Kronik: FOR 37 ÅR SIDEN behandlede jeg mine første kræftpatienter.
Dengang som nu var brystkræft den hyppigste kræftsygdom hos kvinder. Men i dag er der langt flere kvinder, der overlever sygdommen.
En af årsagerne er den udvikling, der er sket i den medicinske behandling, hvor forskning har gjort det muligt at udvikle mere og mere effektiv medicin. Og fremskridtene fortsætter, forskningen rykker hele tiden grænserne, så vi i dag kan behandle kræftsygdomme, som for blot få år siden var uden håb.
Et helt friskt eksempel er medicin, som aktiverer immunsystemet. Den giver håb om, vi i den meget nære fremtid effektivt vil kunne behandle kræftpatienter, som indtil for nylig ikke havde noget håb om helbredelse. Meget af den nye medicin har samtidig markant færre bivirkninger, og den giver patienterne et langt bedre liv både under og efter deres sygdom end de behandlinger, vi kunne tilbyde, da jeg startede som kræftlæge.
Men den nye medicin har sin pris – en, som kan måles i kroner og øre, da meget af den nye medicin falder i kategorien dyr medicin. Det belaster vores sundhedsvæsen, og det fører til det uundgåelige spørgsmål om, hvordan vi sikrer et velfungerende sundhedssystem, hvor der også i fremtiden er råd til at give patienterne den bedste behandling.
Sundhedsministeren deltager i debatten (blandt andet i en kronik den 30. december 2015 i Berlingske) hvor hun diskuterer, hvordan vi bedst anvender vores ressourcer inden for sundhedssystemet. Hun spørger, om vi bruger vores penge bedst muligt ved at satse på de nye, dyre typer medicin, som i nogle tilfælde kun forlænger overlevelsen ganske kort for visse kræftpatienter.
Ministeren foreslår blandt andet, at vi fremover kan spare penge på den dyre medicin ved at presse lægemiddelindustrien til at sænke prisen. Endvidere anfører ministeren, at hun har igangsat et analysearbejde, der skal gøre os klogere på, hvordan vi skal dæmme op for de stigende medicinudgifter – men hendes konklusion synes allerede at være: Der er ingen lette løsninger.
JEG VIL GERNE UDFORDRE den konklusion ved at pege på tre løsningsmodeller, der kan hjælpe både patienterne og økonomien. Men først en lille regneøvelse: Når man læser, at visse typer dyr medicin kun forlænger livet med kort tid for visse kræftpatienter, skal man vide, at de tal dækker over et gennemsnit for alle de patienter, der har afprøvet lægemidlet.
Et eksempel kunne være, at ”behandlingen forlængede overlevelsen med seks uger”. Og det lyder jo ikke af meget for en dyr medicin. Men bag tallet gemmer sig resultater lige fra ingen gevinst for nogen patienter til måske mange måneders forlænget overlevelse for andre. Årsagen er, at selvom en gruppe kræftpatienter har samme diagnose, kan de sagtens have forskellige sygdomsforløb og deres sygdom forskellig biologi.
Den viden kan vi bruge til at udvikle såkaldte prædiktive biomarkører, som kan vise, om den enkelte patient vil få gavn af en given behandling eller ej. Ved at undersøge patienterne for markørerne, før man vælger behandling, kan vi sikre, at dyr medicin kun bliver givet til de patienter, der har stor chance for en gavnlig effekt.
Det kan øge den gennemsnitlige overlevelse fra de omtalte seks uger til mange måneder. Og så er gevinsten pludselig tydelig, både for de patienter, der bliver sparet for at skulle igennem en behandling, som ikke giver dem anden effekt end bivirkninger, og for økonomien, fordi færre skal have medicinen. Så mit første forslag til en løsningsmodel er, at forskning og udvikling af prædiktive biomarkører skal intensiveres.
Vores laboratorium (og mange andre) arbejder med at udvikle prædiktive biomarkører, men det er svært at få arbejdet finansieret – selvom det er af direkte interesse for hospitalernes økonomi og for patienterne. Det bliver ikke nemmere, når der i den sidste finanslov er skåret en tredjedel af de statslige forskningsmidler og skåret drastisk i universiteternes budget. Penge, som blandt andet går fra udviklingen af prædiktive biomarkører. Jeg mener, at der kunne nås betydelige økonomiske gevinster ved at give dette område langt mere fokus.
Sundhedsministeren foreslår i sin kronik, at vi skal presse medicinalfirmaerne til at sætte prisen ned. Jeg vil foreslå en anden mulighed: at vi stimulerer medicinalfirmaerne til at udvikle prædiktive biomarkører. Eksempelvis ved at tilbyde bedre priser, hvis virksomhederne, samtidig med at de udvikler den nye medicin, udvikler såkaldte ”companion diagnostics”, hvilket er prædiktive biomarkører, der specifikt viser, hvilke patienter der vil have eller ikke have gavn af lægemidlet.
Mit andet forslag til en løsningsmodel vedrører, at princippet ”repurposing”, hvilket betyder ny brug af allerede udviklede lægemidler, yderligere udvikles. Hos Kræftens Bekæmpelse og på Københavns Universitet forsker vi i at identificere almindelige lægemidler, som kan have en gavnlig effekt ved kræftsygdomme.
EKSEMPELVIS UNDERSØGER VI, om personer, der bliver behandlet med bestemte lægemidler for andre sygdomme end kræft, sjældnere får visse typer kræft. Vi har undersøgt midler, som allerede er godkendt til eksempelvis overfølsomhed eller til alkoholmisbrug, og vi har identificeret flere lovende stoffer, som specielt synes at have effekt på kræftceller, der er blevet modstandsdygtige over for gængs kemoterapi.
Efter grundige laboratorieforsøg skal stofferne nu testes på kræftpatienter, og dette arbejde foregår sammen med danske kræftafdelinger. Dette er et alternativ til den nye dyre medicin, fordi patentet for repurposing medicin oftest er udløbet, og medicinen derfor kan købes for meget få midler.
Mit tredje forslag til ministeren og andre beslutningstagere i sundhedssystemet er at øge opmærksomheden på Preventive Cancer Medicine. Her nedbringer man antallet af patienter, der får kræft, ved at tilbyde medicin til raske personer, som er i høj risiko for senere at udvikle kræft.
Der findes allerede flere muligheder for medicinsk kræftforebyggelse, som vi ikke benytter. Et eksempel er forebyggelse af tarmkræft. Her kan vi i dag udpege personer, der endnu ikke har udviklet tarmkræft, men som har en betydelig risiko for at udvikle sygdommen. Et væld af internationale videnskabelige publikationer har vist, at en hjertemagnyl om dagen i fem eller flere år nedsætter risikoen for tarmkræft betydeligt.
Kræftens Bekæmpelse og Københavns Universitet deltager i et internationalt samarbejde om at udvikle og afprøve lægemidler, der kan forhindre, at personen får kræft. Foruden færre kræftpatienter vil det samtidig reducere udgifterne til den dyre medicin, idet flere af de lægemidler, der kan forhindre kræft i at opstå, er ganske billige.
En ny kræftpakke er på vej. Det vil være oplagt, at der her afsættes midler til udvikling af prædiktive biomarkører, til udvikling af nye og mere samfundsvenlige kræftlægemidler og til at fremme brugen af lægemidler, som kan forhindre kræft i at opstå. Vi, der arbejder med kræftforskning og kræftbehandling, vil med glæde tage imod en invitation fra ministeren om at indgå i en konstruktiv dialog og bidrage med input.
Der findes stadig mange kræftsygdomme, som er livstruende – hvor vi ikke har optimale behandlinger, og hvor patienternes udsigt til at overleve sygdommen er begrænset. Det har vi mulighed for at ændre. Om det sker, afhænger blandt andet af de beslutninger, vi træffer nu – i denne kronik har jeg præsenteret tre bud på, hvordan det kan lade sig gøre.
Nils Brünner er professor ved Københavns Universitet og forskningsleder ved Kræftens Bekæmpelses Forskningscenter