Jesu lille lam jeg er, på sin skuldre han mig bær over bjerge, dybe dale, hjem til himlens lyse sale. Jesu lille lam jeg er, på sin skuldre han mig bær. Sådan lyder en børnesang, som mange små unger skråler med på.
Hvad med os voksne? Smiler vi lidt ad denne sang, er vi kommet videre? Tja, Grundtvig skrev vuggesang til sig selv: Sov sødt, barnlille!/ Lig rolig og stille,/ og nyn på det navn/ med nåden i favn,/ al jorden til salighed givet!/ Nyn: Jesus er min,/ så favr og så fin,/ min Jesus er lyset og livet! (Salmebogen nr. 674, vers 7). Hvor meget har vi erkendt om vores udsathed som mennesker? Vi kan bilde os ind, at vi sagtens kan selv, lige til den dag det går op for os, at sådan forholder det sig ikke.
Det er denne afmagt, Jesusbønnen er et svar på. Jesusbønnen har rødder hos munkene i den egyptiske ørken i 300-tallet og er blevet brugt og elsket i den ortodokse kirke i århundreder.
Den lyder i al sin enkelhed: Herre Jesus Kristus, Guds Søn, forbarm dig over mig. En synder føjes typisk til i slutningen af bønnen i den russiske tradition: ... forbarm dig over mig, en synder.
Menneskets situation som afmægtig over for syndens, dødens og Djævelens magt må modsvares af en bøn, der kan bedes i alle livets stunder og understøtte den forening med Kristus, som fandt sted i dåben.
Her er givet et våben, som er mægtigt, fordi Jesus kommer, når hans navn nævnes. Bønnen er et råb ud af fortvivlelse: Hvis Kristus ikke kommer til stede med sin hjælp, så går jeg til grunde, så går bundproppen ud af mit liv, og det forsvinder som vandet i en håndvask.
Jeg kommer til at tænke på en prædiken af Grundtvig til femte søndag efter trinitatis 1824, hvor han beskriver vor farefulde færd fra jord til himmel. Vejen går langs dybe afgrunde, og hvis Jesus ikke bandt til for vore øjne og selv bar os, så nåede vi aldrig frem.
Et skriftord, som altid ligger i baggrunden og klinger med både hos Grundtvig og hos de ortodokse teologer, som underviser i Jesusbønnen, er Johannesevangeliet kapitel 15, vers 5, hvor Jesus sammenligner sig selv med vintræet og sine disciple med grenene og siger: Uden mig kan I slet intet gøre.
Den græsk-ortodokse ærkebiskop Kallistos (Ware) har skrevet en fremragende lille bog om Jesusbønnen dens åndelige betydning og praktiske anvendelse: The Power of the Name. (Undertegnede har oversat bogen, som udkom på Forlaget Boedal i 2012 med titlen Navnets Kraft).
Disse linjer vil jeg bruge til at pege på noget af det, der fascinerer mig ved bønstraditionen: den dybe forståelse af mennesket og den kamp, vi står i som kristne. Undervejs nogle udblik til Grundtvig, som er præget af ortodoks teologi.
Ortodokse teologer kan sammenligne menneskehjertet med et hus med døre og vinduer. Vi er åbne for påvirkninger fra alle kanter i den åndelige verden og er ikke altid i stand til at identificere inspirationskilden til vore tanker.
Her er Jesusbønnen et værn i den inderste kerne af vor eksistens. Alene Kristus er dybest set i stand til at beskærme os. Man kunne kalde ham dørmanden par excellence. Som overvinder af synden, døden og Djævelen er han i stand til at værne os mod vore egne tanker.
Det er dette punkt, jeg finder så afgørende: Vi må forholde os til os selv som faldne skabninger, der uden at ville det bygger bastioner mod Gud for at holde ham fra livet. På den måde kan vi være vore egne værste fjender.
De ortodokse er helt på det rene med denne konflikt i mennesket. Johannes Klimakus fra det 7. århundrede opfordrer til at piske sine fjender med Jesu navn, for der er ikke noget stærkere våben i himlen eller på jorden.
LÆS OGSÅ: Kristus opstår på Aarhus Universitet
Fjenderne er blandt andet alle tanker, som vil lede væk fra Gud og tilliden til ham. Således også tvivlens tanker. For Guds modstander gemmer sig i tvivlens tanker. Derfor er tvivlen heller ikke at sammenligne med en intelligent og interessant indre samtalepartner.
Rådet hos de ortodokse teologer er at give opgaven med at bekæmpe tankerne til Jesus ved at bede Jesusbønnen. For han alene kan besejre dem.
Vi mennesker bliver i Bibelen sammenlignet med får. Følgen må vel være, at vi af os selv kun kan tænke fårede tanker om Gud. Det burde mane til selvironi og ydmyghed, der kan punktere den opblæsthed, som så let får tag i os!
Hvis tankerne bliver inficeret af hovmod, kan vi ende med at udstøde noget, der svarer til det, Grundtvig karikerer som hæse Skrig af tusend usle Dværge,/ Som mene, deres Muldvarpskud er Bjærge,/ Og, løftede paa Tæerne, bele/ Alt, hvad de ej fra Dværgebakken se (fra rimbrevet Farvel til Sibbern, 1811).
Jesusbønnen afslører vore opblæste tanker og sætter os på ny i vort rette forhold til Gud: den ydmyge tilbedelse skabningen, der priser sin skaber. Det er ikke en underkastelse under en autoritær magt, men det er i virkeligheden den eneste måde, vi kan modtage Guds kærlighed på og føres til det evige liv. Rækker vi ikke vore tomme hænder frem, er der jo ikke noget for Gud at fylde. Således er Jesusbønnen de tomme hænders bøn. For uden mig kan I slet intet gøre.
Det var for mig fascinerende at møde en bønstradition, som har til hensigt at inddrage hele livet i bøn. I dåben skænkes syndernes forladelse, og den døbte indlemmes på vintræet, Kristus. Der skal det leve sit liv, idet det som en gren på træet uafbrudt modtager næring fra stammen. En måde at leve i denne uafbrudte forbindelse med Kristus på er at bede Jesusbønnen. Han er selv varmen, der får hjertets frosne kilder til at tø. Han er lyset, der spreder tågen, der vil lægge sig over hjertets øjne.
Troen på kraften i Jesu navn finder vi også hos Grundtvig, som kan sige følgende: Ja, Christne! hvor vi vandre med dette velsignede Navn indpræntet i Hjertet, der er Guds Huus, hvorsomhelst vi staae eller knæle med Bøn i Jesu Navn; der er Himlen opladt, og Stigen opreist: Troens og Haabets den hellige Stige til Kiærligheds Land over Himlenes Himle. (nytårsdag 1822).
Både hos de ortodokse teologer og hos Grundtvig er nadveren øverst på ranglisten af midler til forening med Gud. Og nadveren er i den ortodokse kirke altid en uudtalt forudsætning for praktisering af Jesusbønnen. Nadveren foregriber det himmelske festmåltid. Her er vi forsamlet med hele Guds menighed på jorden og i himlen.
Grundtvig var netop inspireret af den ortodokse kirkes forståelse af samtidighed med alle troende gennem tiden. Lad os med sang da haste hjem/ til hans apostles dage/ og med dem i Jerusalem/ velsignelsen modtage!, synger han (Salmebogen nr. 243, vers 7).
Også forståelsen af nadveren som vej til forening med Kristus er stærk hos Grundvig. Han skrev i en salme: kun ved dit lys og med din stav/ vi overspringe kan vor grav,/ og hjertet, som mod død skal stå,/ kun med dit blod kan roligt slå. (Salmebogen nr. 539, vers 3). Uden ham kan vi slet intet gøre.