Tolerance eller respekt

Danmark er EU's mest intolerante land, kunne Kristeligt Dagblad meddele lige før jul. Jeg vil hellere formulere det sådan, at mange danskere er forskrækkede og bekymrede, når det gælder den multikulturelle verden, der møder os i disse år. Det er der solide historiske grunde for. Siden vi i 1864 måtte afstå Slesvig og Holsten, har Danmark inden for sine grænser stort set kun rummet danskere. Det globale perspektiv er nyt, og vi har ingen tradition for at forholde os til det. Det bør ikke være nogen undskyldning. Men forudsætningen for at møde de fremmede som del af det danske samfund er mere kompliceret end kravet om tolerance - eller altså beskyldningen for intolerance. Spørgsmålet er, om tolerance overhovedet er den rigtige tilgang til en sådan debat. Som ganske ung mødte jeg i slutningen af 1950'erne en ung etioper, der var i Danmark for at lære mejeribrug. Projektet var et eksempel på den første spæde u-landshjælp, og mødestedet var et seminar arrangeret af Dansk Ungdoms Fællesråd. Den unge etioper var trist og skuffet. Der var en ulykkelig forelskelse i en dansk pige med i spillet, men det, som førte til en næsten nattelang samtale, var dog, at han følte sig skuffet. Han var muslim, men havde glædet sig til at møde kristendommen - ikke for at blive kristen, men for at forstå mere om både den og sin egen tro. Men ingen ville tale religion med ham. Man var så tolerant over for, at han var anderledes, at man ikke ville såre ham ved hverken at tale om sin egen kristne tro eller om hans muslimske overbevisning. En stor del af denne tolerance bundede vel i almindelig dansk blufærdighed over for religion, men ikke kun det. Noget ret havde han uden tvivl også i dette med tolerancen - eller rettere den misforståede tolerance. Ifølge såvel min nutidige fremmedordbog som Salmonsens konversationsleksikon fra omkring år 1900 betyder tolerance fordragelighed og tålsomhed over for anderledes tænkende, ikke mindst brugt i forholdet til andre religiøse opfattelser. Fordrageligheden kan jeg forlige mig med, når den udspringer af gensidig respekt. Men tålsomheden gør mig bekymret. Ikke for begrebet i sig selv, men fordi tolerance i den betydning alt for nemt og ofte bliver til ligegyldighed over for modparten og dennes tro. Det er ikke særlig morsomt bare at blive tålt. Hellere end tolerance ville jeg foretrække det gode danske og nordiske ord frisind. Desværre blev det for mere end 100 år siden forpagtet af brandesianismens areligiøse fremtidstro, så det næppe i dag bruges i sin oprindelige betydning. En af tidens almindeligste forklaringer, når problemet »de fremmede« drøftes, er, at Danmark helt op til moderne tid har været en monokultur. Siden tabet af Slesvig-Holsten i 1864 har Danmarks indbyggere været - danskere. Vi er derfor ikke fortrolige med de problemer, som den nye multikulturelle virkelighed rejser. Spørgsmålet er, om det - i hvert fald når det gælder religiøs mangfoldighed - er rigtigt. Vi har helt tilbage til Grundloven af 1849 haft religionsfrihed - og en række kristne kirkesamfund. Men forbindelsen mellem disse var endnu i min barndom og ungdom yderst beskeden. Også inden for folkekirkens ramme var der endnu steder i landet, hvor et ægteskab mellem børn fra grundtvigske og indremissionske hjem var omtrent lige så problematiske som blandede ægteskaber er det i dag. En tilbagegang for de kirkelige retninger som kulturbærende lag har »løst« problemet. Et eksempel på den tolerancetænkning, der frem for gensidig respekt bygger på ligegyldighed. Det, man ikke tager alvorligt, kan man jo bare trække på skulderen af. Baptister, katolikker - eller grundtvigianere og missionsfolk - var trods alt rigtig hvide mennesker. Men nu går skellet mellem kristne og muslimer, hvor de sidste er kommet udefra. Med - ofte, men langt fra altid (bosniske muslimer) - helt fremmede racetræk og kulturel baggrund. Oprindeligt mødte vi det 20. århundredets største menneskelige problem, flygtninge, med forståelse og vilje til at hjælpe. De få, der kom hertil, var et pittoresk og spændende nyt indslag i vor hverdag. Men de blev flere, så mange, at de ikke kun er et indslag, men en del af vor hverdag. Og de medbragte såvel deres religion som deres kultur. Den tolerance, hvormed vi mødte dem, blev udfordret. Nu er de ikke ligegyldige længere. Vi er nødt til at tage stilling. Både til deres tilstedeværelse og deres krav om plads for udfoldelse af deres identitet, religiøst som kulturelt. Den officielle - såkaldt politisk korrekte - holdning er stadig, at de skal have frihed til at udfolde sig. Den mere udbredte folkelige holdning er nok, at de må tilpasse sig og i hvert fald ikke lave om på vort gode danske samfund. Begge holdninger er firkantede og til mere skade end gavn. De politisk korrekte viger med påberåbelse af menneskerettigheder og religionsfrihed tilbage fra at tage debatten om det kultursammenstød, der er et reelt problem. Og den manglende debat får stadig flere til at føle angst og overdrevne forestillinger om, at vor danske kultur er truet. Jeg er ikke begejstret for Naser Khaders introduktion af det nye skældsord »hallalhippier«. Vi har skældsord og gensidige nedvurderinger nok i den debat. Men han har ret, når han protesterer mod den berøringsangst, når det gælder kulturelle normer og traditioner, som krænker alle dansk kultur og folkeligheds - i øvrigt hårdt tilkæmpede - principper omkring f.eks. kvinders ligeberettigelse og frihed. Ingen dansker forsvarer vel direkte tvungne eller arrangerede ægteskaber. Men der er en udbredt tendens til at bortforklare eller undskylde, at disse ting finder sted - og meget lidt vilje til hos de tolerante at tage et reelt opgør. På den anden side er det en tragisk selvmodsigelse, når det efterhånden er blevet helt stuerent at udtrykke modstand mod, at der kan bygges islamiske gudshuse - moskeer - i et kristent land som Danmark. Gennem næsten to århundreder har vi drevet kristen mission i ikke-kristne lande i pagt med den missionsbefaling, der er en væsentlig del af den kristne selvforståelse. Men der sker en åndelig kortslutning, når vi ikke vil indrømme andre religioner den samme ret til - i religionsfrihedens navn - at bygge deres gudshuse i Danmark. De kommer end ikke for som missionærer at rive danskere bort fra kristendommen, men for at tjene deres egne, nu i Danmark bosatte trosfæller. Det første kaldes tolerance. Det andet intolerance. Såvel den politisk korrekte uvilje mod at tage dialogen op om medbragte traditioner, der ikke bør have plads i vort samfund, som den fremmedangst, der får stadig flere danskere til at protestere mod Islams indgang i Danmark, bygger i sit udgangspunkt på ligegyldighed. Hverken de tolerante eller de intolerante viser respekt for disse menneskers religiøse og kulturelle baggrund. Vi tager dem ikke alvorligt. I stedet for at respektere deres tro, og tage det som udgangspunkt for en nødvendig dialog, gemmer de politisk korrekte sig bag formelle erklæringer om menneskerettigheder og religionsfrihed. Medens de skræmte blot graver skellene dybere og tvinger de nye danskere ind i et ghettofællesskab, hvor de kan finde styrke til at overleve og modstå presset. Deres religion og traditioner - ikke mindst familietraditionerne - får større betydning, end tilfældet var i hjemlandet. Modsætningerne uddybes, hvor målet skulle være integration og sameksistens. Det danske samfund må lære og have vilje til at sige fra, hvor tvangsægteskaber, traditionelle æresbegreber eller bandekriminalitet blandt udstødte andengenerations unge strider mod et retssamfunds regler. Men naturligvis også erkende vort eget medansvar for den udstødning og marginalisering, der styrker sådanne medbragte kulturelle forskelle. Vi skal tage både deres religion og kultur alvorligt. Ikke ved »tolerant« at lukke øjnene for problemerne, men som udgangspunkt for den dialog, hvor kun gensidig respekt og åben vilje til at forstå problemerne er vejen frem til en for os alle tålelig tilværelse i det multikulturelle samfund. Det samfund, som man hverken med påberåbelse af kristendom, Dannebrog eller danskhed kan dreje tilbage til et monokulturelt Danmark. Vi tjener både danskheden og fremtiden bedst ved at turde stå ved vor kristne kultur i et ligeværdigt møde med respekt for andre kulturer - også inden for Danmarks grænser. n journalist