Tre myter om en Syrien-intervention

Trump har sendt missiler mod Syrien, og umiddelbart kan det synes sympatisk at trække en streg i sandet for Assads tyranni. Men før vi beslutter, hvad der er godt og ondt ved angrebet, må vi imidlertid prøve at se på vore iagttagelser, skriver dagens kronikør

Tre myter om en Syrien-intervention

Når der tales og besluttes om krig, er myter og blændværk en næsten lige så stor risiko som selve brugen af våben. Begge udtrykker vold. Den ene form er materiel, mens den anden er mere symbolsk og knyttet til vildledende snarere end vejledende fortællinger.

De 59 krydsermissiler, som Trumps flåde affyrede mod den syriske Shayrat flybase den 7. april som svar på gasangrebet på byen Khan Sheikhoun, fortolkes efter hele rækker af fortællinger, som sjældent rummer meget andet end gisninger. Umiddelbart kan det synes sympatisk at trække en rød streg i sandet for Assads tyranni. Ad åre skal historien engang skrives om Syrien-krigen, Mellemøsten og USA’s rolle heri. Før vi beslutter, hvad der er godt og ondt ved angrebet, må vi imidlertid prøve at se på vore iagttagelser.

Man kan som ved historieskrivning om tidligere forløb, der gik galt, fortælle om, hvad samtidens iagttagere var blinde for. Eksempelvis kan man med forløbet op til den pludselige eskalation af oprustning og miskalkulerede alliancer, der førte til Første Verdenskrig, se mindst syv eller otte meget alvorlige fejlskøn. De førte ikke til det, man dengang kaldte ”krigen, der skulle ende al krig”, men til det, som historikeren David Fromkin med rette har kaldt ”freden, der skulle afslutte al fred”.

Fromkin talte her mindre om den også nok så fatale Versailles-fred i 1919, men om Lausanne-freden i 1923, der opløste det store østlige middelhavsrige Osmannerriget.

Det er nærmest en metode, at man kan identificere systematiske misforståelser. Den metodiske pointe er, at man kan iagttage, hvordan misforståelserne bekræfter hinanden. Det betyder, at de skaber en mytologi om, hvad der foregår. Dermed ledes beslutninger i den forkerte retning. Problemet med krig er, at beslutningerne bliver fatale.

For det første er den mest åbenbare myte den, at Obama kunne have grebet ind over sin røde streg tilbage i 2012. Myten er, at USA stadig var i besiddelse af den almægtige verdensmagt, som var den ikke for længst sat over styr i Irak-krigen. Bag den ligger en anden myte om, at USA faktisk skulle have haft en sådan almægtighed. Seriøst set har USA dog aldrig haft magten til at kunne gøre, hvad dets præsident besluttede efter forgodtbefindende. Kun i den kolde krigs apokalyptiske scenarier lå dette omnipotentia in hybris.

Som den berømte tyske krigsanalytiker Carl von Clausewitz for 200 år siden viste i det store værk ”Om krigen”, har disse abstrakte håb om, hvad man alt sammen kan planlægge sig frem til, imidlertid ikke meget at gøre med virkelighedens krig.

Tværtimod var 2012 nemlig også det år, hvor en grundig rapport om selvmord blandt amerikanske krigsveteraner viste, at der var 8000 årlige selvmord og 28.000 selvmordsforsøg. Mange heraf var gamle vietnamveteraner. Men tragedien viste en forfærdende bagside af de amerikanske interventioner. Alkoholisme og narkodødsfald taltes ikke med, ej heller sammenbrud hos pårørende. US Army var indspundet i selvransagelse det år.

USA har i realiteten ikke siden 2006 haft en hær, der var i stand til at gå ind i en større konflikt. De ofte omtalte ”boots on the ground” eller militære soldater indsat på landjorden var ikke en mulighed. Enhver militær iagttager og ikke mindst Rusland vidste det. Den erkendelse stred imidlertid fuldstændig mod amerikansk militær selvopfattelse, og USA sendte inkonsistente ”signaler” om, hvad landet alt sammen kunne magte.

For det andet er Trumps sikkerhedsstrategi overhovedet ikke gennemtænkt. Derfor sender krydsermissilerne primært interne signaler om, at Trump også vil vise muskler. Taktikken leder strategien. Ligesom da Bush/Cheney angreb Irak uden at ville noget andet og mere end at vise, at Irak stod så godt for hug for den amerikanske ørn. Republikanerne havde i 2000 fremlagt en omfattende doktrin om den militære overmagts genetablering. Den doktrin var konsistent om end strategisk blind for de typiske fejltagelser om ”American warfare”. Trumps tilgang rummer ikke antydningen af den type forarbejde. Obamas strategi arbejdede i modsætning hertil med genetablering af fredeligt samarbejde.

Derfor finder vi for tiden de eneste blot lidt reflekterede overvejelser hos den amerikanske regering kun hos USA’s FN-ambassadør, den 45-årige Nikki Haley. Hun var tidligere guvernør i det flådebasefyldte South Carolina og har trods manglende akademisk baggrund dog også lidt international erfaring med en indisk familiebaggrund. Men hun har da en stab af medarbejdere. Den tredje myte drejer sig om, at der intet kan gøres i forhold til Syrien. Jo, det kan der. Problemet er som bekendt Rusland og Putin. Det er realismens store og klassiske pointe. Og Putin kunne se, at USA’s hær var nedslidt til under støvlerne, hvilket gav lette point i forsøget på at ydmyge USA som verdensmagt for den tidligere næsten lige så omnipotente verdensmagt.

Den geopolitiske realisme bag Ruslands politik er imidlertid, at Rusland vil have en adgang til Middelhavet, som ikke går gennem Bosporus og Dardanellernes trange og militært umuligt tragediebesatte stræde ved Istanbul.

Rusland vil derfor bevare flådebasen Tartus i Syrien, der er den eneste base, Rusland har mod vest ud over Kaliningrad. Tartus er ikke særligt stor og kan dårligt fungere som egentlig base for skibe større end fregatter. Følgelig ville vestligt diplomati kunne finde erstatninger. Rusland er til at forhandle med i modsætning til Assad, der kæmper for sit liv. Formodentlig er der også diplomatiske forsøg på at løsne Ruslands militære kobling til Assad-regimet.

De tre myter synes at ville fortrænge, hvad der er realistisk muligt. Dermed skaber de tilsammen en mytologi, der befinder sig i et luftlag af drømme og håb.

Syrien-konflikten er ekstremt kompleks, og antallet af deltagende parter uhørt. Men uløseligheder er dog set før.

Den vigtigste og mest uløselige hårdknude, som man kan se tidligere i historien, var formodentlig den, der udgjorde baggrunden for den nytænkning, der førte til det nuværende westfalske folkeretlige system i 1648. Frankrigs katolske monarki havde med enorm propaganda nedkæmpet protestanterne i 1629 blot for samme år at se sig omringet af habsburgernes katolske overmagt fra syd, øst og nord. Hvis imidlertid Frankrig, ledet af statsræsonens første statsleder, Armand Richelieu, allierede sig med den stærke svenske stormagt, ville en ny transkonfessionel magtform kunne sætte dagsordenen for fredsforhandlinger.

Ingen havde nogensinde udviklet så meget diplomatisk strategi som Richelieu, og ”Staten” blev resultatet af denne nye form. Det internationale folkeretlige statssystem satte sig igennem i løbet af de næste 100 år og særligt efter 1748 med Aachen-freden, der satte normer for, hvordan de suveræne grænsefastlæggelser kunne overskrides. Dermed skabtes den moderne verdensorden.

Måske skal man i dag finde en ny form for alliance. Også på tværs af konfessioner. Mellemøsten har brug for transkonfessionalisme. I 1625 havde hollænderen Hugo Grotius skrevet et digert værk om en sådan transkonfessionel folkeret, der inkluderede ikke blot katolikker og protestanter, men også jøder. Aktuelt arbejdes på at føre tankegangen ajour ved at inkludere såvel islam som konfucianisme, hinduisme og buddhisme.

Det er på høje tid. Også fremtidigt set. For aktuelt er endnu en yderst vanskelig hårdknude ved at blive uløselig. Nemlig konflikten om Nordkorea. Også i den konflikt kan man ikke sætte sin lid til Trumps pendul.

GORM HARSTE ER DR.SCIENT.POL., LEKTOR VED INSTITUT FOR STATSKUNDSKAB, AARHUS UNIVERSITET