Prøv avisen

At tro ateistisk på Gud

MODERNE TEOLOGI: En af Thorkild Grosbølls teologiske inspirationskilder er den tyske politiske og feministiske teolog Dorothee Sölle, som døde tidligere i år. Hun ville gøre kristendommen relevant på de præmisser, der gælder i det moderne

Når sognepræst Thorkild Grosbøll skaber opmærksomhed med en række udtalelser om sin manglende tro på Gud, opstandelsen og det evige liv - samtidig med at han forkynder Bibelens og trosbekendelsens sandhed - skriver han sig ind i en efterhånden gammel historie.

Igennem hele det 20. århundrede har det været en bestræbelse i protestantisk teologi at gøre kristendommen gældende på de præmisser, der gælder i det moderne samfund. Blandt heltene i denne historie er navne som Bonhoeffer, Bultmann og Tillich. Og blandt deres elever var den tyske politiske og feministiske teolog Dorothee Sölle, som døde den 27. april i år, 73 år gammel.

En af Sölles første udgivelser var essaysamlingen »Atheistisch an Gott glauben« (At tro ateistisk på Gud) fra 1968, en titel som er et klart eksempel på den paradoksale udtryksform, som den slags teologer ofte betjener sig af. Udgangspunktet var en fuldstændig accept af religionskritikken: Gudstro kunne umuligt handle om en teoretisk antagelse af Guds eksistens; udgangspunktet var i den forstand ateistisk. Til illustration af, hvad gudstro så betyder, henviser hun til en af Brechts små Keuner-historier: »Der var en, der spurgte hr. K., om der fandtes en gud. Hr. K. svarede: Jeg vil råde dig til at tænke over, om din adfærd vil ændre sig, afhængigt af, hvordan spørgsmålet bliver besvaret. Hvis den ikke ændres, kan vi lade spørgsmålet falde. Ændres den, kan jeg i det mindste være dig behjælpelig så langt, at jeg kan fortælle dig, at du allerede har besluttet dig: Du har brug for en gud.« Gudstro er et eksistentielt engagement, ikke en teoretisk overbevisning.

De fleste af Sölles bøger er essayistiske kommentarer til eller behandlinger af enkeltproblemer. En af undtagelserne er den programmatiske »Politische Theologie« fra 1971. Bogen er et systematisk opgør med Sölles egen lærer Rudolf Bultmann (1884-1976), som hun beundrede, men hvis teologi hun fandt utilstrækkelig. Bultmann fik enorm betydning for den protestantiske teologi i Tyskland - og Danmark - med sin tese om afmytologisering: Bibelen forudsætter et mytisk verdensbillede, hvor undere kan finde sted, og Kristus kan opstå fra de døde. Men vi lever under et naturvidenskabeligt verdensbillede, som er uforeneligt med det mytiske verdensbillede. Man kan ikke have elektrisk lys og radio og samtidig tro på undere, siger Bultmann. Vi skal derfor hverken tage Bibelens myter og undere bogstaveligt eller spilde tid på at afvise dem, men i stedet fortolke dem med henblik på, hvad de har at sige om det moderne menneskes eksistens. Det er det, der ligger i den misvisende betegnelse afmytologisering: ikke at myterne skal afskaffes, men at de skal fortolkes.

Sölle accepterer fuldstændigt denne tese. Men som den ægte hegelske dialektiker, hun også er, tænker hun videre og medtænker den modsætning, som opstår. I dag - efter den politiske bevidstgørelse - kan vi ikke blive stående ved den individualistiske, apolitiske eksistentialisme, som Bultmann repræsenterede. Ligesom Bultmann ikke kunne have elektrisk lys og samtidig tro på undere, kan vi ikke have globaliseret kapitalisme og samtidig tro på individets apolistiske eksistens. Sölles opgør med Bultmann vil blive stående som væsentligt, men nogle vil finde, at der også er tendenser til en forfladigelse af teologiens dybere pointer - som når vores uundgåelige deltagelse i den globale vareudveksling på uretfærdige vilkår tolkes som arvesynd.

Sölle blev først og fremmest kendt som politisk teolog i 1970'erne, hvor hun også herhjemme var noget af en guru for mange unge teologer. Hun var i Danmark flere gange, bl.a. deltog hun i 1979 i en regnfuld ølejr på Lyø arrangeret af bevægelsen »Kristne for Socialisme«. Her delte hun - og hendes mand og datter - i tre-fire dage lejrlivets glæder med 100 unge venstreorienterede kristne. Hun holdt en stribe foredrag og førte lange diskussioner med os om kristendom og politik. Det var dengang, ønsket om et bedre og retfærdigere samfund hos mange kom til udtryk i forskellige varianter af socialistisk teori. Lejrens anden hovedtaler var Informations Ejvind Larsen, forfatteren til bl.a. pamfletten »Grundtvig - og noget om Marx«. I ugens første halvdel sad vi for Sölles fødder og hørte om Jesus, Bultmann og Marx. I ugens anden halvdel sad vi for Larsens fødder og hørte om Jesus, Grundtvig og Marx. Søndag gik vi til højmesse i Lyø Kirke og sad - så traditionelt var sognet i 1979 - opdelt efter køn: kvinderne i venstre side, mændene i højre. Sognepræsten, som sympatiserede med bevægelsen, viste sit oprør ved ikke som normalt at bede for dronning Margrethe og hele hendes hus, men for hele den danske befolkning »fra kongehus til parcelhus«. En formulering, som efter sigende gav ham problemer med menighedsrådet bagefter.

Sölles engagement og intellekt kastede lys over de store spørgsmål, som det var os livet om at gøre at forstå rigtigt. Hun kunne både sin Bibel og sin Marx, men hun sagde også, at hun aldrig havde kaldt sig marxist, fordi Marx hverken var Gud eller forbillede - der var tværtimod mening i, at hun som kristen tog navn efter Kristus.

Dorothee Sölle havde studeret både klassisk filologi, filosofi, litteratur og teologi. Hendes doktordisputats »Realisation« fra 1973 om forholdet mellem teologi og litteratur efter oplysningstiden var nok så meget et litteraturteoretisk som et teologisk arbejde. Tesen i det digre værk er, at teologien - dvs. kristendommens budskab - efter sekulariseringen »virkeliggøres« i litteraturen. Bag tesen ligger en fundamental anerkendelse af den historiske udvikling væk fra et magisk og mytisk syn på verden og frem mod en sekulariseret verdensforståelse. Der skete efter oplysningstiden et skred i verdensbilledet, og herefter kan en blot gentagelse af det religiøse sprog uden nytolkning ikke sige det moderne menneske noget af betydning. En sådan nytolkning finder man i dag klarest og mest effektivt i skønlitteraturen.

Sölle var barn i nazitidens Tyskland. Bevidstheden om den menneskefrembragte lidelse, hendes eget folk havde medvirket til i hendes tid, er tematiseret i bogen »Leiden« (Lidelse) fra 1973, men står i det hele taget centralt i forfatterskabet. Et sted siger hun, at hun gennem hele sit liv har bestræbt sig på ikke at skrive en linje teologi uden at huske Auschwitz. Lige så lidt som andre teologer og filosoffer er hun i stand til at give en teoretisk løsning på ondskabens og lidelsens problem; måske forsøger hun også i mindre grad på det end så mange andre. Overalt er hendes indfaldsvinkel den at se på menneskets eget ansvar for at forvalte tilværelsen bedst muligt. »Gud har ikke andre hænder end vore,« siger hun et sted. Også på dette punkt er hun en ret enestående blanding af eksistensteolog, politisk teolog og gammeldags fromhedskristen.

På de teologiske fakulteter i 1960'ernes og 1970'ernes Vesttyskland var der ikke plads til en teolog af så radikal observans som Dorothee Sölle. Det er i hvert fald en almindelig vurdering - også hendes egen - at det er grunden til, at hun aldrig opnåede fast ansættelse ved et tysk universitet. Men i 1975 fik hun et professorat ved det berømte Union Theological Seminary i New York og pendlede fra da af - på halvårsbasis - mellem Hamburg og New York. Mødet med amerikansk teologi og amerikansk evangelikal kristendom påvirkede hende, og det ser ud, som om fromhedsaspektet i hendes kristendomsforståelse blev stadig stærkere, samtidig med at det politiske engagement var usvækket. Dorothee Sölles tænkning lagde op til en stærkt forpligtende teologi, en kristendomsforståelse, som sjældent lader samvittigheden få ro. På billeder ser hun faktisk ofte træt ud. Hun var et alvorsmenneske, et indtryk, som bekræftes af såvel titel som indhold i hendes erindringsbog »Gegenwind« (Modvind) fra 1995. Som refleksion over kristendommens betydning her og nu har hendes teologi i sjælden grad været af relevans for en stor læserskare. I hvor høj grad den tåler tidens tand, er det svært at dømme om i dag. Men tilbage vil under alle omstændigheder stå eftermælet over en teolog med stort menneskeligt og intellektuelt format og af fuldstændig integritet.

Allan Poulsen er lektor ved Svendborg Gymnasium