Værdiordfører for Radikale Venstre.
For et par dage siden cyklede jeg hjem efter en lang arbejdsdag. Jeg havde brugt eftermiddagen på at debattere religiøse forkynderes ytringsfrihed i folketingssalen. Aftenen havde jeg tilbragt i Vartov til en debat om religions- og åndsfrihed. Vejret var vådt, og jeg glædede mig til at komme hjem til familien. Men dagens debatter rumsterede i hovedet på mig, og så – lige da jeg drejede fra ned langs søerne – var det, som om noget gik op for mig. Noget, der faldt på plads. Lad mig prøve at forklare:
Engang var trossamfundene, foreningerne og friskolerne blandt de bærende institutioner i vores samfund. Det var gennem dem, at man fandt sin identitet. Det var i dem, man udviklede fællesskaber. Det var i dem, man udviklede sig som selvstændig og myndig borger. Derfor var det også dem, man byggede demokratiet op omkring.
Men i dag er det, som om det hele er vendt på hovedet. De institutioner og fællesskaber, der tidligere blev set som samfundsbærende, anses pludselig som samfundsundergravende. De institutioner og fællesskaber, der tidligere blev set som frigørende, bliver pludselig anset som undertrykkende. Den sidste tid har desværre budt på en række eksempler:
Religiøse forkyndere underkastes en begrænset ytringsfrihed. Der bliver sat statslige observatører ind i friskolernes bestyrelser, og det statslige tilsyn får mulighed for at holde elevsamtaler uden lærere og forældre. Kommunerne får mulighed for at tage støttekroner og lokaler fra lovlige foreninger på grund af enkelte medlemmer eller foredragsholdere, selvom det bryder med det grundlæggende princip om, at en forening tegnes af dens bestyrelse.
Der er sikkert nogen, der vil indvende, at mange af disse tiltag kommer som en reaktion på TV 2-dokumentaren Moskéerne bag sløret. Og at der altså ikke er tale om et generelt indgreb mod civilsamfundet og trossamfundene, men om en målrettet indsats over for radikaliserede muslimske miljøer. Men så skulle de læse de mange høringssvar, vi har modtaget fra det kirkelige miljø, friskolerne og foreningerne. De er i oprør over det, som de opfatter som et frontalangreb på religions- og åndsfriheden og en mistænkeliggørelse og respektløshed over for deres arbejde. Selv biskopperne, der normalt holder rimelig lav politisk profil, har svunget sig op i det høje toneleje. Partierne bag initiativerne har til gengæld mødt dem med en kold skulder. Holdningen synes at være: ”Vi har lavet en aftale, og så kan civilsamfundet og trossamfundene ellers hoppe og danse lige så meget, de vil. Vi laver ikke noget om.” Forslaget og reaktionen på høringssvarene vidner således begge om et grundlæggende skred i synet på civilsamfundets og trossamfundenes værdi for samfundet.
De institutioner og fællesskaber, der før blev set som limen, der binder os sammen, som fundamentet under vores demokrati og som forudsætningen for frihed bliver i dag i bedste fald set som ligegyldige. I værste fald som noget, der truer sammenhængskraften, udfordrer demokratiet og begrænser den enkeltes frie udfoldelse. Derfor lever disse i fordums tid så toneangivende og anpriste fællesskaber i dag på tålt ophold i vores samfund. De reguleres. De kontrolleres. Og hvis de afviger for meget fra flertalsnormen, så bliver de sat under administration. I folkestyrets, frihedens og fællesskabets navn.
Hvordan er det sket? Ja, det var blandt andet det, der gik op for mig, da jeg drejede rundt om hjørnet og så byens lys glimte i søerne. Der er sket det, at staten og individet gradvist er blevet styrket på bekostning af alt det, der ligger midt imellem. De forpligtende fællesskaber er blevet presset nedefra af krav om individualisering og oppefra af hensynet til den nationale sammenhængskraft. Og det er præcis denne dobbelte kobling mellem hensynet til den individuelle frihed på den ene side og den nationale sammenhængskraft på den anden side, der har gjort bevægelsen så stærk. For det er den kobling, der har gjort, at den både har kunnet samle støtte fra højrefløjen og venstrefløjen.
På venstrefløjen er en hel del ideologi bundet op på velfærdssamfundets institutioner. Stærke fællesskaber ses som konkurrenter til eller lappeløsninger for det store velfærdssamfund. Derfor er det en klassisk tankegang på venstrefløjen at forholde sig kritisk til friskoler og private skoler. De ses som asociale fravalg af fællesskabet – eller som symptomer på et hullet velfærdssamfund, som snarest må fyldes ud. Det er derfor, man løbende ser politikere fra venstrefløjen tale om at begrænse støtten til de frie skoler og kommunalisere opgaver, som ellers har været løst af det frivillige foreningsliv. På højrefløjen har liberalismen traditionelt været knyttet til pluralisme – altså beskyttelsen af forskellige holdninger, grupper og strømninger i et samfund. Men i dag bliver den liberale ideologi i stigende grad knyttet til det enkelte individ. Og ikke bare det enkelte individ forstået som det enkelte menneske, men forstået som et fritstående individ, der udlever sin eksistens gennem individuelle, frie valg.
I det perspektiv bliver de forpligtende fællesskaber set som en binding på individets frihed, og det bliver statens opgave at frigøre individet fra disse begrænsende fællesskaber. Sådan lyder argumentet for eksempel, når liberale kan finde på at støtte et forbud mod pigesvømning eller et forbud mod, at skolepiger bærer tørklæde. Så er det for at forhindre familien, religionen og skolen i at blande sig i den enkeltes frie valg. Denne form for frihedskamp har en gruppe SF’ere i øvrigt tilsluttet sig under navnet frihedssocialisme. Altså individuel frigørelse gennem statslige forbud og tvang. Men jeg mener, at begge hold misser helt fundamentale pointer omkring frihed, fællesskab og folkestyre. Frihed er at kunne træffe frie valg. Men frihed er også retten til at kunne engagere sig i forpligtende fællesskaber med de bindinger, det indebærer for den enkelte. Fællesskab er at mødes på tværs af sociale og kulturelle skel og skabe fælles fortællinger. Men fællesskab er også at kunne finde sammen med åndsfæller og dyrke det, man har tilfælles. Folkestyre er at stemme til folketingsvalg. Men folkestyre er også at mobilisere og organisere sig i foreninger.
Det er derfor helt forfejlet, hvis man begynder at se civilsamfundet som en modsætning til frihed, fællesskab og folkestyre. Friskoler er også folkets skoler. Foreninger er også folkets fællesskaber. Staten har ikke monopol på folket. Og folket er ikke én firkantet størrelse.
Det er pluralismen, der garanterer demokrati mod tyranni. ”Del jer efter anskuelser,” sagde Viggo Hørup, den store politiker og tænker, der var et af mit partis forfædre. Han sagde ikke ”bliv mere ens”, ”udvisk forskellene” eller ”gå i takt”.
Verdenshistorien er fuld af historier om samfund, der blev utrygge og derfor gav køb på pluralismen. Det er typisk ikke historier, der ender godt. Vi har brug for vores forskelle, vores særheder, vores fællesskaber. Vi har brug for tillid, vi har brug for frihed. Danmark er bygget af det. Ikke af kontrol og ensretning. Ikke af totalitarisering forklædt som frihedskamp.
Kære foreninger. Kære trossamfund. Kære friskoler. Kære civilsamfund. Vi er forskellige. Vi tror på forskellige ting. Vi mener forskellige ting. Vi arbejder for forskellige ting. Men vi har det tilfælles, at vi finder mening, identitet, styrke og fællesskab i det, vi gør. Lad os derfor stå sammen og fra hvert vores ståsted kæmpe mod denne bekymrende ensretning af samfundslivet. Demokrati er ikke at eliminere forskellighed. Demokrati er at styre et samfund på grundlag af forskellighed.