Prøv avisen
Kronik

Til tysk genforeningsfest i 1990 og 2015

Når jeg i dag endnu en gang drager til genforeningsfest, er det derfor et ganske andet Tyskland, jeg besøger. Denne gang vil flertallet synge med på nationalmelodien, og de tyske farver vil ikke blive gemt væk under sweateren, skriver Lykke Friis. Foto: Jens Nørgaard Larsen

I dag er det 25 år siden, at Tyskland fejrede genforeningen af øst og vest. Stemningen dengang var lidt trykket. Sådan bliver det næppe i dag, hvor Tyskland igen bare er Tyskland, og hvor landet med de mange tilstrømmende flygtninge står over for nye, store udfordringer, der kan ændre den tyske virkelighed igen, mener dagens kronikør

Bonn, oktober 1990: Festen er uden konkurrence den mest bizarre, jeg nogensinde har deltaget i. Datoen er den 3. oktober 1990, og jeg er draget til Bonn for at fejre, at Tysklands genforening, trods alle forudsigelser om det modsatte, nu kan blive en realitet.

Blot få år før Berlinmurens fald havde sølle ni procent af vesttyskerne givet udtryk for, at de ville opleve genforeningen i deres levetid, og reelt var målsætningen om genforeningen for længst blevet Vesttysklands livsløgn (Willy Brandt).

Ja, samfundsdebattører var sågar begyndt at argumentere for, at Tyskland - på grund af Auschwitz - slet ikke havde ret til at blive genforenet.

Men så skete det alligevel. Polen og Ungarn klippede de første huller i jerntæppet, og østtyskerne løb bogstaveligt talt uden om muren ved at flygte via Vesttysklands ambassader i blandt andet Prag.

Den 10. november 1989, dagen efter at muren faldt, var tyskerne derfor med overborgmesteren i Vestberlin Walter Mompers ord intet mindre end ”verdens lykkeligste folk”.

Den lykke var imidlertid som forduftet hin oktoberdag i Bonn. På banegården i Köln havde jeg købt en ”schwarz gold rot”-T-shirt. Som aftenen gik foran rådhuset i Bonn, blev T-shirten imidlertid gemt væk under en sweater.

Vesttyskerne syntes nemlig ikke, der var noget at fejre, og da nationalmelo-dien blev istemt ved midnat, var jeg som ”halvtysker” én af de få, der sang med.

Naturligvis skyldtes en del af den trykkede stemning, at Bonn stod til at miste sin status som hovedstad, men også at mange vesttyskere langtfra havde overvundet ”muren inde i hovedet” (Die Mauer im Kopf).

Ja, størstedelen af dem var faktisk mere end tilfredse med deres nye, lille Tyskland.

Det tyske spørgsmål var væk, ingen frygtede længere tyskerne, og spurgte man vesttyskerne, hvilket Tyskland der havde været det bedste i historien, svarede de med et overvældende flertal ”Vesttyskland”. Kort sagt: Vesttyskerne var mentalt fuldstændigt uforberedt på historiens lykketræf.

Den vesttyske forfatter Patrick Süskind fra 1968-generationen har indfanget dette bedre end nogen anden: ” (...) når man fortalte os om 'vore brødre og søstre i zonen' eller efter Berlinmurens opførelse opfordrede os til at (...) sætte et adventslys i vinduet, forekom det os lige så latterligt og forløjet, som hvis man i ramme alvor havde bedt os om at stille en støvle i pejsen, så julemanden kunne lægge chokolade i den.

Nej, nationens enhed, og det nationale, var overhovedet ikke vores sag (...) Vi ville have været forberedt på potensproblemer, prostata, kunstige tænder, menopause, på et andet Tjernobyl, på kræft, død og Fanden selv - bare ikke på Deutschland einig Vaterland.

Den allerældste af de gamle travere, som vi for længst havde gemt i det bagerste hjørne i den nederste skuffe.”

Set i det lys var det alt andet end overraskende, at årene efter genforeningen mildest talt (heller) ikke var nogen fest. I stedet for Helmut Kohls ”blomstrende landskaber” var det nu tidligere DDR præget af skyhøje arbejdsløshedsrater og virksomhedslukninger.

Ikke alene viste DDR-virksomhedernes højtbesungne produktivitet sig at være socialistisk propaganda; 1:1-omvekslingskursen, hvor østtyskerne fik én D-mark for én af deres østmark, og fagbevægelsens ønske om ”ligeløn” på tværs af grænserne slog nærmest bunden ud af den østtyske økonomi.

Det hjalp bestemt ikke på samhørigheden mellem øst og vest, at Kohl-regeringen hurtigt så sig tvunget til at indføre en såkaldt ”solidaritetsskat” på mellem 5,5 procent og 7,5 procent af indkomsten, som vesttyskerne fortsat betaler.

Østtyskerne, derimod, måtte sande, at det langtfra var alle deres kompetencer, som var gangbar valuta i det genforenede Tyskland, samtidig med at de var pikerede over, at deres vesttyske landsmænd ofte virkede bedrevidende (“Besser-Wessi”).

Frankfurt oktober 2015: Når tyskerne i dag går på gaden for at fejre 25-året for genforeningen blandt andet til den officielle markering i Frankfurt, er stemningen en ganske anden.

Ifølge Forsa-instituttet er hele 80 procent af befolkningen af den opfattelse, at genforeningen har været en succes.

Borte er Weltschmerz og Angst, og tidligere tiders forkrampethed er erstattet af en ny lethed, der ikke kun skyldes landets mangeårige høje vækstrater, men også at Tyskland langt om længe bare er... Tyskland.

Væk er hele diskussionen om Tysklands grænser, og om tyskerne må nøjes med Europa som ”erstatningsfædreland”. Væk er de mange tillægsord foran ordet tysk - vest, øst, DDR - og Bundesdeutscher.

Eller som Der Spiegel skrev i juli 2014: ”Tyskerne er blevet ét folk. Vi har ikke længere brug for tillægsord. Det letter kolossalt.”

Det forhold, at Tyskland i dag er blevet ”en afslappet nation” (Renate Köcher), har også præget tyskernes reaktion på den verserende flygtningekrise.

Ganske vist er østtyskerne mere skeptiske over for indvandringen, men over 70 procent af tyskerne er fortsat af den opfattelse, at Tyskland grundlæggende skal tage imod flygtninge.

Lige så tankevækkende er det, at et flertal også deler Kansler Merkels optimisme: ”Wir schaffen das” (det klarer vi, red.).

Op til genforeningsfesten har Merkel, der i disse dage udsættes for kritik fra sit bayerske søsterparti (CSU) for at åbne grænserne uden at være udstyret med en ”masterplan”, da også bevidst draget en parallel mellem de to udfordringer. ”Jeg synes bestemt, at vi nu, hvor vi igen står over for en stor opgave, skal minde hinanden om, hvad vi tidligere har mestret.”

Merkels sammenligning kan dog ikke skjule, at det er ved at gå op for tyskerne, at den omfattende indvandring endnu en gang vil forandre deres land. Tag bare ugemagasinet Der Stern, der i denne uge annoncerede, at det planlægger et særnummer til den 6. september 2040.

Helt ligesom magasinet i oktober 2015 portrætterede de mange østtyskere, der i 1990 fik vendt op og ned på deres liv, vil journalisterne om 25 år fokusere på de mange nye medborgere, der i 2015 kom til Tyskland via Balkanruten.

Som et tegn på, at den tyske optimisme trods over 800.000 flygtninge fortsat er intakt, går Sterns lederskribent nærmest som en selvfølge ud fra, at særnummeret ville indeholde portrætter af markante politikere, dygtige iværksættere, landsholdsfodboldspillere og så videre.

Ud over udfordringen med at integrere de mange flygtninge vil tyskerne i de kommende år også blive udfordret fra en anden kant.

Hvor størstedelen af den tyske befolkning allerhelst vil være et ”stort Schweiz” og ikke påtage sig nogen lederrolle, presses Tysklands politikere nemlig i stigende grad til at løfte denne opgave.

Som amerikanerne så ofte har måttet sande, er bagsiden af dette forventningspres frustration og massiv kritik. Tag bare eurokrisen, hvor Merkel på én og samme tid blev kritiseret for at gå i Adolf Hitlers fodspor og for at være alt for passiv.

Udgiveren af ugeavisen Die Zeit, Josef Joffe, har sammenfattet paradokset på følgende måde: ”Tyskland er det nye USA (i Europa), landet mange elsker at hade. I Europa er skepsis over for Tyskland blevet anti-amerikanismens lillebror”.

Når jeg i dag endnu en gang drager til genforeningsfest, er det derfor et ganske andet Tyskland, jeg besøger. Denne gang vil flertallet synge med på nationalmelodien, og de tyske farver vil ikke blive gemt væk under sweateren.

Lige så klart er det imidlertid, at den tyske politiske elite er udmærket ved, at arbejdet med de nye udfordringer starter ”Montag früh”.

Lykke Friis er prorektor ved Københavns Universitet og tidligere folketingsmedlem og minister for Venstre. Hun opvokset med en tysk mor og en dansk far. Hendes seneste bog er ”Hund efter Tyskland”, Gyldendal, 2014. Hun er formand for Det Udenrigspolitiske Selskab.