Prøv avisen
Kronik

I moderne familier er børn vigtigere end parforholdet

Foto: Nima Stock

Historisk har familiens opgave været at løse generationsproblemet i den hensigt at gøre afkommet livsdueligt. I dag synes familiens formål at være nærmest det stik modsatte, nemlig at svække parforholdet og styrke forældrenes bindinger til børnene

KRONIK: Hvis man udtaler sig om familieforhold, bliver man straks modsagt. Det skal man imidlertid ikke være ked af, for det er i smuk overensstemmelse med det demokratiske dogme om, at enighed er en betænkelig sag. Af fagfolk kunne man derimod nok vente sig en vis enighed, men det viser sig, at uenigheden blandt psykologer nærmest er sat i system, og de skiller sig for så vidt ud fra andre fagområder, lige med undtagelse af økonomernes. Det skyldes formentlig, at psykologer på samme måde som økonomer selv er part i sagen. Ligesom en økonoms vurdering af tidens konjunkturer er præget af hans egen sociale placering, er psykologer afhængige af det familieliv, de gerne vil skabe teorier om.

Den store uenighed blandt psykologer er ikke blevet mindre af den omfattende tivolisering af de menneskelige relationer, der fulgte efter overflodssamfundets gennembrud i 1960’erne. Nye behov, nye køn og nye familieformer har været med til at gøre udviklingen så farverig, at det nærmer sig det kulørte. Desuden kan man notere sig, at psykologiske teorier er stærkt følsomme over for konjunkturer og mode uden påviselig forbindelse med psykologisk forskning eller for den sags skyld den menneskelige natur.

Således synes alle optaget af at mene sig en vej ud af krisen, der har stået på i mere end fire årtier. Især ligger skilsmissetallet på et foruroligende højt niveau, og da enhver ved, at skilsmisse er en naturlig del af familielivet, for så vidt som børnene før eller senere skilles fra deres forældre, kan man konstatere, at den nuværende krise i familielivet kommer til udtryk i, at det er de forkerte, der skilles, på det forkerte tidspunkt.

Udviklingen i familielivet er ofte nok blevet karakteriseret som tragisk. Og en tragedie er oprindeligt historien om en helt, der styres af sine lidenskaber, som bringer ham eller hende i konflikt med samfundets love og gudernes vilje. Men helten er som regel også sandhedssøgende, og det er betegnende, at han først går til grunde, når han erkender, at hans vanskæbne var ham bestemt på forhånd. Denne oldgræske opskrift på en tragedie ligner på et afgørende punkt et ganske almindeligt moderne familieliv.

Når mand og kvinde mod deres bevidste vilje lever sammen i et yderst utilfredsstillende samliv præget af tilbagevendende konflikter, som de ikke kan løse, så kunne man få den tanke, at de drives af skæbnen. For ganske vist er skæbnen for længst afskaffet som begreb, men parterne drives åbenbart af kræfter, de ikke selv forstår, for man kan dog ikke tro, at mand og kvinde med forsæt skaber et helvede for deres børn med deres forbitrede kamp.

Lidt hjælp til en forståelse kunne man måske finde i den lille bog ”Familien”, skrevet af Peter C. Kjærgaard, der bygger sin argumentation på en darwinistisk opfattelse. Han skriver, at vi mennesker er udstyret med en livsvarig seksualitet. Det giver, ud fra en evolutionsmæssig tankegang, mening for mandens vedkommende, men ikke for kvinden. Hvorfor har hun en seksualitet også efter overgangsalderen, og hvorfor lever hun længere end den tid, hvor hun kan producere børn? Svaret er, at evolutionen har fremmet det livsvarige parforhold.

Det hænger sammen med, at menneskebarnet for at kunne overleve er afhængigt af forældrenes relation, og evolutionen har derfor sørget for, at forældrene kunne knytte så stærke bånd til hinanden, at de blev sammen. Nu er menneskene imidlertid ikke længere kun et produkt af evolution. Siden overflodssamfundets gennembrud i 1960’erne har samfundet udviklet sig i en retning, der har gjort det muligt at se stort på den natur, vi rummer, og den evolution, vi er en del af. Måske spiller det også en rolle, at evolutionen ifølge Kjærgaard har indskrænket vores hjerner, hvilket er foregået i takt med, at vi som art har domesticeret vores omgivelser. Hjernerne er blevet mindre, fordi organisationen af familie og samfund i udviklingens lange løb har gjort det overflødigt at gennemtænke enhver tænkelig situation.

Kjærgaards argument er inspireret af den første evolutionsteoretiker, Lamarck, som mente, at erhvervede egenskaber kan nedarves, en teori, som alle forældre kan tilslutte sig, hvis de opdager, at de har et begavet barn. Når man tænker lamarckistisk, tænker man finalt, det vil sige, at årsagen til, at man gør, som man gør, er, at man har et formål. Det giver mening for de fleste. Derfor er det også besynderligt, at det ikke er almindeligt at spørge om, hvad der egentlig er formålet med en familie.

Hvordan kan man have lange, forstandige diskussioner om familie, skilsmisser og børneopdragelse uden at gøre sig klart, hvad familiens formål er? Familien er omgivet af kritik, analyser, statistik og terapi, men der findes ikke en fælles idé om, hvad det hele går ud på. Der findes ikke længere en myte om familien, altså en kollektiv fortolkning af tilværelsens grundvilkår. Det er ganske vist ikke svært at finde en. Man kan blot tænke på myten om Moses’ løsrivelse fra sin familie, hvor han gennem voldsomme kampe ender med at finde vej over Det Røde Hav og ud i ørkenen. Denne myte er imidlertid ikke levende, og den er let at afvise med en bemærkning om, at den er religiøs og gammeldags.

Ikke desto mindre kan den illustrere den evolutionære mening med familien: nemlig den nødvendige adskillelse af generationerne. Enhver ny generation skal begynde forfra med sin egen ørkenvandring for at ende med at skue ind i det forjættede land. Ifølge et sådant argument er det familiens opgave at løse generationsproblemet i den hensigt at gøre afkommet livsdueligt.

Som antydet synes familiens formål i overflodssamfundet at være næsten det stik modsatte. For enhver kan jo se, at familielivet går ud på at svække parforholdet og styrke forældrenes bindinger til børnene. Det er grunden til, at unge forældre kan finde på at sige: ”Det er større at få et barn, end det er at have et parforhold.” En sådan udtalelse antyder, hvad der er formålet med det familieliv, de er ved at etablere: De har således et projekt, som de ikke er sig bevidste om. Det går ud på at bruge partneren i et spil, som skal nedbryde de følelsesbindinger, som det ikke var muligt at afvikle i sin tid over for forældrene. Det vil sige de følelsesbindinger, som ikke blev brudt i ungdommen, og som derfor gik i dvale for så at blive aktualiseret og bearbejdet på et senere tidspunkt. Dette tidspunkt kommer, når man har etableret sig med en partner.

Logikken i den konstruktion illustreres af følgende anekdote om en kvinde, der havde så flinke forældre, så hun ikke var i stand til at sige dem imod. Hun er stadigvæk afhængig af dem og er meget påpasselig med ikke at såre dem. Disse forældre lever igennem hende, taler på hendes vegne og er, på en meget venlig måde, ganske uden respekt for hende. Så finder hun en kæreste, får børn og bliver gift. Når hun så har etableret sig, og parforholdet efterhånden er kølet godt ned, så opdager hun en skønne dag, at hun lever i noget, der ligner et far-datter-forhold med en mand, der har svært ved at respektere hende.

Det er det, man kalder en tikkende bombe, og før eller senere fænger den, og så varer det ikke længe, før hun kan rette al sin sammensparede frustration og vrede mod den mandschauvinist, hun er gift med, og bliver skilt. Således retter hun bager for smed for at gennemleve det tab og den adskillelse, som er nødvendig for at kunne blive et voksent menneske og stå frit.

Både i fortid og i nutid drejer det sig således om at komme fri. Generationsmodsætninger er lidt mere indviklede for moderne mennesker, ellers er der ikke noget nyt under solen. Så måske skal man ikke beklage familiens krise. Det er kun en tragedie for børnene.

Finn Korsaa er psykolog.