Prøv avisen
Kronik

95-året for Thomas Manns berømte tale: Europa er stadig på jagt efter "følelsen"

Den tyske forfatter Thomas Mann (1875-1955) holdt for præcis 95 år siden sin såkaldte republiktale. Den handlede ikke om hverken stormagtsdrømme, ytringsfrihed eller politisk omfordeling af samfundets goder. Den handlede om romantik, skriver Rasmus Navntoft. – Foto: AP/ritzau

Det er uden tvivl en af de mærkeligste politiske taler i verdenshistorien – den tyske forfatter Thomas Manns såkaldte republiktale – som blev holdt i dag for præcis 95 år siden i Berlins Beethovensal foran et skeptisk og uroligt publikum

Thomas Manns (1875-1955) såkaldte republiktale, holdt for præcis 95 år i dag – den 13. oktober 1922 – handler ikke om hverken stormagtsdrømme, ytringsfrihed, demokratisk deltagelse eller politisk omfordeling af samfundets goder. Den handler tværtimod om romantik. Både i begrebets ligefremme, sanselige betydning og i dets åndshistoriske.

Der bliver gravet dybt i de store romantikeres mærkværdige sammenblanding af poesi, mystik, erotik, dødslængsel og religiøs forløsning for at finde ud af, hvad det er for en kulturel enighed, der må være på plads, før man kan skabe et stærkt politisk fællesskab.

Det er måske derfor, Thomas Mann oplever en renæssance i disse år, ikke mindst i Danmark. For hvad er det egentlig, han finder i romantikkens svulstige billedsprog? Ja, det er følelsen, den intuitive fornemmelse af, hvad det vil sige at være tysk, en diffus grundstemning, en særlig tysk tilgang til verden, som er svær at indfange, men som ikke desto mindre måtte være grundlaget for det demokratiske fællesskab.

Og er det ikke netop denne følelse og grundstemning, som Europas nationalstater leder så desperat efter i disse år? Er det ikke den, der gemmer sig bag Ungarns eksperimenter med illiberalt demokrati, Brexit og de evige danske EU-forbehold? En følelse af at det, der træffes beslutning om på et overnationalt niveau, ofte er udansk, u-ungarsk, u-engelsk – og må vige, fordi det er i konflikt med fornemmelsen af, hvad det nationale er?

Den tyske ånd nåede sit højeste i romantikken, fastslår Mann i sin tale. Her indgik folkelighed og den store kunst sin stærkeste forbindelse. Og Novalis (1772-1801), romantikeren over dem alle, var den, der i sin poesi og filosofiske skrifter bedst formåede at billedliggøre det særligt tyske.

Han bedrev socialisme som rusfilosofi, skriver Mann. Han formåede at forbinde det mest mystiske med det mest rationelle, hjertets dybe længsler med moralske påbud, der kunne skabe en bedre fremtid.

Novalis taler om, at man bør leve i staten, i det store fællesskab, som man lever i sin elskede, og at det preussiske kongepars kærlighed er symbol på den sande stat, eftersom kongeparrets kærlighed til hinanden er den samme som den et større fællesskab må bygge på. Kærligheden er betingelsen for en fuldkommen forfatning, retsstat og demokrati.

Han taler om, at den enkelte person består af flere personer, og andre mennesker har andel i det, jeg tænker og gør, fordi fællesskab og pluralisme er vores inderste væsen. Ja han går så vidt som til påstå, at det er driften og kærligheden, der holder os sammen i et politisk fællesskab – og vel at mærke ikke fornuften.

Ethvert fællesskab udspringer af vellyst, den sanselige lyst til at være sammen er fundamentet under staten. Der findes kun ét tempel i verden: menneskets krop. Intet er helligere end denne. Man rører himlen, når man berører et andet menneske.

Og omvendt: Kristendommen er kimen til al demokrati, fordi den lægger vægt på den gode vilje uanset status og herkomst. Det sanselige, religiøse, mystiske og politiske hænger sammen.

Det er voldsomt og svulstigt, det synes Mann vist også selv. Men det passer ganske godt til de hektisk eksalterede 1920’ere, hvor enhver form for ædruelighed var no go. Det er ikke demokrati som et sæt politiske spilleregler, men nok som en slags eksistentiel og kulturel grundstemning.

Novalis formår ifølge Mann at formulere noget helt essentielt om Weimarrepublikken, nemlig at den må være forankret i en grundlæggende lyst til og drift mod at være sammen i et fællesskab. Den må være et indre anliggende for den enkelte tysker. Stemmeret og parlamentarisme må begrundes hinsides det politiske, i en mystisk biologisk-religiøs, intuitiv fornemmelse af, at vi alle er lige og hænger sammen i en uendelig organisk sammenhæng.

Staten og det politiske fællesskab går til grunde, hvis den forvaltes som en fabrik, siger han, for staten er ikke en maskine, men det ydre udtryk for et folks sjæl og værdifællesskab. Den bemærkning kunne være henvendt direkte til nutidens neoliberale Vesten.

Europas nationalstater og Europa selv er stadig på jagt efter følelsen. Hvad er det danske – det, der gemmer sig under de demokratiske spilleregler, som styrer den politiske hverdag, og som jo netop ikke er danske, men importeret udefra, fra oplysningens Europa? Er det hyggen, frikadellerne, ligheden ikke blot for loven, men også på arbejdspladsen og i hjemmet, en bestemt kompromissøgende antiradikalisme, der gør det vigtigere at kunne leve fredeligt side om side end at få ret?

Ja, det er lige så svært at svare på som det er sikkert, at mange tyskere anno 1920’erne ikke kunne genkende sig selv i Manns beskrivelse af det særligt tyske.

Men jagten på et nogenlunde tilfredsstillende svar bliver stadigt vigtigere i takt med, at følelsen igen er kommet i højsæde som det egentlige politiske organ.

Politik er først og fremmest følelser, fremførte eksempelvis Dansk Folkepartis Peter Skaarup i dagbladet Information i sommer – og blev bakket op af en socialdemokrat, der understregede, at følelser er ekstremt vigtige for den politiske beslutningsproces. Derfor giver det ikke mening at diskutere, om det var fornuftigt eller ufornuftigt af briterne at meldte sig ud af EU. Selvom det koster på den økonomiske bundlinje, så valgte de rigtigt, fordi EU var blevet uforenelig med det britiske.

Er det i bund og grund denne følelse, man kalder kultur? En intuitiv fornemmelse af, at der til et bestemt geografisk område eller menneskeligt fællesskab knytter sig et livssyn, en verdensopfattelse, som enhver samfundsmæssig udvikling må ske i overensstemmelse med? I så tilfælde har vi et problem i globaliseringens tidsalder, hvor hele verden i både fysisk og åndelig forstand vælter ind over nationalstatens grænser. For hvordan sikrer vi så balancen mellem kultur og politik?

Det er den balance, Mann med sin republiktale søger. Tyskland risikerede at blive oversvømmet af det engelsk-franske, mente han, hvis ikke de demokratiske principper hentede kød og blod fra tysk kultur. Og denne kultur kunne kun litteraturen og kunsten gestalte.

Følelsen af det nationale er ikke en individuel fornemmelse. Det er en kollektiv, som er destilleret i værker af landets bedste ånder. Som bekendt gik det ikke så godt. Det tyske stak af fra det demokratiske, følelsen fra fornuften, og forestillingen om et stærkt, organisk, metafysisk tysk fællesskab blev til en autoritær renhedsfilosofi, der førte til masseudrensninger og død i hele Europa.

Manns sidste hovedværk – ”Doktor Faustus” fra 1947 – er et studie i dette fald, hvor komponisten Adrian Leverkühn kaster sig i armene på den blotte følelse og de mest spekulative, mystisk-kultiske eksperimenter, og inden for romanens univers leverer det åndelige skyts til nazismens barbari.

Men, siger Mann, da han i skyggen af Anden Verdenskrig i maj 1945 igen beskæftiger sig med det tyske i en offentlig tale: Der findes ikke to tysklande, et godt og et ondt. Der findes kun ét, for hvem det bedste blev det onde ved djævelsk list. Det onde Tyskland er det gode, som et gået vild, det gode i ulykke, i skyld og undergang.

Med andre ord: Det er farligt at bygge republikker på følelser. Men det kan ikke lade sig gøre uden.