Prøv avisen

Trøstebrev til de nye universitetsstuderende

Forlanf anerkendelse for din plads og betydning i universitetesverdenen. Find dig ikke i, at dit universitet overbooker med 10-15 procent, således at semesterstarten bliver et mareridt af overophedede rum fyldt til bristepunktet af menneskekroppe", skriver dagens kronikør i et trøstebrev til de nye universitetsstuderende. Foto: colourbox.com

Dagens kronikør, der er professor emeritus, byder årets nye universitetsstuderende velkommen med nogle gode råd og nogle advarsler om den akademiske verden, de nu træder ind i. Han minder dem samtidig om, at universitetet ikke er den eneste vej til det gode liv

Kære studerende

I gamle dage, da dannede mennesker skrev til hinanden, var der en brevtype, der kaldtes epistola consolatoria, et trøstebrev. Her gav skribenten trøst ved at sige, at brevmodtagerens problemer var små i forhold til dem, som han selv måtte kæmpe med.

Her vil jeg dog bryde genren og fortælle dig, at jeg har det glimrende blandt andet fordi jeg for nylig er gået på pension.

LÆS OGSÅ:
Universitetspræster: Studerende knækker under deres egne forventninger

Men jeg har sympati for dig, fordi du snart skal begynde på en universitetsuddannelse. Jeg ønsker at trøste gennem gode råd om, hvordan du kan få noget godt ud af de kommende år.

Du vil møde et kæmpe bureaukratisk apparat med mastodontinstitutter og universiteter, der har bredt sig overalt i landet, sådan at Syddansk Universitet nu blandt andet befinder sig i Slagelse og Aalborg Universitet i København.

Hvis du makker ret og overholder alle spillereglerne, vil dette apparat betjene dig godt, men hvis du står lidt uden for nummer og har særlige problemer, vil de edb-programmer, der skulle nedskrive dit fremskridt i studiet, nægte at anerkende de oplysninger, der sendes til dem.

I denne situation skal du henvende dig til en sekretær, der måske også er ny, fordi kravene til hendes område efterhånden er så store, at mange af de garvede går på efterløn, bliver sygemeldt af stress eller finder andet arbejde.

Men sekretærerne kan findes på kontorer, mens andre universitetsansatte for det meste lever virtuelt på nettet. De er oftest kun synlige de timer om ugen, hvor de skal undervise, men ellers har de deres møder, konferencer, forskningsorlov og alt muligt andet.

Dette lyder måske lidt barsk, og der er mange gode og samvittighedsfulde undervisere, der investerer deres kræfter i at give de studerende det bedste, de har i sig, men de er ofte overbebyrdede af kravene om at blive en anerkendt forsker, få fast ansættelse og samtidig honorere alle vor tids forventninger om at fungere som ideel far, mor eller kæreste.

Derfor har dine lærere ikke rigtigt tid til dig, fordi de inderst inde ved, at deres fremtid på universitetet ikke er afhængig af deres kærlighed til undervisning, og hvad de gør for dig som studerende. De kommer kun til at overleve, hvis de publicerer artikler og samtidig kan manøvrere blandt de kolleger og administratorer, som de skal imponere med deres politiske tæft.

Hvis din lærer har fået et af de få adjunkturer, der udbydes, så deltager hun i et løb for at overbevise kollegerne om, at hun er banebrydende i faget. Og her betyder undervisningen ikke så meget.

Hvis adjunkten bliver lektor, så har hun fået en fast ansættelse, men herefter skal hun sidde i udvalg til at udvikle faget eller universitetet, og samtidig skal hun begynde at danne netværk ude omkring i verden, noget, som fjerner hende fysisk og åndeligt fra dig og undervisningsopgaverne.

De virkelig succesrige lektorer bliver professorer, der før i tiden blev ansat til at føre faget videre med hensyn til undervisning og forskning. Men i dag udvælges professorerne, som har potentialet til at skabe forskningsmiljøer, hvortil der bliver tiltrukket pengemidler, fordi universiteternes basisbevillinger begrænses.

En rigtig professor er en akademisk iværksætter, der kan få fat i millioner af kroner. Derfor har mange professorer ikke tid til undervisning: De er i stedet i gang med at opbygge små imperier. Vore universiteter bliver efterhånden til utallige forskningsenheder, centre med fine navne på engelsk, der konkurrerer om bevillinger med fonde, forskningsråd, grundforskningsfond og så videre, og de studerende bliver en biting, et nødvendigt onde.

Det skal du ikke finde dig i! Du er ikke et nødvendigt onde. Du er universiteternes grundstof, fordi deres bevillinger hviler på, hvor mange studerende de optager, og hvor mange der gennemfører deres eksamener.

Hver gang du består en eksamen, og resultatet overføres til de skrøbelige edb-programmer, så tilgår der penge til dit institut. Universiteternes interne midler er afhængige af dig. Derfor skal du haste igennem studiet, ikke fordi du dermed koster samfundet mindre, men fordi dit universitet kan bruge sin effektivitet til at argumentere for flere bevillinger.

Forlang derfor anerkendelse for din plads og betydning i universitetsverdenen. Find dig ikke i, at dit universitet overbooker med 10-15 procent, således at semesterstarten bliver et mareridt af overophedede rum fyldt til bristepunktet af menneskekroppe. Fortæl dine lærere og administratorer, at deres overbooking tilskynder dropouts (frafald). Nogle sarte mennesker giver så hurtigt op, fordi de oplever på egen krop, at der ikke er plads til dem.

Find dig ikke i lærere, der fortæller de studerende, at en stor del af dem snart vil dumpe eller forsvinde. Mange lærere mener, at de nye studerende skal gennemgå alle de genvordigheder, som de selv oplevede i deres studietid. Der fortælles skrækhistorier om dumpeprocenter, og derved får de nye studerende at vide, at de ikke skal tro, at de er noget. Giv ikke efter for denne snak, heller ikke når det kun antydes mellem linjerne, at mange bliver kaldt, men få udvalgt.

Find dig ikke i lærere, der forelæser uafbrudt i en time og fortsætter efter pausen i næsten en time. Efter at de blev udskældt i 1960erne, er forelæsningerne vendt tilbage, og studerende er ofte nødsaget til at sidde passive og få at vide, at der ikke er tid til mange spørgsmål. Mange lærere klager måske over, at de studerende næsten ikke stiller spørgsmål, men det skyldes i høj grad, at de er blevet vænnet til at sidde og lytte, mens de surfer på deres computere.

Find dig ikke i skriftlige eksamener, hvor resultatet meddeles uden nogen egentlig kritik og vurdering af dit arbejde. Det er ufatteligt for mig, at mange universitetskurser i dag afsluttes med en eksamen med bestået/ikke bestået eller en karakter, men uden at underviseren skriver, hvad denne vurdering hviler på.

Pædagogisk er denne form katastrofal, og det er ikke acceptabelt, når læreren siger, at der ikke er afsat tid til den slags skriftlig tilbagemelding. Det skal der være. Ellers svigtes de studerende, der ikke får nogen klar idé om, hvorfor de har bestået, og hvad der kunne have været bedre.

Frem for alt: Spild ikke din tid på en universitetsuddannelse, medmindre du virkelig ønsker den. Der er stadig mange andre gode veje til et godt liv.

Universiteterne har ikke monopol på, hvad den gamle romer Cicero kaldte det gode liv, hvor arbejde og fritid støtter hinanden, og hvor det er muligt at finde og give venskab og kærlighed. En uddannelse er et middel til at komme videre i livet, men i de kommende år vil vores samfund måske have større brug for gode håndværkere end for gode akademikere.

Kære studerende, du vil i denne tid høre mange floskler, og du vil forhåbentlig ikke blive kynisk og miste håbet om, at universitetsvejen er for dig. Du får brug for at finde medstuderende, som du kan tale med som åndsfæller. Sådan har det altid været i de studerendes verden, som er både barsk og smuk, men altid foranderlig afhængig af tiderne og mulighederne.

Jeg ønsker dig alt godt. Jeg savner ikke universitetsverdenen, men jeg savner dig og dine medstuderende. Jeg nøjes nu med at undervise på folkeuniversiteter, hvor jeg fortrinsvis møder dine bedsteforældres generation. De har den livs­erfaring, du mangler, men de mangler den frækhed og åbenhed, du viser, når du er opmærksom og siger, hvad du tænker.

Jeg håber, du vil arbejde hårdt og elske meget. Arbejde og kærlighed er livets mening, med eller uden en universitetsgrad.

Brian Patrick McGuire er professor emeritus i historie