Prøv avisen

Til gavn for vore muslimske medborgere

Når vesterlændinge bagatelliserer den muslimske kulturs kvindeundertrykkelse eller mener, at vi ikke skal "blande" os, så er det udtryk for en kynisk nedladenhed, skriver Kirsten Sarauw og Britta Mogensen. - Foto: Jean Francois Frey/PHOTOPQR/L'ALSACE

Kritik af visse totalitære, inhumane og ikke mindst kvindeundertrykkende sider af den islamiske politisk-religiøse ideologi er ikke "anti-muslimsk", men til gavn for vore muslimer og deres ret til et ligeværdigt og velintegreret liv i Vesten

KORT FØR JUL fremkom Trykkefrihedsselskabets formand, Lars Hedegaard, i et interview på bloggen Snaphanen med nogle groft generaliserende udsagn om vold, voldtægt og incest i muslimske familier, som han virkelig fortjente at få på puklen for. Det fik han så. Og mere til.

Under ingen omstændigheder bør krænkende generaliseringer om grupper af mennesker finde sted. Det har Hedegaard da også beklaget og korrigeret. Men midt i den almindelige forargelse skal det ikke overses, at Hedegaard har peget på et alvorligt problem ikke bare for integrationen af muslimer i den moderne vestlige kultur, men for hele den muslimske verden, nemlig kvindernes manglende ligestilling og den udbredte vold mod kvinder og børn inden for den muslimske kulturkreds.

Det er naturligvis uomgængelig nødvendigt at fremlægge dokumentation for sine påstande, hvad Trykkefrihedsselskabets nettidsskrift Sappho efterfølgende også har gjort. Vi vil i det følgende supplere denne dokumentation, hvad angår Lars Hedegaards udtalelser om vold, voldtægt og seksuelt misbrug af kvinder og børn i muslimsk sammenhæng.

Den dansk-pakistanske forsker Anusheh Hussain anfører i en artikel om seksuelt misbrug af børn i Pakistan (1997), at selvom forskningen i seksuelle overgreb mod børn i Pakistan er begrænset, er det et udbredt praktiseret fænomen. Undersøgelser, foretaget i Punjab, viser, at 62,5 procent af børnene er blevet seksuelt krænket.

Hun mener, at disse krænkelser udspringer af den herskende kultur og forstærkes ved den generelle ubalance, der er i magtrelationerne mellem børn og voksne. Det er derfor ikke længere muligt at betragte seksuelle overgreb mod børn som "afvigende adfærd", der blot udøves af få "psykopater".

Det er Hussains opfattelse, at seksuelle krænkelser af børn er en konsekvens af en stærkt undertrykkende social orden, hvor den patriarkalske struktur samt hykleriske seksuelle normer understøtter udnyttelsen af de sårbare. På trods af at familien anses for at være ukrænkelig, er det netop i familien, langt de fleste krænkelser mod børn finder sted. Men det forties af hensyn til familieæren. Dette er årsagen til, at incest er den mindst rapporterede form for seksuel krænkelse.

En Amnesty International-rapport fra 2009 viser, at vold mod kvinder i Pakistan såvel i privatsfæren som i politiets varetægt er overordentlig bestialsk. Blot et enkelt eksempel er beskrivelsen af 24-årige Zainab Noor, hvis mand bandt hende og indførte en rødglødende jernstang i hendes underliv. Kvinder udsættes tillige for slaveri, kidnapning, syreangreb, tvangsægteskab, piskning og likvidering. En kvinde, der anmelder vold eller voldtægt, er i meget stor risiko for at blive mishandlet, tortureret og voldtaget af politiet.

KVINDERS VILKÅR ser ikke bedre ud i Iran, fremgår det af Human Rights Briefs (1994), hvor særligt skal nævnes den islamiske regel om, at jomfruer ikke må henrettes. Pigebørnene bliver derfor voldtaget inden henrettelsen. Heller ikke arabiske lande som Syrien, Libanon og Algeriet står ifølge den syriske forsker og forfatter Bhouthaina Shaabans egen livsberetning og hendes interview med en række muslimske kvinder (1988) tilbage for Pakistan og Iran, når det gælder grov fysisk og psykisk mishandling af kvinder. Og i Somalia kan kvinder, der går alene på gaden, risikere at blive voldtaget af såvel drenge som mænd. De kønslemlæstede kvinder åbnes med kniv før voldtægten, hvilket ikke sjældent medfører dødsfald på grund af blodtab og chok (loftsloret.dk).

I lande, hvor seksualitet er et tabuemne, og hvor kvinders underliv er prædestineret til børnefødsler og mandens seksuelle fornøjelse, er det betegnende, at det er denne del af kvindens krop, der især er målet for mænds vold. Man kan dårligt se bort fra, at den særlige kvindeforagt, som volden er et udtryk for, understøttes af den overordnede kulturs middelalderlige religiøse tradition. Talrige passager i såvel koran som hadith-litteraturen udtrykker kvindeforagt og tilskriver kvinder en underordnet status. Manden har således ret til at slå kvinder og kræve total lydighed, mens det er kvindens religiøse pligt altid at stå seksuelt til rådighed for manden (for eksempel Sura 2, 282; 4, 34; 2, 223).

Overgreb på kvinder og børn accepteres ikke i de vestlige lande. Det hindrer dog ikke, at den magt og kontrol over kvinder, som er mænds privilegium i hjemlandet, stadig praktiseres i en del patriarkalske, muslimske familier i Vesten. Hvor stort omfanget af misbruget er herhjemme, kan der ikke sættes tal på. Der findes ingen undersøgelser, og det vil være ret vanskeligt at sætte omfangsundersøgelser i værk, da misbruget er fortiet og dybt tabui-seret.

Vi må indtil videre henholde os til de få eksisterende undersøgelser af forholdene i oprindelseslandene som retningspil også for visse muslimske indvandrermiljøer herhjemme. Årsstatistikkerne fra krisecentrenes landsorganisation (LOKK) viser i hvert fald en tendens i retning af en overrepræsentation af muslimske kvinder.

Muslimske kvinder, der i Danmark henvender sig for at få hjælp på Rigshospitalets Center for Voldtægtsofre (Årsrapport 2003), udtrykker især frygt for familiens reaktion. Den strengt håndhævede kønssegregering kræver, at ubeslægtede kvinder og mænd aldrig er alene sammen. Dermed er det kvindens ansvar, at hun har bragt sig i en situation, hvor en mand kan forgribe sig på hende.

AT ANMELDE EN VOLDTÆGT kræver derfor stort mod. De fleste voldtægter er omgærdet af den dybeste tavshed. Når overgrebene endelig erkendes, afvises det også gerne, at de har noget at gøre med islam. Ikke desto mindre må vi erklære os enige i den tysk-tyrkiske advokat Seyran Ates' udtalelse (FrontPage 2005) om, at hun som advokat for kvinder, der har været udsat for overgreb, må forholde sig til den islam, der eksisterer, og som er fortolket af mænd.

Når vesterlændinge bagatelliserer den muslimske kulturs kvindeundertrykkelse eller mener, at vi ikke skal "blande" os, så er det udtryk for en kynisk nedladenhed, der vil prisgive nogle af vore muslimske kvinder og børn til en grænseløs lidelse, som man aldrig ville tolerere overgik ens egne kvinder og børn. Som en ung, tvangsgift, voldtaget kvinde siger: "Jeg kan ikke forstå, at der er danskere, som er så blåøjede, at de (...) tager hensyn til de traditioner, som skader kvinder. De ville vel ikke tillade det, hvis det var danske kvinder, det gik ud over?" (loftsloret.dk).

Ligeledes må man betegne det som en slags "herrefolks-racisme", når Red Barnet i Sverige slettede visse "stigmatiserende" afsnit i en rapport omhandlende æresrelateret vold, ægteskaber og sexudnyttelse i Mellemøsten, udarbejdet af den svenske forsker Pernilla Ouis, som på det tidspunkt selv var muslim. Hendes konklusioner (lagt på nettet 2008), som Red Barnet ville fortie – i enestående ligegyldighed med ofrene – svarede ret nøje til konklusionerne i de ovenfor refererede rapporter.

Det demokratiske og humane samfund, vi roser os sådan af, bør behandle alle sine borgere inkluderende og på lige fod, herunder komme lidende mennesker til hjælp uanset deres oprindelige kulturelle eller religiøse tilhørsforhold. Derfor er det nødvendigt at aflægge al berøringsangst og redeligt sætte sig ind i realiteterne. Kritik af visse totalitære, inhumane og ikke mindst kvindeundertrykkende sider af den islamiske politisk-religiøse ideologi samt af adfærd og normer, som knytter sig til denne ideologi, er ikke "anti-muslimsk", som det gang på gang forlyder i den offentlige debat. Den er til gavn for vore muslimer og deres ret til et ligeværdigt og velintegreret liv i Vesten.

Kirsten Sarauw er præst og psykoterapeut, og Britta Mogensen er mag.scient. i antropologi