NORMALT FORBINDER MAN open air-museer med nationalromantiske udgaver af de forskellige landes eller regioners historie - uden forstyrrende elementer af anden etnisk herkomst. Det hænger sammen med museernes særlige historie, idet de fleste open air-museer opstod som en integreret del af demokratiseringen og de folkelige gennembrud rundt omkring i Europa.
Open air-museerne eller frilandsmuseerne blev skabt ud fra ønsker om at være relevante for almindelige mennesker. Det betyder dels, at de ønskede at fokusere på almindelige menneskers historie, hvilket var ganske nyt i årtierne omkring 1900, og dels betyder det, at de ville fortælle historien på en måde, så den var til at forstå for almindelige mennesker uden finkulturel dannelse. Det var også noget nyt.
Kombinationen af social-kulturel relevans med det folkelige og populære kendetegnede stort set alle de open air-museer, der så dagens lys i årtierne omkring 1900.
Det er præcis den samme tanke om social og kulturel brobygning, der ligger til grund for flere initiativer rundt om på open-air museer i Europa. Nu blot i en ajourført udgave, der tager sit afsæt i en væsentlig mere kompleks etnicitet end den, der kendetegnede de folkelige gennembrud for 100 år siden.
Da Hollands nationale open air-museum i Arnhem for nogle år siden åbnede en molukkisk flygtningebarak, kom en gammel molukkisk kvinde hen til min kollega Jan Vaessen, som er en høj, lys mand. Den lille, mørke kvinde kiggede op på ham, rakte ham hånden og sagde med tårer i øjnene: Tak, hr. museumsdirektør, nu er vi også en del af Hollands historie!
Molukkerne var som befolkningsgruppe kommet i klemme, da de var på den forkerte side under Indonesiens frihedskamp mod kolonimagten Holland. De måtte derfor forlade deres hjem og blev flygtninge i Holland, hvor de frem til 1962 boede i barakker i flygtningelejre rundt omkring i landet.
Også Norsk Folkemuseum i Oslo har inviteret en af de nyere etniske grupper indenfor. Det sker i en stor udlejningsejendom fra Oslo, som er museets seneste store byggeprojekt. Ejendommen er indrettet med både traditionelle udstillinger og med en række lejligheder, der kronologisk rækker fra ”Et dukkehjem” i 1879 over vaskekonen Gunda Eriksens hjem i 1950 og ”Bo Bedre-hjemmet” i 1979 til ”Et pakistansk hjem” i Norge i 2002. Indretningen af det pakistanske hjem er foretaget i tæt samarbejde med en pakistansk-norsk familie.
DET VAR FOR MIG GANSKE inspirerende at opleve, og for Den Gamle By var næste naturlige skridt at gribe i egen barm og spørge, hvordan vi forholder os til mindretallene.
For der har jo været tyske kræmmere og herrnhutiske håndværkere, der har været jøder og huguenotter, der har været norske studenter og børn af afrikanske slaver, der har været polske landarbejdere og kartoffeltyskere, der har været jugoslaviske, tyrkiske og pakistanske fremmedarbejdere, og der har været chilenere, vietnamesere, tamiler, iranere, irakere, palæstinensere, somaliere - og sikkert flere endnu.
Nogle faldt hurtigt til, og nogle bliver tilsyneladende stadig mere fremmede, jo længere tid de er i landet. Men alle er de en del af den danske mangfoldighed.
Vi gik i gang med at undersøge, hvordan vi på en troværdig måde kunne fortælle om den kulturelle mangfoldighed, der altid i et eller andet omfang har været til stede i Danmark. Vi blev hurtigt klar over, at det bedst kunne lade sig gøre i museets større enheder fra 1800-årene og frem til det nyeste i 1970'erne.
Preusseren kunne vi for eksempel kalde den butikssvend, der har sin daglige dont i købmandsgården i 1864-området. For frem til de slesvigske krige var der jo masser af håndværkersvende og handelsfolk, der var på valsen rundt om i Europa som led i deres uddannelse, og i de danske byer var der i midten af 1800-årene fortsat mange tyskere.
I kvarteret fra 1920'erne er det planen at integrere den jødiske historie i et hus fra Randers, hvor der i mange år var en betydelig befolkning med jødisk baggrund.
I kvarteret fra 1960'erne og 1970'erne, som åbner denne sommer, er der en ejendom, Huset i Havnegade, med seks små lejligheder. Her kan museets publikum kigge ind til lærerfamilien, der viser feriefilm; til det ældre arbejderægtepar, hvor manden får sig en middagslur; til den enlige mor med sønnen, der ser årets VM-finale på tv, og til hippieparret med den spæde datter. Og så kan man også besøge de tyrkiske gæstearbejdere og den grønlandske studerende.
I DEN TYRKISKE LEJLIGHED skal man forestille sig, at der bor seks mænd, som arbejder på et jernstøberi. Lejligheden har tre små værelser, et lille køkken og toilet på bagtrappen, som er fælles med lejligheden ved siden af. De lever sparsommeligt og sender penge hjem til familien. Der er kun ganske få møbler i lejligheden. Møblerne er købt brugt, enten på loppemarkeder eller hos marskandiseren, eller de er stillet til rådighed af arbejdsgiveren. Tæpper, gardiner og tapet er fra de forrige lejere. Lejligheden bærer præg af at være noget midlertidigt, hvorfor tøj opbevares i kufferter. Der er plads til overnattende gæster. Fra båndoptageren lyder tyrkisk popmusik, og der lugter af cigaretter og kolonya-duftevand. Indretningen af lejligheden baserer sig på interviews og beskrivelser fra perioden.
I et af værelserne er der skabe, hvor man via billeder og citater får oplysninger om arbejdet, boligen, fritiden, drømmene og længslen efter hjemlandet. I et andet værelse er der en lyd- og billed-installation, der viser dagens gang for lejlighedens beboere.
På kvistværelset bor den pædagogstuderende grønlænder Helene, der som så mange andre grønlændere tog sin uddannelse i Danmark. Helenes personlige historie er speciel, idet hun blev sendt til Danmark som syvårig som led i et dansk projekt, der skulle skabe elite-skoleelever som rollemodeller i det grønlandske samfund.
Helene glemte sit grønlandske sprog og kom som et led i projektet til at bo på børnehjem i Grønland, da hun kom tilbage, og ikke hos sin familie. Som voksen bor hun pænt og ordentligt, for, som hun siger, der skulle ikke være en finger at sætte på hendes måde at leve på. I lejligheden findes en skærm med interviews med og fotos af Helene.
Indretningen af værelset bærer præg af grønlandsk kultur. Hendes lejlighed er valgt ud for at vise den særlige historie om grønlandske studerende i Danmark. Hendes lejlighed repræsenterer samtidig historien om de studerende, som ikke var tilknyttet venstrefløjen, boede i kollektiv og gik til demonstrationer.
FREMMEDE RELIGIONER, nationaliteter og etniciteter og deres historie fortælles ofte i separate afsnit eller særlige museer. Det er relevant, idet det giver mulighed for at fokusere på netop denne anderledeshed. Men det er også relevant at skildre disse grupper som en del af den mangfoldighed, der har kendetegnet danmarkshistorien i langt højere grad end vi forestiller os til dagligt.
Det er Den Gamle Bys ambition, at museet skal vise et både socialt, kulturelt og etnisk afbalanceret billede af bylivet, som det kunne være i en dansk provinsby. Derved håber Den Gamle By også at kunne genoptage de ældste frilandsmuseers fine tradition for at kombinere socialkulturel relevans med evnen til at række ud til brede grupper, herunder også grupper, der normalt ikke benytter de danske museer. Nu måske på en anden måde, end for 100 år siden, da disse museer havde deres første opblomstring.
Thomas Bloch Ravn er mag.art. og museumsdirektør ved Den Gamle By i Aarhus