Tysklands farlige »Robin Hood«-helte

Carit Etlar gjorde i år 1853 Svend Poulsen udødelig i romanen »Gøngehøvdingen«. Vores nabolande, for eksempel Tyskland, har lignende helteskikkelser, der lever videre i romaner, legender, skuespil og sange flere århundreder efter deres død. Legenderne har ofte ikke meget med virkeligheden at gøre. Tyske forfattere har gerne skrevet om svundne tiders modige unge mænd, der nægtede at bøje sig for adelen og myndighederne. Sandheden om disse mænd var imidlertid ofte, at det drejede sig om gemene krybskytter og landevejsrøvere. Adskillige berømte krybskytter har opnået en kultlignende status, selvom deres såkaldte »håndværk« ofte var forbundet med vold, mord og død. I folkets overbevisning har det altid været en menneskeret at kunne jage vildtet frit, og i de store folkevandringers tid var dette også muligt. Dengang fandtes begrebet krybskytteri slet ikke. Ordet krybskytte blev først brugt i middelalderen, hvor adelen og de gejstlige udstedte et jagtprivilegium til sig selv. Dette privilegium indebar, at kun adelige og kirkefolk havde lov til at jage og nedlægge vilde dyr, og krybskytter blev ofte straffet hårdere end mordere. Bønderne måtte ikke skyde fugle eller fange fisk, og de skulle passivt se til, når hjorte gennemtrampede deres marker, og fugle åd deres korn. Bønderne måtte ikke engang indhegne områderne, fordi adelen frygtede, at vildtet kunne komme til skade på hegnet! Bønderne betragtede adelen som en feudalklike og hilste det derfor velkomment, at modige, uforfærdede unge gjorde oprør mod systemet. Samtidig frydede man sig over, at nogen turde trodse de upopulære skovfogeder. Skovfogederne var forhadte, fordi de repræsenterede godsejerne og øvrigheden, og fordi de gik i uniform. Den første store helteskikkelse blandt de tyske krybskytter var Mathias Klostermayer, som levede et kort og voldsomt liv fra 1736 til 1771. Han voksede op i et hjem med våben. Faderen var jagtmedhjælper ved det lokale gods, og drengen hørte ofte på fortællinger om jagt og fik på den måde lysten til selv at jage. Mathias udviklede sig til en fremragende skytte, og alt tegnede lyst for ham, da han blev ansat som assistent for jægerne på godset. Han blev imidlertid hurtigt fyret, fordi han havde gjort grin med en gæst på godset, der havde skudt en kat i stedet for en hare. Sammen med arbejdet mistede Mathias Klostermayer også retten til at jage. Skovenes Fyrste. Også i samfundets overklasse havde han venner. Især blandt præster, hvoraf mange led en kummerlig tilværelse i landsbyerne. De fik ofte slet ingen løn, men måtte leve af deres lille landbrug ved siden af kirken. Som landmand delte de bøndernes sorger og irritation over det fritgående vildt. De indbød gerne Mathias Klostermayer til besøg, og det faldt altid i god jord, hvis han som tak efterlod en del af sit bytte. En hjortesteg kunne gøre godt - også i en præstemave - selvom der egentlig var tale om hælervarer. Fra nær og fjern kom bønderne med pengegaver til Skovenes Fyrste og bønfaldt ham om at jagte hos netop dem. Forsvarsløse som de var over for de store mængder vildt, var Klostermayer den eneste form for »skadedyrsbekæmpelse« de kunne ty til. Mathias Klostermayer fik hurtigt en Robin Hood-lignende status blandt de fattige, fordi han solgte kødet billigt til dem eller i nogle tilfælde ligefrem gav dem det gratis. I begyndelsen af hans krybskyttekarriere ville ingen mennesker angive ham, fordi de betragtede ham som en helt. Mathias Klostermayer ændrede imidlertid karakter, jo længere han levede som fredløs. Den store popularitet steg ham til hovedet, og han begyndte at tiltage sig rettigheder ud over krybskytteriet. Tyveri, indbrud og vold hørte nu med til hans virke. Efterhånden ændrede befolkningen holdning til ham. Nu frygtede man ham. Mathias Klostermayer blev den mest eftersøgte krybskytte, og han og hans bande kom i flere skuddueller med gendarmeriet, som kostede mere end 10 gendarmer og skovfogeder livet. Med disse mord havde Bayerns Mathias i princippet underskrevet sin egen dødsdom. Ingen i befolkningen havde længere lyst til at komme i retssystemets møllehjul ved at støtte en morder. Med hjælp fra lokalbefolkningen kunne gendarmeriet til sidst fange ham under en voldsom skudduel. Mathias Klostermayer var 35 år gammel, da han blev dømt til døden og henrettet. Efter hans død glemte folket hurtigt Mathias Klostermayers dårlige sider. De så ham sådan, som han burde have været, modig og retfærdig, og hans popularitet steg igen til uanede højder. Allerede 25 år efter hans død, i 1796, var de gejstlige myndigheder urolige over den kult, der var ved at opstå omkring krybskytten og de protesterede til landets kurfyrste. Kulten har imidlertid holdt sig frem til den dag i dag, og ingen skammer sig nu over at vise deres beundring for morderen, Mathias Klostermayer. For eksempel markerede krybskyttens hjemstavn i 1986 250-året for hans fødselsdag med et storslået skuespil, hvor selve byens borgmester havde rollen som krybskytte. Med tiden blev der indført nye jagtregler, som gjorde det muligt også for bønderne at blive jægere, dersom de købte jagttegn, og bønderne var ikke længere godsejernes livegne. Imidlertid hørte krybskytteriet ikke op. Kun 100 år efter Klostermayer skulle tyskerne få en ny stor helt i den unge Georg Jennerwein fra Oberbayern. Jennerwein var dødeligt uvenner med jagtmedhjælper Pfördel. Pfördel havde længe haft mistanke om, at Jennerwein jagtede vildtet i netop den skov, han havde opsyn med. En dag fandt man den 29-årige krybskytte død, skudt ned bagfra. Alle mistanker faldt på Pfördel. Han kom for retten og blev fundet skyldig, men dommeren dømte ham ikke for mord, men derimod kun for misbrug af sine beføjelser, og Pfördel slap med otte måneders fængsel. »Kult og blomsterkranse frabedes ved denne grav.« En af de kendteste figurer inden for krybskytteriet i Tyskland er Wolfgang Eichinger med tilnavnet Lexengangerl. Ifølge fortællinger var han oprindelig gedehyrde, men samlede sig en gruppe trofaste følgesvende. Hans forbillede skal efter sigende have været Mathias Klostermayer. Det fortælles, hvordan en distriktsfoged, Altschäffl, der arbejdede på borgen Hauzenstein, forsøgte at fange Lexengangerl. En dag, da Altschäffl var alene i skoven, stødte han på krybskytten, men det gik helt anderledes, end distriktsfogeden havde ønsket sig. I stedet for at fange krybskytten blev han selv overmandet og hængt op i et træ med hovedet ned i en myreture. Krybskytterne forsvandt, og først da Altschäffls egne folk hørte hans skrig, blev han befriet. Lexengangerl havde befolkningens opbakning, men da han begyndte at begå indbrud og røve kvæg, korn og svin også fra de fattige bønder, mistede han al støtte. Ifølge overleveringer lykkedes det gendarmeriet at plante en af deres folk i hans gruppe og dermed lokke ham i et baghold. Lexengangerl skulle for retten i den sydtyske by Regensburg, men døde på vejen dertil af de kvæstelser han havde fået under arrestationen. Selvom Lexengangerl måske er den person, der er skrevet flest sange, teaterstykker og digte om blandt alle krybskytterne, så findes der forbløffende nok intet historisk materiale om ham. Derfor er det uvist, om denne person, der er blevet til Bayerns største kultfigur inden for krybskytteriet, overhovedet har eksisteret. Ganske vist findes der adskillige bøger om Lexengangerl, men de bygger alle på mundtlige overleveringer. Men uanset, om han virkelig har eksisteret eller ej, så lever Wolfgang Eichinger i bedste velgående i landbefolkningens tanker. Det er stadig muligt at opføre teaterstykker om ham og tiltrække et stort publikum. Og andre krybskytter har kopieret hans »myretueteknik«, hvilket blandt andre gik ud over en stakkels skovfoged Josef Holl, der boede i nærheden af Augsburg i Sydtyskland. Han blev en dag i 1855 overfaldet af krybskytter, der hængte ham op over en myretue. Forbipasserende skovarbejdere befriede ham, hvorefter han lod opsætte en billedtavle af den trefoldige Gud på stedet som tak til sine redningsmænd. I dag har samfundet en anden opfattelse af naturen end tidligere, og derfor bliver nutidens krybskytteri betragtet med foragt. Men fortidens krybskytter - Mathias Klostermayer, Georg Jennerwein og co. - er blevet udødelige kultfigurer, blot fordi de havde det held at være født i andre århundreder. n journalist