I Kristeligt Dagblads kronik den 10. august med overskriften ”Utroskabens (mulige) nødvendighed” argumenterer journalist Adam Holm for, at Parforholdsdanmark skal til at tage lettere på fænomenet utroskab, så vi kan undgå de familietragedier, der opstår, når en ellers lykkelig kernefamilie går i opløsning på grund af en affære, der af den svigtede ægtefælle hårdnakket fastholdes som værende utilgivelig.
Hans sympati og medfølelse med hans vens familieopbrud er oprigtig, og hans argumentation er forførende, men gør netop det, forførelser jo har det med at gøre, nemlig føre os hen et sted, hvor rodet bliver endnu større end det, vi kom fra. Konklusionen er farlig for de parforhold, han ønsker at beskytte.
Jeg har som parterapeut arbejdet med par i 35 år, behandlet talrige utroskabssager og hjulpet mange af dem igennem disse ekstremt smertefulde processer. Jeg er helt enig med Adam Holm i, at Parforholdsdanmark lider under urealistiske forventninger til parforholdets barske dagligdag. Det er naivt at tro, at det lykkelige og velfungerende parforhold kommer sejlende af sig selv, bare man finder ”den eneste ene”. Enig.
Men det er endnu mere naivt at tro, at man kan fjerne drømmen om den lykkelige tosomhed fra Jordens overflade, uanset hvor mange tiltag vi efterhånden har set fra mennesker, der som Adam Holm mener, at den blot er en overlevering næret af kirken, Hollywood eller Disney-koncernen. Den kommer fra et sted dybt i menneskesjælen som en eksistentiel længsel, der i hver forelskelse får ny næring til, at det måske denne gang er muligt ”for dig og mig”, selvom det ikke er lykkedes for nogen af de andre?
Bare fordi det er svært og udfordrende at realisere drømmen, betyder det ikke, at det er meningsløst at arbejde på at realisere den. Det kunne man kalde emotionel dovenskab. Drømmen om et lykkeligt, trofast og monogamt samliv skal ikke nedgøres, men styrkes, samtidig med, at parterne skal oplyses om, at der kræves opsmøgede ærmer og ihærdigt arbejde, især med fokus på egne egoistiske tilbøjeligheder. Det er ikke drømmen, der er noget i vejen med, men den menneskelige egoisme, som imidlertid kan overvindes, når man med hudløs ærlighed tør se den i øjnene. For der er ingen, der har det godt med åbenlyst at være egoistisk. Det er derfor, at troskabsbuddet er så vanvittig vigtigt og nødvendigt, for uden alvorlige rammer finder man ikke motivationen til den seriøse anger og selvransagelse, der skal til, hvis det skal lykkes at gå dybt nok i psyken og hjertet til at finde den hengivenhed, selvopofrelse og længsel frem, der kan tænde en ny og dybere forelskelse – med den samme partner.
At søge det uden for ægteskabet i en erotisk tiltrækning er fristende, for det er så meget lettere igen at falde for den illusion, som Adam Holm jo selv synes er pinagtig naiv, at lykken afhænger af den anden. Så tror han jo selv på tosomhedens lyksalighed med en ”midlertidig” eneste ene. Og det er ikke kærlighed, der driver det værk, men frustration og egoisme.
Det er min erfaring, at et stærkt tabu omkring utroskab gør det lettere at fastholde den utro i at nå ind til en forståelse af den smerte, han eller hun har forvoldt, hvilket er afgørende. Og jeg har mine tvivl om, at vennen fik hjælp til det. Det er det, jeg kalder anger, og det er ikke det samme som skyldfølelse. Det er let selvfokuseret at gemme sig i sin skyldfølelse, undskylde tusind gange og så føle sig berettiget til en tilgivelse. Men det er blot egoismen i ny forklædning. Derfor er det umuligt for den svigtede hustru eller mand tillidsfuldt at tilgive på det grundlag uden at være bekymret for en gentagelse af brøden. Med rette.
I angeren, derimod, må ægtemanden udvide sin bevidsthed og erkendelse af hustruens ulidelige smerte – som er så skræmmende, at han nok ikke ville have været utro, hvis han havde kendt den i udgangspunktet. (Så ondsindet lyder han ikke til at have været.) Først når han med hjertet forstår, hvad han har gjort ved hende, vil han også fra hjertet kunne tilgive hende for ikke at kunne tilgive ham. Og når hun således i sin smerte føler sig set af ham, der svigtede ved at overse hende, da kan tilliden så småt begynde at vende tilbage i hende, og tilgivelsen bliver mulig. Hans ydmyghed og mod til at føle med hende i det, hun føler, bygger bro. Der er der åbnet en mulighed for, at de to kan opleve et nyt fællesskab – i lidelsen. Og det gør selvfølgelig ondt – men samhørigheden trumfer adskillelsens smerte. Denne proces bliver for mange en ny oplevelse af en ægte kærlighed på et meget dybere og robust plan. Forsoningens overraskende nyforelskelse sammen med en personlig erkendelse af, hvad det er for destruktive kræfter, man slipper løs med sin utroskab, er en særdeles effektiv vaccination mod nye utroskabsfristelser.
Adam Holm efterspørger mere robusthed. Hos hvem? Velsagtens hos ofrene for utroskab, men det er, synes jeg, mildest talt pinagtig ufølsomt over for mennesker, der ofte gennemgår deres livs værste pine. Jeg ser i mit arbejde sjældent større desperation og sjælepine end hos ofre for utroskab. Uanset om de bygger på luftkasteller eller ej, så taler vi om mennesker, der i hjerte og sjæl hænger i laser. Det er for let at foreslå lidt mere robusthed, når man ikke selv er offer, og når man ikke sympatiserer med – eller forstår – offerets disponering. Ensidigt at lægge ansvaret for at få problemet løst over på den svigtede part, er endnu et svigt af et menneske, der allerede ligger ned. Men jeg er overbevist om, at Adam Holms holdning vil blive modtaget med begejstrede klapsalver fra alle aktive – eller potentielle – udøvere af utroskab, der efter en god portion undskyldninger altid har tendens til at mene, at deres sårede partnere nu må se at tage sig sammen og tilgive, så ”vi kan komme videre”.
Adam Holms opfordring til mere robusthed hos ofrene viser helt klart, at han tager utroskabens side. Hvorfor ikke opfordre til mere robusthed hos alle dem, der føler sig fristede til at have en affære? Robusthed til at sige nej og blive hjemme og arbejde med problemerne? Det vil styrke karakteren, selvrespekten og tilliden i forholdet og danne solide, trygge rammer for en udvikling af en kærlighed, der kørte på lavt blus eller forsvandt midlertidigt. Det skulle ikke være ukendt, at mennesket finder mest mening – og dermed sand glæde – ved at leve og nogle gange ofre sig for noget, der rækker ud over egoets egne, snævre interesser.
En moralsk legalisering af utroskaben er at springe over, hvor gærdet er lavest. Jeg kan ikke se det som andet end en moralsk ansvarsforflygtelse, der svækker karakteren i stedet for at opbygge den, og som angiveligt vil inspirere endnu flere utroskaber med endnu flere efterfølgende forliste, eller svært belastede forhold, der bliver endnu vanskeligere for parterapeuten at bringe på ret og stabil køl, så længe utroskabens dør holdes lidt på klem i baggrunden.
At kalde idéen om ægteskabets hellige bånd og tosomhedens lyksalighed for ”menneskefjendsk” synes jeg er uhørt absurd. Det er et kluntet og hånligt forsøg på at give dødsstødet til nogle værdier, som store dele af menneskeheden i tusinder af år har troet og håbet på, som ethvert nyforelsket par stadig oplever direkte, og som mange seriøst kæmpende par heldigvis – og med udbytte – stadig tror på og arbejder for, til trods for det ene forsøg efter det andet fra tidsåndens mange fronter på at nedgøre disse værdier. Samtidig er jeg overbevist om, at det netop er modet til at tro på disse værdier, der er grunden til, at vor kultur endnu ikke er havnet i endnu værre menneskefjendske tilstande, end tilfældet er.