte konkrete navne p, hvad der driver dem til selvmord. Men selvmordere har det tilflles, at de ikke mener, livet lngere er vrd at leve, og det kan vre svrt at snakke med nogen om det. Man er frst sikker p at blive taget alvorligt som selvmorder, hvis man begr selvmord.
Et afsluttende rd: Der var engang en prst i Nyborg ved navn Bent Laursen, der holdt et foredrag om selvmord. Her sagde han bl.a.: Hvis du en dag fr besg af en, der siger, at han eller hun overvejer selvmord, s holder du kft og lader vedkommende snakke.
Anders Christian Larsen er lrer