Prøv avisen
Kronik

Tv-serien ”Skam” er kristendom til unge i dag

I den norske tv-serie ”Skam” formidles kristendommens budskab til os alle i mødet med unge gymnasieelever, som i næstekærlighed magter at afgifte hinandens skam. Er kompliceret teologi og treenigheden blevet kristendommens spændetrøje?

”Kald det for Guds skyld ikke kristendom” skrev ph.d. og højskolelærer Christian Hjortkjær i en kronik i dagbladet Information. Baggrunden for hans udsagn var et møde med en forældregruppe på Testrup Højskole, hvor hans tema var arven efter Luther – det vil sige oprøret mod præstationssamfundet og angstens tidsalder.

Hjortkjær talte til forældrene om, at vi ser en ungdomsgeneration, som er ved at miste sig selv. Vi møder præstationsangst, skam og en personlig utilstrækkelighedsfølelse hos de unge. ”Hvad skal vi gøre?”, spurgte en far, der var stærkt berørt af hans budskab. Hjortkjær vidste først bag efter, hvad han burde have svaret: ”Tag den lutherske arv, tag kernen i kristendommen, og kast al jeres kærlighed lige i favnen på de unge. Men lad – for Guds skyld – være med at kalde det for kristendom. For så hører de det ikke, det bliver nemt dømt ude som religiøs tossesnak,” skriver han.

I en gruppe af læger oplevede jeg, Marianne Davidsen-Nielsen, samme frygt for at blive dømt ude. Vi havde været sammen i nogle meget berørende, personlige forløb for at forstå og mærke, hvad livstruende sygdom gør ved os, og hvordan liv og død hænger sammen. En af deltagerne udtrykte som afslutningsreplik, at Jesus Kristus havde været iblandt os. Jeg tror, jeg forstod, hvad hun mente, men ville aldrig selv have vovet at bruge disse ord om det fællesskabets rum, vi havde været i.

Det, jeg forstod, var, at den åbenhed, det nærvær, den følelse af betingelsesløs hengivelse, som bandt os sammen, føltes som den form for kærlighed, der opstår i en medmenneskelighed, som er større end os selv. Det er en åndelig tilstand, der gives os af den skaberkraft, som vi kalder for Gud. Denne guddommelige kraft, skaberkraften, har i det kristne univers mange navne, mange boliger: Gud Fader, Jesus Kristus og Helligånden.

”Jesus Kristus har været her.” Tør vi kalde denne følelse af nåde for Helligånden? Er det enkle kristne budskab, at kærlighedens gerninger viser sig, når mennesker møder hinanden i en slags betingelsesløshed, hvor vi føler os accepteret og derfor bedre kan stå ene? Et kierkegaardsk udtryk, som Hjortkjær bruger i sin kronik om de unges adfærd i den norske ungdomsserie ”Skam” – en serie, som han synes har formået, hvad den danske folkekirke ikke har formået: at udbrede det enkle budskab, som hele vor lutherske arv bygger på i et sprog, som beskriver vores behov for et fællesskab med andre, som rummer omsorg, venskab og barmhjertighed. Hvordan?

Tv-serien ”Skam” viser os, hvordan de unge hjælper hinanden med et kærligt nærvær, som afgifter den enkeltes skamfølelse. Et genuint kristent budskab, som gør verden bedre. Men kald det for Guds skyld ikke kristendom! Og hvorfor ikke? Fordi mange mennesker føler deres religiøsitet kvalt bare ved tanken om, at der findes den form for bibeltro fundamentalisme, som er til stor glæde for ateisterne, der mener, at folkekirken tvinger os ind i en kristen tankegang, som fokuserer på synd, skyld og skam. I Bibelen, i den treenige Guds navn fordømmes blandt andet de homoseksuelle, og abort er en forbrydelse.

Det er ofte denne holdning, som har gennemslagskraft i medierne. I april var der for eksempel et indslag i ”21 Søndag” på DR 1 om, hvordan to præster havde taget en flok konfirmander med på en femdagestur til Israel i håb om, at de så ville komme tættere på den kristne tro. Selve projektet kan være spændende nok, men budskabet var til sidst: Nu tror vi på, at Jesus gik på vandet. Og hvorfor skulle en fornuftig dreng sidde og vælge mellem, om han nu troede på Big Bang, eller at Gud skabte verden på seks dage? Hvorfor bliver kristendommen fremstillet, som om man skal have hovedet under armen?

Så hvordan kan kristendommens budskab formidles, så de gamle fordomme ikke kommer til at forpeste opstandelsesbudskabet om Jesu Kristi gang på Jorden i troen, håbet og kærlighedens navn? Hvordan formidler man dette budskab ind i vores moderne verdensorden, så man kan forstå Paulus-ordene om, at det største er den åndelighed, som materialiserer sig i den medmenneskelige kærlighed? Hvordan formidler man, at Bibelen er menneskefortællinger, som er blevet fortolket løbende ind i den kultur, i den tid, de er skrevet i?

Hvordan får vi formidlet det kristne budskab, så kærlighedens væsen ikke forsvinder ind i dogmer og højttravende ord, og så en Hjortkjær får mod og lyst til at udtrykke, at den udvikling af fællesskab, kærlig omsorg og afgiftning af skam, vi møder i den meget omtalte ungdomsserie ”Skam”, også er et af kristendommens budskaber? Kristendommens essens er kærlighed, som Paulus skriver det i Første Korintherbrev. Det største er med andre ord den åndelighed, som materialiserer sig gennem Jesus Kristus i barmhjertighed og næstekærlighed.

Kærlighedens kilde er en del af skaberværket, det vil sige Guds ånd – en hellig ånd, som for eksempel kommer til os via præstens ord, når barnet velsignes i dåben. Hvorfor skal dette budskab kompliceres med begrebet treenigheden, som først blev taget i brug længe efter Paulus? Er det ikke nok, at Kristus-stemmen, som man gennem tiden har forsøgt at gøre forståelig, også er Guds stemme? Når vi hører, forstår, kan mærke, hvad disse ord betyder, så er det Guds ånd, som materialiserer sig i fortællingen om Kristus-begivenheden. Kristendommens essens er vel netop hjælp til at afgifte skammen ved at være et menneske. Det burde være nok at tale om Guds ånd, som er i skaberværket og i kærlighedens kilde.

For os at se er begrebet treenighed desværre blevet en dogmatisk spændetrøje. Og det var ikke meningen. Tværtimod er der i fortællingen om Jesus indbygget et oprør mod alt det, der hæmmer liv og vækst og ødelægger og skader mennesker både på krop og sjæl. I vores tid har vi mere end nogen sinde brug for, at budskabet om kærlighed skal helt frem i lyset. Næstekærlighedens væsen, som er en åndelig kraft, der var der før os og er der, når vi ikke er mere, og holder vores verden oppe.

”Har I set ham, jeg elsker så højt?”. Sådan spørger bruden i Højsangen i Det Gamle Testamente. Højsangen er et ældgammelt kærlighedsdigt og noget af det smukkeste og mest erotiske i Bibelen. Tænk, hvis det var Højsangens kærlighed, der var blevet virkeliggjort i kristendommen, og ikke den kønsforskrækkede retorik, som er blevet ved med at præge den kristne kirke. Paulus bruger billedet af menigheden som en brud, der venter på sin brudgom, Kristus. Paulus genbruger det gamle digt og sætter det ind i en kontekst, hvor den opstandne Jesus bliver den nye Gud, brudgommen, som hans læsere, menigheder, venter på. For Paulus var relationen til Gud et kærlighedsforhold, som han skrev – med de så berømte ord: ”Så bliver da tro, håb og kærlighed disse tre. Men størst af dem er kærligheden.”

Kærlighed er ikke en følelse, kærlighed er en viljesbestemt behandling, siger Desmond Tutu, den sydafrikanske biskop. Kærlighed er noget, vi gør for andre. Vi udvikler os i det spirituelle liv, i det moralske liv, når vi er nødt til at træffe valg. Man kan vælge at følge sine følelser af jalousi eller had eller bruge sin vilje til at gøre noget kærligt i stedet for.

Tak til Christian Hjortkjær for hans tankevækkende kronik om, at det er Guds kærlighed, vi kan opleve gennem den fine norske tv-serie ”Skam” – et kristent budskab til os alle, lige meget hvad vi kalder disse møder mellem unge gymnasieelever, som i næstekærlighed magter at afgifte hinandens skam. Gud er ikke i det høje, men mellem mennesker, sagde Kierkegaard – selve det mellemmenneskelige.

Lisbet Kjær Müller er præst og Marianne Davidsen-Nielsen er psykoterapeut MPF