Tråden gennem Claussens poetiske univers

Den danske digter Sophus Claussens samlede digte er for nylig udkommet i fire bind. Her indkredses nogle centrale elementer i Claussens poetiske proces

På sine gamle dage modtog Sophus Claussen flere og flere opfordringer til at forklare sine mærkelige troldske, symbolske og allegoriske digte, hvor f.eks. et frugttræ fik sine blomster ædt af en hund, hvilket allegorisk skulle stå for en ung pige, der ikke ville elskes. Da den afgørende digtsamling »Heroica« blev udsendt i 1925, indsatte Claussen derfor blandt de forklarende prosastykker nogle »Fundne Blade« fra 1907 og kaldte stykket »Fantasia«. Det handler om, hvordan han af virkelige kvindeansigter i sit liv har sammensat en kvindelig fantasifigur, »Fantasia«, som har været hans mål og hans hjælper gennem digtningens faser. En åndelig muse, kunne man også sige, eller sammenhængen i hans digteriske stræben. Det første tilnavn, han giver musen »Fantasia« er »Overdaadighed«, senere hedder hun desuden »Kimæret, Sibyllen, min Attraas Billede«. I forbindelse med »Overdaadighed« kunne man tænke på titlen på Sophus Claussens journalistik »Det aandelige Overskud«, som blev udgivet i 1971. Overskud, overdådighed - eller eventyrtro, som Silvio i romanen »Valfart« (1896) kalder sin særlige måde at knytte tilfældigheder til hinanden, så de ligner et mønster, skønt de i deres flettede slør intet ændrer ved verden. »Se disse Italienske Landskaber: for neden den dyrkede Jord, brun og frugtbart, for oven det alt-rensende Skønhedsslør. Hvor godt det hele passer sammen: de Mennesker, der taler, og de Lærker der kvidrer i Landet. Og der i Naturen Plads til alt (...) Blot man forstaar at se paa Markerne og Skyerne, Bjærgene og Solnedgangen som et eneste Billede!«. Omkring landskabet, de almindelige mennesker, er der altså et skønhedsslør, lærkernes kvidren, nærmest en glorie af betydning, som han meget vel indser ikke er håndfast virkelig, men et overskud, en overdådighed, vi tillægger tingene, når vi ser dem som et billede, hvad vi jo gør, når vi drager dem ind i poesi. Vi tillægger tingene ord som deres, tingenes, »Fuldkommengørelse«, deres skønhedsslør. Det sker ikke for at ændre på tingene, men netop for at blive opmærksom på den evne til at skabe eventyr, som bevidstheden i sig selv rummer. Dens evne til overdådighed, til at skabe sammenhæng mellem tilfældige ting og dermed ane de hensigter, som styrer verden og os selv i vores tilsyneladende perspektivløse liv fra dag til dag. I en artikel, »Hvad vi vil« fra 1892, taler Claussen om kærlighed og geni som de to fænomener, hvor mennesket overgår sig selv og formår at omskabe tingenes orden, samtidig med at de får lov at forblive sig selv. Kærligheden mellem to får disse til at vokse i betydning, og i de øjeblikke, hvor mennesket er genialt, vokser det ud over sig selv og bliver overdådigt, det får et blik på sig selv som skabende, betydningsfuldt individ. Det var dette overskud, han søgte at fastholde i sin poesi, bl.a. ved at lade ordene koble sig til hinanden gennem rimenes overraskende greb. Men i denne poetiske proces mente han desuden at fange selve samtidens nybrydende ånd. Fantasia var ikke »tomt Billede, en gold Drøm, nej en ny Virkelighed, jeg anede frem af Almagtens Gemmer og satte i Frihed«. Og hvad var da det nye i tiden 1890-1920? I et notat fra 1915, skriver Claussen om 1895, at det var en tid, hvor »Sjælen opdager sine intellektuelle Kræfter og tager dem i Besiddelse i Modsætning til de Materielle«. Tænker man på den da samtidige fænomenologiske retning i filosofien, ser man, at Claussen havde ret. Han anede virkelig det nye i tiden, at bevidstheden blev synlig for sig selv i sine hensigter (intentioner) med tingene. Uden Fantasia, den skabende tankes muse, havde dette aldrig kunnet lade sig gøre, for hun er i sig selv de ansigter, hvorved tanken bliver bevidst om sig selv, netop ser sin egen attrå og hensigt. Hans kvindebilleder javel, men kvinderne er gledet sammen til et billede af hans sjæls vilje: »Mon jeg nogen Sinde har glemt, hvad jeg dengang drømte? Hvor er hun henne, Kimæret, Sibyllen, min Attraas Billede? Ti stille. Jeg anede den nye Muse, hine Aars Sfinx. Hun var Skyld i, at jeg havde Bevidsthed om den nye Tid, en samlet Følelse af Verdens Virken og Vilje, aabenbaret i mig, af min egen Sans. Jeg anede, at om lidt vilde Sfinxen, Sibyllen møde mig, blive levende som en Kvinde - »aabne som et Forhæng sit udslagne Haar«. Som det klart fremgår, havde Fantasia ikke alle sine træk fra begyndelsen af. Lad os derfor bese hende i hendes langsomme vækst i Claussens poetiske hoved i de tre faser, som Dan Ringgaard i sin disputats »Den poetiske lækage« så rigtigt fastlægger: den symbolske, den allegoriske og senværket. Af Claussens egne navne for hende er Kimæret den første symbolske fase, Sibyllen den allegoriske, og min attrås billede hører til senværket. Og lad os vælge tre digte fra hver sin fase: »Maanenat« (1888/94), »Hexen i Endor« (1902) samt »Kom med Fryd« (ca. 1917) til at belyse Fantasias udvikling. Men allerførst skal et kærlighedsudtryk fra digtet »Sang« (1885) huskes: en pige, »der er slet, som jeg selv«. Kvinden, vidste han lige fra starten, var hans eget billede, men en masse fordomme stod mellem ham og dette billede. I digtet »Maanenat« forlader han byen og dens lumre kærtegn og had for at gå ud under månen i den hvide vinternat. Han har specielt blik for denne måne, som fryser deroppe »sibirisk/hvid, som en Sølverrubel«. Men så glider billedet af den tabte veninde ind over månens skive, og det er, som han ser sin dronning sidde der og fryse »i alt sit Pelsværk / en lysende Himmelklode«. Hun synes at ville blande sit væsen med hans, men opretholder dog en afstand med en »Helgenring« om sin pande. Alt, hvad mødet bliver til, er et håndtryk, der som en pagt synes at blive rakt ham af månen. Udtrykket »Helgenring« er den smertelige udgave af den overdådighed, det skønhedsslør, som vi før så Fantasia udgøre. Hendes glorie og hendes placering som måne viser hendes status som billede, ikke en opnåelig kvinde, men derimod et højst tilstedeværende billede i hans bevidsthed, der, som pagten lyder i håndtrykket, nok skal følge ham, men han aldrig når. Derudover kaldes hun »Dronning«, et udtryk, som peger på den konge-metaforik, 1890'erne var så glade for som en betegnelse for det jeg, der var blevet bevidst om sig selv og troede at regere verden som en titan. Claussen kan da også i samtidige digte fable om at finde den kvindelige medregent til sine kolonier. Tilsyneladende lykkedes det med Signora Clara, som berettet i romanen »Valfart«, men et eller andet gik galt under deres fælles ophold i Ligurien ved Genua (1894). Måske lignede hun for lidt månedronningen, i hvert fald begynder efter denne bog en digtning, der lader den hellige dronning i månen falde til hekse og sibyller. Skøger taler nu i deres last til »hans helligste Drift«. På dette trin er vi i »Hexen i Endor«, hvor jeg'et, som kong Saul (1. Samuelsbog kap. 28), opsøger en heks for at få at vide, hvordan det skal gå ham, og barsk får stukket sandheden ud, at han skal tabe sin trone. Det tager Claussen nu ganske humoristisk identifikatorisk. Han lader David få det trælse arbejde med at være konge, mens han selv beder heksen: »Hør Heks, jeg er søvnig, red mig en Seng / i dine udslagne Lokker«. For som han siger: »Hvis man til Konge er kaldet / er man Konge ogsaa i Faldet«. I dette kongebillede, som selvfølgelig har referencer til Johs. V. Jensens »Kongens Fald«, har Claussen opgivet sine ungdomsdrømme om at forandre verden efter sin indsigt, og han hengiver sig til at søge i det kvindebillede, som heksen nu angiver er hans attrå. I hende bliver han indsigtsfuld i borgerskabets vrangsider, i den mandlige logiks enstrengethed og meget mere, men han opdager også, at til slut må han flygte for hendes »ej at blive bidt af hendes Slanger« (»Livets Kermesse«). Heksen er også på afstand af ham, under ham, lige så langt som månekvinden var over ham. Hans drift efter heksen truer med at blive konkret og ikke kun billedlig. Sibyllen på dette trin har mange forskellige former og navne: Mylady, Miss Wanda, Medusa, Hexen i Endor m.fl., og hun bygger videre på ungdommens starttrin hos pigen, »der er slet, som jeg selv«. Endelig er vi i det meget smukke digt »Kom med Fryd og slaa dig ned / Billed paa Elendighed« fremme ved senværkets udgave af Fantasia. I en reference til Grundtvigs »At sige Verden ret farvel« - og en af strofernes »Kom (Jesus) i den sidste Nattevagt /i en af mine Kæres Dragt / og sæt dig ved min Side« - forløber Claussens digt som en opfordring til »Veninden«, som den personificerede elendighed, om at sætte sig hos ham og lære ham kærlighed. Deres kys vil styrte »Herskere og Troner«, og det vil de gøre, fordi de, skønt elendigheden råder i »Ve og Saar«, som en »Længsels Vaar« stadig er i stand til at svøbe sig skjulende elendigheden. Af kvindebilledet er i dette digt næsten intet, kun attråen, tilbage; et begreb, »Elendighed«, personificeres kvindeligt og kaldes veninden, men det er, som om bevidstheden møder sig selv i Fantasias nu faktisk depersonaliserede skikkelse. Endnu et fald, kunne man sige, videre fra kong Sauls fald til den gamle syges fald. Men stadig fastholdes fryden ved situationen. Man kan spørge, hvorfor Claussen så hårdnakket fastholder fryden og glansen ved alle disse nederlag? Opfyldelsen skjuler, hvad vi ville, i bare tilfredshed, mens faldet og nederlaget gør det synligt for vores bevidsthed i smerten, hvad vi ville. Bevidsthedens glorie af muligheder, hele den overdådighed af tanker, som udgør menneskets geni og for en digter versets skabende vidunder, idet han i sproget fastholder disse tankers potentiale og aner tidens virkende kræfter. n lektor og dr.phil.