Prøv avisen

Tilværelsen kan ikke alene bygges på selvrealisering

KRONIK: Værdifulde offentlige og private bestræbelser bliver truet i et samfund, hvor individer er så stærkt optaget af at udvikle sig selv, og hvor kontinuitet i livsførelsen anses som et tegn på svaghed eller uopfindsomhed

Vi støder hele tiden på begreberne selvrealisering, selvudvikling og personlig udvikling inden for et stigende antal livsområder. I tiden efter Anden Verdenskrig var selvrealisering elitens privilegium, som 1968'erne kæmpede for at demokratisere.

I dag er selvrealisering ikke blot en ret, men en pligt. Vi skal udvikle os personligt i vores arbejdsliv, og virksomheder annoncerer derfor rutinemæssigt efter medarbejdere med mod på "faglig og personlig udvikling". Mange steder kan eller skal ledere og medarbejdere deltage i personlighedsudviklende kurser. I uddannelsessystemet fra folkeskolen og frem skal elevers og studerendes personlige udvikling vægtes på lige fod med det faglige indhold, hvilket er stadfæstet i Folkeskoleloven (skolen skal medvirke "til den enkelte elevs alsidige personlige udvikling"). I min søns vuggestue herskede ifølge institutionens hjemmeside "filosofien om det enkelte menneskes iboende kraft og evne til udvikling og forandring". Og i vores private liv søger vi som en selvfølgelighed professionel hjælp til at realisere os selv, for der er rig adgang til diverse terapi- og rådgivningsformer, selvudviklingskurser samt selvhjælpslitteratur af enhver art.

Selvrealisering er ikke noget fuldstændig nyt i den vestlige kultur. "Kend dig selv!" stod der eksempelvis skrevet over Apollons tempel i Delfi i det gamle Grækenland. Men for grækerne betød dette ikke, at hvert menneske skulle lære sig selv og sine egne unikke egenskaber bedre at kende. Det betød derimod, at man som menneske skulle forstå, at man kun er et dødeligt væsen i en farlig verden, og at man som sådan står over for de mægtige guder. Den førmoderne, græske forestilling om tilværelsens mål var, at man skulle stræbe efter at gøre det, man ifølge sin fællesmenneskelige natur burde gøre. Denne grundlæggende menneskeforståelse fik nyt udtryk i den kristne middelalder, hvor grækernes antropologi mødte kristendommens religiøse bud. Som sociologen Zygmunt Bauman har gjort opmærksom på, så kunne menneskets problemer på denne tid sammenlignes med pilgrimmens: Hvordan komme derhen, hvor det er mig befalet at gå? Der kunne ikke stilles spørgsmålstegn ved værdien af at gå derhen. Bevægelsen mod målet (frelse) kan fortolkes som en førmoderne form for selvrealisering.

Mens den førmoderne selvrealisering kunne forstås i pilgrimmens billede, kan den nutidige selvrealisering forstås i turistens, som også Zygmunt Bauman har bemærket. Turisten er først og fremmest en æstet, der er optaget af at få nye afvekslende oplevelser. Turisten lever i en forbrugerstyret oplevelsesøkonomi, hvor grundspørgsmålet ikke er "Hvordan kommer jeg derhen?", men "Hvor skal jeg hen?" Turisten søger et svar på dette spørgsmål, men svaret er lige så flygtigt som forbrugersamfundets markeder, hvorfor det fleksible menneske, der er i stand til at omstille og udvikle sig, bliver eksistentielt forbillede. Turisten som postmoderne mennesketype er på skræmmende og fascinerende vis portrætteret i Michel Houellebecqs romaner "Lanzarote" og "Platform".

Selvrealiseringsideologien kan fortolkes på flere måder: Den er udtryk for, at de større sammenhænge, der tidligere skabte orden og retning i menneskers tilværelse, er blevet problematiske. Vores livsbane er ikke længere udstukket per automatik af religion, slægt eller fællesskab. Når individet ikke længere er givet en mening i tilværelsen via disse overordnede meningssammenhænge, må det søge meningen i sig selv, og dette sker typisk via en form for selvrealisering, hvor spørgsmålene bliver: Hvem er jeg? Hvad vil jeg? Derudover fungerer selvrealisering og personlig udvikling som måder, hvorpå sociale problemer maskeres som personlige problemer: Hvis vi bliver stressede, er løsningen ikke en ændring af arbejdsvilkårene, men coaching og udvikling af den personlige evne til stresshåndtering. Hvis vi bliver arbejdsløse, er løsningen ikke primært politiske initiativer til skabelse af job, men en personlig udvikling af den arbejdsløses markedsegnethed. Og hvis der er ballade i en skoleklasse, skal løsningen ikke først og fremmest findes på det sociale niveau, men ved at spille gruppeterapeutiske spil i klassens time, der udpeger bestemte elever som syndere. Hvordan skal denne omsiggribende tendens til at tænke om tilværelsens mål som selvrealisering forklares? En forklaring peger på samfundets forandring fra industrisamfund til forbrugersamfund; altså fra et samfund, hvor det stabile menneske, der gør, hvad det får besked på, og fungerer inden for en hierarkisk struktur, er idealet, og til et samfund, hvor det fleksible menneske, der må være konstant selvudviklende for at følge med det omskiftelige markeds betingelser, er idealet. Det fleksible menneske skal være omstillingsparat og kompetenceudviklende, men bagsiden af medaljen er en manglende fornemmelse af at høre til. Det moderne menneske har fødder og ikke rødder, som det ofte udtrykkes, men uden rødder kan det være vanskeligt få næring til en meningsfuld moralsk livsførelse, hvor andre for eksempel kan stole på, at jeg er den samme i morgen, som jeg giver udtryk for at være i dag. Det er vanskeligt at forfølge langsigtede eksistentielle og moralske mål i et samfund, der fokuserer på det kortsigtede.

Muligheden for at have fælles projekter i et demokratisk samfund er betinget af, at mennesker forpligter sig på bestemte ting over tid. Og muligheden for at leve sammen i kærlighedsforhold afhænger ligeledes af tillid og forpligtelser mellem mennesker. Værdifulde offentlige og private bestræbelser bliver truet i et samfund, hvor individer er så stærkt optaget af at udvikle sig selv, og hvor kontinuitet i livsførelsen anses som et tegn på svaghed eller uopfindsomhed.

Det har aldrig været let at være menneske. At påpege problemer ved nutidens individualisme og selvrealiseringstænkning betyder ikke nødvendigvis, at man drømmer sig tilbage til en tabt guldalder, hvor mennesket levede i nære fællesskaber og harmoni med naturen. En sådan guldalder er en illusion, men dette skal ikke gøre os blinde for, at også dagens rige, vestlige samfund byder på udfordringer, problemer og lidelse. Disse har blot antaget en anden karakter end tidligere. Hvor menneskets hovedproblem tidligere var "jeg vil for meget!", så er det i en fleksibel forbrugerøkonomi "jeg når aldrig nok!". Dette har også bevirket en ændring i samfundets dominerende psykopatologier: fra det neurotiske menneske i industrisamfundet, der skulle lære at tøjle sine drifter og begær (eksempelvis beskrevet af Freud) til det stressede og deprimerede menneske, der slet ikke har drifter og begær nok til den accelererende, grænseløse udviklingskultur i den moderne verden. Industrisamfundet fungerede efter bankbogens logik – forbrugersamfundet fungerer efter kreditkortets. Vi skal ikke længere kontrollere vores begær, men lære at træffe valg.

Udfordringen består i at træffe valg, når vi samtidig har mistet fornemmelsen for målestokke at træffe valg ud fra, andet end hvad individet føler, synes og mener er rigtigt. Vi skal vælge uddannelse efter interesse, arbejdet skal være sjovt, og fritidsaktiviteter skal være selvudviklende. Det lyder alt sammen godt, men den stigende forekomst af stress, depression og angst taler et andet sprog og viser, at det såkaldt frie, selvudviklende menneske i virkeligheden er bundet af et ulykkeligt dogme om udvikling og fleksibilitet som ukrænkelige værdier. Filosoffen Immanuel Kant beskrev i 1781 den lette due, der i sit svæv gennem luften mærker luftmodstanden mod sine vinger og forestiller sig, at svævet måtte være endnu skønnere i et vakuum, hvor der ikke var nogen modstand. Forbrugersamfundets frisatte, selvudviklende individ har skabt sig et liv i et vakuum, hvor der ikke er andre værdier end dem, der passer i personens selvudviklingsprojekt. Men ligesom duen ikke kan flyve i et vakuum, så kan tilværelsen heller ikke bygges alene på selvrealisering og personers individuelle præferencer. Vi kan ikke lære at orientere os i tilværelsens værdier, før vi har indset, at der er andre – og vigtigere – værdier end dem, der er knyttet til individets selvrealisering.

Disse og beslægtede temaer er grundigere behandlet i: "Selvrealisering – kritiske diskussioner af en grænseløs udviklingskultur" (redigeret af Svend Brinkmann og Cecilie Eriksen, Forlaget Klim, 2005).

Svend Brinkmann er cand.psyk., ph.d. og adjunkt på Psykologisk Institut ved Aarhus Universitet