Når en kultur hjemsøges af pessimisme og undergangsstemning, bliver tidsånden gerne reaktionær og irrationel. Man søger tilbage til det gamle og det mystiske, som den moderne rationalitet har fortrængt. Man sværmer om gamle myter, som tegner billeder af verden, fra før den var gået af lave, og som må være sande, alene fordi de ikke er moderne. Man begynder at mistro fornuften og den kritiske sans, for den bringer nuancer ind i tilværelsen, som kan forvirre og så tvivl om myternes eventyrlige løfter.
I Vestens historie har vi adskillige gange set, hvordan pessimisme afføder irrationalisme – også i teologien. Et eksempel er senantikkens verdensforsagende mytedigtning. Et andet er dyrkelsen af mystik, alkymi og vitalistisk viljesfilosofi i kølvandet på skolastikkens sammenbrud. Et tredje er romantikkens længsel efter en mytisk virkelighed, som fornuft og kritisk dømmekraft ikke har adgang til. Et fjerde er pessimismen efter Første Verdenskrig, som affødte nationalromantiske myter med visioner om folkets genrejsning ved den stærke leder.
I dag blæser tidsånden atter i irrationel retning. Og igen er myten på pletten. I et blogindlæg på Berlingskes hjemmeside den 24. januar kunne den nationalkonservative debattør Søren Hviid Pedersen således skrive forherligende ord om ”den gode løgn”. At lyve og opfinde falske historier er helt i orden, når det er ”med til at sikre samfundets sammenhængskraft”. Myterne – for eksempel om nationens opståen – kan imidlertid ikke tåle at blive kritisk evalueret og undersøgt, fortsatte Pedersen, for så vil det nemlig blive afsløret, at de ikke er sande, men ”ikke desto mindre er disse myter nødvendige, fordi de skaber en fælles referenceramme for borgerne”.
Baggrunden for Pedersens glorificering af myten synes at være frygten for, at sammenhængskraften i vores samfund er ved at gå i opløsning. Og idet vi mennesker, ifølge Pedersen, alligevel baserer vores liv på ”instinkter, følelser, myter og åbenbaring” – og tilsyneladende ikke også på kritiske evalueringer og undersøgelser – kan vi lige så godt fortælle løgnehistorier om os selv, så vi kan redde vores nation og hente motivation til at bekæmpe dens fjender. Men en kommunikation, som ikke vil være ærlig, og som på forhånd påberåber sig at være hævet over kritik, er propagandistisk og despotisk. Den må som logisk konsekvens betragte kritik og åbenbart også sandheden som kættersk og samfundsnedbrydende. Intet offer er tilsyneladende for stort at bringe på myternes alter, når undergangsstemningen først har grebet et menneske.
Søren Kierkegaard gav udtryk for en anderledes fornuftig omgang med myterne, da han i ”Begrebet Angest” skrev: ”Mythen lader det foregaae udvortes, der er indvortes.” Således er myterne netop ikke bogstaveligt sande, men sande på et psykologisk og eksistentielt plan. Når myterne læses ret, er de ikke løgnehistorier, men afsløringer af fundamentale sandheder, og deres mål er ikke at føre folket bag lyset, men at oplyse et menneske om eksistensens kendsgerninger og fordringer. Men når myten spændes for den nyttige løgns vogn og læses bogstaveligt, fordamper dens livsoplysende potentiale, og tilbage står en utroværdig fabel.
Fra Søren Kierkegaard til den tyske teolog Rudolf Bultmanns afmytologiseringsprogram er der ikke langt. Bultmann læste de kristne myter historisk-kritisk, men tabte aldrig sansen for, at disse fortællinger neden under deres magiske og overnaturlige forestillinger rummer Guds ord til os. Når han advarede imod en naiv tilegnelse af myterne, var det, fordi dette indebærer et sacrificium intellectus, en ofring af intellektet, som skaber en falsk forargelse i stedet for Guds ords sande forargelse.
Det har dog altid været en fristelse i kristendommen at forfalde til irrationel mytedyrkelse, sætte skarpe skel op mellem intellektet og den kristne tro (mellem Athen og Jerusalem) og hævde myternes bogstavelige sandhed på trods af eller måske netop på grund af deres arkaiske fremmedhed og afstand til moderniteten. Når verden bliver for kaotisk og kompleks, frister myten med en verdensorden, som det kaosramte og kompleksitetstrætte menneske kan søge tilflugt i. Igen ligger pessimismen og en grundlæggende dystopisk stemning rumsterende i baggrunden og frister os til at ofre vores intellekt. I myten viser der sig en vidunderlig virkelighed, en fantasiverden, som er uberørt af den moderne verdens larm og forvirring. Her kan man have hjemme for en stund – men kun ved at lade verden og fornuften blive uden for.
På grund af deres begejstring for fantasybøger og mytiske udtryk er blandt andre præsterne Torben Bramming og Thomas Østergaard Aallmann blevet associeret med denne position. I et interview i Information fra 2012 kritiserede Bramming modernitetens fremskridtstro og dermed vel sagtens dens ledsageidealer om fornuft, objektivitet og kritisk videnskabelighed. I hvert fald gjorde Bramming på postmoderne vis det klart, at moderniteten selv er en myte, ja, at alt det, ”vi i dag forstår ved virkeligheden, det er også en fortælling, det er også en myte”. Alt er sprog, alt er mytefortælling, og her må man altså spille myte ud mod myte, sætte kristendommen op over for moderniteten som en modmyte, man kan hoppe om bord i og sluge råt. Som myte er kristendommen hævet over fornuftens vurderinger. Den må tros, fordi den er absurd.
Dogmatikeren Regin Prenter kaldte i sin tid den form for teologisk tænkning, som ønsker at holde den kristne tro uden for fornuftens og forståelsens rækkevidde, for ”fideisme”. Ifølge Prenter indebærer fideismen, at troen bindes til ”vedtagne formuleringer” (han kunne også have sagt: myter) på en måde, der får al refleksion ”til at gå i stå, så den erstattes med selvsikker påståelighed og mistro til alt og alle, der ikke stemmer med det engang vedtagne”.
Prenters kritik retter sig ikke imod den enfoldige tro. Troen er for alle mennesker og ikke forbeholdt en intellektuel elite. Men han vender sig imod tendensen til at mene, at myterne og dogmerne skal overtages blindt og med hovedet under armen. For den tro, fideismen fører i marken, ”afslører sig uundgåeligt som en art åndelig kraftpræstation, et ’credo quia absurdum’, som fører lige ind i en fortjenstreligion, der strider mod alt, hvad de bibelske skrifter har at sige om menneskets forhold til Gud”.
I salmen ”Der er en vej, som verden ikke kender” satte Grundtvig skel mellem kirken og verden, Guds ord og vores fornuft, men han endte ikke i fideisme. Guds ord var for Grundtvig netop et forståeligt ord midt i vores verden og ikke tågesnak i et afsondret parallelunivers. For selvom vi er begrænset i vores indsigt og forstand, ”vi dog af Gud oplæres/ til at forstå”. Guds ord appellerer også til forståelsen, ja, Gud oplærer os ligefrem i troen. Ikke til bevidstløs overtagelse, men til besindig tilegnelse, som også har forstanden med sig.
I lyset af den moderne irrationalisme ser jeg noget smukt og vigtigt i den gamle kristne tanke om, at vi ærer Gud, når vi bruger vores fornuft for at fordybe os i troens mysterium. For det lys, vi møder i troen, og som varmer vores hjerter, har samme kilde som det lys, der oplyser vores intellekt og giver os mulighed for at forstå det, vi tror på. Det Ord, Gud har sendt os, blev ikke for ingenting kaldt ”logos” og ikke ”mythos”. I inkarnationen var det ikke et uforståeligt, irrationelt mantra, men et rationelt begribeligt ord (græsk: logos – fornuft, ord, tale), der blev kød og tog bolig iblandt os.
Tidsånden dikterer myternes genkomst. Gud sender os utrætteligt sin evige Logos i forståelsens Ånd.