Hvorfor er statens enestående samling af kunstværker lukket for offentligheden?

I Toldbodgade i København findes Den Kongelige Afstøbningssamling, som er en enestående samling af skulpturer i gips, modelleret efter statuer og kunstværker fra oldtiden og renæssancen. Men samlingen er lukket for offentligheden. Hvorfor egentlig?

Den Kongelige Afstøbnings-samling rummer flere end 2000 gipsafstøbninger af skulpturer 
fra 2500 f.Kr. til omkring 1600. Men de er lukket for offentligheden. – Foto: SMK.
Den Kongelige Afstøbnings-samling rummer flere end 2000 gipsafstøbninger af skulpturer fra 2500 f.Kr. til omkring 1600. Men de er lukket for offentligheden. – Foto: SMK.

I TOLDBODGADE I KØBENHAVN findes Den Kongelige Afstøbningssamling, en enestående samling af skulpturer i gips, modelleret efter statuer og kunstværker fra oldtiden og renæssancen. Det er en af verdens fineste afstøbningssamlinger. I 2017 blev samlingen lukket, og siden har dens fremtid været uklar.

Samlingen har til huse i en imponerende pakhusbygning, som der går vedvarende rygter om, at staten ønsker at skille sig af med. Denne bygning har i sig selv en historisk tyngde som få andre. Det var fra dette imponerende pakhus, at den danske slavehandel blev varetaget, og det var her, de varer, der blev importeret fra de dansk vestindiske øer, blev opmagasineret. Hvis bygningen sælges, overgår dette vidnesbyrd om Danmarks brutale, koloniale fortid formentlig til kapitalfonde, der må antages at være de eneste, der kan betale de flere hundrede millioner kroner, som bygningen er værd. Er det virkelig det, vi vil? Er det ikke bedre, at denne bygning netop benyttes som museum, der kan minde os om historien – herunder de traumer, som vores koloniale fortid har medført?

ET SALG AF BYGNINGEN vil også betyde, at den enestående gipssamling skal fragtes bort. Og det sker ikke uden omkostninger. Ét er den vanvittige økonomi i en sådan flytning af skulpturer, hvoraf flere af dem er rytterstatuer, paladssøjler og delvise slotsfacader. Et andet er de omkostninger, det har for skulpturerne, der i fleres tilfælde vil skulle saves over for overhovedet at kunne komme ud ad dørene. Det anslås, at flytning, geninstallation og reparation af skader vil løbe op i 100 millioner kroner, et beløb, der vil blive taget fra allerede trængte kulturbudgetter. At skaderne vil være betydelige, ved vi, fordi samlingen er blevet flyttet en gang før – med drastiske konsekvenser.

Samlingen har ikke altid stået i Vestindisk Pakhus. Da den blev oprettet af brygger Jacobsen i slutningen af 1890’erne, var interessen for nyklassicismen stilnet af, og nye vinde blæste på den internationale kunstscene. Mere eller mindre modvilligt overgik den til Statens Museum for Kunst, som drev den frem til 1960’erne. På det tidspunkt var gipskopier ikke i høj kurs, og samlingen blev flyttet fra Sølvgade til en ladebygning i Ledøje. Den var naturligvis ikke skabt til at huse en sådan samling, hverken når det gjaldt temperaturregulering eller fugt, og ovenikøbet var der hul i taget.

Den Kongelige Afstøbnings-samling rummer flere end 2000 gipsafstøbninger af skulpturer  fra 2500 f.Kr. til omkring 1600. Men de er lukket for offentligheden. – Foto: SMK.
Foto: SMK

Gipsskulpturerne fik lov at blive stående i Ledøje indtil 1980’erne, hvor en gruppe kunstnere og venner af samlingen opstøvede den. Det lykkedes at få samlingen installeret i Vestindisk Pakhus, men den var i slem stand. Omkring en femtedel, altså cirka 500 afstøbninger, gik tabt som følge af opholdet i laden, og det kom til at tage 10 år for restauratorer, arkæologer og billedhuggere at reparere den misligholdte gips på de afstøbninger, der stod til at redde. Restaureringen alene kostede omkring 20 millioner kroner.

Først i 1995 var samlingen klar til at blive genudstillet, nu altså i Vestindisk Pakhus i Toldbodgade. Men blot syv år efter beskar man kulturområdet i en grad, så den næsten helt nye opstilling til manges overraskelse måtte lukke for offentlig adgang. I de følgende år vekslede den mellem kortvarige åbninger og lukninger, desværre mest det sidste, og i 2017 lukkede den endegyldigt. Nu vil man så helt af med ”lageret”, som det efter sigende bliver betegnet i embedsmandskredse.

Den Kongelige Afstøbningssamling indeholder stort set udelukkende afstøbninger taget direkte af oprindelige skulpturer. Selve gipsformene, de blev støbt i, findes ikke længere, og i dag er flere af de oprindelige værker i så dårlig stand, at gipsafstøbningerne, som blev lavet i 1890’erne, nu har en helt enestående værdi. De er det tætteste, vi kommer på den oprindelige skulptur. Selvom mange lande i Europa havde lignende samlinger, så er de fleste slået i stykker under Anden Verdenskrigs bombardementer, smuldret under dårlig forvaltning eller gradvist flyttet til opmagasinering. Det gør vores til en af verdens fineste – så længe det varer.

Det er det tætteste, man kommer på et skulpturbibliotek, for skønt man ikke kan låne afstøbningerne med hjem, så kan de herfra genskabes, hvis de oprindelige skulpturer skulle gå tabt eller forvitre. Men det er også et bibliotek i den forstand, at man her på ét og samme sted har mulighed for at sammenligne stilarter på tværs af geografi og tid, hvad der er afgørende, hvis man har ambition om at forstå den vestlige kunsthistorie ud fra en personlig erfaring. Det er her, man helt konkret i tre dimensioner kan se, hvad forskellene og lighederne eksempelvis er mellem Michelangelos renæssanceskulpturer, den antikke Laokoon-gruppe og Thorvaldsens fortolkninger af antikke myter.

Efter min mening er Den Kongelige Afstøbningssamling et af de mest utrolige steder i København: Det er tre etagers poetisk labyrint af mytologiske skabninger, der står under fine bjælkelofter i et usædvanligt, smukt og lidt mindre højtideligt udstillingsrum end de almindelige hvide museumslokaler.

ALT DETTE BETYDER, at man har følelsen af at vandre rundt i en verden af mysterier, fortællinger, myter og tragedier i en ekspressiv sammenblanding, der er et af de mest Instagram-egnede steder i København. Man kan finde en afstøbning af en bronzeskulptur, der stod i antikkens Pompeji, hvis overflade er fuld af knopper, fordi bronzen reagerede på varmen fra lavaen under Vesuvs udbrud i år 79. Man kan finde en afstøbning af Rosetta-stenen, der blev nøglen til at kunne tyde de egyptiske hieroglyffer, afstøbninger af figurer, der pryder nogle af Europas mest prominente kirker og meget mere. Det vækker inspiration og eftertanke og er samtidig et oplagt sted for samtidskunsten at gå i dialog med sit kunsthistoriske ophav. Hvis vi ønsker en kunstscene, der kan reflektere over mere end blot det i øjeblikket nærværende, er det af afgørende betydning, at samtidskunstnere kan opsøge kulturarv. Ved lukningen af Den Kongelige Afstøbningssamling har vi tabt en enestående adgang til europæisk kultur- og kunsthistorie.

Besøgstallene er skyhøje, hver eneste gang det lykkes at åbne den for offentligheden. Ja, faktisk havde samlingen i 2016, som var det sidste år, den var åben, et højere besøgstal pr. time end Charlottenborg, og det vel at mærke uden nogen som helst form for reklame, sociale medier eller anden offentlig omtale. Det skyldtes alene kvaliteten af samlingen og placeringen ved havnen.

Så hvorfor skal denne samling overhovedet flyttes? At en syvetagers bygning, der ligger i Danmarks mest turistede kvarter på strækningen mellem Nyhavn og Kastellet i første række ud til Københavns havn et stenkast fra Den Lille Havfrue ikke skulle kunne omdannes til et populært museum, er simpelthen umuligt at forstå. Andre steder ville man for længst have gjort dette unikke sted til en magnet for hip bykultur og kunstformidling. Man ville have skabt en trendy museumscafé med blogger-planter og gipsafstøbninger, sådan som det er gjort på SMK, men her lader staten bygningen forfalde. Hvorfor?

Præcis hvor sagen om salget af pakhuset i Toldbodgade står, er det meget svært at få klarhed over, men uanset hvad, er samlingen ikke tilgængelig for offentligheden, og det er i sig selv et stort tab for byen såvel som for kulturlivet i Danmark. Når et bibliotek brændes ned, vækker det kraftige billeder om kulturelt forfald, censur og vidensforagt, men hvilke billeder vækkes, når lignende videnssamlinger nedprioriteres, indtil de kan nedlægges uden protest