Jeg er stoppet med at lede efter sprækker af blødhed hos min far

En Ruslands-rejse med min far, som jeg nu har begravet, vækker erindringen om et stolt, stærkt og frihedselskende menneske. Og om små sprækker af omsorg og ømhed, skriver dagens kronikør, som er blandt vinderne i sommerens kronikkonkurrence

Jeg er stoppet med at lede efter sprækker af blødhed hos min far

Det er første gang i et halvt århundrede, jeg har ham helt for mig selv. Min far. Vi skal opleve Skt. Petersborg sammen og er meget forventningsfulde. Jeg glæder mig også til at se, om der er små sprækker i min rejsekammerats stolte, stærke og frihedselskende måde at være i verden på.

Turen starter nu ikke for godt. Fem minutter inde i indenrigsflyvningen knækker han hele sin ene fortand på det vindtørre rundstykke, der lige er blevet serveret. Jeg gruer for, hvordan han vil tage det, han er en ualmindeligt pæn og ud over alle grænser forfængelig mand. Men heldigvis er han ligeså indstillet som jeg på at få det bedste ud af turen, så han får uheldet vendt til noget komisk: Hver gang vi i de kommende dage støder på en ufremkommelig russer, åbner han munden og blotter sit gabende hul i overmunden. Jeg er fuld af beundring. Den, der kan få en russer til at grine, kan noget.

Vi opgiver hurtigt at tage taxa rundt i byen, for lige meget hvor vi skal hen, siger chaufføren tonløst: Fifty dollars. Min rejsekammerat har dårligt fodtøj med, men han vil ikke høre tale om at købe nye sko, heller ikke da hans fødder allerede hen mod slutningen af første dag værker slemt. Og da vi omsider finder frem til Rembrandts billede af den fortabte søn, som hænger godt af vejen i et af Vinterpaladsets 1500 rum, er han lykkelig, til trods for at hans fødder nu er fulde af væskende vabler. Selvom han har været pensionist endda nogle år, lever han sit livsmotto ud: ”Det gælder om at have noget for.” Det er oktober, vi bor over for det gule Alexander Nevskij-kloster ved floden Neva og kan se lige ned på Dostojevskijs gravsted, som på grund af løvfald er helt tildækket af efterårets gyldenrøde blade.

At jeg er optaget af Dostojevskijs forfatterskab kan jeg takke min medrejsende for. Da jeg blev student, gav han mig Knud Hansens bog om forfatterskabet og sikrede dermed, at vi aldrig siden hen er løbet tør for samtaleemner. Som altid har han papir og blyant på sig, så han løbende kan skrive ud- og indfald ned. Flere år senere støder jeg på en af hans mange små noter fra vores tur; der står kun to ord og et spørgsmålstegn, Raskolnikov og sult? Det er åbenbart, at han der har set parallellen til hovedpersonen i Knut Hamsuns ”Sult”.

Det når vi ikke at vende med hinanden, når vi nyder endnu en lokal Baltika-øl og en skål borsjtj-suppe i et af de billige folkekøkkener, som oligarkerne endnu ikke har haft held til at jævne med jorden. Hver gang er det mig, der er hurtigst til at få pengene op af lommen, når der skal betales. Det har altid undret mig, at han, som ellers er så generøs med sig selv og sin tid, er temmelig fornæret, når det kommer til penge. Men på denne tur betror han mig, at det er frygten for, at der ikke skal være noget tilbage til hans arvinger, der gør ham påholdende.

Her er en sprække ind til noget blødt, en omsorg for dem i hans liv, der er hans elskede. Jeg betaler fortsat regningerne, men nu med større glæde. Ingen af os er emotionelt særligt velbegavede, og vi frygter begge at ende i vores følelsers vold. Det har vi prøvet to gange i vores liv – det var ikke smukt. Så vi træder varsomt i forhold til hinanden. Jeg har dog aldrig et øjeblik tvivlet på hans fuldkomment uforbeholdne kærlighed til mig: ”Syrenerne sprang ud, den dag du blev født”, har han altid sagt. Først da jeg bliver voksen, går det op for mig, at syrenerne for længst er sprunget ud, når jeg har fødselsdag. Men heller ikke her lader han sandheden stå i vejen for den gode historie.

I det hele taget lever han i troen på, at tilværelsen tydes sandest gennem litteratur, kunst og kristendom, ikke ved at føle efter i sig selv eller følge egen lyst. Hans yndlingsbog er Martin A. Hansens ”Løgneren”; især ordene om, at der ikke eksistentielt gives noget ingenmandsland, men at det hele er en valplads, hvor to magter slås. Min rejsekammerat, som er 29 år ældre end mig, har ikke fået noget foræret, når det kom til uddannelse. Han fortæller, at han som ung mand i Aarhus gik og gned næsen mod ruderne på universitetet med et brændende ønske om selv at studere, men det var pengene ikke til, så først var han ude at sejle, dernæst blev han uddannet isenkræmmer, og så kom han på Askov Højskole. Det højskoleophold blev et vendepunkt for ham.

Han kom på en fri lærerskole og sidenhen tog han særuddannelsen og blev præst. Hans eneste fortrydelse i livet er, at han ikke er blevet akademiker. Men det hjælper en del, at jeg bliver det. Selv er jeg ret blasert i forhold til min uddannelse og ønsker i stille stunder at kunne bytte mit CV for bare lidt af hans lidenskabelige sult efter viden og tørst efter indsigt. ”Skal vi ikke læse ’Ulysses’ sammen, når vi kommer hjem,” spørger han, da vi på vej til dagens ortodokse messe i Isak-katedralen kommer forbi en irsk pub. Vi er begge gået i stå i den bog flere gange, men sommeren efter lykkes det os, ikke mindst takket være hans stædighed, at komme igennem samtlige 18 kapitler. Dagene i byen med de hvide nætter går alt for stærkt, og da vi skal flyve tilbage til Danmark, kan min rejsekammerat ikke dy sig for lige at skulle spille smart over for securitymanden.

Jeg må bruge alle mine diplomatiske evner på at få ham med vores planlagte afgang, og i et ganske kort øjeblik overvejer jeg at lade ham blive. Det er et anstrengende deja-vu til alle de gange i vores liv sammen, hvor han har været pinlig, fyldt for meget og sunget for højt. Men det er en flygtig irritation, for intet kan annullere, at vi har haft den bedste tur sammen, også fordi vi begge har anstrengt os til det yderste for ikke at vade ind over hinandens urørlighedszoner. En oktoberdag fire år senere dør han pludseligt, som han har levet; med støvlerne på, og mens han har noget for.

Der står i testamentet, at jeg skal begrave ham. Ikke noget med at overveje, om jeg har lyst til eller er i stand til det, heller ikke her ved livets kant henfalder han til girafsprog. Han skal begraves fra den kirke, hvor han var præst i 30 år. Nogle år forinden var vi sammen om at begrave hans kone og min mor der. Da vi dengang stod i sakristiet, sagde han, lige inden vi gik ind i kirken: Vi kan, fordi vi skal!

Nu står jeg alene samme sted, men ordene genlyder i mine ører. De kalder mig ud af min sorg, og det går op for mig, at det, som har irriteret mig mest ved ham i vores liv sammen, netop er det, der nu kommer til at bære mig igennem begravelsen og sidenhen livet som forældreløs. Jeg kan omsider indstille eftersøgningen efter sprækker ind til en blødhed og rundhed, som alligevel ikke er der i nævneværdig grad, opgive at skabe ham i mit billede, og i stedet lad ham fremstå som den, han på både godt og ondt har været fra vugge til grav; stolt, stærk og frihedselskende. Min far skal nok klare sig. Jeg går ind i kirken med let hjerte, på forreste række sidder min fars tre sønner, mine brødre og medarvinger. Vi skal nok klare os.