Prøv avisen
Kronik

Forstander: Tillykke, Danmark, med højskolernes 175-årsjubilæum

Arven fra Grundtvig og Kold kommer tydeligt til udtryk i højskolernes formålsparagraf, hvor der står, at højskolerne skal give livoplysning, folkeoplysning og demokratisk dannelse, ligesom tilskudsbekendtgørelse foreskriver, at hver højskole som minimum skal råde over to familieboliger til forstander og fastansatte lærere, skriver forstander for Rødding Højskole. Arkivfoto. Foto: Leif Tuxen

Mads Rykind-Eriksen, forstander for Rødding Højskole

Dette er en kronik. Kronikken er udtryk for skribentens egen holdning.

Lige siden Rødding Højskole den 7. november 1844 slog dørene op for det første elevhold, har højskolebevægelsen formidlet livsoplysning, folkeoplysning og demokratisk dannelse til unge mennesker. Sådan skal det fortsat være, skriver forstander

Det var Grundtvig, der i en række skrifter i 1830’erne formulerede tankerne om en dansk folkehøjskole, hvis formål skrev sig direkte ind i samtiden. I forlængelse af oplysningstidens tanker om hvordan man skaber et moderne samfund og set i lyset af det gryende demokrati, var idéen med højskolen at myndiggøre borgerne. Med nationalstatens fremvækst skulle danskerne desuden bevidstgøres om deres fælles kultur og historie, ligesom uddannelse skulle sikre vækst og velstand. Endelig skulle livs- og folkeoplysning få os til at reflektere over, hvad det er for et liv, vi skal leve hver især og med hinanden. I tilslutning hertil understregede Christen Kold betydningen af hjemlighed – det, at elever og lærere bor under samme tag og spiser sammen.

Arven fra Grundtvig og Kold kommer tydeligt til udtryk i højskolernes formålsparagraf, hvor der står, at højskolerne skal give livoplysning, folkeoplysning og demokratisk dannelse, ligesom tilskudsbekendtgørelse foreskriver, at hver højskole som minimum skal råde over to familieboliger til forstander og fastansatte lærere.

Til grund for Grundtvigs tanker lå hans menneskesyn. Det kommer til udtryk i et af de mest citerede steder i hans forfatterskab, og står mejslet ind i højskolernes dna – på en sten i gården og, som her på Rødding Højskole, på en messingplade:

Mennesket er ingen abekat, bestemt til først at efterabe de andre dyr, og siden sig selv til verdens ende, men han er en mageløs, underfuld skabning, i hvem guddommelige kræfter skal kundgøre, udvikle og klare sig gennem tusinde slægter, som et guddommeligt eksperiment, der viser, hvordan ånd og støv kan gennemtrænge hinanden, og forklares i en fælles guddommelig bevidsthed.

For Grundtvig betyder det, at mennesket er skabt i Guds billede, at menneskene er guddommelige skabninger, som består af støv og ånd – i vores kristne kulturkreds udtrykker vi det ved, at vi har en sjæl og et gudsforhold. På den ene side er vi en del af naturen – vi fødes, vokser op, lever, dør og formulder ligesom al anden natur – på den anden side er vi mere end et stykke natur. Vi kan ikke reduceres til fysiske og kemiske processer, og vi kan ikke sættes på en formel for, hvordan vi skal leve et sandt og ægte menneskeliv. Kort sagt er vi ikke bestemt til at blive noget særligt på forhånd; men hver især har vi muligheden for at udvikle os i overensstemmelse med vores individualitet og forudsætninger, og vi er ligeledes i stand til at sætte os ud over egne drifter og reflektere over eget liv.

Og det er netop det, der blandt andet er højskolernes opgave: at give det enkelte menneske inspiration til at forvalte det liv, vi hver især og med hinanden har fået givet. Derfor findes der heller ikke eksamener på højskolerne, for målet er større end blot at give eleverne en bestemt kundskab inden for et fagområde; således siger vi, at vi underviser med fagene og ikke i fagene.

Højskolens formål er grundlæggende det samme som i 1844, men tiden har forandret sig og dermed rammerne for det moderne menneske. I dag lever vi i en opbrudskultur, der tager sit afsæt i 1950’erne, hvor Danmark på kort tid ændrer sig fra at være et landbrugssamfund til at blive et moderne videnssamfund.

Da danskerne flyttede fra land til by blev den gamle stationære bondekultur afløst af nutidens opbrudskultur, hvilket har haft kolossale konsekvenser; frem til 1950 passerede alle generationer i deres barndom igennem en tragt foret med dansk kultur for år efter at komme ud som voksne med en fælles kultur. I dag er billedet helt anderledes. Vi befinder os ikke længere i en kultur, hvor børn opdrages med fælles normer, værdier og traditioner. I stedet vokser de – groft sagt – op i et kulturelt tomrum, hvor de selv skal ud og skabe og erobre sig en kultur. Hvor kulturen tidligere var noget givet, der styrede det enkelte menneske, fødes mennesket i dag som kulturelt frisat. Det kan selv vælge uddannelse, religion, subkultur, seksualitet, parti, partner og alt muligt andet. Hvor kulturen tidligere formede os, former vi i dag vores egen kultur igennem vores valg.

Det er denne virkelighed og svaret på disse udfordringer, højskolen blandt andet skal forholde sig til i dag. Set i lyset af opbrudskulturen bliver højskolens opgave at rodfæste og forankre eleverne og gøre dem bevidst om, at vi som mennesker ikke er faldet ned fra himlen, men er født ind i en kontekst. Og da vi nu engang bor i det land, der hedder Danmark, er det en dansk kontekst, der giver os udgangspunktet for at forstå verden og føle os hjemme et sted. Hvor kulturen tidligere dikterede, at det enkelte menneske skulle gøre og handle på en bestemt måde, skal højskolen i dag i højere grad stå som vejleder og sparringspartner for de unge i deres livsvalg og give dem styrken til og troen på, ”at livet det er livet værd på trods af tvivl og stort besvær”, som vi synger med Jens Rosendal. Altså at det mismod i form af angst, stress og depression, der i dag rammer mange unge, forsvinder til fordel for livsglæden og bevidstheden om, hvor stor en gave selve livet dybest set er. Det er livs- og folkeoplysningens opgave i en nutidig kontekst.

I formidlingen heraf er det forpligtende fællesskab, der opstår, når man bor og lever sammen og skal have en hverdag til at fungere, helt unikt, og det har altid været en grundsten i højskoleformen. For her oplever de unge ikke kun sig selv som individualister, men som værende en del af et større fællesskab, som man har et ansvar og en forpligtelse overfor. Hvor læreren ikke blot er en, der formidler en bestemt viden, men en, man deler liv sammen med ved at bo samme sted. Derfor er bopælstilknytningen for forstandere og lærere, som Christen Kold betonede, stadig så væsentlig en del af højskolelivet.

Et af de bedste redskaber til at kaste lys over menneskelivet og forstå, hvad det er for et fællesskab, vi er indfældet i ved at bo her i Danmark, er Højskolesangbogen. Højskolesangbogen udtrykker den danske folkeånd, som Grundtvig kalder alt det, der binder os sammen, og som er et langt bedre udtryk for det ord, vi ellers bruger: kultur. ”Folk” udtrykker et konkret fællesskab – det danske fællesskab for vores vedkommende – mens ”ånd” er vores sprog, historie, kristne kulturbaggrund, landskabet, poesien, årstiderne m.v., alt det, der binder os sammen, uden at man kan sige, at det netop er dét ene element, fx at man er født her i Danmark eller har en kristen kulturbaggrund, der gør os til danskere. På den måde er ordet ”folkeånd” et inkluderende begreb, der gør, at nytilkomne også kan blive en del heraf. Højskolernes opgave er at give eleverne blik for denne folkeånd, at få den til at virke, så de ser sig selv som en bestanddel af en større fortælling, som ikke kun giver dem en identitet og forståelse af livet, men som også gør, at de ønsker at bidrage til dette fællesskab, hvor engagement, sammenhængskraft, tillidskultur og folkestyre er centrale elementer.

Grundtvig ville kalde det at vække folkeånden til live. Den er gennem årene blevet vakt på landets højskoler, og det er fortsat det, det handler om. Tillykke, Danmark, med højskolernes 175-års jubilæum!

Højskolens formål er grundlæggende det samme som i 1844, men tiden har forandret sig og dermed rammerne for det moderne menneske.