I DAG den 4. oktober ville min lillebror Hans have været fyldt 50 år. Sådan skulle det ikke gå. En novemberdag i 1981 cykler han af sted på en af sine utallige fisketure og tager et venstresving ned ad en markvej for at komme til et af sine faste fiskesteder. Han overser en bil, der kommer bagfra, og bliver påkørt et sted på landevejen mellem Borup og Osted på Midtsjælland. Ved ankomsten til sygehuset i Roskilde er han død, kun 14 år. Mine forældre havde ofte været bekymrede for druknefaren ved de mange vandhuller og småsøer, Hans alene tilbragte timer ved – skæbnen vil så, at han bliver dræbt i et trafikuheld.
Et pludseligt og meningsløst tab river naturligvis tæppet helt væk under fødderne på en hel familie – mere om det senere.
TABET AF EN BROR bliver en del af bagagen, man bærer med sig. Pakket ned, gemt væk i dagligdagen med alle dens gøremål. Men man kan kun snyde krop og sjæl et vist stykke tid, så kommer gruen og sorgen frem til overfladen.
Som nu denne sommer, hvor min far solgte det hus, jeg og mine tre brødre er vokset op i og – for de to yngstes vedkommende – født i. Hans i 1967, og Kristian kom til i 1969. Det var tid til at få ryddet op, smidt væk og pakket ned. Under oprydningen i udhuset faldt jeg over en lille og fuldstændig hjerteknusende ting, som gav tårerne frit løb: En keramikplade lavet i formning med teksten ”TIL MOR”. Herunder var der så lige akkurat blevet plads til en lille blå blomst – og på den anden side navnet ”HANS”. En nu afdød drengs kærlighedserklæring i ler til en mor, som heller ikke længere lever. En tidløs ting, som børn i skolen til hver en tid laver til deres forældre.
Det er 36 år siden, at Hans døde. Alligevel er det først nu, jeg beder min far vise mig stedet på Bregentvedvej, hvor han blev dræbt. Og først nukan jeg skrive historien. Med salget af det hus, som siden 1964 har været familiens hjem, rykker mindet om Hans et lille hak længere bort. Færre og færre i Viby vil kunne huske den glade, blonde dreng, der levede og åndede for lystfiskeri. Sådan må det være, men tanken gør mig trist.
Det var et ungt, lokalt par, der købte min fars hus. Det viste sig, at ikke køberen, men moderen til en af de to købere havde gået i klasse med Hans. Så stod det klart for mig, at årene er gået. Mindet om lillebror Hans vil falme. Derfor blev det vigtigt for mig at redde den lille skæve lerplakette med hans navn under den sidste, store oprydning af barndomshjemmet.
Men tid er en underlig størrelse. For selvom det er en menneskealder siden, tragedien ramte, så er følelserne fuldkommen intakte, når man tillader sig selv at genopleve dem.
I NOVEMBER 1981 er jeg 19 år og netop blevet færdig med gymnasiet. Jeg er i Oslo og ringer hjem fra en rød telefonboks i byens udkant. Min mor svarer, og jeg kan straks høre på hendes stemme, at noget er helt, helt galt: ”Hans har været ude for en trafikulykke.”
”Åh, nej, hvor slemt er det?”.
”Han er blevet dræbt,” svarer min mor og bryder ud i gråd.
Jeg husker turen hjem i tog fra Oslo og gennem Sverige. Mit humør var ret upåvirket, og det havde jeg egentlig ret dårlig samvittighed over. Jeg tog mig endda i at fløjte. Alt det ændredes, da jeg mødte stemningen hjemme. Min far, der mødte mig i hoveddøren med ordene: ”Nu er vi én mindre.”
Jeg husker kulden. Det var, som om det var umuligt at få varme i kroppen. Jeg husker, jeg er oppe på Peder Syv Skolen for at aflevere min lillebrors skolebøger. Forlegenhed over at kunne mærke forlegenheden hos hende, der tog imod bøgerne. Og følelsen af at være en paria, en spedalsk, ingen turde tale til, når jeg gik på gaden. Sådan føltes det i hvert fald. Jeg husker Hans’ blå, krøllede cykel fra ulykken, der af én eller anden absurd grund var blevet leveret til mine forældres hus og kom til at ligge temmelig længe under æbletræet ved indkørslen.
Jeg husker begravelsen. Overraskelsen over, hvor tung kisten, jeg er med til at bære, er. ”Han blev begravet som en voksen,” sagde min mor. Måske i et forsøg på at slå fast, at Hans trods sin unge alder alligevel havde nået at leve et liv, omend det blev kort.
Andre dele af begivenhederne aner jeg ikke, hvordan er foregået, for jeg var ikke til stede. Alligevel kan man ikke lade være med at danne sig sine faste, indre billeder af scenarierne, selvom de uden tvivl er foregået anderledes: Selve ulykken, hvor en traktor gasser op, og den sorte dieselrøg muligvis, muligvis ikke, distraherer Hans, netop som han skal til at svinge. Læreren, der skal fortælle det til Hans’ klasse. Politifolkene, der ringer på hos mine forældre for at hente dem til identifikation af cirka 14-årig dreng i lighuset på Roskilde Sygehus.
I årene lige efter spurgte folk altid, hvordan mine forældre havde det, hvilket i stigende grad irriterede mig. Indtil et klogt menneske på et tidspunkt sagde til mig, at det måske var, fordi de ikke turde spørge min storebror og mig direkte, hvordan vi havde det. Så var et spørgsmål til forældrene lidt mindre direkte, men dog deltagende.
SÅ HVORDAN HAVDE forældrene – og den øvrige familie for den sags skyld – det så? For det første: Det var ikke en familie, som var vant til at sætte ord på følelser. Ikke at den var kold, slet ikke. Ord om følelser lå bare ikke i luften.
Men far overlevede på sin energi, livsvilje og gåpåmod. Men han var helt på herrens mark, når det gjaldt om at støtte min mor i hendes store sorg. Min mors livsvilje og humør fik simpelthen et knæk. Hendes indre tone gik fra dur til mol, og der blev den. Hun blev aldrig den samme. Selvfølgelig.
Min mor fortalte, at lige da de havde fået meddelelsen om Hans’ død, havde hun sagt til min mindste lillebror, Kristian: ”Han var din bedste ven.” Han var stukket i et hyl og var løbet op på sit værelse. Og sådan forblev det. Kristian isolerede sig, blev tvær, mut og skoletræt. Til min mors sorg over tabet af Hans føjede sig nu et nyt element: Sorg og dårlig samvittighed over ikke at kunne få hul igennem til den to år yngre Kristian, Hans’ bror og uadskillelige legekammerat. I dag ville systemet uden tvivl havde samlet et barn med sorg som Kristian op. Ikke i 1981. Kristian dør selv knap ni år efter, i 1990, ved en soloulykke med et ultralet fly i 1990. Med ni års mellemrum mister mine forældre to børn ud af fire. Min mor genfandt aldrig livslysten og ligger i dag side om side med sine to yngste drenge på kirkegården ved Syv Kirke.
Og mig? Jeg er ikke ret skråsikker, når det kommer til, hvordan de to brødres død har påvirket mit liv. Men måske er det grunden til, at jeg først som 50-årig fik stiftet familie – jo skulle ”lige” finde mine egne ben at stå på igen. Og børn heler sår, heldigvis. Jeg fik ikke ét, men to wakeupcalls om, at livet er en gave, og man skal bruge tiden med omtanke. Jeg har forsøgt at gøre ting, som var væsentlige og sortere det uvæsentlige fra – men ingen kan jo leve et helt liv på den måde.
Jeg ved, at jeg får trang til sarkastiske bemærkninger, når jeg støder på Gajol-pakke-filosofi såsom for ”Det man ikke dør af, gør én stærkere” og ”Tiden læger alle sår”. Det samme gælder udøvere af ekstremsport, der glædesstrålende fortæller om adrenalin-kicket ved at kaste sig ud i et bungeejump og ”virkelig føle, at man lever” – helt overbevist om egen udødelighed.
Og jeg ved, at man kan savne noget, der aldrig blev. Vi ved det ikke, men slægtstræet kunne i dag have været et fyldigt træ med to voksne småbrødre og deres familier. I stedet er det blevet lige lovligt tyndt. Spild af liv. Lev livet.