Jeg husker tydeligt, første gang jeg mødte Simon. Han var kirkegænger i Lemming Kirke, hvor han sad på sin fas-te plads i bagerste venstre hjørne, som han siden gjorde til næsten hver eneste af mine gudstjenester. Bagefter i våbenhuset gav han mig digtsamlingen ”Kristusbølgerne” og inviterede mig siden til en kop kaffe og en snak hjemme på Lemming Brovej. Ud over en imponerende bogsamling, i kvalitet frem for kvantitet, var væggene i det lille rækkehus fyldt med kunst fra de mange kunstnerbekendtskaber, han havde opbygget gennem årene. Stuen her var en tidslomme. Omgivet af litterære klassikere og kunst kunne man glemme både tid og sted og sig selv, i en fælles opslugthed af samtalen. Hjemmet var som en hule, der emmede af ro og tryghed og af Simons underspillede lune.
For humoren var der hele tiden. Som en afdæmpet understrøm under alt, hvad Simon foretog sig. En understrøm, der igen og igen slog ud i befriende latterudbrud eller i et jublende barns fnisen. Ofte over en tør, pebret kommentar eller overdreven ironisk selvhøjtidelighed, som når han kunne betegne sig selv som et gudbenådet geni, der dog vil ”overlade det til andre at afgøre, hvor genial jeg er”. Den barnligt begejstrede humor skinner ligeledes igennem i hans digte og salmer. For han ønskede, der skulle være højt til loftet, også i kirken. Hvis der er plads til gråden i kirkerummet, må der også være plads til latteren.
Simon var et ydmygt menneske, der ude blandt folk kunne virke undseelig. Han var, ligesom bysbørnene i Lemming i øvrigt, ikke en mand med store armbevægelser. Men han var også et privat menneske, som det kunne være svært et komme ind på livet af. I hvert fald indtil man vandt hans tillid.
På andre måder var Simon et menneske, der fyldte meget. Med sin imponerende produktivitet er han allerede uomgængelig i dansk lyrik og salmedigtning. Ikke alene på grund af antallet af udgivelser, men fordi han i manges øjne er blandt de allerbedste, vi har haft. Simon fyldte også meget i mit liv. Det ses i bogreolerne i min stue og på Maja Lisa Engelhardt-monotypierne på væggene, som Simon gav mig til min 40-års fødselsdag. Men mest af alt fyldte han igennem de mange dybsindige samtaler, vi har haft gennem årene.
Samtaler, der satte så mange spor og åbnede en ny verden af poetisk barnlig glæde og undren.
Siden ”Kristusbølgerne” kom der en sand gaveregn fra hans side af både digt- og salmesamlinger, som han generøst forærede mig, næsten hver gang vi mødtes. Dels hans egne værker, som flød i en lind strøm fra hans hånd, dels værker af de digtere, som han selv så et lys i eller så op til. Celán, Hölderlin, Rilke, Mallarmé, Sachs, Blake, Dickinson, Södergran med flere. Digtere, han mente, jeg måtte kende, men hvis værker jeg desværre kun sporadisk har orienteret mig i, og som det vil tage mig et helt liv at lære at kende.
Men sådan var det, når man talte med Simon. Der blev sjældent kun talt om hverdagsting, selvom han også kunne det. Hos ham blev barren sat højt, og man blev udfordret til at forholde sig til livet som en grundlæggende eksistentiel kamp, der ikke gives letkøbte svar på.
Han søgte dybsindige svar med eksistentiel næring og fandt ofte selv disse i sin tro og i ordene fra historiens store digtere. Svarene, han søgte, var alt andet end spidsfindige, spekulative bud på tilværelsens egentlige orden og sammenhæng. Troen på, at man kan finde ind til en sådan, betragtede han som en illusion, ja, en livsløgn, man skulle undvige med alle midler. Kort før sin død sendte han mig Edith Södergrans samlede digte. Heri er der et lille digt med titlen ”Et ønske”, som jeg synes fint illustrerer, hvem Simon var:
”Af hele vor sollyse verden / ønsker jeg blot en havebænk / med en kat der soler sig… / Dér ville jeg sidde med et brev på brystet, / et eneste lille brev. / Sådan ser min drøm ud…”
Simon havde en særlig sans for værdien af det enkle og enfoldige, at det er her, man kan finde de svar, der står frem i sin egen ret og lyser krystalklart. I ord, man ikke bare kan spejle sig i – for hvad hjælp er der at finde i sit eget spejlbillede – men bevæge sig ind i og lade sig forvandle af. Simon var selv en mester i at formulere disse på en gang enkle og overrumplende sprogbilleder med forvandlingskraft. Han kunne skrive ”jeg er træt som faldet sne”, eller ”Kælent lægger sneen sit knasende ansigt på vandspejlet / kaffe med mælk”. Han kunne beskrive Guds rige som ”en englekø / om denne skøre kugle” eller Guds himmel som ”en redningsvest”, der jo netop er fuld af oppebærende luft. Han kunne også som en anden Grundtvig skrive beåndede pinsesalmer med mættede naturbilleder:
”Pinsesolens åndedræt / den blå sæson, syreners fossedyne / gør det sorte indre mæt / som grisens våde tryne / Herren fodrer natten med / en iltet vifte hen ad mælkesporet / Herren gir os kærlighed / og blodet ånder rigt igennem foret.” Her aner man som læser og kirkegænger et glimt af ”Sommeren i Paradis / hvor himlen kommer tæt på alle sanser.” Det overrumplende kunne også bestå i noget så enkelt som rækker af syvtaller med overskriften ”BONDEOPRØR”.
Simons kristne tro, som var hans livs omdrejnings- og holdepunkt, var også præget af en ligefrem enfoldighed. Selvom nogle af hans samler kan virke svært tilgængelige, så kunne han også skrive helt enkelt om troen: ”Velsign mit barn, du kære Gud / og lad det holde livet ud / og tænd et lys på sjælens tinde / for verden selv, for os herinde”, som det lyder i en allerede udbredt dåbssalme. Og i hans seneste salmesamling, ”I morgen gælder alle hjerter”, lyder det:
”Du er den dybe sammenhæng / det har jeg vidst, fra jeg var dreng / du er mit anker i puré / for i mit hjerte bløder det. // I mørket ingen finder på / er alle mindesmærker blå / i mørket snævres vejen ind / som en konkylie med gevind. // Men du forlod det bitre kryds / nu er du sne og stjernedrys / på vore salte sår og tort / så vi kan ønske mørket bort.”
Selvom Simon ikke er her mere, vil hans ord leve videre. Dagen efter hans død udkom endnu en digtsamling. Flere manuskripter ligger og venter på udgivelse, enten hos forlæggerne eller på værelset på førstesalen i barndomshjemmet på Ingerslevvej, hvor han sad i lænestolen og håndskrev nye idéer i sine hæfter. Hans digterpensel maler dog ikke længere nye overrumplende og stemningsmættede sprogbilleder frem.
Og hvis vi ikke allerede ved det, så tror jeg, vi med tiden vil opdage, at vi har mistet en uforlignelig, ja, gudbenådet poet og salmedigter. Simon er nu sejlet bort på Kristusbølgerne og er kommet hjem. Det var i hvert fald hans urokkelige tro, som han formulerer det i afslutningen på salmen ”Du er den dybe sammenhæng”:
”Du er den glade latters ven / og jeg vil se dig hér igen / hvor dine lokker slippes fri / da er min mørketid forbi. // Og fra din side springer søm / som en fontæne i en drøm / det blir den lykkeligste vår / for der er fugle i dit hår.”
Simon var en uforlignelig sprogmes-ter, der troede på ”Ordets sommerfugl”. Lad hans mange ord leve videre med al deres forvandlingskraft og skabe nyt for den, der har ører at høre med. For ”opstandelsen er kun et ord / men det er det, hvorpå jeg tror”.