Prøv avisen
Kronik

Når præstegårde nedlægges, er trygheden sat til salg

Der står en kamp om en fælles sogneidentitet og -fortælling, der har sin rod i sognets præstegård. Den er svær at kæmpe, når den møder stærke argumenter fra folk, der kun tænker i penge og tal. Men kampen skal føres, mener dagens kronikør

Jeg ser ham fra mit vindue. En sen nattetime, hvor efterårsstormen rusker i de store lindetræer ude på parkeringspladsen til den gamle præstegård. Han er stået af den sidste bus fra Aarhus og er nu i slingrende vandring på vej hjem efter endnu en våd tur i byen. Han standser op på fortovet, ser, at der er lys i præstegården, og trisser nu hen over parkeringspladsen.

En pludselig indskydelse har gjort, at han vil besøge den nye præst, der er kommet til sognet. Jeg hører ham stille en flaske ved trappen, og da han åbenbart ikke kan finde dørklokken, banker han adskillige gange hårdt på den gamle egetræsdør.

Jeg har fulgt forløbet, set det meste og gættet mig til resten, og jeg lukker ham ind. Han præsenterer sig, hørlig og synlig beruset. Jeg lægger ikke meget mærke til navnet, men får ham lempet ind på kontoret, hvor han øjeblikkeligt falder ned i en af de gamle, dybe lænestole, jeg har arvet.

Han spørger, om han må ryge, hvad jeg intet har imod. Så kan jeg også selv finde roen igen med en pibe tobak. Jeg har lidt halvlunken kaffe på kanden, finder en kop, mens han famler efter den krøllede cigaretpakke, der viser sig at være tom. Heldigvis har jeg en pakke cigaretter i skabet, købt over repræsentationskontoen.

Han tænder sin smøg med rystende hænder, slubrer kaffen i sig. Jeg har fået godt ild i piben og afventer nu stiltiende, hvad han har at sige. Da han har fået nogenlunde styr på sig selv, kommer der stødende en fortælling om en barndom, om skolegang, om naboer, forældre, søskende. Om en uddannelse, som aldrig blev til noget. Om et misbrug, som han er bundulykkelig over, men som han ikke kan komme ud af. Som er en flugt fra noget, han ikke ved, hvad er.

Jeg lader ham tale og undlader bevidst at kloge mig på hans vegne. Han har noget, han skal af med, og jeg er den container, som han kan læsse det alt sammen over i. Det fylder godt til, men jeg fornemmer, at han for alvor har brug for en, der blot lytter og ikke har en masse gode råd at bytte med.

Det bliver til et par timer den nat, men da fuglene begynder at fløjte derude, rejser han sig pludselig. Nu en kende mere ædru end han var, da han kom, men også synlig lettet. Da jeg tager afsked med ham i døren, takker han for samtalen (jeg havde ikke sagt ret meget de par timer, han var der) og forklarer undskyldende, at da han så, at der var lys i præstegården, tænkte han, at ham den nye præst nok gad lytte til en livshistorie.

Skønt det i dag er mere end 30 år siden, dette møde fandt sted, husker jeg det endnu tydeligt, og i erindringen ved jeg, at dette møde blev det første af mange sene aften- og nattemøder. Når han kom hjem med bussen efter endnu en druktur i staden og så, at der var lys i præstegårdens kontor, vidste han, at han her var velkommen.

Jeg foregav ikke, hvad jeg måske havde et urealistisk håb om (skulle det senere vise sig), at hjælpe ham ud af misbruget. Dertil havde jeg ikke de rette værktøjer, og det var heller ikke hans ærinde. Han havde brug for at læsse af, og det fik han. Efter en del møder holdt han op med at komme. Jeg mistede forbindelsen med ham, og langt senere hørte jeg ad omveje, at han var kommet ud af sit misbrug, godt hjulpet af en mor, som elskede ham og tilgav ham alt.

Hvorfor disse erindringsglimt fra et liv i en gammel præstegård på landet? Af den ene grund, at havde der ikke været en præstegård i sognet, og havde jeg med menighedsrådets velsignelse som ny præst bosat mig i egen bolig - måske udensogns - fordi man af sparehensyn havde solgt den gamle præstegård fra, havde disse møder aldrig fundet sted.

Denne mand, som en sen nattetime fandt døren til præstegården åben, havde bestemt ikke et nært og fortroligt forhold til kirke og sogn. Men han var døbt, vidste, hvor præstegården lå, havde selv gået til præst dér hos min forgænger og havde som barn og ung fået en intuitiv fornemmelse af, at her var et fristed.

Når han opsøgte præsten i præstegården, var det ikke med det ønske at møde endnu en bedrevidende professionel, som han så nok af i det daglige, men om at møde et medmenneske, ansigt til ansigt. Som skrevet løste jeg aldrig et presserende og dybt alvorligt misbrugsproblem, men jeg forsøgte at leve op til den forpligtende solidaritet, som huset er funderet på. Det lykkedes, og i denne solidaritet fødtes samtalen og fortællingen.

Jeg nævner dette som et modsvar til alle de økonomisk fornuftige og saglige argumenter, der i den seneste tid er ført i marken som et forsvar for at nedlægge de gamle præstegårde. Der tales om skimmelsvamp, om urentable restaureringer, om det betimelige i at bibeholde en så dyr bolig i sognet, hvor ligningsmidlerne i stedet kunne bruges til moderne undervisningsmaterialer til gunst for den opvoksende ungdom, om unge præstefamiliers behov for at bo privat og meget mere økonomisk veltænkt.

Jeg skal være den første til at indrømme, at det ikke altid er en præstefamilies lykke at bo i et skrummel af en gammel præstegård med kuldebroer og saltudtræk i fugtige vægge. Men sandheden er, at den gamle præstegård i mit gamle sogn blev ikke opført med tanke på præstefamiliens private velvære, men som et hus, hvor sognets folk kunne - og den dag i dag kan - komme med det, de har på hjerte, i privat henseende eller til et folkeligt og oplysende sognemøde, fordi de ved, at det var grunden til, at huset i sin tid blev opført.

Det er muligt, at jeg og andre, der tænker i samme baner, bliver stemplet som ”præstegårdsromantikere”. Lad det så være. Men der står en kamp om en fælles sogneidentitet og -fortælling, der har sin rod i sognets præstegård.

Den er svær at kæmpe, når den møder stærke argumenter fra folk, der kun tænker i penge og tal og landpræsters ønske om at bo privat og afsondret fra sognets daglige liv, hvortil de rettelig er kaldet. Men kampen skal føres med stærke modargumenter, for tabes den, så skrider det for sognebevidstheden i de tusindvis af landsogne landet over.

Da vi som familie det første år blev ”genhuset” i et parcelhus i nabosognet, fordi menighedsrådet fandt det rimeligt at bekoste en gennemgribende restaurering af den gamle præstegård, stod præstegården tom et års tid, mørk og forladt.

Da vi et års tid efter flyttede ind, fik jeg nogle dage senere en opringning fra et sognebarn, der fortalte, hvor glad hun var, da hun atter en aften så lys i sin gamle præstegård. ”Det er nu alligevel trygt og godt at vide, at der atter er liv i præstegården,” som hun sagde. Det er samme tryghed, der i dag er sat til salg. Forstå det, hvem der kan.

Heldigvis ligger ”min” gamle præstegård der endnu. Menighedsrådet ville under ingen omstændigheder skille sig af med den, da muligheden var der, og det var økonomisk betimeligt at bygge et mindre hus til den nye præstefamilie og lade den gamle præstegårdstanke flyve hinsides.

Heldigvis havde min efterfølger et ønske om - ikke alene lokalt at gøre fyldest i embedet - men også om at bibeholde bopælspligten i sognets ældste bolig, og heldigvis er der stadig lokalt valgte menighedsrådsmedlemmer, der tænker i helheder og i historie. De er trængte af sparehensyn og ligegyldighed over for traditionen. Men de er der endnu, og så længe de er der og lever op til en folkekirkelig forpligtelse, hvad angår præstegårde, er der endnu håb for landsognets sammenhæng, blandt andet funderet i præstegården, som den jo historisk og traditionsbundet er.

Ole Juul er skribent, foredragsholder og tidligere sognepræst i Ødum-Hadbjerg Pastorat