Kan man tilgive i vor tid? Er det ikke, som om tilgivelsen har trange kår og ikke kan finde ordentlig plads? Vi har netop oplevet, at udenrigsminister Jeppe Kofod (S) igen er blevet trukket frem, for man kan ikke tilgive.
Sagen dukker op, for det er, som om tilgivelsen ikke kan finde rum. Vi kan ikke afslutte denne sag og mange andre sager, der kræver tilgivelse. Vi kan egentlig kun finde straf, og derfor holder vi også op med at tale om folk, når de er blevet straffet. Vi siger, at han har udstået sin straf, og derfor skal det ikke tilregnes ham mere.
Men hvis man falder uden for det strafferetslige system, og det gør de fleste af os, som også Jeppe Kofod, så synes der ikke at være nogen mulighed for genoprejsning, for vi tror grundlæggende ikke på tilgivelsen.
Nu betragter den anden part i den konkrete sag sig ikke nødvendigvis som et offer. Men generelt kan vi sige, at tilgivelse kræver, at offeret, den ramte, kan genoprejses, for ellers er det jo at træde på offeret en gang til. Hvis offeret ikke kan oprejses igen, så bliver tilgivelsen til en magtdemonstration. Derfor har vi svært ved at finde tilgivelse i det post-kristne samfund, hvor offeret for altid er ramt og aldrig kan oprejses igen.
Det er på én gang skræmmende og sigende: Tilgivelsen er altid transcendent. Tilgivelsen kræver åbenbart et evighedshåb for kunne udfoldes. Og hvor det forsvinder, er der kun den evige jagt på den skyldige.
Det er K.E. Løgstrup, der i det fjerde bind af sin metafysiske ”Skabelse og tilintetgørelse” udfolder denne tanke. At tilgivelse kræver en oprejsning af offeret. Han skriver ligefrem, at den betingelsesløse tilgivelse er bagatellisering af ofrenes lidelser.
Det betyder, at den grænseløse tilgivelse tager overfladisk på nøden. Hvis vi blot tilgiver, så tager vi ikke nøden, smerten og lidelsen alvorligt. Så er tilgivelsen en magtdemonstration, der træder på offeret en gang til. Og Løgstrup fortsætter med at sige, at kun ”hvis Gud i sit rige oprejser den, der er blevet bedraget for sit liv, undgår den betingelsesløse tilgivelse af bedrageren at blive en bagatellisering af den bedragnes ulykke og lidelse”.
Det er store ord, for det betyder jo netop, at tilgivelsen kun kan udfoldes, hvis der er et evighedshåb. Og således bliver der grænser for, hvad der kan tilgives, hvis vi skal tage alvorligt, at mennesker lider, og det skal vi, hvis vi skal blive ved med at kalde os for mennesker.
Så hvis vi taber evighedshåbet, så bliver tilgivelsen hjemløs. Så kan vi godt fornemme, at det at tilgive bliver en underlig størrelse, for vi kan ikke vende tiden og gøre det gjorte ugjort. Derfor fornemmes det, at det at tilgive er at tage sig en for stor magt, for vi kan ikke oprejse den faldne, og vi kan ikke vende tiden. Det fornemmes, som om det at tilgive blot bliver et til overgreb.
Derfor vender vi os som i antikken til straffen. Og helst i et strafferetsligt system. Så kan folk udstå deres straf, og vi kan tale med dem igen og give dem en ny chance, som det hedder. Tilgivelse bliver derved i dybere forstand erstattet af hævnen, og derved er vi tilbage i et klassisk antikt skema, hvor ligevægten opretholdes af hævn, straf og menneskelig dom.
Problemet er som sagt, hvis vi falder uden for det strafferetslige skema, og vores brøde blot er dårlig dømmekraft og slet moral. Så er der ingen hjælp at hente.
Så er fornyelsen af livet hjemløs. Så kan vi ikke gå ind under hævnen, men må hænge i tilgivelsens tynde snor, der hvert øjeblik truer med at briste, fordi vi ikke helt tror på tilgivelsen og et eller andet sted finder den uetisk, fordi evighedshåbet, hvor den faldne oprejses, er udvisket.
Tilgivelsen bliver hjemløs i en verden, der ikke lægger sit håb i Guds rige, hvor nøden og lidelsen ophæves. Det er Løgstrups postulat, og jeg er tilbøjelig til at give ham ret. Og man må sige, at de erfaringer, vi gør os for tiden om mennesker og deres brøde, der hele tiden trækkes ud i det offentlige rum på ny, bekræfter mig i denne forestilling: Tilgivelsen bliver hjemløs i en verden uden transcendens og dybere endnu, hvor Guds magt løfter den op, der er faldet.
Og når tilgivelsen bliver hjemløs, er der kun hævnen tilbage eller med et mere civiliseret udtryk: straffen. Man har altid straffet, også i kernekristne samfund, men nu er det straffen, der er betaling for vores skyld, og ikke tilgivelse.
Måske er det med øje for offeret, at vi ikke kan tilgive. At vi altså opretholder en etisk standard, der er smuk og menneskeværdig, fordi vi ikke med Løgstrups ord vil bagatellisere hinanden. Problemet er, at den etiske standard tvinger os ind i et lukket rum, som vi ikke kan komme ud af.
Af etiske grunde bliver den skyldige ved med at trækkes rundt i manegen, og man kan diskutere, hvor etisk det er. Og samtidig bliver offeret ved med at være offer, når tilgivelsen eller forsoningen ikke kan finde sted.
Grundlæggende er problemet tabet af evighedshåbet, hvorved tilgivelsen bliver hjemløs. Man kan sagtens forsøge at oprette forsoningskommissioner, og det er også gjort, men spørgsmålet er, om det grundlæggende er muligt uden troen på, at den faldne oprejses igen og får sit liv tilbage. Det tabte liv kan vi jo aldrig kompensere for. Det kan vi kun i skyldighed leve med.
Løgstrup udtrykker det således, at Jesu betingelsesløse tilgivelse, som vi jo altid fremhæver, kun er mulig i hans forventning om gudsrigets komme. Derfor behøver han i sin tilgivelse ikke at tænke på dem, som ingen jordisk fremtid har, fordi de blev ofre for ondskab og ulykke. Men hvis gudsriget ikke kommer, så er hans tilgivelse jo derfor barbarisk. Gudsriget er hos Jesus fornyende og etisk.
Så hvordan skulle vi kunne tilgive, hvis vi ikke har en tro på gudsriget, der genopretter ulykken? Hvis vi tilgiver uden denne tro, så træder vi blot på offeret en gang til. Så bagatelliserer vi hans lidelse, som Løgstrup siger det.
Det er et eller andet sted et smukt træk, at vi ikke kan tilgive, for vi fornemmer, at det ville være at sætte sig ud over den magt, der ikke er vores. Men det giver unægtelig problemer, som vi er nødt til at forsøge at løse. Vi kan ikke bare løse dem med hævnen eller straffen. Det er kun at forøge lidelsernes omfang. Vi må kunne tale om tilgivelse, og det kræver, at vores samfund har et lag til. Et lag, hvor en oprejsning kan finde sted.
Det er store ord. Men det er også bekymrende, at tilgivelsen synes at blive hjemløs. Det er et ægte dilemma, som vi er nødt til at tale om, hvis vi på samme tid skal kunne tilgive gerningsmanden og oprejse den forurettede.
Tilgivelsen forudsætter en transcendens, som vi måske ikke tager for givet, men som ikke desto mindre er nødvendig, hvis tilgivelsen ikke bare skal blive til endnu et overgreb, eller hvis tilgivelsen ikke skal forsvinde i straffen.