Prøv avisen
Kronik

Trumps atompolitik bryder og fortsætter gamle traditioner

Selvom Donald Trumps udvidelse af USA’s atomarsenal bryder med nyere amerikansk atompolitik, minder hans politik på mange måder om en tidligere amerikansk præsidents syn på atomkraften, nemlig Dwight Eisenhowers, skriver historiker i kronikken

Den amerikanske præsident, Donald Trump, har haft et meget turbulent forhold til atomvåben. Allerede inden hans embedsperiode startede i januar 2017, op til valget i slutningen af 2016, var der flere prominente amerikanske medier og personligheder, der såede tvivl om Trumps evne til at udvise ansvarlighed i forhold til ”Knappen”, en attachékasse, som indeholder koderne til at bemyndige brugen af atomvåben. Trump var alt for impulsiv og uansvarlig til at have sådan et ansvar, lød argumentet.

Trump blev dog valgt ind som den næste amerikanske præsident, hvilket ikke kun gav ham adgang til ”Knappen”, men samtidig gjorde ham – sammen med hans rådgivere – ansvarlig for formningen af den amerikanske atompolitik. I et interview med Reuters den 24. februar 2017 udlagde Trump sit syn på dette: USA skal være den største atomstormagt, og det amerikanske atomarsenal skal udvides. Trump indskød, at det ville være bedst, hvis der ikke fandtes atomvåben, men at USA altid måtte være den førende nation inden for atomkraft. Disse udtalelser ligger i forlængelse af en tweet, som Trump lavede den 22. december 2016, hvori han skrev:

”De Forenede Stater må styrke og udvide deres nukleare kapacitet kraftigt, indtil verden kommer til fornuft i forhold til atomvåben.”

Trumps holdning repræsenterer et klart brud med ikke kun tidligere præsident Barack Obamas atompolitik, men med stort set hele den amerikanske atompolitik siden Sovjetunionens fald i 1991. USA havde i 1991 19.008 atomvåben oplagret, mens Sovjetunionen/Rusland rådede over 29.154. I 2013 var dette tal dog faldet til henholdsvis 4650 og 4480. Det er således lykkedes at få bragt antallet af oplagrede atomvåben ned fra sit højeste i 1986, hvor USA og Sovjetunionen tilsammen havde 63.476 atomvåben, til 9140. Derudover er der selvfølgelig nogle tusinde atomvåben, der stadig er i ”aktiv tjeneste”, altså klar til at blive sendt af sted med et øjebliks varsel. Det er dog stadig bemærkelsesværdigt, at det er lykkedes at få afmonteret så mange våben på kun 31 år.

Dette reflekterer en generel tendens i amerikansk og russisk politik til atomar nedrustning, især efter Sovjetunionens fald. Fokus har været på modernisering og forbedring af de eksisterede atomvåben og i meget mindre grad på at opbygge arsenalet af atomvåben. Dette betyder også, at de skader, som de eksisterende atomvåben kan forvolde, ikke er mindsket. Den store ændring i udviklingen af atomvåben finder man således ikke i deres sprængningskraft, men i antallet af atomvåben, som er det laveste siden midten af 1950’erne

Trump bryder med denne politik, når hans intention er at udvide USA’s atomarsenal. Dette er ikke helt uventet. De sidste års politiske konflikt mellem Rusland, USA og EU på grund af for eksempel Ruslands annektering af Krim har betydet, at afmonteringen af atomvåben har været stagnerende. Ikke desto mindre er det første gang, en amerikansk præsident har talt for at udvide det amerikanske atomarsenal siden den kolde krigs afslutning. Selvom Trump bryder med nyere amerikansk atompolitik, er det dog ikke ensbetydende med, at det er et totalt nybrud. Faktisk minder Trumps politik på mange måder om en tidligere amerikansk præsidents syn på atomkraften, nemlig Dwight Eisenhowers ”massive gengældelse”.

Eisenhower overtog præsidentembedet efter sin forgænger Harry Truman i 1953. Truman var præsidenten, der besluttede at anvende atombomberne mod Hiroshima og Nagasaki i 1945, og Eisenhower var derfor den første præsident efter Truman, der skulle formulere en selvstændig atompolitik for USA. Der hvilede dermed et tungt ansvar på Eisenhowers skuldre. Sovjetunionen havde foretaget prøvesprængning af deres egen atombombe i 1949, og våbenkapløbet mellem Øst og Vest var ved at eskalere. Det nye og meget kraftfulde atomvåben, brintbomben, var blevet prøvesprængt af USA i 1952 med en kraft på 10 megaton, eller mere end 650 gange så kraftfuld end de bomber, der blev anvendt over Hiroshima og Nagasaki kun syv år tidligere. Formodentlig var Sovjetunionen også ved at udvikle deres egen brintbombe, og det viste sig at være sandt allerede i 1953, hvor den første sovjetiske brintbombe blev prøvesprængt. At der var behov for en effektiv atompolitik, var derfor tydeligt for Eisenhower.

Eisenhower var økonomisk konservativ og var igennem hele sit præsidentembede bekymret for de svulmende udgifter til det amerikanske forsvar under den kolde krig. I et forsøg på at holde de økonomiske udgifter til militæret nede valgte han derfor en atompolitik, der fokuserede på udviklingen og fremstillingen af brintbomber, der proportionelt set havde meget stor sprængkraft i forhold til prisen eller, som amerikanerne ville sige, ” more bang for your buck ”. På den måde kunne man begrænse dele af de konventionelle styrker i hæren, flåden og luftvåbnet til fordel for de relativt set billigere brintbomber.

Udenrigspolitisk og militært var Eisenhower meget bevidst om den afskrækkende effekt, som atomvåben potentielt kunne have. Dette, koblet med de økonomiske overvejelser, var grundlaget for massiv gengældelse. I al sin enkelhed går massiv gengældelse ud på, at enhver militær handling fra en fjendtlig magt rettet mod USA eller dens allierede ville blive mødt med den maksimale modkraft, inklusive anvendelsen af atomvåben. Eisenhower var på ingen måde en fortaler for atomkrig, han var meget bevidst om, hvad konsekvenserne af sådan en krig ville være, men for Eisenhower var det netop disse konsekvenser, der gjorde massiv gengældelse attraktiv. Atomvåben var forfærdelige, mente Eisenhower, men det var netop det, der gjorde dem til et effektivt værn for freden. Hvis selv den mindste militære konfrontation gjorde, at USA var klar til at svare igen med deres samlede militære kraft, blev krig nærmest gjort til en umulighed. Dette førte blandt andet til den enorme opbygning af atomvåben, som vi så frem mod 1980’erne, og som jo så først inden for de seneste år er blevet skaleret i nedadgående retning.

Eisenhower gav i al offentlighed udtryk for, at han helst så atomenergien fredeligt anvendt og ikke som våben. Dette fremgår for eksempel af hans meget berømte ”Atomer for fred”-tale fra 1953, hvor han udtalte: ”De Forenede Stater ved, at hvis den frygtelige udvikling af atomar militær opbygning kan vendes, vil denne største af destruktive kræfter kunne udvikles til en stor velsignelse, til fordel for hele menneskeheden.” I samme tale gav Eisenhower også udtryk for, at intet forsvar var godt nok til at modstå konsekvenserne af en atomkrig, og lagde derfor op til, at en sådan krig måtte forhindres under alle omstændigheder.

Om Trump og hans rådgivere har gjort sig de samme tanker som Eisenhower, er selvfølgelig svært at sige, men i hvert fald minder Trumps udtalelser fra februar om denne tankegang. Ligesom Eisenhower mener Trump, at atomvåben er forfærdelige, og verden burde komme til fornuft, men samtidig må og skal USA fortsætte med at udvide og udvikle deres atomarsenal. Trump har også, ubevidst eller ej, lagt vægt på, at USA skal være førende inden for ”atomkraft”, og altså derfor lagt op til, at de fredelige anvendelser af atomenergien også må udvides. Trump viderefører derfor nogle dele af Eisenhowers tankegods, selvom dette bryder med den atompolitik, som ellers har medført en enorm reduktion af atomvåben siden afslutningen på den kolde krig. Om vi bliver vidne til en ny opbygning af amerikanske atomvåben, som vi gjorde under den kolde krig, må tiden jo vise.

Aske Hennelund Nielsen er ph.d.-studerende, institut for historie, Syddansk Universitet