Prøv avisen

Tyske læger ved flødeskumsfronten

KRONIK At være militærlæge er at befinde sig i en moralsk konflikt mellem lægeløftet og ansvaret over for det militære hierarki, og livet ved "flødeskumsfronten", som Danmark blev døbt af tyske soldater, var ikke lutter lagkage for de tyske læger

"Den 14. august 1944 blev jeg under arrestation af Gestapo skudt ned i mit hjem af Shellhusmishandleren Ib Birkedal Hansen kaldet Tæve Hansen og hårdt såret bragt til en af kældercellerne på Nyelandsvej, hvor jeg lå, inden jeg førtes videre til Vestre Fængsel."

Sådan indleder Eugène Kofoed-Jensen sin bog fra 1946: "Fire måneder i kældercelle" med undertitlen" Sandheden om de tyske lazaretlæger på Nyelandsvej". I forordet skriver han, at det er "et budskab fra dem, der blev dernede i kælderen på Nyelandsvej, som ikke havde nogen at give deres tanker og ord til i deres sidste timer, og til dem, der med kærlighed til disse ulykkelige måtte lade dem dø alene uden lægehjælp og pleje og ikke måtte høre deres sidste ord og lukke deres øjne."

Op til 60-års-dagen for befrielsen og afslutningen på Anden Verdenskrig bringer DR nogle udsendelser om krigen set fra tysk side. De tyske soldater kaldte Danmark for "flødeskumsfronten". Tyske læger var en del af denne front. Det var dem, frihedskæmperne mødte, hvis de blev såret ved tilfangetagelsen eller tortureret efter denne.

Kofoed-Jensen beskriver derefter, hvordan han hårdt såret med det ene ben i stræk i de varme augustdage lå på gulvet på en madras, der var blodtilsølet af tidligere patienter, uden mulighed for at få et vindue åbnet. "Lægernes stuegang var der uger imellem. Denne bestod i, at døren blot blev lukket op, og lægen kikkede ind uden at høre mine bønner." I foråret 1944 var der forekommet to tragiske dødsfald på lazarettet. Sundhedsstyrelsen havde forsøgt at få en dansk læge ind i "Deutsche Polizeiabteilung Vestre Fængsel", men havde fået afslag. Øjenlægen og modstandsmanden Steffen Lund forsøgte at få Røde Kors til at intervenere, men de afslog med det argument, at det ikke drejede sig om krigsfanger. Steffen Lund henvendte sig derefter til generallæge Eckl i den tyske militære overkommando i Silkeborg. Det lykkedes at opnå en aftale med Gestapo ved dr. Hoffmann om tre ugentlige besøg på lazarettet.

De tyske læger var umådelig bange for Gestapo, og de protesterede aldrig mod uforsvarlige fangeoverflyttelser til Vestre Fængsel, der var uden sygeafdeling. Som sabotagen tiltog, ændredes forholdene til det værre med lægeforbud. Lund selv blev arresteret den 14. august 1944 for illegal virksomhed. Lægeforeningens formand, Mogens Fenger, intervenerede forgæves, men Hoffmann mente nu, at han ikke længere kunne finde nogen dansk læge, han kunne stole på. Til sidst – efter pres fra medicinaldirektør Frandsen – indvilgede han dog i, at Fenger selv kunne tilse de patienter i Vestre Fængsel, som den tyske læge, dr. Zöchting udvalgte. På Nyelandsvej måtte han ikke komme. Eftersom torturen af fangerne tiltog, og Gestapo opdagede Fengers tilsyn, forbød man ham at se flere og flere ofre. I alt besøgtes 727 fanger ud af 938 anmodninger. Fengers ordinationer blev afvist i 20 procent af tilfældene. Fra marts 45 bragte tyskerne sårede frihedskæmpere direkte til Vestre Fængsel. Fire af disse døde kort efter.

Efter befrielsen blev der rejst sag mod de tyske læger i tilknytning til deres behandling af frihedskæmperen Svend Otto Nielsen ("John"). John var blevet skudt ved tilfangetagelsen Den ene lårbensknogle var skudt over, og benpiberne lå lige under huden. Han blev ført til lazarettet på Nyelandsvej. Gestapo torturerede ham ved dreje benet i bruddet, så det stod vinkelret ud. De ville have oplysninger, og så var de vrede over, at John havde dræbt en Gestapomand. De tyske læger, dr. Held og dr. Jütz protesterede, men de kunne ikke forhindre, at Gestapo tog John med til Vestre Fængsel. Der var givet ordre fra Dagmarhus om, at han skulle behandles strengt, han måtte ikke få morfin eller blive hjulpet i øvrigt. Så han lå på en madras på gulvet tilsølet af blod og afføring og måtte vaske ansigt og hænder i kålrabisuppe. Den tyske læge i fængslet var høflig og korrekt under sine samtaler med John og beklagede, at det fra Dagmarhus var forbudt at give ham morfin eller lignende smertestillende midler, ligesom han heller ikke kunne opnå tilladelse til at skaffe John den nødvendige operation på benet. Lægen følte sig bundet af disse ordrer. John blev henrettet den 27. april 1944.

Under retssagen erklærede dr. Held, at han og hans personale altid havde givet fangerne en forsvarlig behandling, så vidt de havde kunnet få lov til det. Han var meget vred på det tyske politi. John havde stærke smerter, og Held anså det for uforsvarligt at lade ham overføre til fængslet, men politifolkene var meget brutale og forlangte ham udleveret. Held havde ingen mulighed for at forhindre en sådan handling. Han hævdede, at han altid først og fremmest havde været læge og havde givet alle, såvel venner som fjender, den nødvendige hjælp, hvilket han havde anset for sin pligt. Han hævdede, at han intet ansvar havde for det, der var passeret i fængslerne.

Hvordan kunne det komme så vidt? Hvordan kunne de tyske læger i den grad lade sig underordne Gestapo og svigte lægeløftet?Den tyske lægestand gennemgik i 1930'erne en forvandling i retning af en overvældende tilslutning til det nazistiske styre. Der var fortsat læger, der holdt det hippokratiske ideal helligt, men der var også læger, der tilsluttede sig og stillede sig i spidsen for eutanasi-programmet, koncentrationslejr-eksperimenterne og dødsfabrikkerne. Midt imellem disse ydergrupper befandt den store mængde tyske læger sig, men deres opfattelse af det hippokratiske ideal havde forskubbet sig, og deres lægelige virke skete i skyggen af kollegernes forbrydelser. Dette påvirkede den professionelle etik hos lægerne. Samtidig sænkedes respekten for lægestanden. En af følgerne var den manglende gennemslagskraft, som de tyske læger udviste over for Gestapo i Danmark.

At være militærlæge er at befinde sig i en potentiel moralsk konflikt mellem lægeløftet om at behandle enhver patient korrekt på den ene side og ansvaret over for det militære hierarki på den anden side. For de tyske læger bestod processen i, at de efter at være blevet læger vænnede sig til kravene fra det militære etablissement. De kom ud på et skråplan, hvor de kunne ende på alle stationer med endepunktet Auschwitz for de værste. Flertallet var umiddelbart almindelige læger, der aldrig havde begået forbrydelser, før de tilsluttede sig nazisterne; de befandt sig i scenarier med mulighed for at medvirke i forbryderiske handlinger. Men de havde altid et valg, og de var ansvarlige for deres handlinger.

Man har forklaret den psykologiske proces hos lægerne med fænomenet "dobling". Det er en betegnelse for en opdeling af "selvet" i to fungerende "personer", hvor hver halvdel fungerer som et helt "selv". I det ene "selv" ser man sig selv som human læge, ægtemand og fader. I det andet "selv" optræder man i den rolle, som militæret/Gestapo kræver. Det sidste "selv"

er nødvendigt for at kunne optræde så fjernt fra det første "selvs" etik. Dobling "fritager" for skyld, idet "Auschwitz-selvet" udfører "det beskidte arbejde". Dobling indebærer en ubevidst dimension, idet den foregår uden erkendelse og en klar ændring i moralsk bevidsthed. Under militæroperationer er lægernes rolle at behandle sårede, uanset om de er venner eller fjender.

De skal også tage sig af fangerne og rapportere ethvert tilfælde af mishandling.

Har beretningen om de tyske læger

et budskab til nutiden? I forbindelse med Abu Ghraib-mishandlingerne i Irak var der militærlæger, der lukke-

de øjnene for mishandlinger, og på

Guantanamo-basen er der rapporteret om læger, der misbruger fangernes

oplysninger og videregiver psykiatriske observationer til forhørslederne. Der

er ligeledes informationer om, at

læger medvirker i udarbejdelse af forhørsplaner med berøvelse af søvn, fødeindskrænkninger, påvirkning med støj og kulde osv. samt overvågning af sådanne forløb. Den øverstkommanderende læge i den amerikanske hær er nu ved at udarbejde regler for læger, der har med fanger at gøre. Det er på høje tid.

Sven Arvid Birkeland er læge, dr.med.

og seniorforsker på Rehabiliterings- og Forskningscentret for Torturofre (RCT), København

@-Rubr.13.www:www

Med et netabonnement kan alle Kristeligt Dagblads tidligere artikler

om besættelsen læses på

www.kristeligt-dagblad.dk