Nøgler lægges under måtten til fremmede mennesker, og betaling for kartofler ved vejsiden lægges i en dåse, skriver dagens kronikør
Hvor vigtigt og interessant et fænomen, tillid er, gik for alvor op for mig i en butik i Arusha i det nordlige Tanzania for en del år siden. Jeg havde forelsket mig i en halvstor træskulptur af en siddende kvinde, som var netop så langt henne i sin graviditet, som min kone var på det tidspunkt.
LÆS OGSÅ: En gåtur for ældre og unge kan skabe tillid og sammenhold i nærområdet
Den var ikke helt billig, og jeg havde næsten ingen penge. Familien havde været på en længere safari ned fra Kenya, og bilreparationer undervejs havde drænet kassen. Forretningens indehaver var inder, og han fortalte mig med et smil, at det ikke var noget problem. Eftersom vi boede i Nairobi, hvor han havde en fætter, kunne vi blot betale til ham, når vi engang kom hjem. Her var hans navn og adresse. Inderen havde set mig an. Jeg virkede tillidvækkende.
Som asiaterne i Østafrika hævder andre mindretal sig blandt andre, fordi de samarbejder på grundlag af tillid først og fremmest til hinanden, for eksempel grækere, armeniere, libanesere, jøder og kinesere. Det er imidlertid ikke bare visse etniske grupper, som skiller sig ud i denne henseende, det gælder i meget høj grad også nationer.
Det var en af de ting, som Verdensbanken satte sig for at undersøge, og resultatet er interessant, ikke mindst for Danmark. Banken viste for en række lande deres wealth forstået som den form for rigdom, som kan skabe fremtidige indkomster det vil sige produktionsfaktorer i bred forstand.
Målt pr. indbygger lå Danmark som nummer to efter Schweiz. Grunden er, at langt den vigtigste produktionsfaktor er de uhåndgribelige aktiver, nemlig arbejdskraftens uddannelse, institutionernes kvalitet og social kapital. Det sidste består af den tillid, folk har til hinanden i samfundet, deltagelsen i samfundsaktiviteter, graden af lighed med videre. Det forklarer næsten hele indkomstforskellen mellem Danmark og Etiopien, et af verdens allerfattigste lande.
Det siges ofte, at tillid er godt, men kontrol er bedre. Det er ikke rigtigt. Kan man klare sig med tillid, er det langt at foretrække, for kontrol er dyrt. I en dansk undersøgelse i 2008 svarede 76 procent af danskerne, at de alt i alt mente, at folk er til at stole på. I en international undersøgelse nogle år før blev et tilsvarende spørgsmål stillet til brasilianerne, og kun tre procent svarede som danskerne.
Når vi kan nære tillid, er der mange ting, som bliver billigere eller lettere. Så kan for eksempel en handel klares med et håndslag, og så sparer man kontrakten og hele apparatet bagved af advokater og retsvæsen. Modsat i mange andre lande kan man i Danmark som regel få en vare tilsendt blot ved at ringe til en forretning eller et firma, for der er tillid til, at varen efterfølgende betales.
For danske virksomheder betyder det store besparelser og åbner mange muligheder, at de tør vise medarbejderne tillid. Og det tør de i langt højere grad end i mange andre lande, meget mere end for eksempel i USA. Det viser sig blandt andet i, at vi er langt fremme med hjemmearbejde her i landet, fordi der er tillid til, at medarbejderne vil arbejde effektivt, også når de ikke er under opsyn. En undersøgelse har vist, at 81 procent af de adspurgte i Danmark siger, at de har tillid til, at deres kolleger er produktive, når de arbejder væk fra kontoret. I Tyskland er det kun 38 procent.
At der som i Danmark råder en betydelig grad af tillid mellem mennesker repræsenterer ikke blot et meget stort økonomisk aktiv. Fuldt så vigtigt er det, at det gør et land bekvemt og rart at leve i. Nøgler lægges under måtten til fremmede mennesker, og betaling for kartofler ved vejsiden lægges i en dåse
TILLID ER FUNDAMENTAL i politik. Vi giver nogle mennesker en meget betydelig magt over os og stoler på, at de vil bruge den til det fælles bedste. I rigtig mange lande er denne tillid blevet skuffet i en sådan grad, at respekten for politikerne og troen på demokratiet kan være på et lille sted.
Det er næppe fordi italienerne dybest set er mere europæiske, end vi er, men de vil hellere betro magten til Bruxelles end til Rom. Hvor hurtigt tilliden til politikere kan få sig et knæk også i Danmark, har vi set efter det sidste valg. Der gik ikke mange uger, før tilliden til den nye regering styrtdykkede. Trods alle svagheder må vi holde fast i demokratiet. Der findes ingen tillid i alternativerne, kun tusinder af Stasier.
Tillid er en skrøbelig størrelse. I Norge skulle der kun en enkelt afsporet person til, før der gik et stort skår i den norske tillidsfuldhed. Ugerningsmanden på Utøya optrådte i politiuniform, vel det mest tillidvækkende symbol vi har her i Norden. En håndfuld terrorister rystede den 11. september 2001 hele den vestlige verdens tillid. Modstandsbevægelsen byggede på tillid; svigtede man den, kunne man risikere at blive likvideret.
Ofte er vi nødt til at vise tillid til folk, som vi ikke kender godt, og som vi ikke kan kikke i kortene. For eksempel vores nye læge eller kirurgen på hospitalet. Vi spiser medicinen og lægger os under kniven i nærmest blind tillid, selvom det måske er vores liv, som står på spil.
Som det gør hver dag på landevejene. Utallige gange i løbet af et liv passerer vi modgående biler med få meters afstand og med en relativ hastighed af cirka 200 kilometer i timen. Vi lægger vores liv i hænderne bogstavelig talt på helt ukendte mennesker. Hvis føreren af den modgående bil af en blandt mange mulige grunde kommer til at dreje lidt på rattet i det kritiske øjeblik, er vi færdige.
Danmark er formentlig (sammen med Sverige og Norge) det land i verden, hvor borgerne har den største tillid til de offentlige myndigheder. Dem betror vi uden tøven alle tænkelige oplysninger om os selv, overbevist om, at de ikke vil blive misbrugt. Mens der i mange andre lande er betydelig bekymring for, hvad myndighederne kan få ud af de stedse flere videooptagelser af borgernes færden, er det helt i orden for danskerne.
Tillidsfuldhed er et resultat af vore erfaringer med mødet med andre mennesker. Helt små børn viser grænseløs tillid til deres forældre. Hvis vi bekræftes tilstrækkelig mange gange gennem opvæksten, bliver vi tillidsfulde mennesker. Tillid viser vi især til dem, vi kender godt, og så til fremmede, der ikke er for forskellige fra os selv.
HER ER DEN VIGTIGSTE forklaring på den danske tillidsfuldhed. Vi er et enestående homogent samfund. Vi bygger på fælles traditioner og institutioner, skabt gennem de mange hundrede år, vi har udgjort en nation. Og der er ikke så mange af os, vi bor ikke så langt fra hinanden, og vi har det samme modersmål det er tillidvækkende.
Når afrikanere har spurgt mig, hvorfor vi udgør et så vellykket samfund, har jeg som en væsentlig grund givet, at vi tilhører den samme stamme. Så ser de tankefulde ud, når de for eksempel kommer fra et land som Tanzania med 120 stammer, hvoraf mange for få generationer siden lå i krig med hinanden. Men inden for stammen er der normalt tillid.
Og så er vi midt i den danske indvandrerdebat. Hvordan skal det dog gå med de danske kerneværdier, når vi optager alle disse fremmede? Her synes at være godt nyt. En nylig stor spørgeskemaundersøgelse har vist, at indvandrere, som kommer fra lande med lav tillid, og i endnu højere grad deres børn, kommer op på et tillidsniveau, der er tæt på, henholdsvis helt oppe på, den høje danske standard.
De udgør altså ingen trussel mod sammenhængskraften og trygheden i det danske samfund, som på afgørende måde bygger på tillid. Og som er en vigtig del af forklaringen på, at danskerne er verdens lykkeligste folk hvis man kan tro OECDs nylige undersøgelse. Så vi må passe på tilliden ved at leve op den tillid, andre viser os.