Prøv avisen
Kronik

Til minde om Per Kirkeby

Jeg rejste mig for at sige farvel og tak for interviewet og så ham ligge svækket dér på sofaen. Jeg vidste, hvilken katastrofe det var for ham at have mistet evner og kræfter til at male, skriver Helge Rørtoft-Madsen. Foto: Leif Tuxen

Helge Rørtoft-Madsen, Pastor emeritus

Dette er en kronik. Kronikken er udtryk for skribentens egen holdning.

I dag ville Per Kirkeby være fyldt 80 år. I den anledning har Helge Rørtoft-Madsen skrevet om sit forhold til Per Kirkeby, der begyndte med et interview i foråret 2017, som blev til flere møder om deres fælles fascination af Niels Larsen Stevns’ sidste malerier

I FORÅRET 2017 FIK JEG EN AFTALE om at interviewe Per Kirkeby om hans tegninger til en bog af Ebbe Kløvedal Reich, hvis forfatterskab jeg har en monografi på vej om. I sin svækkede tilstand, halvt siddende, halvt liggende på sofaen, svarede han overraskende præcist på mine spørgsmål. Beskrev sin kunstneriske arbejdsmetode med tegningerne nøjagtigt, lyttede opmærksomt og svarede med korte, præcise sætninger. Faldt af og til hen i trætheden, men blev igen nærværende i sit blik og sine intenst engagerede ord.

Da vi var færdige, spurgte han, tydeligt provokerende, hvorfor jeg skrev om en dårlig forfatter som Kløvedal Reich. Jeg svarede igen ved at fortælle ham om de formelle systemer, Kløvedal Reich bruger, akkurat ligesom Kirkeby selv og andre billedkunstnere og forfattere i slut-1960’erne. ”Det var satans!”, sagde han bare, og derefter kunne vi tale mere åbent og frit.

Kort efter rejste jeg mig for at sige farvel og tak for interviewet og så ham ligge svækket dér på sofaen. Jeg vidste, hvilken katastrofe det var for ham at have mistet evner og kræfter til at male. Pludselig dukkede erindringen om maleren Niels Larsen Stevns’ sidste malerier op i min bevidsthed, og jeg spurgte ham, om han kendte de malerier, Larsen Stevns malede efter sin hjerneblødning. Efter en kort pause svarede han: ”Om jeg gør!”. Pause igen og derefter: ”Dér begynder dansk modernisme for mig!”.

Sagt spontant og fyndigt. Svaret kom helt bag på mig, for mig bekendt har Per Kirkeby aldrig udtalt noget om Stevns’ sidste maleriers kunstneriske betydning for ham. Nu tog det ene ord det andet, og vi blev enige om, at jeg skulle komme en anden dag og læse digteren Paul la Cours skildring af Stevns’ arbejde med disse sidste, kunstnerisk skæve, bevægende og sært fascinerende malerier.

En dag læste jeg så ”Niels Larsen Stevns og hans sidste sommer” for ham. Ganske langsomt, ord for ord og med gentagelse af visse ord, især i Paul la Cours skildring af Stevns’ handicap og akavede malestilling i rullestolen og besværlige penselføring hen over lærredet. At Kirkeby genkendte sig selv i Stevns’ fysiske, eksistentielle og kunstneriske situation, er utvivlsomt. Han blev tavst berørt af la Cours skildring af Stevns’ holdning til sine smerter og ordene om, at Stevns’ ”Livsmod og Dødsmod” til sidst blev ét.

Vi sad så tavse et øjeblik, indtil Kirkeby brød ind: ”Dét er godt, det er sat’me godt! Det bør da udgives!”. Det var vi enige om. Og derefter fortsatte han med at fortælle, hvordan han selv stadig arbejdede på et værksted med god hjælp til at udvikle og øve nye metoder og teknikker til at skabe kunst med. Han fortalte, at han så for sig, hvad han ville lave, og at han bare lod sin raske arm og hånd bevæge sig for at få noget til at blive til. Om det for andre at se blev det, han selv ville, vidste han ikke, for hans syn så det jo ikke ligesom andres.

Da jeg havde hørt på hans vrede over at være blevet afvist af en gallerist, der ikke ville anerkende det, han nu lavede, spurgte jeg, hvad der optog ham kunstnerisk og fascinerede ham i Stevns’ sidste malerier. Kirkeby svarede kort, at Stevns med og trods sit handicap blev ”fri til at male på en anden måde” end før. Og det var vel akkurat det samme, han selv arbejdede på, når hans kræfter tillod det? Men i stedet for at sige det, satte han ligesom et punktum for samtalen ved blot at sige, at ”Stevns var en ydmyg maler”. Vi besluttede nu at ville se Stevns’ sidste malerier sammen, til trods for at Kirkebys syn var stærkt svækket på det ene øje. Ved samme lejlighed fortalte jeg, at Paul la Cour havde arbejdet på en bog om Larsen Stevns uden at fuldende den.

VED NÆSTE MØDE skulle vi så se de farvede fotokopier af alle Stevns’ sidste malerier, som Statens Museum for Kunst venligt havde forsynet os med. Hvor synshandicappet Kirkeby reelt var, fortalte hans hustru Mari Anne mig, så jeg forstod, at det var nødvendigt at beskrive maleriernes motiver, former og farver og komposition for ham. Altså, hvordan jeg selv så og opfattede dem! Jeg fortalte hurtigt om motiverne, og derefter valgte vi at se nærmere på Stevns’ to skovbilleder og selvportrætter fra sygelejet. Dem huskede og så han bedst for sig og kommenterede min beskrivelse med små lyde og ord, især nå og ja.

Jeg fornemmede, at han kunne følge beskrivelsen af den særlige måde, lyset skinner frem mellem farverne i det ene skovbillede, og vovede derfor skridtet videre til at forsøge at tolke selvportrætterne. Fortalte, at jeg så en dirrende spænding imellem, at farverne og formerne i Stevns’ ansigt er ved at skride ud og falde fra hinanden og dog hænger sammen. Og at enten er Stevns ved at forsvinde i et mørke inde bagved eller på vej ud imod det lys, der både stråler ud af farverne og falder ind mod ansigtet. At jeg ikke kunne se denne spændte, skrøbelige vibreren mellem formerne og farverne og mørket og lyset, uden at jeg så dødens og opstandelsens nærvær i billederne. Pause. ”Det er godt set,” kommenterede han.

I det øjeblik forstod jeg, hvor eksistentielt sensitiv og passioneret hans opfattelse af kunst var, og spurgte, hvad han da mente med, at dansk modernisme for ham begynder i disse billeder. Han fik sagt nogle krasse, negative ord om Lundstrøms og Giersings modernisme. Edvard Weie og Stevns og især Asger Jorn følte han sig derimod på linje med. ”Jeg begynder, hvor Jorn slap,” hævdede han og sagde, at maleriet må vokse frem af arbejdet med materialerne. Men hvad kvalificerer så resultatet af arbejdet med materialerne til at være kunst? Da han tøvede, spurgte jeg, om han som William Blake mente, at kunst er imagination, vision? Det spørgsmål interesserede ham, men vi kom ikke længere, for han havde akut brug for at komme på toilettet!

TIDLIGT PÅ EFTERÅRET skete der to lykkelige ting. En forskningsbibliotekar på Det Kongelige Bibliotek kunne meddele, at der lå et manuskript med optegnelser til en påtænkt bog om Niels Larsen Stevns i Paul la Cours arkiv. Næsten samtidig udkom Erik Steffensens biografi om Per Kirkeby ”At trække en streg, Per Kirkeby – liv og værk”. Blandt andet med foto af en radering fra Grønland, som med få, simple streger viser det intense sollys.

Var det mon ikke de samme strålende streger som dem, der omkranser de hedensk guddommelige feer i illustrationerne til Kløvedal Reichs ”Holger Danske”? ”Jo, og det må du godt skrive i din bog,” svarede Kirkeby næste gang, vi mødtes. De simple tegneseriestreger er ikke kun konventionelle tegn, men også udtryk for en vældig, kosmisk naturerfaring, han engang havde gjort med nøgen overkrop i Grønland.

Med tilladelse havde jeg afskrevet la Cours manuskript og fortalte, at la Cour havde streget ud og ændret i det, fordi han under arbejdet åbenbart havde ændret opfattelse af Stevns’ kunst. Men han var gået helt i stå og døde, før manuskriptet var færdigt til udgivelse på Gyldendal. Desuden havde jeg genlæst brevene i Stevns’ arkiv, og de rummede mere, end jeg vidste fra Stevns-eksperten Mikael Wivel om Niels og Anna Larsen Stevns’ tros- og kristendomsforståelse. Da vi i samtalen kom ind på, at det kunne være kunstnerisk oplysende at vise Stevns’ sidste malerier sammen med Per Kirkbys værker efter blodproppen og faldet, besluttede vi at tale med Mikael Wivel.

Før vores farvel den dag forærede han mig et af sine serigrafier, som han med blyant og svag hånd signerede med ”PK Stevns” plus noget mere utydeligt. Wivel kom til et møde med os og lyttede sig ind i Kirkeby-Stevns-forholdet og kunne hurtigt se mening i at lave den udstilling af Kirkeby- og Stevns-malerier, som endnu er i vente. Efter mødet var også jeg kommet på fornavn med Per.

I det sene efterår lykkedes det at indfri Pers gamle ønske om at se Stevns’ freskomalerier i Helligåndshuset i Slagelse. I en lang periode i vinteren var Per på Rigshospitalet, så vi mødtes først en tidlig forårsdag, da han var hjemme igen. Det forekom da helt umuligt at få kontakt til ham, men skete alligevel. Vi vekslede nogle ord om hans opstandelsesskulptur på Frejlev Kirkegård og lyset i Stevns’ billeder, hvorefter jeg spurgte, om han kendte det største digt om lyset i dansk litteratur, som altså er en salme? ”Nå,” sagde han, hvorefter jeg citerede første linje i ”Se, nu stiger solen”. Ved ordet ”skød” begyndte Per at recitere mumlende med og faldt skiftevis ud og ind i recitationen, lige indtil salmens og vores sidste ord, at opstandelsens lys ”stander stille på livets kyst”.

Ved Pers begravelse i det sitrende lys i Grundtvigs Kirke sang vi ordene igen.