Prøv avisen
Kronik

Tryghed er ikke længere for alle og enhver

62.000 børn er ramt af kontanthjælpsloftet enten i form af selve loftet, 225-timersreglen eller begge ordninger, viser en ny undersøgelse. Vi har nu brudt med et af velfærdsstatens vigtigste paradigmer – nemlig sikringen af det gode børneliv, skriver kronikør

I 1899 udråbte den svenske forfatter Ellen Key det 20. århundrede til ”Barnets århundrede”. Tanken på barnet vandt indpas i det meste af Skandinavien, hvor den fik indflydelse i debatter om skolegang, uddannelse og opdragelse, og fra begyndelsen af 1950’erne sneg den sig også ind i velfærdsdebatten, hvor den bidrog til et øget fokus på børns opvækst. Et fokus på nødvendigheden af tryghed.

Tryghedsbegrebet er gennem de seneste 50 år blevet centralt i dansk politik, hvor det har vist sig at være ekstremt plastisk. Eksemplerne herpå er mangfoldige. En justitsminister, der udnævner sig selv til tryghedsminister. Skattelettelser og fastfrysning af ejendomsskat i et argument om, at vi må skabe et mere trygt samfund. Og kontanthjælpsloftet ud fra den tanke, at den faktisk er tryghedsskabende, da den med beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsens (V) ord udgør ”den perfekte ramme for at få mor og far i arbejde”.

Tryghedsbegrebet har ikke nogen politisk eller ideologisk betydning i sig selv. Derfor er det, som vi kan se, nemt at forme det til argumenter for stort set en hvilken som helst politisk dagsorden. Herved afviger begrebet fra traditionelle politiske nøglebegreber som for eksempel demokrati og frihed. Desuden har tryghedsbegrebet sin oprindelse i beskrivelsen af en ekstremt positiv følelse, som er afgørende for menneskelig velfærd. Det giver det en følelsesmæssig kvalitet og en fantastisk legitimerende kraft. Men hvor stammer begrebet egentlig fra?

Socialdemokratiet bragte spørgsmålet om tryghed på den politiske dagsorden i 1939 i et forsøg på at løse problemet med den dalende befolkningstilvækst. Inspirationen var årene forinden hentet i Befolkningskommissionens betænkninger, der i slutningen af 1930’erne slog fast, at skulle folk få flere børn, måtte man politisk skabe bedre vilkår særligt for familierne og de kvinder, der skulle være mødre.

Til at begynde med definerede Socialdemokratiet tryghedsbegrebet som en forsikring om det daglige brød. Men op gennem 1950’erne i takt med bedre nationaløkonomiske forhold og et stadigt mere intenst fokus på folkesundheden ændrede partiet sin fortolkning. I slutningen af 1950’erne betød tryghed således en sikkerhed for, at hverdagslivet – det gode liv – kunne opretholdes på trods af arbejdsløshed, sygdom og nød.

I efterkrigstidens Danmark kom familien og især barnet i centrum for den socialdemokratiske retorik. Synet på næste generation – Fremtidens Danmark – som afgørende for den ganske nations fremtid kom til at præge den social- og familiepolitiske debat. Her blev det essentielt, at forebyggelse var den bedste – og billigste – måde at sikre en sund nation på.

I det socialdemokratiske idékompleks blev tryghed som forebyggende element i social- og familielovgivningen en hjørnesten i op- og udbygningen af den danske velfærdsstat. Som Socialdemokratiet formulerede det i sit program fra 1974:

”Trivsel, tryghed, forebyggelse og revalidering er målsætningen for Socialdemokratiets social- og familiepolitik. Herudfra må der arbejdes aktivt for (…) at familien får mulighed for at skabe et miljø, der giver alle familiemedlemmerne den tryghed, den enkelte har behov for, og som udvikler børnene til at kunne leve i et kærlighedsfuldt og engageret forhold til andre mennesker, så de sættes i stand til at løse medmenneskelige konflikter på en følsom og levende måde og kan udvikle sig til varme og forstående opdragere for deres børn.”

Imens formulerede Venstre og Det Konservative Folkeparti i perioden frem til folketingsvalget i 1960 et alternativ til den socialdemokratiske velfærdsvision. Det centrale argument for det borgerlige alternativ til den ”socialdemokratiske formynderstat”, som de to partier kaldte den, var, at tryghed begrænsede individets frihed. Tryghed var i den optik det modsatte af frihed. Som det blev formuleret i en konservativ pamflet fra 1960:

”En for sin dyrevenlighed kendt og beundret direktør for en zoologisk have blev aldrig træt af at fremhæve, hvor meget sundere, raskere og tryggere dyrene var i hans bure end i den verden, hvor de engang havde levet frit. Der er ikke så forfærdelig megen forskel på den tryghed og den, der bliver os til del i den helt gennemførte socialdemokratiske stat.”

Velfærdstatens alternativ blev formuleret i VK-planen fra 1959, der rummede forslag om tilbagerulninger af stort set alle hidtidige velfærdstiltag. Valget i 1960 kom således til at handle om enten at gøre ”gode tider bedre” eller ”at pengene befinder sig bedst i borgernes lommer”.

Stemmeoptællingen afslørede et nederlag til individualismen og en sejr til solidariteten. Et vink med en vognstang til Venstre og Det Konservative Folkeparti, der efterfølgende begyndte at inkorporere tryghedsbegrebet i deres retorik. Deres respektive strategier betød, at den socialdemokratiske fortolkning af tryghedsbegrebet blev indarbejdet i de to partiers sprog, hvilket fik betydning for formuleringen af deres socialpolitikker.

I erkendelsen af, at ulykke kan ramme alle, fornyede Venstre og Det Konservative Folkeparti deres syn på velfærdsstaten. Perioden fra 1965 og frem til 1973 kan – netop i enigheden om, hvordan tryghedsbegrebet skulle defineres – anskues som en periode med en høj grad af velfærdskonsensus, hvilket gav plads til en enorm udvidelse af den danske velfærdsstat.

Hos Socialdemokratiet kom statens ansvar for familiens tryghed til udtryk gennem idéen om retten til arbejde. Staten havde pligt til at sørge for sine borgere ved at sikre, at denne ret kunne håndhæves. Mangel på arbejde var altså statens ansvar. Den var derfor forpligtet til at yde en økonomisk kompensation for tabt arbejdsfortjeneste.

Realpolitisk førte denne tænkning til 1970’ernes store sociale reformer, hvor udvidelsen af bistandsloven var en af hjørnestenene i skabelsen af ”det trygge samfund”.

I de senere år er ”retten til arbejde” udskiftet med ”pligten til arbejde”. I dette skift lægges ansvaret på den enkelte, idet fokusset på pligt bygger på den underliggende præmis, at der er arbejde at få, og at staten derfor har opfyldt sit ansvar.

I 2017 er spørgsmålet om, hvem det 21. århundrede skal tilhøre, stadig åbent. Meget tyder på, at det bliver erhvervslivet eller politikerne, der med mistænkelige salg af offentlige institutioner og skattefinansierede underbukser udnytter den tillid og folkelig opbakning, som er opbygget gennem næsten 200 år. I hvert fald kan vi konstatere, at tryghed ikke er for alle i dagens Danmark.

Opretholdelsen af en ganske almindelig hverdag er ikke længere en af velfærdsstatens ypperste formål. Snarere synes den med skattelettelser for boligejere og sænkning af topskatten at yde tryghed til de mennesker, der har, for at de kan blive ved med at have. Samtidig med, at den øger utrygheden for dem, der allerede var utrygge i forvejen. Det 21. århundrede kommer til at tilhøre de mennesker, der har, hvis ikke vi besinder os og ser på vores medmennesker med solidaritet. Hvis vi ikke husker på, at 1960’ernes socialpolitik, der kom til at danne udgangspunktet for velfærdsstatens sikkerhedsnet, blev skabt ud fra en erkendelse af, at arbejdsløshed, sygdom og nød kunne ramme alle. Hvis vi ikke husker på, at tryghed er at kunne bevare hverdagen, boligen, hjemmet og familien – at sikre sine børn et godt liv.

Nynne-Cecilie Kelager Schmidt er ph.d.-stipendiat i historie ved Syddansk Universitet