Prøv avisen
Kronik

Forkyndelsen er blevet candyfloss - vammel og uden næring

Om Luther er blevet sød, kan man måske nok betvivle, men Jesus og Gud er det i hvert fald. Moderne forkyndelse har lagt sig i sporet på amerikanske film, hvor man hele tiden siger til hinanden ”I love you”. Forkyndelsen er blevet candyfloss, ren sukkerklister. Vammel og uden næring, skriver Carsten Breengaard.

Har du i dit liv indtil Gudsrigets komme, indtil dommedag, ikke tilgivet dine skyldnere, så er der for dig ingen Guds tilgivelse. Nu er spørgsmålet så: Tør vi virkelig genoptage forkyndelsen af dommedag? Det skriver tidligere lektor Carsten Breengaard som reaktion på ph.d.-studerende Steen Skovgaards kronik, hvor han foreslår, at kristne og muslimer indleder en dialog om dommedag

TIDLIGERE BISKOP og nuværende ph.d.-studerende Steen Skovsgaard har i kronikken i Kristeligt Dagblad den 2. januar rejst et uhyre interessant spørgsmål. Spørgsmålet om dommedag.

Skovsgaards dagsorden er dialogen mellem muslimer og kristne, og han mener, at forestillingen om dommedag er fælles for de to religioner, hvorfor en samtale kunne begynde der. Om Skovsgaards projekt vil lykkes, kan man måske nok tvivle lidt på, idet hans referencer er Luther og Johannes Sløk. Begge er nemlig på meget betydelig afstand af den Jesus, som Skovsgaard placerer som udgangspunkt for dialogen mellem kristne og muslimer. Mit anliggende er imidlertid ikke at lægge Steen Skovsgaards dialogforsøg ned. Jeg er nemlig enig med ham i, at spørgsmålet om dommedag er af stor interesse. Men mit fokus er et andet.

Nemlig den sentimentalisering af Jesus, der for tiden er højeste mode. Hver dag bliver Jesus sødere og sødere. Hella Joofs fortolkning af Luthers katekismus og senest hendes ”Båven om Gud” er blot markører i en meget bred bevægelse, der for længst er nået op på folkekirkens prædikestole og derfra ned i hovedet på kirkegængerne.

Om Luther er blevet sød, kan man måske nok betvivle, men Jesus og Gud er det i hvert fald. Moderne forkyndelse har lagt sig i sporet på amerikanske film, hvor man hele tiden siger til hinanden ”I love you”. Forkyndelsen er blevet candyfloss, ren sukkerklister. Vammel og uden næring.

Steen Skovsgaards projekt er en ph.d.-afhandling. Jeg tænkte, at jeg ville skrive en mere folkelig bog, hvori jeg kunne undersøge, om Jesus nu også var helt så sukkerklistret, som der for tiden er almindelig konsensus om. Og også om hans budskab nu var fuldt udtømt ved den evindelige repetition af den amerikanske familiekonversations standardfrase.

FOR AT FORBEREDE MIG satte jeg mig ved mit skrivebord og lagde som en begyndelse Det Nye Testamente foran mig, slog op på side ét og gav mig til at læse. Fra den ene ende til den anden. Det er faktisk en interessant metode. Man får mange ting at vide om Jesus, som man hverken møder hos Luther, Johannes Sløk eller i den kirkelige forkyndelse. Men lad os nu holde os til den sidste, forkyndelsen, den har jo trods alt et større publikum end d’herrer.

Problemet er imidlertid, at denne, og det gælder altså også den folkekirkelige forkyndelse, er baseret på et udvalg, ja, faktisk et ret snævert udvalg af Det Nye Testamente. Generelt gælder det vel, at litterære tekststykker overordnet må forstås som dele af et samlet skrift og desuden som sammenhængende med det omkringstående.

Men i kirkens forkyndelsesudvalg har man kappet forbindelsen til såvel skriftets overordnede art som til den nære sammenhæng. Faren ved dette er, at teksten mister sin mening og blot bliver afsæt for præstens egne åndrigheder og følsomme stemninger. Eksemplerne er legio.

Men læser man de nytestamentlige fortællinger om Jesus fra ende til anden, dukker der ting op, som for længst er gået i glemmebogen. For eksempel dommedagen. Ja, man skal ikke læse mange linjer, før det bliver klart, at forestillingen om eskaton, det græske ord for tidernes mål, historiens ende, ja, og dermed Guds dom over mennesket og verden, er det kit, der binder Jesus-fortællingerne sammen.

I den ældste Jesus-fortælling, Markus-evangeliet, er det første, Jesus overhovedet siger: ”Tiden er inde, Guds rige er kommet nær; omvend jer og tro på evangeliet!”. I kirkens forkyndelse er der tradition for at lægge vægt på Gudsrigets nærhed, påstå dets konkrete tilstedeværelse, men pointen er først og fremmest opfordringen til omvendelse. Påstanden om Guds riges nærhed må forstås som en truende motivering til omvendelse.

For evangelisterne, de første Jesus-fortællere, er Jesu sammenhæng med Johannes Døberen en fundamental sag. Og når Matthæus citerer Johannes for at sige: ”Øksen ligger allerede ved træernes rod”, er det netop samme art omvendelsesmotivation, som i Jesu første ord hos Markus.

I den kirkelige forkyndelse er det desværre blevet en yndlingsforestilling, at der var en væsensforskel mellem Johannes Døberen og Jesus, nemlig den mellem kras moralisme og altfavnende mildhed, men hør så lige, hvad Matthæus lader Johannes fortsætte sin økse-trussel med: ”(...) så kommer han (...) Han har sin kasteskovl i hånden for at rydde sin tærskeplads og samle hveden i sin lade, men avnerne skal han brænde i en ild, der aldrig slukkes.” Her giver Matthæus en indledende præsentation af sin forståelse af, hvem Jesus var, og hvad hans budskab gik ud på.

Budskabet bliver da også løbende repeteret i evangeliet, som fra de ældste tider er blevet opfattet som kirkens hoved-evangelium. Lignelsen om de kloge og ukloge brudejomfruer skal synliggøre skellet mellem de kloge, de, der forbereder sig på Gudsrigets og dommedags komme, og de, der ikke gør det. Men når man sidder på folkekirkens bænke, er det for længst blevet sædvane at tage parti for de ”stakkels” ukloge jomfruer.

VOR TID HAR en sentimental sans for ofre, og evangeliets pointe om, at de ukloge selv var ansvarlige, bliver omgående omvekslet til blød medlidenhed med de ukloge og isnende foragt for de kloge.

Samme sentimentalitet afsporer lignelsen om det store gæstebud, for Matthæus en lignelse om netop Gudsriget. De oprindeligt indbudte gider ikke efterkomme indbydelsen, hvorfor buddet går ud til dem på vejene, både de onde og de gode. For Matthæus er det den bevidste forberedelse til Gudsriget, dommedag, det drejer sig om. Da Gud opdager, at der er en, der ikke har forberedt sig, siger han: ”Bind hænder og fødder på ham og kast ham ud i mørket udenfor.”

Lad mig nøjes med endnu en af Jesu berømte lignelser, om den gældbundne tjener. Her ser vi Gud i aktion som tilgivelse, men så sandelig ikke kun det. Lignelsens slutning skal ikke skjules. Da den tjener, der fik eftergivet sin skyld, ikke selv ville eftergive sin skyldner, er det for Gud slut med tilgivelsen, og tjeneren overgives til bøddelknægtene. En temmelig kraftig moralsk anvisning for omgang mellem mennesker.

DENNE SIDSTE barske lignelse udtrykker i virkeligheden kernen i Jesu forkyndelse. I øjeblikket drøfter man pave Frans’ dekret om en ny oversættelse af Fadervors bøn ”Led os ikke i fristelse”. Paven finder Jesu ord uacceptable, og da han anser sig selv som Jesu stedfortræder, mener han at have ret til at korrigere. Paven bryder sig ikke om Guds suveræne almagt og vil have ham erstattet med en mere empatisk Gud. Helt i tidens ånd!

Netop oversættelsen af Fadervor er en interessant sag, hvor man måske ikke skal kaste med sten, når man selv bor i et glashus. Vi har fra gammel tid oversat den foregående bøn forkert. Vi beder: ”Forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere.” Men oversættelsen er problematisk. Fadervor er nemlig en eskatologisk bøn – om de sidste tiders og dommedagens komme. Vi beder om, at Guds navn må blive helligt; at hans rige må komme; at Guds vilje må ske på Jorden, som den sker i himmelen.

Den rigtige oversættelse af Fadervors femte bøn er: ”Forlad os vor skyld, som også vi har forladt vore skyldnere.” Og dermed er meningen præcis den samme som i lignelsen om den gældbundne tjener. Har du i dit liv indtil Gudsrigets komme, indtil dommedag, ikke tilgivet dine skyldnere, så er der for dig ingen Guds tilgivelse. Nu er spørgsmålet så til Steen Skovsgaard og til os alle sammen: Tør vi virkelig genoptage forkyndelsen af dommedag