”Valget af uddannelse er et af de vigtigste valg, du skal træffe i dit liv.”
Ordene tilhører uddannelses- og forskningsminister Søren Pind (V). Det er en udtalelse, der er svær at være uenig i. Selvfølgelig er valget af uddannelse et altafgørende valg. Det vil have vidtrækkende konsekvenser for din karriere, for dit sociale liv og din økonomi resten af dine dage.
Netop derfor er det altafgørende, at vi som samfund giver vores unge medborgere de bedst mulige vilkår for at træffe det bedst mulige valg. Pinds udtalelse kommer imidlertid i kølvandet på en undersøgelse, der viser, at hver fjerde studerende på de videregående uddannelser dropper ud.
I sit bud på en forklaring, kunne man mene, at ministeren burde kigge på de motivationsmekanismer, der får så mange unge mennesker til at påbegynde uddannelser, som de ikke fuldender. Det gælder uddannelsespolitikken som helhed, der fokuserer på værdien af de studerendes indbyrdes karakterræs. På værdien af, at man farer så hurtigt gennem systemet som muligt, så man kan komme ud og være en produktiv samfundsborger.
Centralt står den såkaldte kvikbonus, der ganger den nyudklækkede students karaktergennemsnit med 1,08, hvis vedkommende påbegynder en videregående uddannelse inden for to år. En bonusordning, der har mødt kritik og modstand lige siden sin indførelse i 2009. Fra universiteterne, Gymnasieskolernes Lærerforening, Kraka, Danske Studerendes Fællesråd, Danmarks Evalueringsinstitut og ikke mindst SR-regeringen – som dog ikke formåede at skille sig af med ordningen, inden de måtte opgive magten til de borgerlige.
Kritikken går i korte træk på, at ordningen ikke har den ønskede effekt, og at den lægger et unødigt pres på de unge. Pinds respons fokuserede imidlertid ikke på hverken uddannelsespolitikken som helhed eller på den udskældte bonusordning. Han placerer i stedet ansvaret hos de unge mennesker.
”Når hver fjerde falder fra, tyder det på, at forventninger og indhold på uddannelsen for ofte ikke passer sammen,” udtalte han og understregede derefter behovet for, at unge overvejer deres studievalg grundigt.
Men når de unge oplever det store pres fra kvikbonus, fremdriftsreform og uddannelsesloft, er der ikke megen plads til refleksion. Denne diskrepans mærker de unge på egen krop, og hermed bliver den sunde tvivl til en usund fortvivlelse – og ofte til stress og angst.
De unges frafald er naturligvis et samfundsmæssigt problem. Men at antyde, at problemets primære årsag er mangel på grundige overvejelser, er udtryk for tunnelsyn.
Det har alle dage været snævert kun at kaste et økonomisk blik på sine medborgere. Og den aktuelle udformning af uddannelsessystemet har netop de unges økonomiske nytteværdi som primære fokus.
Men selv hvis vi holder os inden for den økonomisk funderede retorik, hvad koster det så samfundet, når stressdiagnoserne pludselig boomer, fordi vi har presset en hel generation igennem uddannelsessystemet med effektivitet og produktivitet som de altafgørende succesparametre?
Hvad koster det, når de unge mennesker, som har taget den ophøjede ”lige vej gennem uddannelsessystemet” og videre ud på arbejdsmarkedet, indser, at de i sin tid valgte forkert og mest af alt hastede igennem systemet, fordi de var presset til det?
Som viceforstandere og undervisere på henholdsvis Gerlev Idrætshøjskole og Den Rytmiske Højskole i Vig har vi gennem mere end 25 år været tæt på Danmarks unge og de tanker, følelser og udfordringer, de tumler med. For en stor dels vedkommende netop i årene, der kommer efter gymnasiet og inden opstarten på en videregående uddannelse.
Tendensen i de senere år er desværre ganske entydig: Antallet af elever, der er ramt af angst og stress, er støt stigende. Vel at mærke ikke på grund af de rammer og den undervisning, som vi tilbyder dem, men grundet det stigende pres, de er underlagt i gymnasieskolen, og kravet om at blive en succes på alle parametre – socialt, uddannelses- og karrieremæssigt.
Det er blevet en tiltagende hyppig oplevelse, at elever – selv dem, der måske umiddelbart virker glade og tilfredse – pludselig bryder sammen og får tårer i øjnene, når man på tomåndshånd får en snak med dem om, hvordan det egentlig går. Den grundlæggende følelse, der går igen i disse tilfælde, er, at eleverne ikke synes, de slår til. Til trods for, at de er godt begavede unge mennesker – fyldt med potentiale – sidder de med en angst for, at de ikke kan leve op til kravene om at lykkes med deres uddannelse og karriere.
De unge taler ofte om, at de ikke ved, hvad de vil. Måske handler det i højere grad om, at presset fordrer en tankegang, der i højere grad handler om, hvad der forventes, at de unge skal.
En rapport fra Statens Institut for Folkesundhed (”Ungdomsprofilen 2014”) har kortlagt, at andelen af gymnasieelever, for hvem karakterer spiller en meget stor rolle blev næsten fordoblet – med en stigning fra 17 til 31 procent – fra 1996 til 2014. Samtidig slog den fast, at kun en femtedel af eleverne aldrig føler sig stressede – og at mere end hver anden mærker stress ugentligt eller oftere.
Tendensen underbygges af en dugfrisk rapport fra Aarhus Universitet (”Stress i gymnasiet”), hvor den mentale trivsel hos hele årgangen af elever på to gymnasier i Aalborg blev kortlagt. Hver anden elev scorede lige så højt på stress-skalaen som den mest stressramte femtedel af befolkningen.
Det, der således gør et højskoleophold særligt attraktivt i denne kontekst, er især to aspekter. For det første har højskolerne en markant anderledes tilgang til begrebet ”fællesskab” end det offentlige uddannelsessystem. Hvor man i sidstnævnte placeres i direkte konkurrence med de øvrige elever, handler det på højskolerne om at give plads til det enkelte individ via fællesskabet – ikke på bekostning af det. Det kan lyde som en nuanceforskel, men det er i praksis det sidste, det er.
For det andet er der en tilsvarende anderledes tilgang til, hvad det vil sige at ”præstere”. Hvor den førnævnte konkurrence i det offentlige uddannelsessystem tvinger eleverne til at sammenligne sig selv med hinanden, handler det på højskolerne om den enkelte elevs udvikling. Om at blive dygtigere, end man selv var tidligere – snarere end om at skulle være bedre end sidekammeraten.
Begge disse aspekter har den bonus, at de ikke blot reducerer angsten og stressen hos eleverne.
De forbedrer faktisk også elevernes præstationer – og gør dem samtidig til mere livsduelige personer med god selvindsigt og øget empati over for deres medmennesker.
Denne karakteristik kan få højskolerne til at lyde som refugier for Danmarks ungdom. Og så længe det offentlige uddannelsessystem prioriterer at stresse sine studerende igennem systemet, opleves de ganske givet også sådan af et flertal af de unge, der vælger at tage på højskole.
Det kunne vi så sidde på højskolerne og gnide os i hænderne af selvgodhed over. Men vores ønske er et helt andet, nemlig at bestyrerne af det offentlige uddannelsessystem ville begynde at høste inspiration fra højskolerne i langt højere grad, end de har gjort tidligere.
Er der nogen, der vil bestride, at et højskoleophold gør et ungt menneske markant bedre til at træffe det rette valg af uddannelse? Næppe. Så hvorfor ikke starte med at implementere højskolernes tankesæt rundtomkring på de danske gymnasier