Prøv avisen

Troen lever i bønnens åndedrag

KRISTEN SPIRITUALITET: Ligesom det kræver en indsats med en spand at hente vand op fra en dyb brønd, sådan kræver det også noget at hente det levende vand op fra ens indre kilde

Min morfar kunne udtrykke sig i markante vendinger, som når han sagde til min mormor: »Du er luft for mig, og uden luft kan jeg ikke leve!«

Troen kan ikke leve uden bønnens åndedrag. Dette er lige så basalt for det åndelige liv, som åndedrættet er det for kroppen. I vore dage er der en bred erkendelse af, at bøn er en central del af livet som kristen.

I vores protestantiske tradition har vi ellers forsømt dette område. Men nu er det ved at blive anderledes, og det er blevet legitimt at tale om bøn. fortæller gerne om den ortodokse bønstradition, Jesusbønnen, som jeg lærte at kende i England for 20 år siden. Denne bøn er nemlig en kilde til liv for mig selv og for mange andre. Den kunne helt givet blive det for endnu flere, hvis den blev bedre kendt.

I den fortravlede og overfladiske tid, vi lever i, kan der nok være brug for hjælp til at komme i ro og i dybden i forhold til Gud, os selv og hinanden. Bønnen lyder i sin mest udbredte form: »Herre Jesus Kristus, Guds Søn, forbarm dig over mig«, en formulering, som leder tanken hen på tolderens bøn i Lukasevangeliet.

Den ortodokse bønstradition har rødder i den egyptiske ørken i det fjerde århundrede, i munkenes ganske korte bønner om Guds forbarmelse. Senere blev navnet Jesus en essentiel del af den korte bøn. Den nævnte formulering findes for første gang i et skrift fra det sjette eller syvende århundrede.

I de følgende århundreder udformedes bønnens spiritualitet. Gentagelsen af den korte bøn er en hjælp til at »ryste« strømmen af tanker og billeder af sig, så man kan komme ind i den stilhed, hvor man erfarer Kristi nærvær.

Traditionen findes fuldt udformet på Athos i Grækenland i det 14. århundrede, og her forbindes den med en teknik, som inddrager kroppen i bønnen. Teknikken er ikke essentiel, men ses som en hjælp til koncentration om bønnen. Det er jo en bibelsk tanke, at kroppen skal være med i tilbedelsen. Uden vejledning er det i orden at gentage bønnen 10-15 minutter sammen med det naturlige åndedræt. Selvom bønnen er blevet til i og har sine bedste betingelser i munkecellens ydre afsondrethed, er det meningen, at alle kristne skal bede uden ophør.

Al ortodoks spiritualitet stræber efter enhed med Gud. I dåben forenes den døbte med Gud ved at indlemmes i Kristi legeme. Hele det kristne liv er en stadig modtagelse af dåbens nåde. Man skal blive, hvad man allerede er, og intet kan føjes til dåbens nåde. Nadveren er den ypperste vej til foreningen, ved modtagelse af Kristi legeme og blod. Men Jesusbønnen, som forudsætter modtagelse af nadveren, er ligeledes en vej til forening med Gud. En elsket vej.

Bønnen kaldes også hjertebønnen, fordi målet er, at den forankres i hjertets dyb, så den kan leve i den troende. Troen på kraften i navnet går tilbage til Det Gamle Testamente - sjælen er i navnet. Den bedende tror således, at Jesus kommer til stede, når Hans navn påkaldes. Og har man Ham, har man hele Gudsriget. Han har sejret over synd, død og djævel, og dæmonerne må flygte, når Hans navn påkaldes.

Bønnen hjælper med at bekæmpe det onde på hjertets plan. Hjertet ses bl.a. som et hus med mange døre. Beder man gennem hjertebønnen Jesus om at stå vagt ved hjertets døre, så vil han beskytte mod den onde og fylde ens tomhed. Mennesket er i sig selv værgeløst i den åndelige kamp og kan ikke bedømme, hvor de forskellige tanker og impulser kommer fra. I selve det, at man beder om forbarmelse, ligger et håb om svar på bønnen. Og sættes man fri indadtil, er man fri til at handle i forhold til andre mennesker udadtil.

Det er bønnens mening at føre ind i stilheden, som ikke blot er et fravær af uro og lyd, men en bevidsthed om, at Helligånden selv beder uden ophør i hjertet; en tilstand af ordløs bøn, hvor intet står imellem den bedende og Kristus selv. Det hedder, at mennesket må »stige ned med »nous« (tanken, forstanden) til hjertet«.

Målet er den oprindelige tilstand ved skabelsen, før splittelsen af hjerne og hjerte. Erfaringen af det guddommelige nærvær kan kun til en vis grad opnås i dette liv, hvor vi er begrænset til det stykkevise og delte. At se Gud ansigt til ansigt hører den kommende tidsalder til, hvor mennesket igen skal leve i det umiddelbare og tillidsfulde forhold til Gud som ved skabelsens morgen.

Der advares kraftigt mod at bede bønnen for at få en bestemt åndelig oplevelse. En sådan stræben er nemlig et dække over en farlig form for grådighed og sanselighed. I bønnen må man i ydmyghed søge Gud, giveren af alle gaver, i tillid til, at han bedst ved, hvad man har brug for.

Denne tradition har grundlæggende formet min forståelse af bøn. Nøgleord for dens betydning for mig er: aflastning, nåde, fred, tryghed, glæde. Jeg tror, at Kristus beskærmer mig på det allerdybeste indre plan, dybere end sjælen.

Bønnen er så kort, at den kan bedes hvor som helst, når som helst. Beder jeg den i stilhed og ro, kan jeg kombinere den med åndedrættet. For eksempel når jeg skal sove. For mig er den korte form: »Herre Jesus, forbarm dig« nemmest at kombinere med ind- og udånding. Sommetider er den ortodokse rosenkrans god at have i hånden som et konkret udtryk for det, bønnen betyder.

Som overskrift over den ortodokse bønstradition kan man sætte Joh. 15,5, hvor Jesus til disciplene siger: »Jeg er vintræet, I er grenene ... skilt fra mig kan I slet intet gøre.« Jesusbønnen hjælper til at bevare dette fællesskab med Kristus, som skal bestå på trods af den legemlige død. Jeg fik det mest trøstende og opløftende brev fra en ortodoks teolog, da min mand og jeg mistede vores lille datter. Han ønskede mig et glædeligt møde med hende i den kommende tidsalder.

Jeg har beskæftiget mig en del med Grundtvig, først på teologistudiet og nu i en årrække, hvor jeg er med til at udgive hans prædikener fra 1840'erne. Jeg finder den samme varme spiritualitet hos Grundtvig som i Jesusbønnen. Kristusfællesskabet, »foreningen med Kristus« kan Grundtvig sige, illustreres ved vintræet og grenene og Joh. 14,23 (Faderen og Sønnen tager bolig i den troende). Om sin åndelige krise i 1810 siger Grundtvig i et digt: »Han smelted Isen i det kolde Hjærte, Og jeg fornam det i den dybe Smerte, At til sit Tempel han det vied ind.«

Beskærmelsen, som Jesusbønnen giver, finder jeg parallelt udtrykt i en prædiken fra 1824. Grundtvig taler om målet for den troendes liv hinsides død og grav og siger: »... thi det føle vi da dybt, at til et saadant Maal, der ligger paa hin Side høie Bjerge og store Afgrunde, dertil kan vi kun føres paa underlige Veie, dertil behøve vi høit en Ledsager som ikke blot fører os ved Haanden, men binder til for vore Øine og bærer os paa Hænderne, da vi ellers maatte grue ved at see, hvorledes Afgrund gaber mod Afgrund ved vor Side, maatte snuble og falde og nedstyrte.«

I det følgende prædikencitat fra Grundtvig er vi tæt på Jesusbønnen: »hvor vi vandre med dette velsignede Navn indpræntet i Hjertet, der er Guds Huus, hvorsomhelst vi staae eller knæle med Bøn i Jesu Navn; der er Himlen opladt, og Stigen opreist: Troens og Haabets den hellige Stige til Kiærligheds Land over Himlenes Himle« (1822).

Vi har i vores egen tradition en meget rig spiritualitet. Bøn handler om at drage vand op fra den indre kilde. Min mand brugte denne sammenligning i sin prædiken i søndags: Ligesom det kræver en indsats med en spand at hente vand op fra en dyb brønd, sådan kræver det også noget at hente det levende vand op fra sit indre. Jesusbønnen kan i overført betydning være en af de spande, der kan bruges for at hente vand op af den indre kilde.

Elisabeth Albinus Glenthøj er cand.theol. og videnskabelig medarbejder ved Center for Grundtvig Studier ved Aarhus Universitet