VI TOG AFSKED med Kristian Poulsen i februar 2018. Kristian Poulsen blev 94 år. De sidste par år havde han boet på Bethaniahjemmet, Metodisternes private plejehjem, ligesom han havde ønsket. Et plejehjem med et enestående hjerterum for det særlige – ja – og med plads til særlinge! Kristian Poulsen fik en smuk begravelse fra Skt. Johannes Kirke på Blegdamsvej i København.
Præsten var en af de mange, som han livet igennem havde trukket meget på, og som havde været der for ham. Kristian Poulsen var nemlig med sit eget udtryk ”kirkenarkoman”. Det betød, at han som regel var til tre-fire gudstjenester hver eneste søndag året rundt – i folkekirken. Dertil kom de frikirker og frimenigheder, som også betød meget for ham.
From – ja, det var han nok – eller måske. Jeg tænker snarere, at Kristian Poulsen var helt tryg i den sammenhæng. For det var ikke lige præsternes prædiken, han var mest optaget af. For det meste brugte han tiden i kirken til at løse krydsogtværs. Jeg tror aldrig, at han nåede til sudoku, men deri kan jeg tage fejl.
MEN JEG TVIVLER IKKE PÅ, at Gud glad så – og så til – Kristian Poulsen! I tilgift var der det ved det, at Kristian Poulsen i kirken var set af mennesker, ja, kendt og anerkendt som den, han var. Jeg tror, at han holdt uendelig meget af folkekirken. Men på et tidspunkt valgte han at melde sig ud. Jeg ved dog, at han ikke meldte sig ud af teologiske grunde. Hans underlige nøjsomhed har sikkert meldt ham, at der kunne være fordele forbundet med udmeldelse. Og det kan han jo så sandelig have haft ret i, for så vidt angår privatøkonomien! Nu er det sådan set også lige meget. For Kristian Poulsen fik til sidst lov til at betale. For min kones fætter, som var en trolig bobestyrer, og min kones kusine, som altid havde besøgt ham i lyst og nød, var ikke i tvivl om, at han selvfølgelig skulle have en kirkelig begravelse. Og det fik han!
DET VAR FULDSTÆNDIG RIMELIGT, at kronerne måtte rulle for den fine begravelse, omend jeg ikke er helt sikker på, at Kristian Poulsen ville have fundet det rimeligt. Jeg er nemlig ikke sikker på, at Kristian Poulsen helt kunne se sammenhængen mellem de ydelser, han fik livet igennem – og så det, at det koster noget at holde det alt sammen i gang. Post mortem en krænkelse.
Men den tager familien på sig på hans vegne. Både folkekirken og kirken i videste forstand betød noget for Kristian Poulsen. Indimellem var der noget og enkelte, der betød alt! Og der var ikke mindst rigtig mange menigheder, først og fremmest i København, hvor Kristian Poulsen fik lov til at liste ind, være med og være helt til stede.
Allerbedst var det, når man også havde overskuddet til at lade ham akkompagnere til sang. Kristian Poulsen kunne spille på klaver. Det var sådan lidt autodidakt. De første år, jeg kendte ham, var han ganske god – på den måde, at vi for det meste kunne genkende melodien, der var slået an. Og så sang vi bare til af fuldeste bryst, og det fungerede. De sidste mange år var det så sådan, at han i de allerfleste tilfælde ramte de rigtige tangenter og – nogenlunde – holdt takten. Det var ikke stort, men der var enestående højtid og accept alle de steder, han kom. Der var med andre ord plads til ham. Og han gjorde en forskel!
Kristian Poulsen var min kones farbror. Derfor kender jeg ham. Han var en af 10 søskende. Men han var også så meget andet. Faktisk var han på en sær måde en levende legende. Det fandt jeg efterhånden ud af, da jeg over år fik min regelmæssige gang i København. De fleste, der færdedes i det københavnske café- og værtshusmiljø kendte ham. Ikke fordi han var fordrukken. Slet ikke! Han var afholdsmand. Et af hans kælenavne var således Kristian Rynkeby. Rynkeby var en umiskendelig henvisning til, at hvor andre foretrak øl eller spiritus, foretrak han en æblemost.
Hos andre hed han aldrig andet end Kartoffel Kristian, fordi han en tid i sin ungdom solgte kartofler og levede af det. Det fortælles, at han hver aften i kartoffeltiden cyklede frem til Samsø, hvor slægten havde sine aner, for på mirakuløs vis at stå på Rådhuspladsen næste morgen, hvor han solgte nyopgravede kartofler. Om det var sandt eller sundt, diskuteres stadig på Samsø. Jeg tvivler ikke! En formue var grundlagt.
AF DE FLESTE ER HAN NU først og fremmest kendt som Naturmærkemanden. Det sidste skyldtes, at han i mange, mange år så godt som hver eneste aften besøgte op mod 60-70 værtshuse og restauranter i det indre København. Her solgte han frimodigt mærker til fordel for Verdensnaturfonden. Kristian Poulsen cyklede på en trehjulet cykel i al slags vejr og solgte mærker for millioner af kroner til fordel for den gode sag. Han havde en særlig aftale med organisationen – og i disse hvidvasktider ved jeg, at Kristian Poulsen også havde en sikker aftale med først og fremmest Gud og nok også med Skat.
Han solgte meget – og fik retfærdigt nok lidt provenu. Når jeg var lidt usikker i forbindelse med en handel, spurgte jeg drillende Kristian Poulsen, om han nu også huskede at betalte skat. Så kunne han med sit milde, vemodige ansigt se meget trist på mig. Akkurat som om hans tålmodighed i det øjeblik var ved at briste. Tydeligvis fattede han ikke, at man som et ordentligt menneske – og som præst – kunne finde på at spørge om noget sådant!
Kristian Poulsen var en særling. Havde han været barn i dag, gætter jeg på, at han ville have fået en autismediagnose. Eller noget andet, som nogen af os i en eller anden form vil kunne genkende i os selv. Det var fantastisk, at selvom Kristian Poulsen altid havde mange penge på sig og indimellem færdedes i de mest betændte miljøer på sin cykel, var han altid beskyttet af en engel.
VED MINDESAMVÆRET efter bisættelsen blev der holdt de smukkeste taler om Kristian Poulsen. Om hans trofasthed og hans særegne måde at vise sin kærlighed på. Talerne, altså de, der holdt talerne, var ikke nogen, som man i familien kendte meget til, men det var mennesker, som han på Kristian-vis havde mødt. Det var mennesker, han havde knyttet bånd til. Det var mennesker, der holdt af ham, og som han holdt af. Ikke tæt – for Kristian kunne ikke det med alt for tætte kontakter, tror jeg.
Der var den unge studerende, som bevægende fortalte om sit første møde med Kristian Poulsen for år tilbage. Mødet var ved en container uden for et supermarked, hvor de begge var til stede som ”skraldere”. På hver deres måde gik de imod madspild. Og en meget fin eller måske rettere meget smuk kontakt var skabt. Hun fortalte, at den næste gang hun mødte Kristian Poulsen, var på biblioteket. Hun studerede og var der, fordi det var det sted i hendes verden, hvor der var ro til at læse. Kristian var – tro mod sin livslange nysgerrighed og nøjsomhed – til stede for at læse aviser og i særlig grad Kristeligt Dagblad, som var hans væsentligste kilde til oplysning om verden, men først og fremmest det kirkelige liv. Og hvis han læste noget om nogen, han kendte, klippede han ud og arkiverede.
På biblioteket var der ro. Her følte han sig på en helt særlig måde tilpas. Og her havde han helt jordnært overskud og glæde af at møde og genkende sin smukke og helt unge ”skralder-veninde”. Hendes tale var ikke lang, men det var nogle bevægende minutter.
Svækket til sidst gik Kristian Poulsen dog stadig med blade. Og han spurgte også til det sidste om det samme, hver eneste gang man så ham: Har du set skelettet af en mand? Og så svarede han selv ved at tage en ske frem af lommen, som han derpå løftede højt op, mens han gnækkende sagde: En ske lettet af en mand!
Verden gik ikke i stå med Kristian Poulsens død. Men et hjørne af originalitet er savnet. Intet er helt det samme, når jeg tilbagevendende kommer til København, for Kristian Poulsen støder jeg ikke på mere.